Bogstatistik #1: Generelt

onsdag den 12. februar 2014

Jeg har i flere år sirligt skrevet alle de bøger jeg har læst ned i et fint excel-ark og regnet sammen hvor mange bøger og sider jeg har læst hvert år. For lidt tid siden læste jeg dette indlæg hos Rikke og blev inspireret til at udvide mit excel-ark en smule. Det endte med en blive en hel del og så fik jeg arket til helt automatisk at regne alting sammen i modsætning til tidligere hvor jeg selv skulle huske at tilføje endnu et felt med sidetal når jeg havde læst en bog. Funktionen TÆL.HVIS er guld værd i det ark og er grunden til at det hele regnes sammen automatisk.

Jeg begyndte på at registrere mine bøger i 2008 - en god rum tid før jeg kom på goodreads og også kunne registrere bøgerne der. Jeg er dog fortsat med at skrive ind i mit excel ark, for det kan altså lidt mere end goodreads - og især nu med den lille udvidelse.







Mit fine dokument indeholder Serietitel, Titel, Forfatter, Antal sider, tid (hvis det er en lydbog), om bogen er min egen og så hvilket år den er læst. Derudover blev det udvidet med en kolonne til forfatterens køn og land samt en kolonne for bogens udgivelse og om jeg har læst bogen på dansk eller engelsk. Og så har jeg faktisk også tilføjet en kolonne til min bedømmelse af bogen. Jeg havde overvejet at tilføje en kolonne til genre, men da 90% af alle bøgerne ville ende i en fantasy-kategori, så synes jeg ikke at det var så interessant. Måske kan jeg finde på at gøre det senere.

Se det er jo en forfærdelig masse information som det kan være svært at holder styr på bare sådan lige. Derfor har jeg lavet lidt illustrationer for at se om jeg kan se nogen sammenhænge i min læsning og for at se hvor varieret jeg generelt læser. De første illustrationer handler om læste bøger, sider og gennemsnitligt antal sider i bøgerne.



Tendensen på antallet af læste bøger og læste sider ligner logisk nok meget hinanden. Jeg har haft en top i 2010 med 57 læste bøger. I 2011 gik det så knap så godt. 27 bøger blev det til og i de sidste par år er det tal steget en lille smule. Hvad der også er interessant er at selvom jeg har læst færre bøger i 2011, 2012 og 2013 end de foregående år, så kan jeg se at de generelt er blevet en del længere. Fra 2010 til 2011 steg det gennemsnitlige antal sider omkring 50 sider pr bog. Jeg synes det er lidt sjovt at kigge på sådanne statistikker.

Da jeg sad og lavede denne opdatering blev jeg utroligt glad for at jeg har et overblik så langt tilbage i tiden. Det giver et ret godt billede af hvad og hvordan jeg har læst før i tiden også. Mit excel-ark indeholder også bøger der er læst i 2007 og før det, men her har jeg blot skrevet de bøger ind jeg kunne huske og jeg har slet ikke de bøger med jeg læste som barn. Jeg vil tro at mange af bøgerne jeg har læst siden 2000 eller 2001 er med, så det bliver alligevel en god sjat.

I kan se at jeg i 2014 har opdelt i alm. bøger og lydbøger. Jeg håber på at udforske lydbøgerne lidt mere i år, men jeg vil helst ikke blande dem sammen med de bøger jeg læser normalt, så derfor har de fået sin egen kategori.

Læser I ca. samme antal bøger hver år eller svinger det meget? Og hvad med længden af bøgerne? Er den de samme hvert år eller har i år hvor i hovedsageligt læser korte bøger og år der er dedikeret til lange bøger?

Fjendeblod af Lene Kaaberbøl

lørdag den 8. februar 2014




Fjendeblod

Serie: Vildheks 5

Lene Kaaberbøl

174 sider

Alvilda - 2013

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Clara har fået lavet rigtigt rod i det hele. Moster Isa, Shanaia, Mester Millaconda, fru Pommerans og hr. Malkin ligger alle som forstenet efter Clara tilkaldte dem for hjælp i forrige bog. En nat bliver hun overrasket af Kahla der med dirrende stemme forlanger at få at vide hvad der er sket med hendes far Mester Millaconda. Clara og Kahla begiver sig ud på en mission for at vække heksekredsen fra deres forstenede tilstand. Alt virker som om ravnemødrene er deres eneste chance for hjælp, men på vejen derhen fanges de i en uhyggelig storm hvor det regner med sorte ravnefjer. For at redde sin moster drager Clara af sted for at redde den sidste ravn i verdenen, men det er ikke helt let, for det er nemlig ikke alle hun kan stole på. Hvem er ven og hvem er fjende?
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Gennem Vildhekse-serien er min begejstring for den vokset med hver bog. Desværre går det lidt den forkerte vej igen med denne bog. Ikke fordi bogen var dårlig – for det er den bestemt ikke – men fordi jeg ikke fik hvad jeg havde forventet. Som jeg husker det havde de andre bøger et samlet plot og problemstillingen i starten af bogen blev løst i slutningen. Det er ikke tilfældet her. Jeg troede at jeg skulle læse om hvordan Clara hjælper sine venner ud af den forstenede tilstand, men i stedet fik jeg en historie om ravne, fjendskab og venskab. Det i sig selv lyder jo godt, men når man forventer noget andet kan det gå hen og blive skidt.

Egentligt er det jo dybt forkert at jeg – som et næsten voksent mennesker på 23 år – sidder og anmelder bogen her. Jeg er ret sikker på at hvis jeg havde læst denne bog da jeg var omkring 10, så ville jeg have elsket den meget mere end jeg gør lige nu.

Clara er en sød pige, der gerne vil gøre alt det rigtige, men bliver nød til at finde sin egen måde at gøre det på. Jeg kan faktisk ret godt li’ hende. Derudover er vildhekseverdenen helt fantastisk og interessant. De to ting er medvirkende til at jeg er overbevist om at jeg ville have elsket bogen som barn. Desværre er bøgerne jo først udkommet nu, så jeg havde jo ikke mulighed for at læse dem dengang.

Ud over historien så er det også værd at bemærke de smukke tegninger på for- og bagside samt på den på den første og sidste side i bogen. Det er tegneren Anders Walter der står bag og de tegninger er bare super skønne og ind imellem kunne jeg fortabe mig helt i en af tegningerne og bare nyde den.  

Der kommer en bog mere i serien og selvom jeg ikke er blæst bagover af det hele, så vil jeg alligevel læse afslutningen og få hele Claras historie med. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Vildheks



Problemet med bokssæt

tirsdag den 4. februar 2014

I tirsdags viste jeg mit nye fine Harry Potter boksset frem, men selvom det er utroligt fint så synes jeg at der er lidt problemer. Problemet gælder sådan set alle bokssæt (eller i hvert fald de to jeg har). I sommeren 2011 købte jeg boksen med de første fire bøger i serien "A Song of Ice and Fire" og i år kom Harry Potter boksen til.



Problemet med de her bokse er at de er alt for små. Det er umådeligt svært at få bøgerne ud medmindre man vender hele boksen på hovedet og nærmest ryster dem ud. I begge tilfælde er det paperback bøger der er i boksen og når man læse i sådanne bøger bliver ryggen lidt bøjet og derved kommer bøgerne til at fylde en lille smule mere. Det betyder at lige så snart den første bog er læst, så er der ikke plads til bøgerne i boksen.

Min boks fra "A Song of Ice and Fire" er da også røget ud for længst og bøgerne står selv på hylden. Det passer også fint eftersom jeg siden da har tilføjet femte bog i serien til de andre. Det var ikke så svært at smide boksen væk for så spændende og pæn var den heller ikke. Situationen er straks en anden når det kommer til mit Harry Potter sæt. Boksen er mindst ligeså fin som bøgerne og jeg kan næsten ikke nænne at fjerne bøgerne fra den. På den anden side kan jeg heller ikke lade være med at læse bøgerne - de er jo købt for at blive læst. Det betyder at jeg når jeg begynder min læsning også må sige farvel til den fine boks i reolen og hvad skal man så bruge den til. Jeg har ikke lyst til at smide den væk, men hvad bruger man sådan en boks til? Har I nogen ideer?

Outside In af Maria V. Snyder

fredag den 31. januar 2014




Outside In

Serie: Insiders 2

Maria V. Snyder

326 sider

Mira Ink - 2011
Org. udgivet i 2011

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kampen er slut. Travaerne er overvundet og “the Pop Cops” er afskaffet. Trella mener at hendes rolle er overstået og nu vil hun bare have sit liv tilbage og have tid til at undersøge den nye del af INSIDE. Problemet er blot at der ikke er fred i INSIDE. Uppers og scrubs er ikke blevet forenet. Scrubs gider ikke fortsætte deres arbejde of befolkningen er derfor plaget af en generel kedsomhed der bl.a. fører til oprør.  Som om det ikke er nok, så opstår der yderligere problemer da Trella og de andre opdager at der er andre i det ydre rum og at disse andre har planer om at invadere INSIDE. 
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Da jeg var færdig med at læse Inside Out havde jeg ikke det store behov for at læse videre. Historien var ligesom færdig og jeg kunne ikke rigtigt se hvad der kunne ske i anden bog. Derfor var jeg også lidt skeptisk da jeg gik i gang.

I den første del af bogen var det da også denne følelse jeg havde. Samfundet i INSIDE er gået i opløsning og der er ikke nogen der tager leder-rollen på sig. Trella er umådeligt irriterende og kan slet ikke se at hun stadig er en del af det hele og bør involvere sig i hvordan deres samfund styres. Nogle gange træder hun dog lidt i karakter og jeg skiftevis hader og elsker hende.

Ca. halvejs inde i bogen begyndte den at give mere mening og jeg kunne se hvorfor der kunne skrives en bog mere om Trella og INSIDE. Universet udfordres lidt mere og årsagen til at befolkningen blev opdelt i Uppers og scrubs bliver uddybet lidt mere. Desværre uddybes det ikke nok og man får aldrig svar på hvad der skete og hvem de her Outsiders i virkeligheden er og hvorfor de i første omgang ændre i det ydre rum.

Nu mens jeg tænker over det, så ville det også have været fedt hvis man havde hørt noget om hvorfor de befinder sig i INSIDE på vej til en anden planet. Er der sket en katastofe på Jorden der har tvunget menneskene til at forlade den eller er det en mindre flok der har besluttet sig for at prøve lykken i rummet?

Selvom jeg synes at der mangler nogle svar og forklaringer var jeg godt underholdt undervejs og historien var fint fortalt. Alt i alt en fin bog der er let at læse.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Nyt på reolen #2: Harry Potter

tirsdag den 28. januar 2014

Prøv at se hvad der ventede på mig i tirsdags da jeg kom hjem fra arbejde: En stor og blå postsæk. Sådan har jeg alligevel aldrig prøvet at modtage bøger.

I løbet af sidste år sneg en tanke sig langsomt ind i hovedet på mig. Jeg har fået lyst til at genlæse Harry Potter bøgerne, men denne gang skulle det altså foregår på engelsk og jeg ville egentligt også gerne have bøgerne selv, når de nu er en klassiker inden for fantasy. Jeg var dog meget i tvivl om hvilke bøger jeg ville have for Harry Potter findes jo i et utal af udgaver med mange forskellige forsider og indbindinger. Alt det ændrede sig da Frk. Hyms viste den flotte jubilæumsboks i september sidste år. Jeg havde set forsiderne inden, men ligesom Frk. Hyms så er jeg også faldet pladask for ryggen af bøgerne. Jeg elsker at de passer sammen og danner et plot motiv når de står på hylden. Bøgerne blev skrevet på ønskesedlen til jul, men da jeg ikke fik dem og havde penge fra julegaver der var blevet byttet så blev det smukke bokssæt klikket hjem. Meget passende ankom den store sæk fra Book Depository dagen efter min eksamen, så den fungerer også lidt som en gave til mig selv for at fejre mit første 12-tal på universitet (at den så er bestilt flere uger i forvejen fortæller vi ikke til nogen).

De fleste af jer har nok set billeder af sættet, men nu viser jeg også lidt frem.


















Jeg synes de er så fine og især bagsiderne er smukke og meget enkle selvom de selvfølgelig også er ret detaljeret (selvmodsigelse, jeg ved det, men det er sådan jeg har det).

Med bøgerne i hus kan jeg begynde læsningen. Jeg har kun læst bøgerne én gang på dansk og jeg har bestemt aldrig været den store Harry Potter fan. Ja da bøgerne kom nægtede jeg faktisk at læse dem. Så hvis I havde spurgt mig på et par år siden om jeg skulle læse bøgerne igen ville jeg have svaret nej, men alligevel sidder jeg her med et fint bokssæt - så et eller andet kan drengen med lynet i panden.

Dragesygen af Ida-Marie Rendtorff

lørdag den 25. januar 2014



Dragesygen

Serie: Dalia Dragehvisker 1

Ida-Marie Rendtorff
Oplæser: Ellen Dahl Bang

136 sider
ca. 3 timer og  19 min.
Gyldendal Lyd - 2009
Org. udgivet i 2008


Jeg har længe gået og kredset om lydbøger som katten om den varme grød. Jeg kan utroligt godt li’ ideen om lydbøger, der kan høres når man laver alt muligt andet eller går en tur. Et par gange tidligere har jeg forsøgt mig, men da jeg kun havde krimier liggende og det bestemt ikke er min genre, så er jeg aldrig kommet igennem en hel lydbog – ikke før nu. Jeg besluttede mig for at give lydbøgerne en reel chance. Det vil sige at vælge en fantasybog som jeg rent faktisk gerne ville læse. Jeg kigge rundt på netlydbog.dk og fandt første del af Ida-Marie Rendtorffs serie Dalia Dragehvisker. Bogen blev lånt og lagt over på mobilen og så gav jeg mig til at lytte.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Dalia er dragekrigeraspirant og vi møder hende på dagen for den store prøve der skal gøre hende til fuldgyldig dragekriger. Om morgenen opdager hun at hendes drage Flamar ikke har det ret godt og ikke vil spise – det er første tegn på den farlige og mystiske dragesyge. Hun vælger at tie, for hun skal jo bestå sin prøve sammen med Flamar.

Dalia finder ud af at dragesygen skyldes at nogen forsøger at forgifte dragerne. Der er dog ingen der vil tro hende, så hvis hun skal redde Flamar må hun selv tage affære og løse mysteriet. 
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Historien om Dalia er forholdsvis kort, men jeg kunne ret godt li’ den. Det er ikke fordi jeg har så meget at sige om den. Den indeholder drager og det er jo et plus. Derudover er der en handlekraftig hovedperson der tager sagen i egen hånd når ingen vil høre på hende. Alt i alt en rigtig fin historie.

Inden jeg slutter af vil jeg lige fortælle lidt om min lydbogsoplevelse. Oplevelsen var noget bedre end de forrige gange jeg har forsøgt mig. Jeg hørte bl.a. bogen mens jeg cyklede hjem fra arbejde og når jeg vaskede op. Særligt under opvasken fungerede det super godt. Opvask er noget jeg har det lidt svært ved. Jeg gider ikke rigtigt. Lydbogen hjalp så der var lidt underholdning imens. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Dejlig vinter

onsdag den 22. januar 2014

I weekenden kom vinteren jo som I nok allesammen har hørt om til Nordjylland. Jeg kan godt li' vinter og det er aller bedst når der også er sne. Derfor var jeg også en smule ærgerlig over at vi fredag eftermiddag kørte herfra med retning mod Fyn, for der var det bare vådt og grønt over det hele. Heldigvis er sneen ikke forsvundet endnu og der ligger dejligt meget af den. Det første billede herunder er fra fredag eftermiddag og det andet er fra søndag aften da vi kom tilbage til Aalborg.


Sne er dejligt og jeg er glad for at den valgte at komme denne vinter også. De få tidspunkter jeg ikke bryder mig om sneen er når jeg skal cykle. Dette er især fordi cykelstierne (og vejene) i år er ualmindeligt dårligt ryddet. Jeg synes ellers cykelstierne plejer at være ok her ude i Øst, men lige nu er de ret forfærdelige. I mandags skulle jeg til eksamen inden i byen. Jeg pakkede mig godt ind og tog hjemmefra i meget god tid, men selvom jeg var forberedt på sne og is, så var jeg bestemt ikke forberedt på at skulle gå halvdelen af vejen. Det tog mig dobbelt så lang tid som normalt, men jeg nåede det og eksamen gik fint, selvom jeg havde glemt mine talekort til min fremlæggelse. I går da jeg skulle på arbejde valgte jeg at gå. Billedet her er et eksempel på hvordan fortov og cykelsti så ud, så det var et fint valg at gå.


Når der ligger sne herhjemme kommer jeg altid til at savne mine skiferier. Dengang jeg boede hjemme og ikke gik på universitet var vi på skiferie hvert år, men fordi jeg ikke ville gå glip af en hel uges undervisning de sidste fire år er det ikke rigtigt blevet til så meget skiferie. Det må der laves om på når jeg er færdig på uni.

Men det korte og det lange med det her indlæg er at jeg det meste af tiden elsker vinteren og sneen. Nogle bander og svovler og sneen, mens andre finder kælken frem og får det bedste ud af det. Jeg tilhører klart sidste kategori (bortset fra når jeg skal cykle i skole på ikke ryddedet cykelstier). Hvordan har I det med vinter og sne?