Fra Mweka Camp (3106 m) til Mweka Gate (1633 m)
Distance: 9,1 km
Højdeændring: - 1473 m
Sidste dag på Kili. Vi stod op kl. 6:30 efter en nat hvor
vi har sovet fantastisk. Alle i lejren var enige om at det har været den bedste
nat på hele turen. Det skyldes not især at vi var så brugte og trætte da vi
lagde os til at sove, men også at vi er kommet ned i en mere menneskelig højde
og at temperaturen er steget, så der ikke længere er nattefrost. Vi spiser
morgenmad og der er en rigtig god stemning. Vi er glade og selvom
anstrengelserne på topnatten stadig rumsterer i vores hoveder, så er vi ligeså
stille ved at glemme hvor hårdt det i virkeligheden var. Det er nok også
grunden til at mange undervurderer Kilimanjaro. Når folk kommer ned igen
glemmer man lidt hvor hårdt det var og husker kun at det var fantastisk og så
er det den version af historien der når ud til omverdenen.
Inden vi begiver os af sted på bestigningens sidste
nedstigning er der en ceremoni hvor alle vores guider og portere er samlet. Det
er en tradition at gruppens ældste holder en tale, så der blev holdt en pæn tale hvor portere og guider blev takket for at de fik os med på toppen. Takket for at have båret vores
tasker, holdt os i hånden når der var brug for det og sørget for god mad under
hele turen. Derefter blev der udleveret drikkepenge. Som porter er lønnen ca.
10.000 TZS om dagen, så når hver porter derudover får 50.000 TZS i drikkepenge
er det noget der betyder noget. Det er omkring en fordobling af deres løn.
Vores kokke og assistentguider fik hver 70.000 TZS i drikkepenge.
De fleste af vores porter og guider. |
Fra Mweka Camp til Mweka Gate er der 3-4 timers vandring
på gode stier ligesom vi startede på. Undervejs bliver gruppen igen delt. Jeg
ender med at gå i bagtroppen. Vi har
ikke super travlt med at komme ned. Vi kommer igen ned i junglen og der skulle
være mulighed for at se aber. Jeg spotter en bevægelse ud af øjenkrogen og
deroppe – højt oppe i træerne – er der 3-4 aber. Jeg stopper op og peger, så de
andre også kan se dem. Det er Blue Monkeys siger en guide der kommer forbi med
en anden gruppe.
Nedad i regnskoven |
Vi når ned til Mweka Gate omkring kl. 11:30 og her er der
mange mennesker. En del af dem vil gerne have lov til at vaske vores sko. Vi
siger pænt nej tak, men det bliver lidt trættende når man er nød til at sige
nej for 117. gang. Jeg køber et kort over Kilimanjaro som jeg kan tage med
hjem. Vi skal gå lidt længere ned for at komme til vores bus, og efter at have
stået og siddet stille føles benene stive og skal lige i gang. På vejen var der
rigtigt mange sælgere der ville sælge alt fra t-shirts til malerier, armbånd,
og udskårne træfigurer. Vi når ned til bussen, der denne gang er stor nok til
at alle kan få et rigtigt sæde. Thomas laver en aftale med en af sælgerne der
kommer med i bussen og derefter sælger t-shirt for 10.000 TZS pr. stk. Det er
t-shirt med teksten ”Just done it” og billede af Kilimanjaro og de forskellige
ruter.
Vi når ikke langt før bussen holder ind til siden. Lidt
længere nede af vejen holder en anden bus. Den sidder fast og spærrer vejen. De
stærke mænd fra vores gruppe hopper straks ud og hjælper med at skubbe bilen
fri. På vejen ser vi mange børn og voksne komme gående. De har deres fine tøj
på fordi det er søndag og de lige har været i kirke. I området her er de fleste
kristne. Det tager ca. 1 time at køre til Springland Hotel.
Tilbage i civilisationen er det første vi gør at tænde på
det varme vand. Derefter pakker vi lidt ud og finder noget af det tøj vi gerne
vil have vasket. Efter et dejligt bad afleverer vi vasketøjet. Vi køber
postkort og skriver hjem.
Efter aftensmaden bliver der afholdt en lille ceremoni
med overrækning af diplomer. Filex og nogle af de andre guider og portere er
også med. Thomas sagde et par ord om hver enkelt inden vi fik vores diplom. Man
får diplomer hvis man når Stella Point eller Uhuru Peak. Begge steder tæller
nemlig som en bestigning.
Diplom for bestigningen af Kilimanjaro |
Ingen kommentarer :
Send en kommentar