November og December 2015

torsdag den 31. december 2015

Tiden går og jeg når slet ikke at skrive disse opdateringer.
Et billede fra slutningen af november
November forsvandt i et hav af fødselsdage. Jeg tilbragte for første gang en dag på Bogforum og det var ret sjovt at være med til, og det er noget som jeg sagtens kan forestille mig at skulle afsted til en anden gang.

Min graviditet går fantastisk godt. Jeg har på ingen måde haft det dårligt og jeg lægger sjældent mærke til at jeg er gravid fordi jeg er begrænset. Maven vokser da, og jeg kan ikke længere passe mine orange arbejdsbukser. Mine almindelige jakker kan heller ikke lukkes, så har været ude at finde en fiberjakke i str. stor så jeg har noget jeg kan være i når vi skal på skiferie næste år. Jeg har været til scanning og et besøg hos både jordmoder og læge. Scanningen var dejlig for endnu engang at få bekræftet at der var liv derinde, men samme da som scanningen begyndte jeg også selv at mærke liv derinde fra - og her for et par uger siden mærkede kæresten også spark. Besøget hos jordmoderen og lægen synes jeg er lidt mærkelige. Jeg har ikke rigtigt nogen spørgsmål, så det tager ikke ret lang tid lige at blive mærket på og lyttet til og så er det ud af døren igen. Jo det er da rart at blive fulgt og vide at alt er ok, men jeg kan godt føle at det er lidt spild af tid når jeg istedet skulle være på arbejde.

December er jo lig jul, og for mit vedkommende var julen lidt lang tid om at indfinde sig. Den nåede det dog og jeg har haft en fantastisk hyggelig juleaften i selskab med svigerfamilien. I weekenden inden jul havde jeg også besøg af min familie fra Sjælland og her var vi i Odense Teater for at se Brødrene Løvehjerte. Fantastisk forestilling.



Oktober, november og decembers bøger:
Jeg glemte helt at skrive om hvad jeg læste i oktober, så nu kommer der en opdatering om min læsning i årets sidste 3 måneder.

Jeg har læst 3 almindelige papirbøger. Den første var den korte bog Trolddom og Falkefjer af Helle Ryding, som jeg fandt ret sød. Derefter læste jeg Overlevernes By af Lise Bidstrup. En dystopisk fortælling der kommer skræmmende tæt på når den foregår i Danmark. Den sidste er Mind Games af Teri Terry, som også var en dejlig læseoplevelse.

Derudover er jeg kommet i gang med lydbogs-lytteriet igen, da jeg opdagede at Eliten af Kiera Cass nu var kommet som lydbog på mofibo. Den bog holdt mig med selskab i nogle af timerne frem og tilbage fra arbejdet inden jeg begyndte næste lydbog: Leoniderne af Nanna Foss. Leoniderne er en bog jeg har haft lyst til at læse lige siden jeg fik den til bogbloggertræffet i 2014. Det er så ikke rigtigt blevet til noget, så jeg besluttede at forsøge med lydbogsversionen. Intet dårligt valg og glæden var da også stor da jeg fandt ud af at toeren, Geminiderne, også allerede er klar som lydbog. Mon ikke det er en bog jeg skal lytte til næste år?

De to lydbøger tilsammen giver 22 timer og 59 minutter.

Ensom Ulv af Robert Muchamore

mandag den 28. december 2015



Ensom Ulv
Org. titel: Lone Wolf

Serie:  CHERUB 16
Org. serie titel: Aramov 4

Robert Muchamore

264 sider

People'sPress Jr. 2015
Org. udgivet i 2014


Dette er bog nr. 16 i rækken af CHERUB bøger - når man ser på de danske oversættelser. Oprindeligt er består serien af to serier og dette er således bog nr. 4 i Aramov-serien. I den originale CHERUB-serie er det James der er hovedperson - i denne serie er det helt nye agenter vi følger. Hovedpersonerne er Ryan og Ning.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Fay har tilbragt 18 måneder i et sikret center for unge.

Det eneste, hun kender til, er narkohandel er klar til at gøre gamle regnskaber op. De to CHERUB-agenter Ryan og Ning har brug for Fays viden for at stoppe en stor narkohandler. De er derfor nødt til at lade sig indrullere i Fays miljø – uden at nogen kommer til at mistænke deres handlinger …

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Robert Muchamore skriver bøger som er lette og ligetil at læse. Man ved hvad man får når man åbner en CHERUB bog og man bliver sjældent skuffet. Det gjorde jeg heller ikke denne gang. Ensom ulv var en dejlig læseoplevelse.

Ryan og Ning er begge på mission sammen, men selvom det er samme sted, så er det næsten to forskellige handlingsforløb og det er ikke meget man ser dem sammen. Jeg var især vild med Nings fortælling og hendes kamp for at lære Fay at kende og de ting som Fay ved om narkohandlen.

Ryans mission synes jeg er mere tam og jeg havde svært ved at sætte mig ligeså meget i hans sted.

James - vores hovedperson fra de første 12 CHERUB-bøger - er med som missionsleder i denne bog. Det fungerer fint, selvom det nogle gange er svært at tage den unge mand helt seriøs, når man kender ham som barn og teenanger på missioner hvor han var alt andet end ansvarlig.

Alt i alt er Ensom Ulv en skøn bog, der fungerer perfekt som let og underholdende læsning.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bøger i serien: CHERUB (Aramov)



Bøger i serien: CHERUB (classic)





Taste of Darkness af Maria V. Snyder

søndag den 20. december 2015





Taste of Darkness

Serie: Healer / Avry of Kazan 3

Maria V. Snyder

458 sider

MIRA - 2013


--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens handling (fra goodreads):
She's fought death and won. But how can she fight her fears?

Avry knows hardship and trouble. She fought the plague and survived. She took on King Tohon and defeated him. But now her heart-mate, Kerrick, is missing, and Avry fears he's gone forever.

But there's a more immediate threat: The Skeleton King plots to claim the Fifteen Realms for his own. With armies in disarray and the dead not staying down, Avry's healing powers are needed now more than ever.

Torn between love and loyalty, Avry must choose her path carefully. For the future of her world depends on her decision
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Tredje bog er bestemt ligeså godt som sine forgængere og afslutter serien på fineste vis. Jeg elsker simpelt hen den stædige Avry der ikke vil lytte til nogen andre. Og jeg elsker at andre forsøger at udnytte hendes stædighed til at vinde krigen.

Jeg har læst lidt kritik af bogen og på mange måder kan jeg godt forstå det. Der ER lidt løse ender og jeg ville også gerne have lidt flere forklaringer på hvad liljerne kan. Men når alt kommer til alt så betyder det ikke ret meget for mig. Jeg elsker historien og jeg elsker den meget fine slutning.

Jeg vil egentligt ikke sige meget andet, men hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab Avry fra Kazan, så synes jeg at du skal se nærmere på denne serie. Maria V. Snyder leverer en meget velskrevet historie.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bøger i serien: Avry of Kazan / Healer


Nyt på reolen #20: Bogforum

onsdag den 9. december 2015

Så er det endnu en gang blevet tid til at se lidt på de nye tilføjelser til reolen herhjemme. Denne gang er det bøger som kom med mig hjem fra dette års Bogforum. Et arrangement som jeg for første gang deltog i, i år, men som jeg af uforklarlige årsager slet ikke har skrevet noget om endnu. Men måske det kommer senere. I første omgang får I i hvert fald lov til at se bøgerne.


De første to bøger er anmeldereksemplarer fra Tellerup. Dragons og Autum Twilight af Weis og Hickman er en genudgivelse af de første DragonLance bøger, men jeg glæder mig til at læse den, for jeg fik aldrig læst de bøger da jeg var mindre. Skyggesider af Christina Bonde udkom på bogforum og jeg glæder mig meget til at se hvad hun nu har fundet på. Det skulle være noget helt andet end Nattens Sanger, så jeg er spændt på handlingen - selvom jeg også er lidt bange for at læse bogen. Den virker uhyggelig og jeg er jo ikke så god til uhygge :)


Serien om De Sorte Troldmænd af Trudi Canavan har jeg kigget på længe. Jeg har egentligt læst den første bog på engelsk, men jeg tror at der er større chance for at jeg får dem alle læst, når jeg nu har dem på dansk. Jeg var jo i bund og grund ret glad for den første, så det bliver godt at komme videre i den serie.


Et af de oplæg jeg hørte på Bogforum var med Susanne Clod Pedersen. Hun har skrevet bøgerne Arnulf og Jomsvikingen der er de første to bøger i en længere serie. Jeg vidste det ikke da jeg kom, men for et par år siden kiggede jeg faktisk på historien om Arnulf og overvejede om jeg skulle læse den. Jeg havde på det tidspunkt lige været i Frederikssund og se vikingespil. Det viser sig så at vikingespillet er lavet med udgangspunkt i Susannes bøger. Dengang var bogen Arnulf delt i to; Arnulf og Veulf. Nu er de to bøger samlet til et og genudgivet en en vanvittig flot udgave i forbindelse med udgivelsen af Jomsvikingen. Efter hendes oplæg, var jeg nød til at gå over og købe et eksemplar af hver bog. De blev endda også signet og jeg er så glad for dem, for de er virkeligt pæne. Se bare ryggen på dem her:



Alt var ikke lutter læsestof, for jeg har længe gået og overvejet om en af de fine malebøger skulle hjem til mig og bo. Det skete så på bogforum hvor Den Fortryllede Skov på magisk vis hoppede ned i mine poser sammen med noget at tegne med. Selvom jeg nu har bogen, så er det endnu ikke meget jeg har tegnet - måske det kommer senere - jeg håber :)


Alexias Fortælling af Nick Clausen er faktisk købt for lang tid siden - jeg har bare aldrig fået den vist. Det er efterfølgeren til Cirinos Fortælling, som jeg elskede, så derfor glæder jeg til at læse mere om Alexia.

Mind Games af Teri Terry

søndag den 6. december 2015




Mind Games

Teri Terry

351 sider

Nyt Nordisk Forlag - 2015
Originalt udgivet 2015

Anmeldereksemplar fra 


--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
En skole bør ikke ligge så stille hen. Jeg smutter ned ad trappen med Hex som en skygge bag mig. Han tilpasser sine skridt efter mine. Jeg går overdrevent forsigtigt og langsomt. Lyde eller pludselige bevægelser aktiverer kameraerne, og jeg prøver at kontrollere min vejrtrækning - langsomme indåndinger og tyste udåndinger - men mit hjerte hamrer så voldsomt, at jeg frygter, lyden skal aktiverer kameraerne. Men de hænger ubevægelige. 
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Luna er anderledes.

Hun har en hemmelighed, som ingen må opdage. Hvis de gør, kan det koste hende livet. Hun bliver nødt til at spille med i deres spil, på deres præmisser, ellers risikerer hun alt.

En ny fremtidsthriller om livet med virtuelle verdener, magtspil og skæbnevalg skrevet af forfatteren til trilogien SLETTET.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg er en glad læser, for jeg læser mange gode bøger. Mind Games er en GOD bog. Teri Terry skriver godt og er fantastisk dygtig til at opbygge den dystopiske verden så man tror på den.

I Mind Games foregår næsten alt virtuelt. Man kobler sig på en maskine og får virtuel undervisning, er sammen med venner til virtuelle fester og er selv spiller i virtuelle spil. De fleste får sågar indopereret et implantat der gør at de hele tiden kan være på Realtime - som den virtuelle platform hedder. Når alting foregår virtuelt bliver det sværere og sværere at leve uden i den virkelige verden og det bliver svært at kende forskel på virkeligheden og det der foregår virtuelt.

Den dystopiske verden i Mind Games er på en gang genial, men samtidig skæmmende, for den er jo slet ikke så forskellig fra vores egen hvor meget allerede foregår på nettet. I Mind Games er alting jo rykket til det ekstreme, men jeg kan alligevel kende mange af tingene fra vores egen hverdag.

Selve plottet fungerer også godt. Luna er en dejlig hovedperson der forsøger at gøre tingene som hun selv vil. Hun har hemmeligheder som andre ikke må finde ud af, men det er hemmeligheder som nogle kender og som nogle vil udnytte. Jeg var fanget af historien og mindst lige så forvirret som Luna når der var ting hun ikke helt forstod.

Nu mens jeg skriver minder bogen mig faktisk lidt om Idolernes by af Lise Bidstrup. Ikke på handling eller indhold, men slutningen i de to bøger får mig på en eller anden måde til at koble dem sammen.

Vil du læse en bog om en ny virtuel virkelighed og manipulationer på flere niveauer, så er Mind Games helt klart bogen at tage fat i.