The Escape af Robert Muchamore

mandag den 31. oktober 2011




The Escape

Serie: Henderson's Boys 1

Robert Muchamore

288 sider

Udgivet i 2009

Du har måske læst Robert Muchamore’s bøger om CHERUB, og er nysgerrig efter at finde ud af hvordan det hele begyndte? Eller også kan du bare godt lide en god bog om spionage og tiden omkring 2. verdenskrig. Lige meget hvad, så er det her serien at begynde på. Den er endnu ikke oversat til dansk, men er lette at tilgå på engelsk (skal her siges at det er den første bog jeg har læst på engelsk fra start til slut, og jeg har nydt den).

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er sommer 1940, og Hitlers hær bevæger sig ned gennem Frankrig. Vi følger 2 handlingsforløb, der langsomt og sikkert flettes sammen.

Det første følger den 12-årige forældreløse Marc, der bor på et børnehjem i det nordlige Frankrig. Under et bombardement stikker han af med lederens penge og cykel. Han vil bare væk derfra og til Paris. Men det er jo ikke helt let, når man kun er en lille dreng i et land i krig.

Vi hører også om de to søskende Paul og Rosie Clarke, på 11 og 13 år. Deres far er agent fra England og har fået fat i tegningerne på en radio, som tyskerne meget gerne vil have. Derfor er de nød til at flygte ud af Paris, for at komme sydpå og finde en båd til England. Gaderne er fyldt med flygtninge og det er ikke let at komme frem. Under et luftangreb dør deres far, og de to søskende må nu klare sig selv, og passe på de tegninger som tyskerne leder efter. En ikke helt ufarlig opgave for to børn.

Og så er der jo Charles Henderson, den engelske spion der har organiseret spion og agent arbejdet i Frankrig. Han forsøger på bedste vis at løse problemerne, men den eneste måde hvorpå det kan lykkedes er med hjælp fra et barn.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tidligere læsere af CHERUB kender navnet Charles Henderson, som personen der grundlage CHERUB. Her får man starten af historien på hvordan det hele er startet, og ifølge Robert Muchamore vil man gennem serien også finde ud af hvad CHERUB står for.

Den verden som ”Hendersons Boys” foregår i er hårdere og mere barsk end den er i CHERUB. I stedet for narko-dealere og terrorister der bekæmpes under kontrollerede forhold, er fjenden her den brutale Nazi-hær, som ikke tøver med at torturere og dræbe selv børn, hvis de står i vejen for dem.

Jeg synes rigtigt godt om det jeg har læst, og synes at det var okay at læse det på engelsk. Jeg har i hvert fald forstået det meste, selvom der nok er nogle små detaljer der er gået tabt. Det er spændende at læse om hvordan det er at være midt i en invasion. Jeg ved godt at den historie der fortælles højst sandsynligt ikke er foregået, men tyskerne har nok ikke været mindre brutale og det har nok ikke været lettere for andre spioner i Frankrig på det tidspunkt.

HER ER EN SERIE DER FORTJENER AT BLIVE LÆST. Så skynd jer ind på biblioteket hjemmeside og reserver bogen, eller hvad i nu vil gøre for at få fat i bogen.

Kommentar i forbindelse med udgivelsen af anmeldelsen her på bloggen:
The Escape var den første bog jeg fik læst på engelsk og derfor skal jeg måske takke Robert Muchamore for at ha fået mig igang. Efter at have læst CHERUB på dansk, ville jeg også gerne have forhistorien med, og da de endnu ikke er oversat besluttede jeg mig for at prøve på engelsk. Det er jeg glad for den dag i dag, for jeg er kommet i gang med mange gode bøger på engelsk herefter. Desværre har jeg endnu ikke fået læst de sidste i den her serie.

Anmeldelsen er tidligere postet på Boggnasker.dk, men der er knyttet ekstra kommentarer til her.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Henderson's Boys



The Way of Shadows by Brent Weeks

mandag den 24. oktober 2011




The Way of Shadows

Serie: The Night Angel 1

Brent Weeks

645 sider

Orbit - 2008



En bog, hvis handling og plot er så kompleks som dennes, er svær at give et fyldestgørende indblik i, men jeg vil gøre forsøget, for den er det hele værd.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
I byens slumkvarter lever den 11-årige dreng Azoth. Hver dag er en kamp om overlevelse og Azoth har på den hårde måde lært at dømme folk hurtigt og tage de chancer der byder sig. Hans bedste venner er Jarl og den lille stille pige Doll Girl. De deler alt og hjælper hinanden igennem livet, men Azoth er bange og det har han ikke lyst til at være.

Durzo Blint er lejemorder og ikke bare en helt almindelig en af slagsen. Han er den bedste og for ham er mord en kunst. For Azoth er Durzo billedet af en person der ikke har noget at frygte og da han ser sin chance griber han den og bliver Durzo Blints lærling.

For at blive accepteret som lærling må Azoth opgive alt og vende ryggen til Jarl, Doll Girl og resten af hans liv i slummen. I stedet må han med navnet Kyler Stern lære at begå sig i lejemordernes sære verden af mord, politik og magi. Han må lære adelige manere, så han naturligt han omgås landets vigtigste personer.

Det bliver lidt af et dobbeltliv som Kyler må navigere rundt i og noget af det allervigtigste er at han får flair for døden, for hvis Kyler ikke bliver en rigtig god morder, vil Durzo sørge for at ende hans liv.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der sker utroligt meget i den her bog, og det der er beskrevet her er kun starten, men jeg vil ikke skrive mere for så afslører jeg alt for meget af handlingen. En ting han jeg dog godt afsløre og det er at Kyler må tage svære beslutninger den dag hele hans verden ramler sammen.

Det er et helt utroligt plot og alt er super godt gennemtænkt. Jeg tror ikke at der er et ord i den bog der ikke er blevet tænkt over, for alt hænger sammen, selvom man først opdager mange af sammenhængene på de sidste få sider. Azoth er en dreng som man et eller andet sted godt kan forstå og på den anden måde, så syntes jeg bestemt ikke om ham. Kyler vokser op, lærer, og udvikler sig og somme sider synes jeg at det er i den helt rigtige retning, andre gange ikke. Han er ikke den typiske gode helt, for han har helt klart sine mørke sider. Samtidig sætter han spørgsmålstegn ved hvorfor han gør som han gør, selvom han efter min mening er længe om at indse hvad han egentligt burde gøre og at verden ikke er sort og hvid.

Persongalleriet i bogen er stort og bredt, og de er alle sammen meget forskellige. Durzo er et godt eksempel, han er mystisk og jeg må indrømme at holde af ham trods hans noget mørke erhverv, så har han sat sine spor. Doll Girl har også påvirket mig, selvom hun er en meget stille pige, ved hun hvad der er bedst og jeg får det helt dårligt når jeg forestiller mig den lille næsten hjælpeløse pige midt i slummen. Derudover er der mange andre spændende personer, men hvis jeg nævner dem her, kommer jeg vidst til at afsløre for meget, så I må læse bogen for at få kendskab til alle de andre.

Selvom bogen var rigtig god, må jeg indrømme at jeg havde en lille midtvejskrise. På et tidspunkt fik jeg ikke læst ret meget og synes ikke rigtigt at der skete noget i historien. Jeg var næsten gået helt død i bogen, da jeg en weekend besluttede at nu skulle den have en sidste chance, og så kunne jeg heller ikke slippe den igen og den var næsten færdig inden weekenden var slut. Jeg tror at grunden til min midtvejskrise var at jeg ikke tog mig ordentlig tid til at læse, for når man læse i små bidder går alting meget langsomt og man føler ikke at man kommer nogen vegne. Derudover synes jeg også at det engelske sprog var sværere end i de bøger jeg ellers har læst. Det betød endnu engang at jeg kom langsomme gennem bogen. På trods af det svære sprog tror jeg dog at jeg har fået det meste med.

Jeg kan klart anbefale The Way of Shadows, men man skal give sig selv tid til at læse den, for den fortjener den opmærksomhed det er at blive læst over mange sammenhængende timer. Brent Weeks levere en solid fantasyfortælling med mordere, mord, kampe, magi, politik og en lille smule kærlighed, som der heldigvis bliver plads til i slutningen af bogen. Brent Weeks er også en forfatter der ikke er bange for at udsætte sin hovedpersoner for grusomme og uhyrlige ting og det gør at bogen bliver virkeligt spændende. Man ved aldrig helt hvad der vil ske, for alt han ske og historien kan hurtigt vende fra hvad man troede til det absolut modsatte.

Nu skal jeg snart i gang med næste bog i serien, for jeg er nød til at følge den videre udvikling.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: The Night Angel Trilogy

Eventyrteatret: Herkules

mandag den 17. oktober 2011

Eventyrteatres 20 års jubilæumsforestilling er Herkules fra den græske mytologi. De spiller hele efterårsferien i Tivoli og jeg tror at der stadig er biletter at få.

Billedet stammer fra www.eventyrteatret.dk

Herkules er halvgud, søn af Zeus og han er vokset op på Olympen blandt de andre guder. Han føler sig dog ikke helt hjemme, for guderne har svært ved at acceptere ham som en af dem. Den dag Hebe, ungdommens gudinde, forsvinder med livets vand skyder de skylden på Herkules og lægger ansvaret for at finde hende på hans skuldre. Herkules drager ned til Jorden og hans rejse for at finde Hebe fører ham forbi krigeriske Amazoner, Dionysos festlige slæng, Hesperiderne og hele vejen ned til Hades i dødsriget. 

20 år med eventyr
Eventyrteatret sætter lys, farver og fart på de gamle eventyr, sagn og nu også mytologier. De har gjort det i 20 år, og skabt 20 helt fantastiske eventyrmucialkals som de hvert år har opført i efterårsferien. Med Herkules viser Eventyrteatret endnu engang at der er masser af talent i børn og unge. De unge skuespillere spiller professionelt teater med en glæde og lyst der langt overskygger voksne skuespillere. 

Da jeg for 18. år i træk satte mig i teatersalens sæde var det med store forventninger og de blev i aller højeste grad opfyldt. Skuespillerne er super gode og jeg er særligt vild med Alex Høgh Andersen der spiller Dionysos, Rikke Westi der er Amazonernes leder Hippolyta, og så var Magnus Jacobsen helt fantastisk i rollen som Amor. Det er super fedt at se de unge talenter og når jeg sidder og ser teaterstykket drømmer jeg mig selv op på scenen, selvom jeg ved at jeg aldrig ville turde det i virkeligheden.

En velkomst af guder og gudinder
En af den helt særlige ting ved Eventyrteatret er at de har deres parade der byder velkommen til. Det er en gruppe af børn og unge der i år var klædt ud som guder og gudinder. Inden forestillingen byder de velkommen og snakker med børn og hvem der nu ellers kommer forbi. I pausen er de ligeledes til at finde rundt omkring glassalen og når stykket slutter siger de også farvel. Det er super hyggeligt og skaber den helt specielle stemning som jeg også husker fra dengang jeg var barn. 

Glimmer, Glitter og Guld
Som 20 års jubilæumsforestilling skal der selvfølgelig ikke spares på guld og glimmer og det er der bestemt heller ikke gjort. Skuespillerne er klædt i flotte og glitrende kostumer, der i øvrigt allesammen er super gode. Men selvom der er gjort lidt ekstra ud af glitteret, så har det ingen betydning for kvaliteten af forestillingen for den var nemlig stadig i top.

Ørehængende sange og komiske hentydninger til nutiden
Som altid var stykket fuldt med dejlige sange, der er med til at fortælle den gode historie. Jeg har hørt cd'en hele dagen i går og allerede nu kan jeg synge med på mange af sangene og det bliver der gjort, for de er fyldt med glæde og energi der kun kan gøre en i godt humør. Både i sange, og replikker kan man som voksen seer se de mange små henvisninger til nutiden. F.eks. den scene hver Dionysos holder fest i skoven eller der hvor guderne er blevet gamle, senile og har fået gigt. Det er sådanne ting der bl.a. er med til at gøre stykket til en succes hos alle aldersgrupper. 

Jeg håber at Eventyrteatret fortsætter i mange år endnu, for det er gået hen og blevet en tradition og en fast del af mit efterår. Derudover vil jeg meget gerne kunne give mine egne børn (når de engang kommer) den samme gode oplevelse som jeg har haft. 

Her til sidst så tjek lige nogle af de gode billeder fra forestillingen (alle billeder stammer fra www.eventyrteatret.dk): 





Serpina af Helle Ryding

fredag den 14. oktober 2011




Serpina

Serie: Klintespind 1

Helle Ryding

414 sider

Nyt Nordisk Forlag - 2011


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra Boggnasker.dk, og derfor kan anmeldelsen læses her: Serpina af Helle Ryding
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Bøger i serien: Klintespind

Eventyr + teater = Efterår

søndag den 9. oktober 2011

Eventyr og teater er blevet en meget vigtig del af mit efterår og det er også grunden til at jeg i næste weekend tager helt til København for at se Eventyrteatrets efterårs-musical "Herkules". Når jeg sætter mig til rette i glassalen er det for endnu engang at træde ind i eventyrets verden ligesom jeg også har gjort det hvert eneste efterår de sidste 17 år. Hvert år bliver jeg suget ind i fortryllende og magiske universer og jeg bliver først lukket ud når tæppet går for igen og lyset tændes, og ikke engang da er jeg helt ude af eventyret. Det bliver i mig, bringer med glæde og lykke og får mig til at gå direkte hjem og høre musikken igen. Musikken fra Eventyrteatrets forestilling kommer altid med hjem og de høres flittigt hele året igennem. Når jeg gerne vil i godt humør, så kommer der lige et eventyr på. Det betyder at jeg kan rigtigt mange af sangene uden ad og synger meget højt med på dem. Som regel gør jeg det kun når jeg er alene for jeg tror ikke at det lyder super godt, men det gør mig bare så glad at høre deres livsbekræftende sange.

Til dem der ikke kender Eventyrteatret, så der det et teater der kun har børn og unge mellem 7 og 19 år på rollelisten. Jeg synes at der er et eller andet helt specielt ved at se så gode børn spille og synge på scenen. De har en dramaskole hvor der går omkring 300 børn. Af dem bliver 90 udvalgt til at spille med i efterårs- og juleforestillingen. Normalt er jeg kun inde og se forestillingen i efteråret, men jeg har da set en enkelt juleforestilling for et par år siden og en der blev spillet i City2 for rigtigt mange år siden.

Jeg kommer som regel kun i teatret den ene gang om året. Det er lidt som om teaterstykker spillet af voksne ikke siger mig så meget. Jeg ved ikke om det er fordi eventyrerne er super godt skrevet om eller om det er fordi børn og unge har en helt speciel energi på scenen der bare fylder hele rummet. Det kan også sagtens være en blanding af de to ting.

I år spiller Eventyrteatret forestillingen "Herkules" og jeg glæder mig meget til at komme ind og oplevet eventyret igen. Her er en lille intro til Herkules:


Og her er en lille video med en sang fra Den Bestøvlede Kat der blev spillet i 2008: Tilbage til Kattenes forsamling

I 2003 fulgte TV2 Eventyrteatret på dramaskolen og i arbejdet op til forestillingen "Hyrdinden og Skorstensfejeren". Det blev til 13 små programmer af ca. 30 min.. Her findes de 11 af dem. De sidste har jeg desværre ikke fundet.

Her er lige lidt mere film fra eventyrteatrets forskellige forestillinger:




Nordisk Møde 2011

lørdag den 8. oktober 2011

Motivet som blev trykt på vores t-shirt.
Figurerne er inspireret af Scandinavia and the World
Nu er der gået lang tid siden jeg sidst skrev noget her på siden, og det er der en god grund til. Jeg har nemlig haft travl og har faktisk slet ikke været hjemme eller haft computeren tændt ret meget selvom jeg altid har haft den med mig. Fra i søndags til i torsdags afholdte vi Nordisk Møde her i Aalborg og det er grunden til at jeg slet ikke har haft tid til min blog. Ugen inden gik nemlig med planlægning af de sidste små detaljer.

Nordisk Møde er et arrangement for landinspektørstuderende fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. Det holdes på skift af de enkelte lande og i år var det altså Danmarks tur til at afholde begivenheden. Der har været arbejdet på det i lang tid og nu skulle det hele bare klappe og køre.

Søndag ankom de alle sammen og vi havde noget der hedder Nordisk Kost. Hvert land medbringer en traditionel ret fra deres land og så spiser man sammen. Det er ret sjovt at prøve noget forskelligt og se hvad de spiser de andre steder. Vi havde fra Danmark lavet sildemadder, hønsekødsuppe og rødgrød med fløde. Sverige havde en eller anden suppe med gule ærter og pandekager med hjortronsyltetøj. Finland havde noget brød med noget risengrødsagtigt noget inden i og med æggesalat på toppen og rensdyrkød m. kartoffelmos med. Norge kom desværre først sent søndag aften så dem fik vi ikke noget fra.

Mandag stod den på besøg på Aalborg Kommune. Her fik vi lidt af vide om byens udvikling og planlægning og der var særligt fokus på byens havnearealer der i de seneste år og stadig væk gennemgår en stor udvikling. Vi var på rundtur i byen og var nede i Gråbrødre Kloster. Der har jeg aldrig været før og det var faktisk ret sjovt at komme derned og se at der under gågaden engang har ligget et kloster og at byen siden da er vokset opad og at jorden har hævet sig. Rundturen første os også ned forbi havnen hvor vi både så Nordkraft, kiggede på byggeriet af Musikkens Hus og var forbi Utzon Centeret og Jomfru Ane Parken. Efter besøget på kommunen havde vi selv arrangeret en byvandring med lidt spørgsmål der skulle besvares. Jeg tror at de synes det var meget sjovt.

Tirsdag havde vi oplæg om Aalborg-modellen og landinspektøruddannelsen her i Danmark. Vi skulle også have hørt et oplæg om FIG (International Federation of Surveyors), som vi indtil sidste år havde presidentskabet af i Danmark. Desværre havde ham der skulle holde oplægget barn syg og måtte melde afbud. I sidste øjeblik fik vi det ordnet sådan at der kom en anden og fortalte om havnen og de særlige landinspektøropgaver der har været der i forbindelse med omdannelsen. Super godt, har jeg fået at vide.Om eftermiddagen var vi på besøg på Cowi, og hørte noget om deres særlige opmålingsopgaver og sådan. Det var faktisk super spændende. Aftenen sluttede vi af med en pubcrawl. Det var første gang i de snart 2½ år jeg har boet i Aalborg at jeg har været inde på så mange forskellige barer og lign.. Jeg synes at det var en god aften, men jeg var glad for at det var en tirsdag og at der ikke var så fyldt på de steder vi var inde.

Onsdag startede let ud med at man kunne sove længe. Eller det vil sige at vi først skulle med bussen kl. 10. VI holdt generalforsamling og snakkede om dette års møde, hvad var godt, hvad var mindre godt og sådan noget. Det blev også besluttet at vi skal til Norge til næste år fordi der også er en skandinavisk kongres eller sådan noget for uddannede landinspektører i Oslo på det tidspunkt hvor vi holder nordisk møde. Det glæder jeg mig til og det bliver sjovt at se universitet i Ås.
Efter frokost var det blevet konkurrencetid og som dansker er den vigtigste konkurrence Miss Foster. Det er en konkurrence om at drikke øl hurtigst muligt. 4 personer stiller op fra hvert land og så skal der drikkes 4 øl. Når den første er færdig med at drikke må den næste begynde. Danmark vandt endnu engang med en tid på 50,9 sek. Det synes jeg er ret godt klaret når vi havde 3 piger på holdet.

Om aftenen havde vi afslutningsfest og her ser man virkelig at der er forskel på hvordan man holder fest i de forskellige lande. I Sverige og Finland har man en meget stor tradition for at synge når man holder sådan en fest med spisning. Der er diverse forskellige sange til det ene og det andet og der var både "kampe" mellem de to borde og mellem kønnene. Jeg synes at det er ret sjovt at holde fest på den måde for når man som jeg ikke drikker, så er det lidt lettere at skabe sig tosset når man har så mange svenskere og finnere der synger mærkelige sange. Det er noget som vi godt kan overføre til danske fester, men jeg tror desværre ikke at danskerne er så meget med på den. Særligt sangen Lambo kunne være sjovt at få rigtigt indført i Danmark.

Torsdag sluttede det hele vores gæster tog hjem til deres egne lande igen. Det har været en super god uge og det er sjovt at snakke med nordmænd, svenskere og finnere og høre om hvordan de har det hos dem. De sidste par dage har jeg brugt på at sove og sove og sove, så nu er jeg snart klar igen til næste uge.

Det var en lille smule om Nordisk Møde og det kan godt være at jeg kommer med andre små historier eller bemærkninger senere.