Fra Machame Camp (3021 m) til Shira Camp (3839 m)
Distance: 5,3 km
Højdeændring: + 818 m
Jeg havde problemer med at sove i nat. Vi lagde os ind
omkring kl. 20:30, men jeg kunne ikke rigtigt finde ro og falde i søvn. Jeg
tror at jeg sov rigtigt fra 23 til kl. 03. Derefter lå jeg igen vågen, mens jeg
vendte og drejede mig. Der var vækning kl. 7, men eftersom vi begge var vågnet
tidligere var vi allerede oppe og havde pakket vores ting sammen. Morgenmaden
stod på grød – som ingen af os kunne få ned – toastbrød m. syltetøj og
peanutbutter og så kom der æg og pølser på bordet til sidt.
Afgang var planlagt til kl. 8, men vi kom først af sted
8:30. Der var flere af de andre der ikke er vant til at skulle pakke soveposer
og liggeunderlag sammen og derfor ikke var helt klar til tiden. Dagens rute
startede med en god stigning. Det er stejlere end i går. Der er mange mennesker
og mange bærere, men det er nok ikke til at undgå når man vandrer rundt på et
bjerg der er så populært som Kilimanjaro. Derudover var stien temmelig smal, så
der blev hurtigt dannet flaskehals og propper. Stigningen gør at vi hurtigt
kommer højere op. Det tynder ud til træerne og bevoksningen ændrer sig til
mindre planter og buske. Det betyder også at vi flere steder bliver belønnet
med en fantastisk udsigt ud over skyerne hver gang vi vender os om. Jeg synes
selv at jeg nyder turen og huske at kigge mig omkring. En af de andre udbryder
pludseligt kort inden frokost ”Gud, hvor kan man se langt”, da hun første gang fik kigget sig omkring. Under os brædder et enormt tæppe af
skyer sig så langt øjet rækker. Ude til højre kan man lige se toppen af Mount
Meru der stikker op gennem skyerne. Det er et fantastisk syn.
Udsigt ud over skyerne |
Vi spiser frokost omkring kl. 12 og vores portere har sat
vores spisetelt op til os. Martin har drukket ca. 2 liter vand og jeg har
drukket et sted mellem 2½ og 3 liter. På dette tidspunkt er én allerede hårdt ramt af
højdesyge. Selv mærker jeg en let hovedpine, men det er bestemt ikke noget
slemt eller noget jeg lægger specielt mærke til. Vi går igen omkring 13:15.
Thomas påstod at ruten ville være mindre stejl efter
frokost, men jeg synes ikke at det blev fladere. Jo, hen mod lejren var det
anderledes for der skulle vi nemlig en lille smule ned igen. Vi ankom til Shira
camp omkring kl. 15 og har bevæget os ca. 800 højdemeter op siden vi startede i
morges. Der er en fantastisk udsigt fra lejren og teltene er alle placeret så
man fra indgangen kan nyde udsigten.
Det har været flot solskin hele dagen. Skyerne ligger
under os så over os er himlen blå og klar og giver solen frit spil. Selvom
solen skinner fra en skyfri himmel er det ikke alt for varmt. Jeg går stadig i
lange bukser og har også den tynde trøje på. Martin går selvfølgelig i t-shirt.
I Shira Camp er der mulighed for en lille gåtur til den
hule som blev brugt under de første bestigninger af bjerget. Der er ikke langt
– vi kan faktisk se der over fra vores lejr og der ligger også lejrpladser lige
ved siden af hulen hvor der også er en helikopter-landingsplads. Hulen er ikke
ret stor og er faktisk lidt skuffende. Det var fint at gå turen derover, men
hvis man bare har brug for at slappe af så går man ikke glip af det store.
Resten af eftermiddagen slappes der af og aftensmaden bliver serveret kl. 18. I
dag starter vi selvfølgelig med suppe, og så får vi kylling med ris og sovs. Da
vi forlader spiseteltet ser vi den fineste solnedgang med flotte røde farver.
Der er noget helt specielt ved at betragte solnedgangen når man er over
skyerne.
Tak for din kommentar til mit cyklist indlæg. Jeg kan virkelig ikke forstå at det kan være så svært at overholde færdselsloven og køre pænt når man sætter sig op på sin tohjulede ven.
SvarSletMå sige at din tur til Kilimanjaro er utrolig spændende læsning. Sikke dog en fed ide at bruge sin ferie på :-)
Glæder mig til at læse mere fra din dagbog :-)
Jeg er blevet lidt bidt af at bruge mine ferier på den måde. Vandreture i naturen hvor man ikke behøver tænke på så meget andet fungerer bare super godt.
Slet