Kilimanjaro #11: Safari 2

Forrige - Oversigt - Næste

Torsdag d. 1. august

Safari på Serengeti-sletten

Vi står tidligt op – Thomas har lavet en aftale med kokken om at de laver morgenmad til os tidligere end normalt så vi kan komme tidligt af sted og være ude blandt dyrene i de tidlige morgentimer hvor de er mest aktive. Vi ser en smuk solopgang og allerede først på dagen er vi nød til at holde tilbage for en flok giraffer der krydser vejen. Det er flotte dyr og det der helt fantastisk ud når de løber. Jeg har aldrig før set en giraf løbe rigtigt. Igen i dag ser vi mange dyr. Vi bliver kaldt hen et sted hvor der ligger en løve, men vi kan ikke rigtigt komme til at se, så vi kører videre og pludseligt er der en hel løveflok der ligger og daser i solen. Vi er også så heldige at vi ser en gepard og lige ved siden af har 3 leoparder fundet vej op i et træ.

Vi spiser frokost i Serengeti Wildcamp og er der fra 12-15. Derefter kører vi ud på endnu et game drive. Vi ser den samme løbeflok som tidligere, men denne gang kommer der en kæmpe han-elefant gående hen mod flokken. Den har retning lige imod løverne og går til ”angreb” på dem, så der rigtigt kommer gang i flokken. Vi ser også en hyæne inden vi kører tilbage til wildcampen.

Vi har været utroligt heldige de sidste par dage og har set alt hvad der næsten kan ses. Vi har set alle ”the big five” og et væld af andre dyr. Det har været så spændende. 

Fredag d. 2. august

Safari i Ngorongoro-krateret

Igen kører vi af sted kl. 6 om morgenen for at få mest muligt ud af dagen. Vi skal krydse Serengeti for i dag skal vi ned i Ngorongoro krateret. Vi ser lidt lyr på vejen, bl.a. endnu en gepard. Den rude der blev knust i forgårs er der nu blevet sat et stykke pap op foran. Det er sat fast med sportstape og holdt ikke ret lang tid da vi først begyndte at køre. Med et styks manglende rude er det lidt koldt i bilen. Da vi kører op over kraterkanten er der skyer og det er koldt og blæsende. Heldigvis bliver det varmere og der er mere sol nede i krateret. Trafikken op og ned af krateret er ensrettet og heldigvis for det. Det er en smal og noget snoet vej der fører ned til bunden. I krateret er der store flokke af gruer og zebraer. Ved den store så er der flokke af lyserøde flamingoer i vandkanten. Vi ser også en stor flot han-løve inden vi spiser frokost. Frokosten indtages i bilerne med udsigt over en sø med flodheste. Grunden til at vi sidder i bilerne er at der er fugle der godt kan finde på at dykke ned og stjæle maden. Vi kører op af krateret igen og kører et langt stykke på kraterkanten. Vi holder en kort pause ved udsigtspunktet inden vi kører til Hotel Heigview i Karatu. Her er vi fremme omkring kl. 14:30. Resten af dagen slapper vi af, læser lidt i vores bøger, pakker om og går i bad. 

Forrige - Oversigt - Næste

Kilimanjaro #10: Safari 1

Forrige - Oversigt - Næste

Mandag d. 29. juli
Hviledag på Springland Hotel og i Moshi

Mandag stod på hviledag med mulighed for at tage ind til Moshi. Vi tog afsted sammen med nogle af de andre om morgenen og havde en lokal guide med der ville vise os lidt rundt inde i Moshi. Vi var bl.a. oppe i Moshi's højeste bygning Kibo Tower på 9. etager. Der var fin udsigt over byen. Tilfældigt kom vi også forbi en kirke hvor vi blev inviteret ind i en skoleklasse for at sige hej til børnene. Efter rundvisningen gik vi tilbage til Springland Hotel. Om aftenen spiste hele gruppen sammen på restauranten Indoitaliano, der havde nogle vildt gode pizzaer.

De søde børn i den skole vi besøgte. Man kan mærke at de er virkeligt glade for at gå i skole. 

Tirsdag d. 30. juli

Safarien begynder

Dagen hvor vi begynder på safari-delen af rejsen. Kl. 9 om morgenen kører vi fra Springland Hotel i tre safari jeeps. Vi kører direkte af sted mod nationalparken Lake Manyara. Der er et godt stykke og efter planen skulle vi være ved parken sidst på eftermiddagen. Undervejs opstår der problemer med vores bil. Vi holder ind til siden og mens 8-10 afrikanere forsøger at lave bilen sidder vi og venter. Vi finder ud af at det er brændstofsystemet den er galt med. Efter 1½ time kører vi videre – men ikke i vores egen bil. Vi kommer ud at køre med en privat bil. Den er ret fin og vi høre Tanzaniansk radio hele vejen hen til det supermarked hvor der er planlagt pause. Derefter venter vi på at der skal komme en ny jeep til os. Det viser sig i sidste ende at være den samme som vi kørte med tidligere. De fik lavet bilen, så vi håber på at den holder resten af turen. Vi kører videre mod Lake Manyara og spiser frokost i bilerne for at spare lidt tid.

Omkring kl. 16 er vi fremme ved Lake Manyara. VI løfter taget på bilen og gør os klar til vores første game drive. Vi ser bl.a. aber, gnuer, bøfler, elefanter, zebraer og flere forskellige slags fugle , men her vil jeg lade billederne fortælle historien.

Efter 1½ times game drive kører vi videre mod Hotel Heighview . Det er også ejet af Zara Tours og det er let at se at det er nyere end Springland. Det virker meget fint og fornemt. Fra bygningen med værelser er der en fin udsigt hen mod Ngorongoro’s kraterkant.

Onsdag d. 31. juli
Besøg i Masai landsby - Safari på Serengeti-sletten - Overnatning i wildcamp

Vi har pakket vores tasker om så vi kun har den sorte taske og en rygsæk med os for de næste to overnatninger foregår i en wildcamp og der er ingen grund til at slæbe alle vores ting med. De bliver i stedet opbevaret på Heighview hvor vi har en overnatning når vi kommer tilbage. Vi kører fra hotellet efter at vi denne gang selv har pakket vores madpakker i de fine hvide papkasser. Vi kører først til Ngorongoro hvor der er lidt ventetid mens vores chauffører ordner papirer så vi kan komme ind. Imellemtiden bruger vi tiden i deres informationscenter hvor man kan se en model af området og lidt om de forskellige dyr. Vi kører ind i parken og har et kort stop ved et udsigtspunkt. Her kan man kigge ned i krateret. Vi kører dog hurtigt videre igen for det er ikke i dag vi skal ned i selve krateret. 

Udsigt over Ngorogoro-krateret

Vi sætter kurs mod Serengeti sletten. Inden vi når helt derhen stopper vi ved en Masai landsby. Vi betaler de 10 USD per person som de vil have for at lade os komme på besøg. I Masai landsbyen byder de os velkommen ved at gå lidt frem og tilbage og så viser de hvor højt de kan hoppe. De viser også hvordan de tænder ild med hestepærer. Bagefter bliver vi delt op i mindre gruppe for at se deres hjem. Hytterne er ikke ret store, så der kan ikke være ret mange inde i dem. Martin og jeg bliver vist rundt af høvdingens søn. I hver hytte bog der op til 6 personer. Forældrene og op til 4 børn. Hos masaierne er det normalt at mændene har flere koner. Der skal så være et hus til hver kone, men det er kvinderne selv der bygger husene.  Vores Masai-guide er 26 og har en kone og et enkelt barn. Han vil ikke have flere koner. Vi besøger også deres skole, hvor de yngste børn bliver undervist. Det er børn yngre end 6-7 år, får når de når den alder bliver de sendt til større skoler. Masaierne er også nomadefolk, så de bliver ikke i den samme landsby hele året. De flytter mellem forskellige steder.

Hen mod slutningen af vores besøg mærker man virkeligt at masaierne forsøger at tjene penge på os. I midten af deres landsby står et stort stativ med alverdens smykker og udskårne træfigurer som de forsøger at sælge til os.

Masai'er 

Masai-landsby

Vi kører videre og kommer ind på Serengeti sletten. Og tro det eller lad være, men noget af de første vi ser, er et af de sorte næsehorn. Der er kun 7 tilbage på hele Serengeti sletten (2 gange Sjællands areal) og så er vi så heldige at se et af dem. Ellers ser vi rigtigt mange andre dyr, men jeg vil her henvise til billederne.

Vi kører ret hurtigt på grusvejene og pacere flere modkørende biler. Sten flyver rundt og nogle gange høres et gevaldigt bang når en sten rammer undervognen. Pludseligt sidder jeg med glasskår over det hele da en sten fra en modkørende bil ramme og knuser sideruden lige der hvor jeg sidder. Det var lidt af en forskrækkelse pludseligt at sidde med ruden i skødet. Vi får samlet glasskårene lidt sammen så de ligger på sædet og heldigvis er der flere sæder i bilen, så jeg finder mig bare et andet.

En smadret rude i bilen.

Vi skal overnatte i Icoma Wildcamp. Planen var at vi skulle sove i telte, men da de har gjort bungalows klar til os nænner vi ikke at sætte os imod og tager pænt imod dem, selvom vi synes det kunne være sjovere at sove i telt. Der er intet hegn omkring Wildcampen, så dyrene kan komme ind på området. Derfor bliver vi også fulgt tilbage til vores bungalow af en Masai-kriger med spyd og det hele da vi går ned efter aftensmaden.

Bungalows i wildcamp

Forrige - Oversigt - Næste

Sneak Peak på Skammerens Datter 2

Her i efteråret opfører Østre Gavsværk Teater Skammerens Datter 2. Sidste år spillede de 1'eren og følger nu op med en 2'er der samler de sidste tre bøger til en samlet forestilling. Da jeg sidste år hørte at de ville lave en toer, blev jeg utroligt glad, men samtidig også lidt trist da det viste sig at de ville samle de sidste 3 bøger i én forestilling. Jeg kunne nemlig ikke helt forestille mig at der blev plads til Dinas far Sezaun og jeg ville elske at se ham og hans sortemester-fløjte. 3. bog i skammer-serien handler i høj grad om Sezaun og historien er lidt et sidespor når det kommer til at bekæmpe Drakan. Derfor troede jeg ikke at der var plads til ham. De seneste videoer fra Østre Gasværk Teater har dog ændret en del.

Den seneste video er sangen "Hvorfor lige nu?", og ja I kan jo selv hører hvorfor jeg kommer til at tænke på Dinas far, Sezaun, når jeg hører den:



Den anden video der blev lagt op for noget der efterhånden er lang tid siden er en video der fortæller lidt om hvordan søslangen bliver skabt. Søslangen er også med til at underbygge at Sezaun alligevel kommer med for det er i tredje bog at Dina konfronteres med søslangen Ormen.



Jeg glæder mig helt vildt til at se teaterstykket selvom jeg skal vente indtil 21. december. Til gengæld får jeg lov til at opleve hele historien på én gang. Jeg skal nemlig se Skammerens Datter 1 først for derefter at se Skammerens Datter 2.

Er der nogen af jer der skal se stykket? Og glæder I jer ligeså meget som mig?

Kilimanjaro #9: Bestigning, dag 6

Forrige - Oversigt - Næste

Søndag d. 28. juli

Fra Mweka Camp (3106 m) til Mweka Gate (1633 m)

Distance: 9,1 km

Højdeændring: - 1473 m

Sidste dag på Kili. Vi stod op kl. 6:30 efter en nat hvor vi har sovet fantastisk. Alle i lejren var enige om at det har været den bedste nat på hele turen. Det skyldes not især at vi var så brugte og trætte da vi lagde os til at sove, men også at vi er kommet ned i en mere menneskelig højde og at temperaturen er steget, så der ikke længere er nattefrost. Vi spiser morgenmad og der er en rigtig god stemning. Vi er glade og selvom anstrengelserne på topnatten stadig rumsterer i vores hoveder, så er vi ligeså stille ved at glemme hvor hårdt det i virkeligheden var. Det er nok også grunden til at mange undervurderer Kilimanjaro. Når folk kommer ned igen glemmer man lidt hvor hårdt det var og husker kun at det var fantastisk og så er det den version af historien der når ud til omverdenen.

Inden vi begiver os af sted på bestigningens sidste nedstigning er der en ceremoni hvor alle vores guider og portere er samlet. Det er en tradition at gruppens ældste holder en tale, så der blev holdt en pæn tale hvor portere og guider blev takket for at de fik os med på toppen. Takket for at have båret vores tasker, holdt os i hånden når der var brug for det og sørget for god mad under hele turen. Derefter blev der udleveret drikkepenge. Som porter er lønnen ca. 10.000 TZS om dagen, så når hver porter derudover får 50.000 TZS i drikkepenge er det noget der betyder noget. Det er omkring en fordobling af deres løn. Vores kokke og assistentguider fik hver 70.000 TZS i drikkepenge. 

De fleste af vores porter og guider.

Fra Mweka Camp til Mweka Gate er der 3-4 timers vandring på gode stier ligesom vi startede på. Undervejs bliver gruppen igen delt. Jeg ender med at gå i bagtroppen. Vi har ikke super travlt med at komme ned. Vi kommer igen ned i junglen og der skulle være mulighed for at se aber. Jeg spotter en bevægelse ud af øjenkrogen og deroppe – højt oppe i træerne – er der 3-4 aber. Jeg stopper op og peger, så de andre også kan se dem. Det er Blue Monkeys siger en guide der kommer forbi med en anden gruppe.

Nedad i regnskoven

Vi når ned til Mweka Gate omkring kl. 11:30 og her er der mange mennesker. En del af dem vil gerne have lov til at vaske vores sko. Vi siger pænt nej tak, men det bliver lidt trættende når man er nød til at sige nej for 117. gang. Jeg køber et kort over Kilimanjaro som jeg kan tage med hjem. Vi skal gå lidt længere ned for at komme til vores bus, og efter at have stået og siddet stille føles benene stive og skal lige i gang. På vejen var der rigtigt mange sælgere der ville sælge alt fra t-shirts til malerier, armbånd, og udskårne træfigurer. Vi når ned til bussen, der denne gang er stor nok til at alle kan få et rigtigt sæde. Thomas laver en aftale med en af sælgerne der kommer med i bussen og derefter sælger t-shirt for 10.000 TZS pr. stk. Det er t-shirt med teksten ”Just done it” og billede af Kilimanjaro og de forskellige ruter.

Vi når ikke langt før bussen holder ind til siden. Lidt længere nede af vejen holder en anden bus. Den sidder fast og spærrer vejen. De stærke mænd fra vores gruppe hopper straks ud og hjælper med at skubbe bilen fri. På vejen ser vi mange børn og voksne komme gående. De har deres fine tøj på fordi det er søndag og de lige har været i kirke. I området her er de fleste kristne. Det tager ca. 1 time at køre til Springland Hotel.

Tilbage i civilisationen er det første vi gør at tænde på det varme vand. Derefter pakker vi lidt ud og finder noget af det tøj vi gerne vil have vasket. Efter et dejligt bad afleverer vi vasketøjet. Vi køber postkort og skriver hjem.

Efter aftensmaden bliver der afholdt en lille ceremoni med overrækning af diplomer. Filex og nogle af de andre guider og portere er også med. Thomas sagde et par ord om hver enkelt inden vi fik vores diplom. Man får diplomer hvis man når Stella Point eller Uhuru Peak. Begge steder tæller nemlig som en bestigning.

Diplom for bestigningen af Kilimanjaro

Forrige - Oversigt - Næste

Kilimanjaro #8: Bestigning, dag 5

Forrige - Oversigt - Næste

Lørdag d. 27. juli

Fra Barafu Camp (4662 m) til Uhuru Peak (5895 m) og ned til Mweka Camp (3106 m)

Op  Distance: 4,86 km   Højdeændring: + 1233 m   Ned  Distance: 11,5 km  Højdeændring: - 2789 m

Vi blev vækket kl. 23 fredag aften og så var det ellers på med alt det tøj vi havde med. Det uldne skiundertøj, de varme trøjer, skaltøjet og huer og vanter. Jeg havde i alt 3 lag på benene og 5 lag på overkroppen. Martin havde selvfølgelig lidt mindre, kun 2 lag på benene og 3 på overkroppen. Der var kaffe, the, kakao og nogle kager i teltet. Vi gjorde os hurtigt klar, så vi kunne være blandt de første, så kl. 23:30 stod vi alle med pandelamperne tændt og var vi klar til afgang. Jeg var så parat. Jeg havde sovet godt og følte mig rigtigt godt tilpas. Det tegnede til at blive en god nat.

Planen sagde 55 min vandring, 5 min pause. Jeg sætter den ene fod foran den anden og timerne smelter sammen. Det bliver hurtigt for varmt og jeg må lægge den ene trøje i tasken. Jeg mister tidsfornemmelsen, tager et skridt af gangen og tæller timerne på antallet af pauser. På et tidspunkt stopper jeg også med det. Jeg bliver svimmel, går langsomt og støtter mig til mine vandrestave. Martin siger også at han er svimmel. At han ikke kan gå lige. Jeg ved ikke hvornår det begynder eller hvor lang tid vi går. Jeg har ikke styr på de andre i gruppen. Tænker kun på hvor jeg selv går og sørger for at holde mig i nærheden af Martin.

Det begynder at blive lysere og netop som solen begynder at titte frem når vi Stella point. Jeg finder kameraet frem og forsøger at tage lidt billeder, men batteriet er koldt og har næsten ikke noget strøm. Jeg varmer det op og det lykkedes at tage et par enkelte billeder. Det har været en kold tur op. Vandet i mit drikkesystem er frossent – også selvom jeg pustede vandet tilbage i posen hver gang jeg drak. En guide tog min rygsæk lidt tid inden Stella Point. Det var ikke med min gode vilje, men jeg orkede ikke at stritte alt for meget imod. Vandet i den flaske jeg har i lommen er også begyndt at fryse til is.

Solopgang ved Stella Point

Jeg synes ikke at vi er ved Stella Point i ret lang tid. Jeg husker at vi kom op, så solen titte frem, tog et par billeder og så kom Thomas og sagde at der var afgang mod Uhuru Peak hvis vi ville med. Selvfølgelig svarer vi og overvejer slet ikke at stoppe og vende om, selvom vi er svimle og omtågede. Solen og lyset har givet ekstra energi. Jeg tager selv min rygsæk igen. Vil helst bære den selv. Vi begynder den sidste opstigning. En lille time får vi at vide. Jeg synes der er langt og vi kæmper os opad. En af guiderne tager igen min taske og på magisk vis står vi pludseligt på toppen af Kilimanjaro – Uhuru Peak. Det grønne skilt står foran os og vi stiller os op efter alle de andre for at få taget det obligatoriske billede. Både Martin og jeg er stadig svimle og ikke helt klare i hovedet, så vi tænker mest af alt på at vi gerne vil ned igen. Jeg når lige at tage et enkelt billede af gletsjeren den ene vej inden vi begiver os nedad igen.  På vejen møder vi de to sidste fra vores gruppe der er på vej op.

Afrikas tag. Uhuru Peak på toppen af Kilimanjaro.

Den sydlige gletscher på toppen af Kilimanjaro. Nogle mener at den vil være væk om 15-20 år.

Vi holder en pause ved Stella Point inden vi begiver os længere ned. Herfra kommer til at gå meget spredt. Nedturen er bestemt ikke sjov. Der er masser af rullende sten og jeg kan slet ikke genkende at vi et par timer for inden gik op samme vej. De løse sten, svimmelhed og ingen balance er en dårlig kombination og det er på nedturen jeg er mest udfordret på hele bestigningen. Jeg stopper op flere gange på vej ned og må lige sidde og tage mig sammen til at tage endnu et stykke i de forræderiske sten. Tårer springer også frem i øjnene på mig, fordi det irriterer mig at jeg ikke bare kan gå ned. Jeg har stadig ikke styr på tiden, men efter den lange nedstigning er vi tilbage i lejren omkring kl. 11 – lige omkring 12 timer efter vi begyndte opstigningen.

Vi bliver modtaget af lejrchefen der registrerer at vi er kommet godt ned og har det godt. Vi får besked på at hvile og drikke masser af væske – vandet er heldigvis tøet op igen. Lige så snart solen var kommet frem blev det varmere og vi måtte også tage flere lag tøj af på vej ned. Vi har et par timers hvile og bruger tiden på at sove og pakke vores ting sammen. Kl. 13:30 er der frokost og der er tid til at gøre status på nattens topforsøg. Ud af vores gruppe på 15 kom 12 helt op på toppen til Uhuru Peak. 2 nåede til Stella Point. Kun 1 person nåede slet ikke med op. Hun startede sammen med os andre, men valgte efter ca. 2 timer at vende om og gå tilbage til lejren. Højdesygen var for slem til at hun ville fortsætte.

Kl. 14 pakker vi sammen og begynder at gå videre ned. De fleste af os vil egentligt bare gerne sove, men vi skal ned til næste lejr så vi begynder at gå. Der er ca. 4 timers gang til Mweka Camp. Vi bliver hurtigt delt i flere grupper. Nogle vil hurtigt ned, mens andre har problemer med knæene og derfor går langsomt på vej ned.

Lige et billede mere fra toppen. Billedet er taget ved Stella Point på vej ned og er taget hen imod selve krateret.

Forrige - Oversigt - Næste

Kilimanjaro #7: Bestigning, dag 4

Forrige - Oversigt - Næste

Fredag d. 26. juli

Fra Baranco Camp (3986 m) til Barafu Camp (4662 m)

Distance: 8,5 km

Højdeændring: + 676 m

Vækningen var allerede kl. 6, så vi kunne komme tidligt af sted omkring kl. 7 og være blandt de første på Baranco Wall. Dagens første store udfordring. Vi starter med at gå lidt ned – for vi skal jo have fornøjelsen af hele væggen. Turen op af Baranco Wall var sjov. Det var mere udfordrende vandring – nogle steder tangerende til klatring. Vandrestavene var pakket sammen og hænderne blev taget i brug for at komme op over klipperne. Turen op tog ca. 2 timer og på toppen er der en fin udsigt til Kibo. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at se på den.

Baranco Wall

Fra toppen af Baranco Wall går det lidt ned igen, så lidt op og derefter går det meget ned.  Vi går ved gennem Karanga Valley, men vi går en lidt anden vej end den oprindelige rute. Den er lidt kortere og sparer os for en times vandring. Skyerne kommer og går lidt og flere gange ser det ud som om de er på vej ind over os. Hver gang ombestemmer de sig og vi får lov at gå i fint solskin det meste af dagen.  Det kan mærkes at vi i gruppen er ved at blive trætte. Der er flere der mærker højden. Nogle får deres tasker båret og andre får en støttende hånd ind i mellem. Jeg selv og Martin mærker ikke det store og nyder egentligt bare turen. Martin går tit nede bagved og agere hjælpeguide. Han sørger for at hele gruppen af med. Imens går jeg i mine egne tanker og nogle gange går jeg med nede i bagtroppen.  I bunden af Karanga Valley løber et vandløb. Dette er sidste sted der er mulighed for vand, så vores portere bærer vandet herfra og op til vores sidste lejr.

Vi går op af Karanga Valley igen og når Karanga Camp, hvor vi spiser frokost. Turen fra Karanga Camp til Barafu Camp kommer til at minde meget om topnatten hvad angår terræn og stigning. Vi skal derfor mærke efter hvordan vi har det og tage stilling til om vi vil forsøge os med toppen. Jeg synes det er fint og nyder turen opad. Vi ankommer til Barafu Camp omkring 17:30, spiser aftensmad kl. 18 og går så i seng.

Forrige - Oversigt - Næste

Kilimanjaro #6: Bestigning, dag 3

Forrige - Oversigt - Næste

Torsdag d. 25. juli

Fra Shira Camp (3839 m) over Lava Tower (4627 m) til Baranco Camp (3986 m)

Distance: 10,75 km

Højdeændring: + 147 m (788 m op til Lava Tower, 641 m ned til Baranco Camp)

Vækningen sker kl. 6:30, men vi er allerede oppe kl. 6 – vi kan ikke sove længere. Når man lægger sig til at sove før kl. 20 er det også begrænset hvor længe man kan sove. Det har været en kold nat – der er et fint lag frost på teltet. Vi står op, pakker sammen og spiser morgenmad. Hende der var dårlig i går har det bedre i dag, til gengæld er der et par af de andre der har det lidt værre og et par stykker kaster op. Vi kommer af sted til tiden i dag og går omkring kl. 8. Skyerne begynder så småt at forsvinde under os, til gengæld kommer der flere skyer over os. På ruten inden frokost kan vi se de blå prikker af portere der snor sig af sted både foran os og efter os. Vi har udsigt til Kibo det meste af turen og kigger man lidt til venstre kan man også skimte en række af blå prikker i den retning. Ved Lawa Tower smelter flere af ruterne sammen. Lemosho og Shira ruterne støder til Machame ruten og følges ad resten af vejen mod toppen.

Udsigt over Shira plateauet

Vi skal op over Lava Tower i dag i ca. 4600 meters højde inden vi begiver os ned til næste lejr der ligger i næsten samme højde som Shira Camp. I dag mærker jeg højden. Omkring frokost har jeg hovedpine og ingen appetit. Jeg klemmer et stykke toastbrød ned. Mere kan jeg ikke spise.

Efter en times frokostpause går vi videre omkring kl. 13:30. Det er begyndt at blæse lidt og det er koldt. Jeg skulle have lagt den tykke trøje i rygsækken også. Martin låner mig sin tynde trøje og da vi begynder at gå igen får jeg varmen. Der kommer også langsomt skyer omkring os og det bliver lidt tåget. Foran os tårner Lava Tower sig op. Skyerne kommer drivende ind fra siden, så nogle gange kan vi se bjergmassivet, mens det andre gange bliver skjult bag en sky. Vi er ved Lava Tower omkring kl. 14:10 og her holder vi en lille pause. Det skulle være muligt at klatre op på klippen, men der er ikke meget mening i det i dag, da man på grund af skyerne alligevel ikke kan se noget.

Lava Tower

Nu går det nedad igen – eller det var hvad Thomas påstod. Alligevel synes jeg at vi går et godt stykke opad på et tidspunkt. Jeg får det bedre efterhånden som vi går ned og til aftensmaden er min appetit tilbage. Der er masser af de specielle planter der kun vokser på Kilimanjaro og det er et flot syn. Vi er ved Baranco Camp omkring kl. 16:50 efter en lang tur ned fra Lava Tower. På turen ned kan vi se over på morgendagens første stigning; Baranco Wall. Jeg har læst meget om netop den stigning, men set på afstand synes jeg ikke det ser så slemt ud. Man kan se stien der stor der op af bjergsiden. Ved ankomsten til lejren tager Baranco Wall sig dog noget anderledes ud og herfra er det svært at se hvordan man skal komme op den vej. Jeg husker billedet fra tidligere hvor man kunne se stien, for så tror jeg ikke at bjergsiden er så skræmmende. Jeg glæder mig faktisk lidt til det stykke. Aftensmaden er kl. 18:30 og til vores overraskelse står der pandekager på bordet. Derudover får vi spaghetti med en form for kødsovs.

Filex foklarede i dag hvad navnet Kilimanjaro betyder. Kilima stammer fra swahili og betyder stort bjerg. Jaro kommer fra sproget chagga og betyder sne eller is. Kilimanjaro betyder altså noget i retning af ”Det store bjerg med sne”.  

Vandring

Forrige - Oversigt - Næste

Kilimanjaro #5: Bestigning, dag 2

Forrige - Oversigt - Næste

Onsdag d. 24. juli

Fra Machame Camp (3021 m) til Shira Camp (3839 m)

Distance: 5,3  km

Højdeændring: + 818 m

Jeg havde problemer med at sove i nat. Vi lagde os ind omkring kl. 20:30, men jeg kunne ikke rigtigt finde ro og falde i søvn. Jeg tror at jeg sov rigtigt fra 23 til kl. 03. Derefter lå jeg igen vågen, mens jeg vendte og drejede mig. Der var vækning kl. 7, men eftersom vi begge var vågnet tidligere var vi allerede oppe og havde pakket vores ting sammen. Morgenmaden stod på grød – som ingen af os kunne få ned – toastbrød m. syltetøj og peanutbutter og så kom der æg og pølser på bordet til sidt.

Afgang var planlagt til kl. 8, men vi kom først af sted 8:30. Der var flere af de andre der ikke er vant til at skulle pakke soveposer og liggeunderlag sammen og derfor ikke var helt klar til tiden. Dagens rute startede med en god stigning. Det er stejlere end i går. Der er mange mennesker og mange bærere, men det er nok ikke til at undgå når man vandrer rundt på et bjerg der er så populært som Kilimanjaro. Derudover var stien temmelig smal, så der blev hurtigt dannet flaskehals og propper. Stigningen gør at vi hurtigt kommer højere op. Det tynder ud til træerne og bevoksningen ændrer sig til mindre planter og buske. Det betyder også at vi flere steder bliver belønnet med en fantastisk udsigt ud over skyerne hver gang vi vender os om. Jeg synes selv at jeg nyder turen og huske at kigge mig omkring. En af de andre udbryder pludseligt kort inden frokost ”Gud, hvor kan man se langt”, da hun første gang fik kigget sig omkring. Under os brædder et enormt tæppe af skyer sig så langt øjet rækker. Ude til højre kan man lige se toppen af Mount Meru der stikker op gennem skyerne. Det er et fantastisk syn.

Udsigt ud over skyerne

Vi spiser frokost omkring kl. 12 og vores portere har sat vores spisetelt op til os. Martin har drukket ca. 2 liter vand og jeg har drukket et sted mellem 2½ og 3 liter. På dette tidspunkt er én allerede hårdt ramt af højdesyge. Selv mærker jeg en let hovedpine, men det er bestemt ikke noget slemt eller noget jeg lægger specielt mærke til. Vi går igen omkring 13:15.

Thomas påstod at ruten ville være mindre stejl efter frokost, men jeg synes ikke at det blev fladere. Jo, hen mod lejren var det anderledes for der skulle vi nemlig en lille smule ned igen. Vi ankom til Shira camp omkring kl. 15 og har bevæget os ca. 800 højdemeter op siden vi startede i morges. Der er en fantastisk udsigt fra lejren og teltene er alle placeret så man fra indgangen kan nyde udsigten.

Det har været flot solskin hele dagen. Skyerne ligger under os så over os er himlen blå og klar og giver solen frit spil. Selvom solen skinner fra en skyfri himmel er det ikke alt for varmt. Jeg går stadig i lange bukser og har også den tynde trøje på. Martin går selvfølgelig i t-shirt.

I Shira Camp er der mulighed for en lille gåtur til den hule som blev brugt under de første bestigninger af bjerget. Der er ikke langt – vi kan faktisk se der over fra vores lejr og der ligger også lejrpladser lige ved siden af hulen hvor der også er en helikopter-landingsplads. Hulen er ikke ret stor og er faktisk lidt skuffende. Det var fint at gå turen derover, men hvis man bare har brug for at slappe af så går man ikke glip af det store. Resten af eftermiddagen slappes der af og aftensmaden bliver serveret kl. 18. I dag starter vi selvfølgelig med suppe, og så får vi kylling med ris og sovs. Da vi forlader spiseteltet ser vi den fineste solnedgang med flotte røde farver. Der er noget helt specielt ved at betragte solnedgangen når man er over skyerne.

Dagen har igen været rigtig god. Dejlig vandring og vi er ikke besværet af højden. Der er heller ingen vabler så indtil videre går det rigtigt godt.

Udsigt til toppen

Solnedgang

Forrige - Oversigt - Næste