Glædelig bagjul og godt nytår

onsdag den 28. december 2011

Nu er julen ovre og jeg har ikke været ret aktiv her på bloggen. Det skyldes at jeg har holdt helt fri, slappet af, været til julefrokost og ikke mindst så har jeg læst. Men selvom jeg ikke har været aktiv herinde så vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig glædelig bagjul.

Julen hos svigerforældrene har været super hyggelig og det tog som sædvanligt rigtigt lang tid at få åbnet alle de gaver der lå under træet. Det blev ikke til så mange af de hårde firkantede boggaver som jeg havde troet men til gengæld fik jeg en masse andre dejlige ting. Jeg blev overrasket over at få en stor sækkestol, for selvom jeg skrev den på ønskesedlen var det ikke en jeg regnede med at få. Men det bliver godt at få den hjem, for så ved jeg godt hvor jeg skal sidde og læse fremover. I må undvære billeder, men når jeg engang kommer hjem i det nye år så skal jeg nok vise lidt frem.

Jeg er netop blevet færdig med Beyond the Shadow (anmeldelse kommer senere) og netop det var mit sidste mål for læsningen i år. At blive færdig med den inden nytåret og det er jeg jo blevet. I julegave fik jeg Wise Man's Fear af Patrick Rothfuss og det er altså noget af en murstensbog. Den er stor og tung og så er der ikke mindre er 994 sider i. Det bliver den næste bog jeg skal i gang med.
Når jeg nu er inden på min læsning så kan jeg da også følge op på målet for i år: At få læst flere bøger på engelsk. Det mål er klaret for jeg har fået læst ikke mindre end 12 bøger på engelsk i år. Jeg må indrømme at jeg selv er ret stolt. Derudover har jeg kun fået læst 27 bøger i det hele, så det er ikke så meget som sidste år. Jeg vidste nok også at det ikke ville blive lige så mange og taget i betragtning at jeg har haft meget at lave på uni og sådan så synes jeg det er meget godt. Alt i alt er jeg godt tilfreds med hvad jeg har læst i 2011. Det eneste jeg kan klage over er at der hele tiden kommer så mange nye bøger (og at jeg opdager gamle) som jeg gerne vil læse. Der er simpelt hen ikke nok timer i døgnet til at nå at læse det hele.

Til sidst vil jeg bare ønske jer alle et godt nytår.

Ekstra julegave fra BG + juleferie

onsdag den 21. december 2011

Ja, i dag dumpede der en fin pakke fra Odense Centralbibliotek ind af døren og gæt engang..................... Jeg har vundet en konkurrence på boggnasker. Der er tale om bogen Blodsøstre af Pernille Eybye. Dejlig med en ekstra uventet julegave her lige inden det er tid til at tage afsted på juleferie hos svigerfamilien. Om jeg selv beholder bogen eller forærer den til min søster er dog ikke helt afgjort endnu. Jeg er i tvivl om den er noget for mig, og jeg ved egentligt heller ikke om det er en min søster vil læse. Forsiden synes jeg okay om, men den næste bog i serien har altså en meget skræmmende forside. Manden med det skræmmende grin er altså lidt uhyggelig. Men nyd nu forsiden på Blodsøstre:


Derudover er det også blevet juleferie. Altså sådan rigtigt. I går var jeg oppe til den sidste eksamen og anden del af mit semester var oppe i dag. I aften skal vi spise sammen og fejre at 5. semester er overstået, at vi er halvvejs i studiet og at det er jul. I dag er det jo faktisk solhverv, så det kan også være at det er det vi fejre. Vi havde en vejleder for 2 år siden der gjorde meget ud af at ønske godt solhverv når vi andre sagde god jul. Mine eksamener gik forresten fint og alt er bestået, klaret, overstået og slut. 

Nu skal der holdes ferie og julen og nytåret skal nydes i fulde drag nu hvor der hverken er projekt eller eksamener i januar jeg kan bekymre mig om.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul, og god juleferie til dem der holder det.

Eagle day by Robert Muchamore

mandag den 19. december 2011



Eagle Day

Serie: Henderson's Boys 2

Robert Muchamore

432 sider

Udgivet i 2009

For at undgå spoilers, læs først bogen: The Escape.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Rosie og Paul er tilbage sammen med Henderson og Marc, efter forliset med skibet mod England. Med sig har de drengen PT, der slutter sig til dem. Først er planen at de skal finde en vej tilbage til England, men da det ikke helt ser ud til at kunne lade sig gøre, ser Charles Henderson en anden mulighed. Farlig og risikofyldt, men kan betyde meget for krigens udfald. Den lille gruppe rejser nordpå, for at infiltrere tyskerne og finde ud af hvordan og hvornår de vil angribe England.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Krigen er 2. verdenskrig og foregår i det besatte Frankrig. Det er en hård og brutal verden, og børn bliver straffet på samme måde som voksne hvis de gør eller siger noget forkert. Jeg er godt tilfreds og følte mig godt underholdt hele vejen igennem. Den omhandler et alvorligt emne med krig, børnespioner og sådan noget, men der er også virkelige morsomme episoder som man kan sidde og grine lidt af.

Det her er anden del af Henderson’s boys, som er en slags forhistorie til Roberts Muchamores andre bøger om CHERUB. Jeg kan også afsløre at det er i denne bog det afsløres hvad CHERUB står for. Jeg vil anbefale alle der synes om hans andre bøger til også at læse denne serie. Og til alle jer andre der slet ikke har stiftet bekendtskab med Muchamore, så har jeg kun at sige, at I skal komme i gang. Kan skriver ungdomsbøger, med fart over feltet, og i den virkelige verden.

Anmeldelsen er tidligere postet på Boggnasker.dk

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Henderson's Boys



Pocahontas

torsdag den 15. december 2011

I går sad jeg og så disneys Pocahontas. Den film har været en af mine absolut yndligs disneyfilm siden jeg var lille og for et par måneder siden fik jeg den på dvd, så da jeg havde tiden skulle den lige ses igen. Og sikke et gensyn. Den film er altså helt fantastisk, jeg havde næsten glemt hvor god jeg synes den er. 

De fleste kender nok historien, men jeg fortæller lige kort hvad den handler om. Vi befinder os i 1607 og englænderne tager til den nye verden for at finde guld. Med på rejsen er John Smith, der skal stå for sikkerheden. Mens han ser sig om i området møder han Pocahontas - Høvding Powhattans datter. De to får et godt øje til hinanden og vil løse konflikten mellem deres folk ved at snakke i stedet for at slås.

Figurerne er så levende og hvis ikke det var fordi jeg vidste at det er en tegnefilm, så virker de alle sammen meget virkelige. Pocahontas er så dejlig smilende, legende og på alle måder pragtfuld. John Smith er en flot fyr, som har samvittigheden med sig og ender med at se det rigtige. Bedstemor Piletræ er bare den perfekte åndelige vejleder. Klog og morsom - det kan jeg li. 


Sangene i Pocahontas er også noget helt for sig selv. Jeg elsker bare "Vindens Farver". Og det er en af de sange der bare fungere rigtigt godt på bade dansk og engelsk. Prøv selv at lytte til dem:



Evighedens Port af Lotta Olivecrona

tirsdag den 13. december 2011



Evighedens Port
Org. titel: Evighetens Port

Serie: Vren 3
Org. serie titel: Vren 3

Lotta Olivecrona

267 sider

Carlsen - 2009
Org. udgivet i 2009


Evigheden Port er afslutningen på trilogien VREN. Har du ikke læst de første, så se efter ”De Glemte Rum” og ”Tårnenes Hemmelighed”.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Vi befinder os i en tid langt ude i fremtiden. Jorden har været igennem en kæmpe krig og menneskerne bor nu også i rummet – de såkaldte rumrejsende. I sidste bog kom der en aftale i stand mellem jorden og nogle af de rumrejsende.

Det er efter krigen og Anya og de tre vrenerne vandrer rundt mellem ruinerne og prøver at finde ud af hvad de skal gøre nu. Anya vil ikke være i tårnene, for selvom hun er velkommen er de ikke begejstrede for vrenerne. I byen Karelia vil hun heller ikke være for der holder de vrenerne indespærret i små bure. Anya elsker vrenerne og vil have at de også har det godt. Derfor vandrer hun rundt i skoven og jager. En dag lander et rumskib på jorden og bortfører Anya og vrenerne. Hvorfor er hun ikke klar over, men noget går helt galt under et spring i hyperrummet og de bliver angrebet af pirater. For at komme ud af kniben og stoppe et komplot mod jorden må Anya og de rumrejsende dage ud på en færd hvor ormehuller er smutveje i universet og hvor intet er sikkert.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Lotta Olivecrona har skrevet en god fortælling der på elegant vis blander fantasy og science fiktion. Hun har skabt en storslået verden engang i jordens fremtid hvor der findes mange planeter i rummet som er beboet af mennesker og andre ting. I denne her bog kommer man vidt omkring og lærer mere af universet at kende. Lotta beskriver rumverden godt og levende, selvom det nogle gange går lidt hurtigt.

Anya er en stærk hovedperson og hendes kærlighed til vrenerne kan tydeligt mærkes gennem bogens sider. Der er dog en ting der irriterer mig lidt. Handlingen forløber meget på tilfældigheder og at der ikke rigtigt er andre handlemuligheder. Der irriterer mig lidt at der ikke er flere aktive valg fra bogens personer og at det hele virker til at være lidt på godt planlagt. Denne irritation kan dog også skyldes at jeg er blevet vandt til mere avanceret fantasy og har svært ved at forholde mig til den simple fortælling.

Selve historien fejler ikke noget og Lotta Olivecrone kommer klart og tydeligt igennem med sin historie. Jeg synes at den er skuet godt sammen og jeg ville gerne vide meget mere om især rum-delen af dette univers. Det er nemlig en rigtigt spændende tanke det med at mennesket lever i hele rummet og ikke bare på jorden.

Jeg kan sagtens anbefale bogen, for det er både en god og velfortalt historie.

Tårnenes Hemmelighed af Lotta Olivecrona

mandag den 12. december 2011



Tårnenes Hemmelighed
Org. titel: Tornens hemlighet

Serie: Vren 2
Org. serie titel: Vren 2

Lotta Olivecrona

296 sider

Carlsen - 2008
Org. udgivet i 2006


Anden del af den svenske forfatter Lotta Olivecronas serie om pigen Anya og hendes vrener.

Tiden:
Vi befinder os langt ude i fremtiden. Jorden tabte den store intergalaktiske krig og blev isoleret. Nu er Jorden på et middelalderagtigt niveau. I sidste bog ankom rumrejsende til jorden og man fik vækket en gammel maskine til live, Fønix. Den viser sig at kunne true resten af rummet og derfor er der på det her tidspunkt ankommet en forhandlingsdelegation fra Føderatioen, som er en samling er planeter.

Vren:
En slags ulvelignende væsen med menneskelige træk. De er intelligente og kan tale, men opfører sig dyrisk. De fleste mennesker mener at de er farlige og at man ikke kan stole på dem. De læres op på forskellige niveauer. Først er der lydighedsprøven, derefter kamptræningen, og til sidst kan de blive mordervrener, til trods for at de er forbudte i Karelia.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
I sidste bog forlod vi Anya, da kampen var overstået og hun havde fået tilbudt en plads som lærling blandt kongens spejdere. Hun takker ja til tilbuddet som lige nu synes at være den eneste måde hvorpå hun kan beholde de to vrener. Efter et par uger i tjenesten bliver Anya sendt ud på sin første øvelse sammen med to andre lærlinge. Det hele starter fint, men en dag Anye er ude og undersøge området med den ene vrenbliver det pludselig alvor. En fjendtlig mordervren er løs, og gennem den bliver delegationen af rumrejsende angrebet. Anya må nu kæmpe med sine egne telapatiske evner, mens hun prøver at finde en løsning på problemet. Senere viser det sig at det ikke er det eneste der truer freden på Jorden. Rumrejsende fra den frir verden er også ankommet til Jorden og har allieret sig med en gruppe af jordboerne.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er en blanding af fantasy og science fiction. Det er fantastisk som Olivecrona forener de to genre, med en god historie. Tidligere er hun blevet sammenlignet med Lene Kaaberbøl og Tamora Pierce. Og hun ligger også tæt op af dem. Fælles for de 3 er at de har stærke kvindelige hovedpersoner i deres bøger. Det kan jeg godt lide.

Historien er god og medrivende. Der er gode beskrivelser at både personer og omgivelser, dog er der lidt at lade tilbage i forhold til den sproglige oversættelse. Men der er jo på ingen måde forfatterens eller historiens skyld. Her er det de danske oversættere og forlag der må være mere på mærkerne.

Triologien VREN:
  1. De glemte rum
  2. Tårnenes hemmelighed
  3. Evighedens port
Anmeldelsen er tidligere postet på Boggnasker.dk

3. søndag i advent

søndag den 11. december 2011

Det er 3. søndag i advent og julen kommer som tidligere nævn tættere og tættere på. Julestemningen har endelig fundet mig og der er kommet lidt nisser op rundt omkring.

I torsdags var jeg til den første eksamen. En fire timers skiftlig eksamen i det teori vi har haft om GNSS, Udjævning, Fotogrammetri og Afsætning. Lidt af en dræber må jeg indrømme for jeg var helt færdig bagefter og måtte bare hjem og sove. Jeg havde egentligt ikke rigtigt været nervøs inden eksamen startede, men da opgaven blev udleveret kom nervøsiteten og jeg brugte de næste 4 timer på at sidde og ryste og måtte koncentrere mig for at ramme de rigtige taster. Jeg tror dog at det hele gik okay. Jeg nåede at svare på det hele og havde endda hele 7 min tilovers da jeg havde svaret på det hele.

At få overstået eksamen hjalp på julehumøret og så fik jeg tændt for radio soft og radio aura der spiller julemusik hele december. Det har også været godt medvirkende til at julen har gjort sin indtog i mit lille hjem.

Jeg ville såmænd bare lige ønsker jer alle sammen en god jul og så håber jeg at julen har fundet jer alle sammen, for det er i bund og grund en rigtig hyggelig tid.

Blækmagi af Cornelia Funke

onsdag den 7. december 2011



Blækmagi 
(bind 1 og 2)
Org. titel: Tintenblut

Serie: Blækverden 2
Org. serie titel: Tintenwelt 2

Cornelia Funke

Bind 1: 335 sider
Bind 2: 335 sider

Carlsen - 2009
Org. udgivet i 2005


For at undgå spoilers, læs først bøgerne: Blækhjerte (del 1 og 2)

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”Historier har aldrig nogen slutning, Meggie’, havde han engang sagt til hende, ’selvom bøgerne gerne vil bilde os det ind. Historierne går altid videre, de slutter lige så lidt på sidste side, som de begynder på den første." (citat af Mo)

Der er nu gået et år siden vi forlod Meggie i Blækhjerte. Nu bor hun sammen med Mo, Resa, Elinor og Darius i Elinors store hus fyldt med bøger. Et andet sted går Støvfinger rund og længes efter sit gamle liv i Blækverdenen. En dag finder han en lusket oplæser som læser Støvfinger ind i Blækhjerte, så Farid bliver ladt alene tilbage.

Farid og Meggie finder også en vej ind i bogen, men alt er ikke som det burde. Historien er begyndt at skrive sig selv. Sammen med Fenoglio, forfatteren til Blækhjerte, prøver de at rette op på den igen. Det er en svær opgave og den bliver ikke lettere da Mo og Resa indblandes. Samtidig gør fjenderne Basta og Mortola alt for at udslette den lille forsamling.

Vil det lykkedes for Meggie og de andre at få styr på historien? Læs og find ud af det.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Blækmagi er oprindeligt én bog, men i Danmark er den blevet delt i 2 dele, så for at læse hele historien skal du have fat i både bind 1 og bind 2. Hvis du ikke før har læst om Meggie og hendes oplevelser anbefalerj eg at du starter med bogen Blækmagi. Den første udgave er også delt i to, men der er også en filmudgave af bogen, hvor de har samlet det hele.

Jeg synes faktisk rigtigt godt om denne her bog. Den giver ligesom et helt andet syn på hvad bøger og i særdeleshed ord kan gøre. Lige nu sidder jeg med en følelse af at historien bare fortsætter uden at jeg kan høre med. Jeg vil ikke sige så forfærdeligt meget om den. Ikke andet end at det er vandvittig god bog og historie der ikke nødvendigvis altid har lykkelige slutninger. Det er en bog som giver en lyst til at komme og se stedet med sine egne øjen. Jeg vil i hvert fald gerne til Støvfinger og Farid danse med ilden, se feerne og nøkkerne i den uvejsomme skov og frem for alt vil jeg gerne møde gøglerene. Jeg glæder mig til at den sidste del også bliver oversat, så jeg kan få ”slutningen” på dette eventyr.

Anmeldelsen er tidligere postet på Boggnasker.dk

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Blæk-serien

Glimt fra min hverdag #2

mandag den 5. december 2011

Så er december rigtigt startet. Julen rykker nærmere med hastige skridt og inden jeg får set mig om er det juleaften. Jeg har ikke fået pyntet op endnu. Julen vil bare ikke rigtigt tag fat i mig i år, og der er ingen kæmpe trang til at fylde stuen med nisser og lys. Måske får jeg pyntet op i den kommende uge, men jeg er ikke sikker.

Jeg har været til den første julefrokost. Det var med studiet og som sædvanligt endte det med at blive mega hyggeligt. Jeg havde på forhånd tænkt at jeg skulle forholdsvis tidligt hjem, for det havde været både en lang og hård dag, men alligevel endte det med at jeg var blandt de sidste der tog afsted omkring kl. 3.

Nu har frosten og sneen også sat sit mærke på december og julen. Af en eller anden grund gør sne at julen kommer lidt tættere på og det kan godt være at sneen får mig til at finde julepynten frem. Sne er rigtigt hyggeligt, men is er en af mine knap så gode venner. Det var i hvert fald ikke så sjovt at køre i morges og det første sving fra stien ud på cykelstien resulterede i at både cykel og jeg lagde os ned på den spejlblanke cykelsti. Den var godt nok glat og det var var næsten heller ikke til at så fast på fødderne. Lidt længere henne af stien er et barn faldet og leder efter noget. Som det gode menneske jeg nu er tænker jeg at jeg lige kan stoppe op og hjælpe til. Det skulle jeg ikke have tænkt for det at trykke på bremsen var ikke en god ide og cyklen lagde sig endnu engang ned på stien. Resten af vejen til uni foregik på fortovet der sjovt nok ikke var så glat og så gik det meget langsomt. Men jeg kom frem og det er jo det vigtigste.

Selvom jeg nødigt ville gøre det igen bliver det nok ikke sidste gang jeg forsøger mig med en cykeltur på en skøjtebane, hvis vinteren fortsætter med frost.

Nu sidder jeg under dynen og prøver at læse lidt til eksamen og få styr på det der fotogrammetri.