Viser opslag med etiketten Helle Ryding. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Helle Ryding. Vis alle opslag

Trolddom og Falkefjer af Helle Ryding

torsdag den 12. november 2015




Trolddom og Falkefjer


Helle Ryding
Illustreret af Lars Fabel

128 sider

Nyt Nordisk Forlag - 2015

Anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
" >> Se, der kommer pigen med falken! << 
>> Hold hende væk fra jeres huse, hun er forbandet! <<
>> Falken er besat af en ond ånd. <<
>> Det er hendes døde kæreste. Jeg har hørt, at hun dræbte ham! << 
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Silja er på flugt. Hun er anklaget for at have myrdet den rige Ridder Regnars søn, den flotte og populære Egill.

Men Silja har ikke myrdet Egill. Egill er blevet forhekset af en ond troldkvinde og forvandlet til en falk. Nu følges han med Silja, som flakker ensomt rundt på Egills hest.

Alle steder er folk bange for at tale med hende. De har hørt rygter om, at Silja er en heks, og at falken er hendes døde forlovede. Og de jager Silja og falken væk med sten og hunde.

Men Silja er ikke nogen heks, hun er bare en fattig tjenestepige fra Ridder Regnars borg. Og hun holder af Egill og vil forfærdeligt gerne hjælpe ham. Men hun har hårdt brug for at finde nogen, som ved, hvordan man kan få ophævet den trolddom, der har gjort ham til falk.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Det er ikke så tit jeg læser bøger der er beregnet for børn (8-11 år), men Helle Ryding er en af mine danske yndlingsforfattere, så jeg var virkeligt nysgerrig efter at se hvad hun nu har skrevet. Og jeg kan love jer for at det er godt. Helle Ryding skriver dejligt let og selvom bogen er kort, så rummer den en hel historie med både skurk, mysterier, sjove troldmænd, og et lille gnist af kærlighed som er flettet så nænsomt ind i handlingen at man næsten ikke opdager det.

Bogen er fyldt med skønne tegninger, der gør rigtigt meget for bogens stemning. Silja er en fin hovedperson og Egill gør det godt som falk. Men den person jeg holder aller mest af i bogen er altså den ene af de to troldmænd som Silja møder. Sigurd Falkevinge er ret fantastisk og jeg elsker at læse om ham og den måde han langsomt vinder Siljas tillid.

Jeg kan på alle måde anbefale bogen her. Jeg kunne let forestille mig den som højtlæsningsbog for de lidt mindre eller som almindelig fritidslæsning for de 8-11 årige. Udover at jeg tror den fungerer til børn, så er den også helt fint til voksne. Jeg nød i hvert fald historien. Jeg synes det er vigtigt at børnebøger også kan nydes af voksne, så her rammer denne i hvert fald plet.


De fire vinde af Helle Ryding

søndag den 18. august 2013



De fire vinde


Serie: Morganas Kilder 2


Helle Ryding

309 sider
ISBN: 978-87-170-4265-0

Nyt Nordisk Forlag - 2012
Org. udgivet 2006


Bogen er et anmeldereksemplar fra Helle Ryding – meningerne er mine egne.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
”De fire vinde” starter hvor ”Den sorte ravns forbandelse” sluttede. Elycia har fundet ud af hvem hun er og hvor hun kommer fra. Sammen med athoradrengen Virtus drager hun af sted mod sin egen verden: Morgana. Det går dog ikke helt som planlagt. Elycias fjende nr. 1, Scarpia, har fundet ud af hvor hun befinder sig og snart starter en vild flugt for at slippe væk – og det tilmed i en verden Elycia ikke kender.

Elycias ven og læremester Illiander er samtidig meget syg og ligger i en dødlignende søvn efter han blev forgiftet af en af Scarpias håndlangere. Da alle andre er ved at miste håbet om at redde Illiander insisterer Elycia på at gøre et sidste forsøg og tager ud for at lede efter den meget sjældne blomst Lacrimara Veritas, der ifølge gamle sagn kan kurrere den dødlignende søvn. 
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der er nok af prøvelser for Elycia i dette andet bind af Helle Rydings trilogi Morganas Kilder. Det giver masser af handling og spænding når Elycia gør sig uvenner med en del i hendes forsøg på at redde sin ven.

I dette bind lærer man også meget mere om Morgana efterhånden som Elycia lære stedet at kende. Det er fedt og hører mere om den verden, da der i forrige bog hun var vage henvisninger til den. Nu får man virkeligt lov til at opleve flere dele af den verden.

Jeg synes at bogen var god, men hvad der lige gjorde det kan jeg ikke sætte fingeren på. Derfor lad være med at læse bogen for derefter at tage på tre ugers ferie med masser af oplevelser og først bagefter forsøge at skrive anmeldelsen. Dette er min fejl i dette tilfælde. Jeg har oplevet alt for meget andet spændende siden jeg læste bogen til at jeg helt kan sætte fingeren på alle de små detaljer. En ting er dog sikkert; Det er en god bog som er værd at læse.

Nu glæder jeg mig til at genlæse den sidste bog i serien og husker jeg ikke meget galt var den bog i sin tid min yndlings af de tre, så det bliver spændende at se hvad jeg synes om den i dag.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Morganas Kilder


Vinder af Den Sorte Ravns forbandelse

mandag den 27. maj 2013

I går sluttede blog touren og der var det også sidste dag man kunne deltage i konkurrencen om at vinde bogen "Den Sorte Ravns forbandelse" ad Helle Ryding. Det har været en fornøjelse at afholde konkurrencen for jer og det har været rigtigt hyggeligt at høre lidt om hvad jeres yndlings eventyr og sagn er.

Der endte med at være 29 lodder i konkurrencen fordelt på 14 deltagere. Det synes jeg er meget pænt.

Vinderen er fundet med Random.org via Rafflecopter og vinderloddet blev lod nr. 5. Personen bag dette lod er:

Laura

Mange gange tillykke med bogen. Jeg sender en mail til dig, så jeg kan få en adresse at sende bogen til. 

Blog Tour #9: Anmeldelse - Månebarn

lørdag den 25. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 9
Anmeldelse af Månebarn på alle blogs






ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Månebarn


Serie: Klintespind 3


Helle Ryding

288 sider
ISBN:  978-87-170-4341-1

Nyt Nordisk Forlag - 2013



Bogen er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag – meningerne er mine egne.

For at undgår spoilers, læs først bøgerne: Serpina og Ulvepige
Anmeldelsen indeholder ingen spoilers for Ulvepige, så læse roligt videre selvom I ikke har læst Ulvepige endnu.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Månebarn fortsætter lige efter en enorme cliffhanger som Ulvepige sluttede med. Eventyret fortsætter og Serpina forsøger stadig at befri sin familie der sidder indespærret i klinten og gøre verdenen fri for troldmanden og dæmonen Kherte. Hvordan det går hende, må I selv læse i bøgerne.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har aldrig rigtigt forstået dem der siger at de kan begynde at græde over en bog. Det er noget jeg ikke selv har oplevet – altså før i går da jeg læste Månebarn færdig. Okay, jeg græd ikke rigtigt men mine øjne blev blanke og jeg måtte blinke et par tårer væk før jeg kunne fortsætte læsningen. Når en bog rammer på den måde, så er der noget specielt over den og den er værd at holde fast i og huske for evigt. Jeg vil i hvert fald huske Månebarn som den første bog der fik mig til at fælde en tåre.

Når det er sagt så er det en fabelagtig afslutning på serien. Den er spændende og fremmanede de mest fantastiske billeder for mine indre øjne. Når Noatan kalder Undinen terner til sig og får dem til at danne billeder med farverne fra deres fjer træder de tydeligt frem for mig og jeg blev indimellem lidt i tvivl om hvor jeg egentligt var, fordi det hele virkede så levende.

Jeg elsker Serpina og jeg elsker hendes spinder Anaja. Jeg elsker Noatan og Augustin. Jeg elsker Selene. Jeg elsker tilmed Kherte for hendes fuldkomne ondskab. Jeg elsker at man aldrig rigtig ved hvad der skal ske og jeg elsker at der midt i alt håbløsheden alligevel er lidt håb der skaber lys i mørket.

Helle Ryding har taget de gamle sagn om klintekongen og elverpigerne til sig og gjort det til sit eget. Grundelementerne af de danske sagn findes, men de er bygget ind i Heller fantastiske verden hvor de har fået nyt liv. Helle har skabt en fortælling der spiller på følelserne. Jeg skrev det i min anmeldelse af Serpina for 1½ år siden og når jeg i dag sidder og fælder en tåre over de sidste par kapitler så er der noget om snakken. Man føler glæden, smerten, hadet, håbet, frygten og kærligheden.

Jeg kunne blive ved med snakke om hvor fantastisk jeg synes denne her bog afslutter serien, men jeg vil lade jer få fri så I har tid til at få fat i bogen og begynde at læse den selv.

Månebarn kan købes her: Arnold Busck

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Klintespind

Blog Tour #8: Anmeldelse - Ulvepige

fredag den 24. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 8
Anmeldelse af Ulvepige på alle blogs






ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Ulvepige


Serie: Klintespind 2


Helle Ryding

317 sider
ISBN:  978-87-170-4206-3

Nyt Nordisk Forlag - 2013 



Bogen er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag – meningerne er mine egne.

For at undgår spoilers, læs først bogen: Serpina

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Serpina begynder jagten på troldmanden så hun kan slå slangen ihjel og befri Undinen. Bagefter vil hun befri sin far og sine søstre der sidder indespærret i Klinten.

I Soria er alt forandret efter angrebet på Klinten har Broderskabet taget magten. Borgerne i Kora er tvunget til at arbejde for dem hvis de ikke vil miste livet. Serpina holder sig skjult på kroen os Petrina. Her forsøger hun sammen med Noatan at finde ud af hvor troldmanden er taget hen. Prins Augustin og hans venner holder sig også skjult på kroen. De forsøger at finde folk de kan stole på, så der atter kan blive fred i Soria.

Jeg vil ikke afsløre for meget, men kan dog sige at Serpina og Noatans rejse bliver lang, man hører mere om hvad Enhjørningernes Dal er og så bliver Gullveigs – månens – kræfter uddybet og får meget stor betydning for hele historien. Sidst men ikke mindst så spiller dæmonen Kherte  også en vis rolle.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ulvepige er en fantastisk fortsættelse til Serpina. Serpina må stå på egne ben og det passer godt til hende at hun får lov til at folde sig ud uden at have sin far stående i skyggen. Jeg kan ret godt li’ Serpina og jeg kan levende forestille mig hvor fantastisk – og samtidig enormt skræmmende – det vil være at stå over for en af klintemøerne med måner i øjnene og lysende hud. Jeg kan også levende forestille mig Serpinas edderkop Anaja, der sidder på hendes pande med de gyldne ringe omkring benene. Anaja er med til at gøre bogen helt speciel. Hun er en lille hjælper der tydeligt giver udtryk for sin mening, både med sin opførsel og de ting hun siger. I starten virkede det ikke som om Anaja brød sig specielt om Noatan, eller i det hele taget noget af det Serpina foretager sig. Jeg synes at det er fedt at Anaja er den lille stemme der stille spørgsmålstegn ved Serpinas handlinger.

Og så er der jo Noatan. Han er dejlig og hvis jeg ikke allerede sad herhjemme med en dejlig kæreste, så ville jeg ikke tøve med at kaste mig i armene på Noatan. Der er et eller andet specielt og mystisk over ham. Som bogen skrider frem lærer man ham bedre og bedre at kende. Noatan kommer fra Enhjørningernes Dal og netop det sted er omgivet af masser af mystik. Det eneste jeg vil sige er at man bliver meget klogere på hvad det er og personligt ville jeg elske at komme en tur forbi og se det hele med mine egne øjne.

Troldmanden er igennem det meste af bogen en figur vi oplever på afstand. Vi er stadig ikke sikre på hvem han er eller hvad hans forbindelse til dæmonen Kherte er. Det gør at han stadig er lidt mystisk.  

Her til slut vil jeg blot komme med en lille advarsel. Kan man ikke fordrage bøger med en ordentligt cliffhanger som afslutning så er dette en bog man skal holde sig langt fra. Heldigvis er der ingen ventetid på tredje bog, Månebarn, så jeg kan klart anbefale at anskaffe sig begge bøger på samme tid, så man undgår at holde pause mellem dem. Selv kan jeg ikke vente med at læse mere og se hvor historien bringer Serpina hen.

Ulvepige kan købes her: Arnold Busck

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Klintespind

Blog Tour #6: Interview med Serpina Mithramsdatter

onsdag den 22. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 6
Interview med Serpina her på bloggen
Læs nye ukendte tekster hos Boglabyrinten





ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à




Serpina Mithramsdatter er hovedpersonen i bogen Serpina.

En heldig interviewer har for en kort stund fået lov at rejse til Soria for at stille Serpina et par spørgsmål lige inden hendes ceremoni i brønden hos Undinen.
(Interviewet kan læses uden at man har læst Serpina, for der er ingen spoilers omkring handlingen)

Følg med på interviewerens rejse til Soria og blive klogere på hvem Serpina er. 

----------------------------------------------------------------------------------------------
Det er nok det mærkeligste sted, jeg indtil nu har siddet og interviewet nogen. Det er efterår. Morgenluften er fugtig, og solen er på vej op. Jeg sidder bag en høj, bred gravsten på en kirkegård sammen med den unge klintemø, Serpina Mithramsdatter. Hun kommer her på kirkegården hver morgen ved solopgang sammen med sine søstre for at samle offergaver, som kvinder fra egnen lægger på klintemøernes mødres grave.

Jeg har siddet her på Serpinas mors grav og ventet i flere timer, før hun og hendes søstre kom. Og det er kun, fordi jeg selv er af hunkøn, at jeg kan komme så tæt på dem. Heldigvis blev Serpina meget nysgerrig, da hun opdagede mig, og jeg fortalte hende, at der er mange fra min verden, som gerne vil kende hendes svar på de spørgsmål, jeg vil stille hende.

Kirkegården virker øde. Ja, altså lige bortset fra de bevæbnede krigere i sorte kapper, der skridter rundt mellem gravene på mindst lige så sorte heste. Ved første øjekast ligner de almindelige unge mænd. Men når jeg ser deres ansigter, får jeg kuldegysninger, selvom Serpina griner og lover mig, at de ikke vil gøre mig noget. De har ingen øjne. Der sidder tågede, sorte skygger, hvor øjnene skulle have været. Det er gengangere, som Serpinas far har fået genoplivet i Underverdenen.

Jeg kan ikke se Serpinas søstre her på kirkegården, men jeg ved, at to af dem er her endnu for at følge hende hjem. Det er Eleonora og Laterna. De har gjort sig usynlige i et klintespind, men jeg kan høre, at de hvisker sammen. Lige nu kan jeg godt ærgre mig over, at jeg kun har helt almindelige menneskeøjne og ikke kan se de fantastiske klintespind, de gemmer sig i.

Serpina sidder med ryggen mod gravstenen og har trukket benene op under sig. Hun har en lang, mørkegrå kappe på og lange læderstøvler, der når op til midt på lårene. Hun har ikke trukket hætten over hovedet, men her er også så mørkt under træerne, og jeg kun lige kan se konturerne af hendes ansigt. Hendes øjne lyser. Jeg har aldrig set noget lignende. De runde skiver ligner virkelig fuldmåner. Om nogle dage skal hun gennemgå en vigtig ceremoni, der vil få betydning for resten af hendes liv. Hvis hun består sin prøve hos vandånden i brønden, bliver hun usårlig, og hun bliver præstinde og må ride ud i landet sammen med sine søstre. Hvis hun ikke består, får hun kun lov til at tage væk fra klinten, når hun bliver fulgt af sin far. Det emne vil hun ikke have, at vi taler om.

Hun vipper utålmodigt med en fod og forklarer, at hun og de to af hendes to søstre, der venter, ikke må blive her for længe. Jeg skynder mig at få begyndt på de spørgsmål, jeg har forberedt hjemmefra.

– Du har ni søstre, hvordan har det været at vokse op med dem som en af de yngste?

Serpina griner lidt anstrengt, da jeg har stillet spørgsmålet.

– Det er godt at vi er så mange. Sammen med min far og Bjørka og svendene er vi et helt folk. Hun nikker ivrigt til mig, men det er vist mest for at overbevise sig selv, for nu fortsætter hun i en mere hektisk tone: Men det er altså også irriterende, at de andre altid kalder Selene og Silvia og mig for ”de små”. Det gør min far også engang imellem. Ja … altså, ikke så meget Selene mere. Men det er også næsten umuligt at komme til at tale med min far, uden at de andre ved det eller hører, hvad jeg taler med ham om. De opdrager på mig og bestemmer over mig og ved altid bedre. Mine ældre søstre skal forberede mig og lære mig op i at tjene som Undinens præstinde. Tit er de søde nok. Men engang imellem prøver de at skræmme mig med uhyggelige historier om ceremonien i brønden bare for at drille. De tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg ikke er bange. Det gør min far heldigvis. Han er stolt af mig, fordi jeg er den bedste af os til at skyde med bue og pil. Jeg har nedlagt flere vildsvin, end Edda har gjort i hele sit liv. Og hun er endda tredjeældst. Det er det eneste, der hjælper. At være bedst til noget. Jeg vil ikke bare være ”en af de små” …

Jeg får fornemmelsen af, at vi ikke når flere spørgsmål, hvis jeg ikke skynder mig med at stille det næste spørgsmål.

– Hvordan mødte du Anaja, og hvad betyder hun for dig?

Jeg har kun lige nævnt spinderens navn, før den sorte edderkop kryber frem fra sit skjul bag Serpinas øre. Selvom her er mørkt, kan jeg sagtens se spinderen, for hun er temmelig stor. Hun har mega lange og lodne ben og bevæger sig op på Serpinas pande i et værdigt tempo. Serpina fører en finger til panden og berører flygtigt sin spinder, før hun svarer mig.

– Anaja og jeg har altid haft hinanden. Min far havde hende med hjem til mig fra en af sine rejser. Men jeg var så lille dengang, at jeg ikke selv kan huske det. Anaja er nærmest en del af mig selv, hun er rigtig god til at gætte, hvad jeg tænker … og jeg er også god til at gætte, hvad hun tænker. Hvis jeg ikke havde Anaja, ville jeg ikke kunne lave klintespind. Av! Serpina griner højt, for Anaja bider hende i pandehåret. – Anaja siger, at uden hende havde jeg heller ikke haft hendes øjne til hjælp og været den bedste med bue og pil.

– Er det svært at lære, hvordan man laver klintespind?

– Ja, det er det! Serpina ser fast på mig med de lysende øjne. – Det tager mange år at lære at lave dem, så de bliver stærke nok og får den rigtige kraft. Ellers virker de ikke, som de skal. Spindene får mere kraft, jo flere detaljer vi giver dem.

– Kan du vise os et eksempel på et simpelt klintespind?

– Jeg må altså ikke vise vores klintespind til nogen. Men du kan få lov til at mærke virkningen. Jeg kan tegne et spind på din pande, så du falder i søvn …

Der er kommet et farligt glimt i hendes øjne. Hun gnider lynhurtigt to fingerspidser mod hinanden og løfter hånden op mod mit ansigt. Jeg værger for mig og takker høfligt nej. Hun smiler drillende, og jeg stiller hende hurtigt mit næste spørgsmål.

– Du er 97 år, og I klintemøer er så godt som udødelige. Hvornår betragtes man som voksen?

– Når Gullveigs lys … altså månen … begynder at lyse ud af vores øjne, er det tegn på, at vi er parate til at blive præstinder. Vi bliver voksne den nat, vi gennemgår prøven i brønden hos Undinen. Også selvom vi ikke består prøven. Kan du se, at månen lyser ud af mine øjne lige nu?

Serpina ser direkte på mig med de lysende øjne. Hun er ligesom ikke helt rolig, før jeg nikker og siger, at jeg godt kan se månerne.

– Hvordan er det at vide, at man lever evigt når alle andre uden for klinten med tiden dør?

– Jeg synes, det er lidt synd for mennesker, at de lever så kort og ikke kan nå at gøre alt det, de drømmer om, før de bliver gamle og rynkede og Rames kalder på dem. Jeg har set hele slægter dø ud og forsvinde. Mit folk vil altid eksistere, vi var her, og vi er her, og vi vil altid være her. Min far siger, at vi er som klinten og stenene og jorden og bjergene og havene, de er her også, når vi træder ind i nye århundreder. Jeg kan rejse ud og se verden, og jeg kan komme tilbage og rejse ud igen, lige så tit jeg vil. Hvis bare min far giver mig lov …

– Hvad er dit bedste minde om din far, Mithram? 

Serpina lægger nakken tilbage og smiler op til himlen. Det er ved at blive helt lyst nu, og jeg kan se på hende, at hun tænker på noget rart.

– Jeg elsker, når det bare er ham og mig, der rider ud sammen. Det gør vi ikke så tit, fordi vi er så mange. Engang viste han mig, hvor en af hans ulve lå med et kuld nyfødte hvalpe. En af hvalpene var min Varar. Min far gav mig lov til at prøve at opdrage hende og vise ham, om jeg kunne få en god og lydig ulv ud af hende. Det øjeblik har jeg gemt i min hjerte lige siden. Varar er helt min ulv nu … ja, altså … så meget min som en rigtig ulv kan blive …

– Hvad er din største drøm? 

Igen ser Serpina drømmende op mod himlen mellem grenene, før hun svarer.

– At rejse ud og se verden sammen med min far, jeg vil så gerne have ham til at vise mig Enhjørningernes Dal. Men jeg ønsker mig allermest, at vi finder troldmanden og Slangen og slår dem ihjel. Jeg har tit forestillet mig, hvordan det bliver … min far støder sit sværd i troldmanden, og jeg hugger hovedet af Slangen!

Hun drejer hovedet med et ryk og ser på mig med et dræberblik, så jeg med ét bliver alt for opmærksom på den sortklædte kriger, der vogter på os fra den anden side af gravstenen. Jeg kan godt selv høre, at min stemme ryster lidt, da jeg stiller mit næste spørgsmål.

– Hvordan ville en perfekt dag være for dig? 

Serpina ler løssluppent, så det klinger ud over hele kirkegården.

– Det er en dag, der begynder tidligt om morgenen. Når min far har opdaget, at der er fremmede krigsskibe på vej mod kysten, så bliver han hjemme på klinten og laver en meget tæt tåge til dem. Jeg er med ham, når han rider langs med skrænten og blæser i hornet for at lægge tågen rigtig godt til rette. Imens skibene forvilder sig ind i tågen … det kan sagtens tage hele dagen … laver min far konkurrencer med os alle sammen. Vi rider om kap, skyder på alle mulige mål med bue og pil, og hvis det skal være helt perfekt, står vi andre og ser på, at min far og Bjørka og svendene fægter for sjov. Bagefter rider jeg en lang tur langs stranden på Løvinden. Jeg har Varar med. Om eftermiddagen rider vi jagt. Og om aftenen holder vi en ceremoni for Undinen eller måske ligefrem for Gullveig, og bagefter er der festmiddag i Klintesalen. Min far fører an i kædedansen gennem hele borgen, og når Gullveig er på sit højeste, rider vi alle sammen ud til skrænten og ser på, at min far kalder uvejr ned over alle de fjendtlige skibe og slår dem i stykker mod revene. Mig og mine søstre undersøger alle de døde krigere og udvælger de bedste til min far. Vi finder på navne til dem. Silvia elsker blomsternavne. Det synes jeg, er lidt fjollet. Jeg kan bedre lide dyrenavne … Bjørn, Wolf, Varg, Ursus og den slags ...

Det lader virkelig til, at hun synes, det er en ære for fjendens krigere at dø og blive svende for hendes far. Jeg trænger til at skifte emne. Heldigvis har jeg forberedt tre spørgsmål mere.

– Hvordan har du det med at dit navn betyder slange, ligesom navnet på jeres fjende?

– Det har jeg det fint med! Undinen valgte det til mig, allerede før jeg blev født. Hun ville kun give det til én, der var modig nok. Jeg håber, det også betyder, at jeg en dag finder Slangen og dræber den!

Serpina slår iltert med nakken og lægger højre hånd på sværdskæftet. Fra den anden side af gravstenen griner hendes væbner grumt. Jeg er oprigtigt glad for, at det ikke er mig, der er Slangen.

– Serpina, hvordan ser det ud med kærligheden? Drømmer du nogensinde om at få en kæreste? 

Hun spærrer øjnene op og griner. Stemningen letter.

– En kæreste?! Jeg er Klintekongens datter. Hvem skulle det være? Ingen mand må se på mig uden at min far hugger hovedet af ham. Men jeg er altså også ligeglad med mænd. Jeg vil være præstinde, tjene Undinen og Gullveig, og ride ud sammen med mine søstre. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi blev flere. Et større folk. Måske har min far tænkt det samme. Og hvis nu den helt rigtige mand kom til klinten … en som min far bryder sig om …

Vi bliver afbrudt af Eleonora, der råber.

– Serpina, nu må du komme. Vi er nødt til at ride hjem!

Jeg når lige at stille hende det sidste spørgsmål, idet hun rejser sig.

 Hvad kan vi forvente os af din historie i Ulvepige og Månebarn?

Serpina ser uforstående på mig og spørger:

– Hvem er Ulvepige og Månebarn?

Nu kalder hendes søster igen.

– Serpina, vi skal hjem … inden Bjørka begynder at undre sig … kom nu!

– Ja, ja, jeg kommer nu!

Serpina ser efter sine søstre og vender sig igen mod mig.

– Jeg er nødt til følges med dem. Jeg må ikke ride hjem herfra alene. Min far bliver rasende.

Jeg rækker hånden frem og vil sige tak. Men hun forstår det vist ikke. Hun lægger hånden mod hjertet, smiler og vender sig væk. Hendes klintemare træder ud fra træernes skygge. Jeg anede ikke, at den var der. Men den har åbenbart hele tiden stået musestille lige ved siden af hende. Jeg kan høre, at søstrene råber og griner til hinanden, da de rider ud fra kirkegården sammen med deres væbnere. Mon det er mig, der har leveret underholdningen? Uden for kirkegårdsmuren venter min ledsager, forfatteren, for at følge mig tilbage til min egen verden.
----------------------------------------------------------------------------------------------

Det var interviewet og jeg får altså ret meget lyst til at møde Serpina selv og snakke med hende. Jeg er også helt vildt nysgerrig efter hvordan klintespindene ser ud, men det skal man nok ikke spørge for meget ind til med mindre man vil have sig en god lang lur.

Husk også at se de ukendte tekster hos Boglabyrinten i dag.

I morgen er der mere spændende blog tour. Ses vi?

Blog Tour #3: Anmeldelse - Serpina

søndag den 19. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 3
Anmeldelser af "Serpina" på alle blogs

Frk. Hyms - Boglabyrinten - Læsehestens blog
Sus' bogblog - Bøger på Tværs



ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Serpina


Serie: Klintespind 1


Helle Ryding

414 sider
ISBN:  978-87-170-4190-5

Nyt Nordisk Forlag - 2011



---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogen handler kort fortalt om pigen Serpina Mithramsdatter. Hun er datter af Klintekongen Mithram der lever i klinten på Sorias kyst. Vi møder Serpina lige inden hun skal indvies som præstinde hos Undinden. Kort tid efter begynder der at ske mystiske ting. Fremmede mænd sniger sig rundt på klinten og Serpina får en brændende lyst til at finde ud af hvem de er og hvorfor de er der. Det viser sig at blive et farligt spil der bl.a. indblandet klintekongens største fjende, Slangen.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg læste Serpina første gang lige da den udkom og skrev anmeldelsen her: Serpina af Helle Ryding
Senere læste jeg bogen igen inden jeg lavede dette interview med Helle Ryding: Interview med Helle Ryding

Jeg har derfor grundet mangel på tid valgt ikke at læse bogen for tredje gang. Derudover synes jeg ikke at det giver mening at skrive endnu en anmeldelse af bogen for sidste gang roste jeg den til skyerne og jeg kan stadig rigtigt godt li' den. En trejde gennemlæsning vil ikke ændre på det, så her får I lige et par citater fra min tidligere anmeldelse af bogen.

"Der er en ting der gør Helle Rydings bøger helt unikke. Hun skaber fantastiske fantasyverdener og eventyr bygget på danske og nordiske sagn, myter og gamle historier. ... ... Jeg synes at det er fedt at der kan skabes så god og spændende fantasy ud fra vores egen historie og vores egne mytologiske skabninger."

"Serpina er en bog der rammer utroligt mange følelser. Man føler kærligheden mellem klintemøerne og følger også deres forskellige kampe og hemmeligheder. Man føler Mitrams helt utrolige vrede, når han kalder uvejret ind over kysten. Og man føler den store palette af følelser som Serpina må gå igennem for at finde frem til sandheden."


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Klintespind

Blog Tour #2: Konkurrence - Den Sorte Ravns forbandelse

lørdag den 18. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 2
Konkurrence om Morganes Kilder #1 her på bloggen
Læs nye ukendte tekster hos Frk. Hyms

Frk. Hyms - Boglabyrinten - Læsehestens blog
Sus' bogblog - Bøger på Tværs


ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Så er det tid til denne Blog Tours første konkurrence. Her har du mulighed for at vinde bogen "Den Sorte Ravns forbandelse" af Helle Ryding. Det er første bog i serien Morgans Kilder som er en serie fyldt med eventyr og masse af nordiske undertoner.

Læs anmeldelserne fra i går her: Frk. Hyms - Boglabyrinten - Læsehestens blog - Sus' bogblog - Bøger på Tværs

Du deltager i konkurrencen ved at logge ind i rafflecopter-boksen herunder med et navn og email (eller facebook). Email bruges kun til at kontakte vinderen. Derefter er der mulighed for at optjene lodder ved at gøre de ting der er angivet nedenfor. F.eks. skrive en kommentar til indlægget her med svar på spørgsmålet eller fortælle andre om blog touren på f.eks. twitter. Det er vigtigt at I husker at gøre det der står, da jeg ellers vil sortere lodder fra der ikke opfylder betingelserne.

Det er også muligt 'bare' at deltage med et enkelt og helt gratis lod. Bare klik på det gratis lod i rafflecopter boksen og så er I med.

Konkurrencen kører til og med d. 26. maj og vinderen offentliggøres d. 27. maj.
Alle med dansk postadresse kan deltage og vinderen kontaktes pr. email. Svarer vinderen ikke inden for 14 dage, trækkes en ny vinder.


a Rafflecopter giveaway

Blog Tour #1: Anmeldelse - Den Sorte Ravns forbandelse

fredag den 17. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 1
Anmeldelser af "Den Sorte Ravns forbandelse" på alle blogs

Frk. Hyms - Boglabyrinten - Læsehestens blog
Sus' bogblog - Bøger på Tværs



ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Den Sorte Ravns forbandelse


Serie:  Morganas Kilder 1


Helle Ryding

352 sider
ISBN:  978-87-170-4263-6

Nyt Nordisk Forlag - 2012
Org. udgivet i 2005




Bogen er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag – meningerne er mine egne.

Den Sorte Ravns forbandelse er første bog i trilogien Morganas Kilder. Det er anden gang jeg læser bogen da jeg læste hele serien tilbage i 2008, men det har bestemt ikke gjort oplevelsen mindre. Jeg kunne svagt huske hvad bogen handlede om - alligevel overraskede den mig gang på gang og jeg følte mig underholdt hele vejen igennem.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Elisa bor på Svaneborg – her blev hun afleveret som spæd og ingen ved hvor hun kommer fra eller hvorfor hun blev sat på Svaneborgs trappesten en mørk og blæsende Allehelgensnat. Elisa har altid været anderledes. F.eks. vokser hendes hår syv gange hurtigere end normalt og hun ved altid hvordan alle stjerner og planer står på himlen. Nu er hun blevet 12 år og der begynder at ske mærkelige ting omkring hende.

Et 12 år gammelt brev dukker op, og da Elisa begynder at stille spørgsmål om hvor hun kommer fra forandres hendes trykke tilværelse på Svaneborg. Derudover dukker en mystisk mand med en høg op på herregården og Elisa kan bestemt ikke lide hverken ham eller fuglen. En nat lokkes hun til at ridde ud til Ellemosen hvor mosefolket, svartalfer lokke hende ud i det bundløse mudder.

Hvem er Elisa og hvor kommer hun fra? Læs bogen og følg med på starten af Elisas rejse for at finde ud af hvem hun er.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg kan synes ret godt om denne bog. Elisa er en dejlig hovedperson, hun er egenrådig og vil helts gå sine egne veje. Jeg elsker at der i en forholdsvis moderne verden indblandes så mange af de nordiske overnaturlige væsener; elvere, mosekonen, svartalfer, nisser og gnomer. De er flettet ind i vores verden på en rigtig fin og realistisk måde.

Leander er alle tiders. Han er på en måde den trykke person Elisa altid kan vende tilbage til, men han er også lidt mystisk fordi man egentligt ikke ved noget om ham. Ligesom Elisa afskyr jeg også Gorwe og hans høg, men bliver ind imellem oprigtigt i tvivl om hans hensigter – præcis ligesom Elisa. Når jeg læse bogen føler jeg næsten at jeg er Elisa og det kan kun betyde at forfatteren kan sit kram.

 ”Den Sorte Ravns forbandelse” er kun starten på historien og der venter så meget mere i de næste bøger. Min opfordring til jer: Læs ”Den Sorte Ravns forbandelse”, for når I først har læst den kan I ikke lade være med at læse de næste bøger i serien.

Bonusinfo: Rigtigt mange af navnene i Morganes Kilder har en bestemt betydning heller hentyder til et eller andet. Prøv at læg mærke til det når I læser bøgerne.

Alle tre bøger i serien kan købes her: Arnold Busck

Husk også at læse de andres anmeldelser af Den Sorte Ravns forbandelse: Frk. Hyms - Boglabyrinten - Læsehestens blog - Sus' bogblog - Bøger på Tværs

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Morganas Kilder