Viser opslag med etiketten J. K. Rowling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten J. K. Rowling. Vis alle opslag

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban af J. K. Rowling

søndag den 31. august 2014



Harry Potter
and the Prisoner of
Azkaban


Serie: Harry Potter 3

J. K. Rowling

435 sider

Scolastic - 2013
Org. udgivet i 1999


Harry Potter er en af de bøger der er anmeldt et utal af gange og der er snart ikke noget menneske på denne jord der ikke ved hvad den handler om. Derfor vil jeg ikke komme ret meget ind på handlingen her, men blot nøjes med et citat fra bagsiden og skrive lidt om min oplevelse af den første genlæsning og det at læse den på engelsk.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”What you fear most of all is - fear”

-  Remus Lupin
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban er på mange måder en bog der adskiller sig fra de andre. I bund og grund handler den ikke ret meget om Voldemort - eller den ender i hvert fald ikke med et opgør mellem Harry og Voldemort som mange af de andre bøger gør. Det synes jeg klæder historien rigtigt godt.

Coveret på denne tredje bog er på mange måder mit yndlings af de 7 bøger jeg ejer (se nedenfor). Det er dejligt simpelt, er holdt i blålige nuancer og er bare super flot. Jeg elsker det. På sammen måde kan historien i dette tredje bind også godt gå hen og blive min yndlings. Det er i hvert fald den jeg synes bedst om indtil videre (det er så lang tid siden jeg har læst alle bøgerne at jeg endnu ikke vil udtale mig om de sidste fire).

Historien er så fin og indeholder mange gode elementer. Den handler i høj grad om venskab og jeg kan så godt li' den scene hvor Hagrid skælder ud på Harry og Ron fordi de ikke snakker med Hermione. Det er så smukt at han ser det og gør noget ved det.

Når jeg læser bøgerne nu, så kommer jeg helt uundgåeligt til at sammenlige lidt med filmene og i denne her bog er der en del forskelle mellem bog og film. Små ting, men ting som jeg ikke kunne undgå at bemærke. Nogle af ændringerne giver god mening. F.eks. at Hermione hyler for at lokke varulve-Remus væk fra de andre. Dette gør hun ikke i bogen og her mangler jeg lidt en forklaring på hvor det hyl de hører kommer fra.

Alt i alt var det en skøn genlæsning, og jeg glæder mig til at læse videre når jeg tager med Harry afsted til hans fjerde år på Hogwarts. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Harry Potter and the Chamber of Secrets af J. K. Rowling

søndag den 3. august 2014




Harry Potter
and the Chamber og Secrets

Serie: Harry Potter 2

J. K. Rowling

341 sider

Scolastic - 2013
Org. udgivet i 1998


Harry Potter er en af de bøger der er anmeldt et utal af gange og der er snart ikke noget menneske på denne jord der ikke ved hvad den handler om. Derfor vil jeg ikke komme ret meget ind på handlingen her, men blot nøjes med et citat fra bagsiden og skrive lidt om min oplevelse af den første genlæsning og det at læse den på engelsk.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”This diary holds memories of terrible things. Things that were covered up. Things that happened at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry”

-  Tom Marvolo Riddle
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Noget af det jeg har tænkt allermest over ved genlæsningen af denne bog er at Harry Potter-bøgerne indeholder utroligt meget hverdag og faktisk ikke ret meget magi og hæsblæsende oplevelser. Harry, Ron og Hermione kunne ligeså godt gå på en helt almindelig kostskole (for mit vedkommende kan jeg bedst sammenlige det med en efterskole). Tager man alle de lidt magiske elementer væk, så er det meste af denne Harry Potter-bog egentligt bare beskrivelser af deres hverdag.  Det overraskede mig lidt, for når jeg tænke på Harry Potter før jeg begyndte min genlæsning var mindet præget af meget større mængder af magi og mystik.

Selvom bogen har mange hverdagsbeskrivelser så er det stadig en god bog. Den er hyggelig at læse og de mange hverdagsglimt gør det let for børn og barnlige sjæle at leve sig ind i handlingen.

En anden ting jeg bed mærke i under læsningen var at det endnu engang er ved Halloween at det hele starter. I første bog er der en trold løs på skolen på Halloweens aften og i denne sker det første angreb også på ved Halloween. Halloween er åbenbart en meget vigtig dag.

Det sidste jeg skal tage stilling til er hvor mange stjerner bogen skal have og her er jeg lidt splittet. Skal jeg give den 5 stjerner fordi den vækker gode minder, er super hyggelig, og generelt bare er skøn at læse? Eller skal jeg være mere oprigtig og objektiv og kigge på bogen helt alene? I så fald ville jeg nok give 3 stjerner, men det er ikke muligt for mig at bedømme en bog helt uden at tage læseoplevelsen med i overvejelserne og i læseoplevelsen ligger naturligt en del minder. Derfor ender jeg denne gang på 4 stjerner. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Harry Potter and the Sorcerers Stone af J. K. Rowling

onsdag den 28. maj 2014




Harry Potter
and the Sorceres Stone

Serie: Harry Potter 1

J. K. Rowling

309 sider

Scolastic - 2013
Org. udgivet i 1997


Harry Potter er en af de bøger der er anmeldt et utal af gangen og der er snart ikke noget menneske på denne jord der ikke ved hvad den handler om. Derfor vil jeg ikke komme ret meget ind på handlingen her, men blot nøjes med et citat fra bagsiden og skrive lidt om min oplevelse af at læse den på engelsk.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
"It does not do to dwell on dreams and forget to live, remember that"
- Albus Dumbledore
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har aldrig været den helt store Harry Potter fan.  Da bøgerne udkom nægtede jeg at læse dem, fordi alle andre læste dem. Jeg må dog indrømme at historien lokkede mig til, da min mor læste den højt for min søster. Eftersom jeg ikke havde hørt det hele måtte jeg jo læse den selv, og så kom jeg i gang. Jeg har altid synes at Harry Potter bøgerne var gode, men aldrig så overdrevet at jeg har genlæst bøgerne flere gange. Sidste år fik jeg dog en enorm lyst til at genlæse bøgerne og forsøge mig med dem på engelsk.

Harry Potter and the Sorcerers Stone er ligeså hyggelig og god som jeg husker den. Under læsningen var jeg overrasket over hvor mange af replikkerne jeg kunne genkende fra filmen. Eftersom jeg har set filmen flere gange lagde jeg også specielt mærke til steder hvor bogen adskiller sig fra filmen. Ændringerne er ikke enorme her i første bog, men alligevel store nok til at jeg lagde mærke til dem.

Jeg synes ikke at den var svær at læse på engelsk, så jeg glæder mig til at genopleve resten af Harrys eventyr når jeg læser videre.

Forsiderne er desuden fantastiske på disse 15 års jubilæumsudgaver og jeg kan nogle gange tage mig selv i at sidde og beundre Hogwarts der træder frem på bøgerne rygge når de alle står sammen.  

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Nyt på reolen #2: Harry Potter

tirsdag den 28. januar 2014

Prøv at se hvad der ventede på mig i tirsdags da jeg kom hjem fra arbejde: En stor og blå postsæk. Sådan har jeg alligevel aldrig prøvet at modtage bøger.

I løbet af sidste år sneg en tanke sig langsomt ind i hovedet på mig. Jeg har fået lyst til at genlæse Harry Potter bøgerne, men denne gang skulle det altså foregår på engelsk og jeg ville egentligt også gerne have bøgerne selv, når de nu er en klassiker inden for fantasy. Jeg var dog meget i tvivl om hvilke bøger jeg ville have for Harry Potter findes jo i et utal af udgaver med mange forskellige forsider og indbindinger. Alt det ændrede sig da Frk. Hyms viste den flotte jubilæumsboks i september sidste år. Jeg havde set forsiderne inden, men ligesom Frk. Hyms så er jeg også faldet pladask for ryggen af bøgerne. Jeg elsker at de passer sammen og danner et plot motiv når de står på hylden. Bøgerne blev skrevet på ønskesedlen til jul, men da jeg ikke fik dem og havde penge fra julegaver der var blevet byttet så blev det smukke bokssæt klikket hjem. Meget passende ankom den store sæk fra Book Depository dagen efter min eksamen, så den fungerer også lidt som en gave til mig selv for at fejre mit første 12-tal på universitet (at den så er bestilt flere uger i forvejen fortæller vi ikke til nogen).

De fleste af jer har nok set billeder af sættet, men nu viser jeg også lidt frem.


















Jeg synes de er så fine og især bagsiderne er smukke og meget enkle selvom de selvfølgelig også er ret detaljeret (selvmodsigelse, jeg ved det, men det er sådan jeg har det).

Med bøgerne i hus kan jeg begynde læsningen. Jeg har kun læst bøgerne én gang på dansk og jeg har bestemt aldrig været den store Harry Potter fan. Ja da bøgerne kom nægtede jeg faktisk at læse dem. Så hvis I havde spurgt mig på et par år siden om jeg skulle læse bøgerne igen ville jeg have svaret nej, men alligevel sidder jeg her med et fint bokssæt - så et eller andet kan drengen med lynet i panden.

Book of Spells fra J. K. Rowling (Wonderbook til PS3)

søndag den 9. december 2012


Jeg er ikke vandt til at anmelde spil og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har spillet ret meget PlayStation før jeg fik denne bog/spil I hænderne. Alligevel kunne jeg ikke sige nej, da jeg fik muligheden for at afprøve denne nye form for bog. Jeg var nysgerrig efter at se hvad det var og hvordan det fungerede for ærligt talt havde jeg ikke fantasi til at forestille mig hvordan spillet skulle blive levende i min egen stue.

Vi starter lige med lidt af det tekniske, hvor jeg vil forsøge at fortælle hvad en Wonderbook er og alt sådan noget. Ved I allerede det kan I jo bare springe ned til anmeldelsen.

----------------------------------------------------------------------------------------------
Wonderbook'en i blød indbinding


Hvad er en Wonderbook?
Wonderbook er et nyt stykke tilbehør til playstation. Det er en blå bog med en blød indbinding og store tykke papsider. Det er ikke en bog man bare kan sætte sig at læse i, for indholdet på siderne er nogle mærkelige blå figurer. For at få indhold i sin Wonderbook skal man bruge en PlayStation Move controller og et PlayStation Eye kamera. Har man det vil bogen på magisk vis få indhold på skærmen alt efter hvilket spil man har puttet i maskinen.




----------------------------------------------------------------------------------------------

Book of Spells
Book of Spells er blevet til i et samarbejde mellem Playstation og Pottermore og foregår selvfølgelig i Harry Potters magiske verden. J. K. Rowling har selv bidraget med nye fortællinger og siger selv om bogen at ”det er det tætteste en Mugler kan komme på en rigtig tryllebog.

”I Harry Potters verden blev Book of Spells skrevet for over to hundrede år siden af Miranda Goshawk, forfatteren bag The Standard Book of Spells-serien. Book of Spells kan dog kun findes i den forbudte sektion i Hogwarts bibliotek. Det er en avanceret lærebog for elever, som vil hjælpe dem på deres rejse mod at blive fuldbårne hekse eller troldmænd. ” (fra pressemeddelelsen)

Vi kender alle sammen de kendte besværgelser fra både bøgerne og filmene og hvem har ikke ønsket sig at svinge tryllestaven, sige Wingardium Leviosa og så få ting til at flyve? Jeg husker i hvert fald tydeligt de scener fra filmen hvor Harry, Ron og Hermione lærer netop den besværgelse og det er med sikkerhed en af mine yndlings-besværgelser. Dette er muligt med Book of Spells hvor man i løbet af bogen lærer at kaste flere forskellige trylleformularer og skal øve sig i at bruge dem.

På skærmen bliver Wonderbook’en på magisk vis til Book of Spells og PlayStation Move-controlleren forvandles til en tryllestav. Man får selv lov til at vælge hvilket af de fire kollegier på Hogwarts man vil bo på og man kan endda knytte den sammen med en profil på Pottermore. Dette har jeg dog ikke selv prøvet da jeg ikke har en bruger på Pottermore (endnu – måske får jeg det). 

----------------------------------------------------------------------------------------------

Anmeldelse










Book of Spells  ¤  PlayStation i samarbejde med Pottermore og J. K. Rowling  ¤  2012

Da jeg første gang hørte om Wonderbook var jeg lidt skeptisk. Jeg er meget glad for mine bøger i papirform og kan ikke så godt li’ når nogen forsøger at lave meget om på den slags ting. Omvendt kan jeg godt li’ at ting nytænkes og udvikles, og det er netop hvad PlayStation har gjort. Jeg er positivt overrasket over teknologien til Wonderbook og selve spillet ”Book of Spells”.

--------------------------------------------------------------------------------------------- 
I hvert kapitel i bogen lærer man fire forskellige trylleformularer. Man introduceres til formularen og skal både lære at sige den højt og at lave bevægelsen med tryllestaven. Det fungerer faktisk og spillet reagere på om man siger noget eller ej, så selvom det kan lyde lidt fjollet at sidde og råbe trylleformularer til sit fjernsyn, så hjælper det alt andet lige i indlevelsen. Det er dog lidt ærgerligt at man i de senere øvelser ikke behøver sige besværgelserne, for det ville have været ret sejt.

Når man har lært besværgelsen skal man øve sig på den, for øvelse er det der gør elever på Hogwarts til store troldmænd eller hekse.  Bogen tryller en øvelse frem til en som man skal klare ved at bruge hovedet og den nylærte trylleformular. I slutningen af hvert kapitel er der en større øvelse hvor man skal benytte alle de besværgelser man har lært. Det er helt det bliver rigtigt sjovt, og har man først fundet frem til den rette stemning og levet sig ind i spillet fungerer det rigtigt godt. Jeg blev selv ret opslugt at de forskellige opgaver og gjorde alt for at gøre det så godt som muligt.

Undervejs i bogen er der ekstra historier om besværgelserne. Her har man selv mulighed for med sin trykkestav at påvirke handlingen lidt og det er faktisk ret underholdende. Der er også flere steder håndskrevne noter fra tidligere elever i bogen. Dem kan man også læse og så sker der ting og sager. Det er underholden små ekstra features og man kan lære ret meget om besværgelserne.

Ligesom på Hogwarts bliver man belønnet med hus point når man gør noget godt. Det kunne fungere ret godt, men desværre bruges det kun til at bedømme hvor godt man har klaret en given opgave. Der er ikke mulighed for at gå ind og se de optjente point, så man ved ikke rigtigt hvor mange man har sparet op. Det kunne også være fedt hvis man ved hjælp af hus point kunne konkurrere med andre spillere.

Der hvor jeg blandt andet synes at Wonderbook’en gør det rigtigt godt er de tidspunkter hvor man f.eks. skal børste støv af bogen ved fysisk at børste det væk fra sin wonderbook, eller hvor man skal vippe bogen for at hælde vand af den eller se ned i et dybt hul i siden. Her hvor man helt fysisk skal bruge bogen er nyt for mig og jeg synes i høj grad at det fungerer.

Der er en fortællerstemme på bogen som fortæller hele historien. Den er rigtig hyggeligt og skifter lidt mellem en underviser der hjælper en gennem bogen og Miranda Goshawk der fortæller noget selv. Det er faktisk ret hyggeligt, men for større børn kan den i længden måske godt blive lidt irriterende når mange af de samme ting gentaget hver gang med skal lave en besværgelse. Heldigvis kan fortælleren slås fra, så man selv skal læse. På den måde minder spillet også mere om en bog som man selv læser og er ikke længere bare en oplæsnings-historie.

Målgruppen til Book of Spells er de 6-13 årige når det gælder alder. Dermed ikke sagt at spillet ikke kan spilles af andre. Er man Harry Potter fan er det da fantastisk at kunne leve sig ind i Harrys magiske verden og selv lære at kaste besværgelser. Jeg fandt det let at leve mig ind i universet og det var sjovt at prøve besværgelserne selv. Har man et barn der er vild med Harry Potter ville jeg ikke snyde det for muligheden for til dels selv at blive elev på Hogwarts.

Alt i alt har det været en god oplevelse at spille Book of Spells. Den benytter teknologien rigtigt godt og det er sjovt at kaste besværgelser. Desværre er spillet ikke ret langt og man bliver hurtigt færdig med det hele. Jeg savnede nogle flere øvelser hvor man kunne få lov til at bruge alle de besværgelser man har lært og ikke kun dem man lærte i det pågældende kapitel. Jeg ser muligheder for endnu flere udgivelser af tryllebøger der skal hjælpe en til at blive en endnu bedre heks eller troldmand.

Selve spillet har fået 3 stjerner. Jeg synes det er godt, men det er hurtigt gennemført og jeg ville som nævnt gerne have haft flere og mere komplekse øvelser. Selve teknologien er jeg imponeret af og det bliver spændende at se hvad der kommer af spil til Wonderbook’en.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Billeder
Lidt billeder fra da jeg selv spillede spillet. Det første direkte fra stuen hvor jeg sad. De næste er billeder er skærmen og hvad der sker på den.






Og så et enkelt billede jeg har lånt for at vise hvordan det ser ud når man er i gang med en øvelse/opgave/udfordring.

Billede af Rik Henderson fra siden pocket.lint.com



Bøger til anmeldelse #3

torsdag den 29. november 2012

Eller bog er så meget sagt, for det er jo faktisk både en bog og et PS3 spil. Nu ved de fleste sikkert godt hvad jeg taler om, for det er nemlig den nye Wonderbook "Book of Spells". Da Amalie fra PlayStation skrev om jeg ville anmelde den, sagde jeg straks ja, fordi jeg er nysgerrig på hvad dette nye format af en bog er. Der kommer efterhånden flere og flere bud på hvad fremtiden bog er for noget og den udvikling er jeg lidt interesseret i, fordi jeg ikke ønsker at den almindelige bog skal forsvinde. Bortset fra det, så ser jeg på de nye bud med spænding og jeg glæder mig til at se hvordan Wonderbook virker.

"Wonderbook er en helt ny interaktiv enhed, som via augmented reality får spillet til at komme til live foran dig." - sådan står der i den mail jeg fik. Det er en udvidelse til PlayStation 3, hvor man sidder med en bog foran sig som man kan bladre i. Jeg har ikke prøvet det endnu, men jeg vil komme med en frisk anmeldelse af systemet når jeg får det afprøvet.

Book of Spells er det første spil til Wonderbook, og er udviklet i samarbejde med J. K. Rowling. Og ja det er endnu en bog/spil i Harry Potters univers. Jeg vil komme meget mere ind på spillet i min anmeldelse af det. Nu synes jeg lige at I skal se hvordan sådan en Wonderbook ser ud. 






Jeg glæder mig til at prøve bogen/spillet og se hvad det er for noget og om det virkeligt kan være den nye bogform.

Tak til PlayStation for hele sættet.