Viser opslag med etiketten Klintespind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klintespind. Vis alle opslag

Blog Tour #9: Anmeldelse - Månebarn

lørdag den 25. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 9
Anmeldelse af Månebarn på alle blogs






ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Månebarn


Serie: Klintespind 3


Helle Ryding

288 sider
ISBN:  978-87-170-4341-1

Nyt Nordisk Forlag - 2013



Bogen er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag – meningerne er mine egne.

For at undgår spoilers, læs først bøgerne: Serpina og Ulvepige
Anmeldelsen indeholder ingen spoilers for Ulvepige, så læse roligt videre selvom I ikke har læst Ulvepige endnu.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Månebarn fortsætter lige efter en enorme cliffhanger som Ulvepige sluttede med. Eventyret fortsætter og Serpina forsøger stadig at befri sin familie der sidder indespærret i klinten og gøre verdenen fri for troldmanden og dæmonen Kherte. Hvordan det går hende, må I selv læse i bøgerne.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har aldrig rigtigt forstået dem der siger at de kan begynde at græde over en bog. Det er noget jeg ikke selv har oplevet – altså før i går da jeg læste Månebarn færdig. Okay, jeg græd ikke rigtigt men mine øjne blev blanke og jeg måtte blinke et par tårer væk før jeg kunne fortsætte læsningen. Når en bog rammer på den måde, så er der noget specielt over den og den er værd at holde fast i og huske for evigt. Jeg vil i hvert fald huske Månebarn som den første bog der fik mig til at fælde en tåre.

Når det er sagt så er det en fabelagtig afslutning på serien. Den er spændende og fremmanede de mest fantastiske billeder for mine indre øjne. Når Noatan kalder Undinen terner til sig og får dem til at danne billeder med farverne fra deres fjer træder de tydeligt frem for mig og jeg blev indimellem lidt i tvivl om hvor jeg egentligt var, fordi det hele virkede så levende.

Jeg elsker Serpina og jeg elsker hendes spinder Anaja. Jeg elsker Noatan og Augustin. Jeg elsker Selene. Jeg elsker tilmed Kherte for hendes fuldkomne ondskab. Jeg elsker at man aldrig rigtig ved hvad der skal ske og jeg elsker at der midt i alt håbløsheden alligevel er lidt håb der skaber lys i mørket.

Helle Ryding har taget de gamle sagn om klintekongen og elverpigerne til sig og gjort det til sit eget. Grundelementerne af de danske sagn findes, men de er bygget ind i Heller fantastiske verden hvor de har fået nyt liv. Helle har skabt en fortælling der spiller på følelserne. Jeg skrev det i min anmeldelse af Serpina for 1½ år siden og når jeg i dag sidder og fælder en tåre over de sidste par kapitler så er der noget om snakken. Man føler glæden, smerten, hadet, håbet, frygten og kærligheden.

Jeg kunne blive ved med snakke om hvor fantastisk jeg synes denne her bog afslutter serien, men jeg vil lade jer få fri så I har tid til at få fat i bogen og begynde at læse den selv.

Månebarn kan købes her: Arnold Busck

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Klintespind

Blog Tour #8: Anmeldelse - Ulvepige

fredag den 24. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 8
Anmeldelse af Ulvepige på alle blogs






ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Ulvepige


Serie: Klintespind 2


Helle Ryding

317 sider
ISBN:  978-87-170-4206-3

Nyt Nordisk Forlag - 2013 



Bogen er et anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag – meningerne er mine egne.

For at undgår spoilers, læs først bogen: Serpina

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Serpina begynder jagten på troldmanden så hun kan slå slangen ihjel og befri Undinen. Bagefter vil hun befri sin far og sine søstre der sidder indespærret i Klinten.

I Soria er alt forandret efter angrebet på Klinten har Broderskabet taget magten. Borgerne i Kora er tvunget til at arbejde for dem hvis de ikke vil miste livet. Serpina holder sig skjult på kroen os Petrina. Her forsøger hun sammen med Noatan at finde ud af hvor troldmanden er taget hen. Prins Augustin og hans venner holder sig også skjult på kroen. De forsøger at finde folk de kan stole på, så der atter kan blive fred i Soria.

Jeg vil ikke afsløre for meget, men kan dog sige at Serpina og Noatans rejse bliver lang, man hører mere om hvad Enhjørningernes Dal er og så bliver Gullveigs – månens – kræfter uddybet og får meget stor betydning for hele historien. Sidst men ikke mindst så spiller dæmonen Kherte  også en vis rolle.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ulvepige er en fantastisk fortsættelse til Serpina. Serpina må stå på egne ben og det passer godt til hende at hun får lov til at folde sig ud uden at have sin far stående i skyggen. Jeg kan ret godt li’ Serpina og jeg kan levende forestille mig hvor fantastisk – og samtidig enormt skræmmende – det vil være at stå over for en af klintemøerne med måner i øjnene og lysende hud. Jeg kan også levende forestille mig Serpinas edderkop Anaja, der sidder på hendes pande med de gyldne ringe omkring benene. Anaja er med til at gøre bogen helt speciel. Hun er en lille hjælper der tydeligt giver udtryk for sin mening, både med sin opførsel og de ting hun siger. I starten virkede det ikke som om Anaja brød sig specielt om Noatan, eller i det hele taget noget af det Serpina foretager sig. Jeg synes at det er fedt at Anaja er den lille stemme der stille spørgsmålstegn ved Serpinas handlinger.

Og så er der jo Noatan. Han er dejlig og hvis jeg ikke allerede sad herhjemme med en dejlig kæreste, så ville jeg ikke tøve med at kaste mig i armene på Noatan. Der er et eller andet specielt og mystisk over ham. Som bogen skrider frem lærer man ham bedre og bedre at kende. Noatan kommer fra Enhjørningernes Dal og netop det sted er omgivet af masser af mystik. Det eneste jeg vil sige er at man bliver meget klogere på hvad det er og personligt ville jeg elske at komme en tur forbi og se det hele med mine egne øjne.

Troldmanden er igennem det meste af bogen en figur vi oplever på afstand. Vi er stadig ikke sikre på hvem han er eller hvad hans forbindelse til dæmonen Kherte er. Det gør at han stadig er lidt mystisk.  

Her til slut vil jeg blot komme med en lille advarsel. Kan man ikke fordrage bøger med en ordentligt cliffhanger som afslutning så er dette en bog man skal holde sig langt fra. Heldigvis er der ingen ventetid på tredje bog, Månebarn, så jeg kan klart anbefale at anskaffe sig begge bøger på samme tid, så man undgår at holde pause mellem dem. Selv kan jeg ikke vente med at læse mere og se hvor historien bringer Serpina hen.

Ulvepige kan købes her: Arnold Busck

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Klintespind

Blog Tour #6: Interview med Serpina Mithramsdatter

onsdag den 22. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 6
Interview med Serpina her på bloggen
Læs nye ukendte tekster hos Boglabyrinten





ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à




Serpina Mithramsdatter er hovedpersonen i bogen Serpina.

En heldig interviewer har for en kort stund fået lov at rejse til Soria for at stille Serpina et par spørgsmål lige inden hendes ceremoni i brønden hos Undinen.
(Interviewet kan læses uden at man har læst Serpina, for der er ingen spoilers omkring handlingen)

Følg med på interviewerens rejse til Soria og blive klogere på hvem Serpina er. 

----------------------------------------------------------------------------------------------
Det er nok det mærkeligste sted, jeg indtil nu har siddet og interviewet nogen. Det er efterår. Morgenluften er fugtig, og solen er på vej op. Jeg sidder bag en høj, bred gravsten på en kirkegård sammen med den unge klintemø, Serpina Mithramsdatter. Hun kommer her på kirkegården hver morgen ved solopgang sammen med sine søstre for at samle offergaver, som kvinder fra egnen lægger på klintemøernes mødres grave.

Jeg har siddet her på Serpinas mors grav og ventet i flere timer, før hun og hendes søstre kom. Og det er kun, fordi jeg selv er af hunkøn, at jeg kan komme så tæt på dem. Heldigvis blev Serpina meget nysgerrig, da hun opdagede mig, og jeg fortalte hende, at der er mange fra min verden, som gerne vil kende hendes svar på de spørgsmål, jeg vil stille hende.

Kirkegården virker øde. Ja, altså lige bortset fra de bevæbnede krigere i sorte kapper, der skridter rundt mellem gravene på mindst lige så sorte heste. Ved første øjekast ligner de almindelige unge mænd. Men når jeg ser deres ansigter, får jeg kuldegysninger, selvom Serpina griner og lover mig, at de ikke vil gøre mig noget. De har ingen øjne. Der sidder tågede, sorte skygger, hvor øjnene skulle have været. Det er gengangere, som Serpinas far har fået genoplivet i Underverdenen.

Jeg kan ikke se Serpinas søstre her på kirkegården, men jeg ved, at to af dem er her endnu for at følge hende hjem. Det er Eleonora og Laterna. De har gjort sig usynlige i et klintespind, men jeg kan høre, at de hvisker sammen. Lige nu kan jeg godt ærgre mig over, at jeg kun har helt almindelige menneskeøjne og ikke kan se de fantastiske klintespind, de gemmer sig i.

Serpina sidder med ryggen mod gravstenen og har trukket benene op under sig. Hun har en lang, mørkegrå kappe på og lange læderstøvler, der når op til midt på lårene. Hun har ikke trukket hætten over hovedet, men her er også så mørkt under træerne, og jeg kun lige kan se konturerne af hendes ansigt. Hendes øjne lyser. Jeg har aldrig set noget lignende. De runde skiver ligner virkelig fuldmåner. Om nogle dage skal hun gennemgå en vigtig ceremoni, der vil få betydning for resten af hendes liv. Hvis hun består sin prøve hos vandånden i brønden, bliver hun usårlig, og hun bliver præstinde og må ride ud i landet sammen med sine søstre. Hvis hun ikke består, får hun kun lov til at tage væk fra klinten, når hun bliver fulgt af sin far. Det emne vil hun ikke have, at vi taler om.

Hun vipper utålmodigt med en fod og forklarer, at hun og de to af hendes to søstre, der venter, ikke må blive her for længe. Jeg skynder mig at få begyndt på de spørgsmål, jeg har forberedt hjemmefra.

– Du har ni søstre, hvordan har det været at vokse op med dem som en af de yngste?

Serpina griner lidt anstrengt, da jeg har stillet spørgsmålet.

– Det er godt at vi er så mange. Sammen med min far og Bjørka og svendene er vi et helt folk. Hun nikker ivrigt til mig, men det er vist mest for at overbevise sig selv, for nu fortsætter hun i en mere hektisk tone: Men det er altså også irriterende, at de andre altid kalder Selene og Silvia og mig for ”de små”. Det gør min far også engang imellem. Ja … altså, ikke så meget Selene mere. Men det er også næsten umuligt at komme til at tale med min far, uden at de andre ved det eller hører, hvad jeg taler med ham om. De opdrager på mig og bestemmer over mig og ved altid bedre. Mine ældre søstre skal forberede mig og lære mig op i at tjene som Undinens præstinde. Tit er de søde nok. Men engang imellem prøver de at skræmme mig med uhyggelige historier om ceremonien i brønden bare for at drille. De tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg ikke er bange. Det gør min far heldigvis. Han er stolt af mig, fordi jeg er den bedste af os til at skyde med bue og pil. Jeg har nedlagt flere vildsvin, end Edda har gjort i hele sit liv. Og hun er endda tredjeældst. Det er det eneste, der hjælper. At være bedst til noget. Jeg vil ikke bare være ”en af de små” …

Jeg får fornemmelsen af, at vi ikke når flere spørgsmål, hvis jeg ikke skynder mig med at stille det næste spørgsmål.

– Hvordan mødte du Anaja, og hvad betyder hun for dig?

Jeg har kun lige nævnt spinderens navn, før den sorte edderkop kryber frem fra sit skjul bag Serpinas øre. Selvom her er mørkt, kan jeg sagtens se spinderen, for hun er temmelig stor. Hun har mega lange og lodne ben og bevæger sig op på Serpinas pande i et værdigt tempo. Serpina fører en finger til panden og berører flygtigt sin spinder, før hun svarer mig.

– Anaja og jeg har altid haft hinanden. Min far havde hende med hjem til mig fra en af sine rejser. Men jeg var så lille dengang, at jeg ikke selv kan huske det. Anaja er nærmest en del af mig selv, hun er rigtig god til at gætte, hvad jeg tænker … og jeg er også god til at gætte, hvad hun tænker. Hvis jeg ikke havde Anaja, ville jeg ikke kunne lave klintespind. Av! Serpina griner højt, for Anaja bider hende i pandehåret. – Anaja siger, at uden hende havde jeg heller ikke haft hendes øjne til hjælp og været den bedste med bue og pil.

– Er det svært at lære, hvordan man laver klintespind?

– Ja, det er det! Serpina ser fast på mig med de lysende øjne. – Det tager mange år at lære at lave dem, så de bliver stærke nok og får den rigtige kraft. Ellers virker de ikke, som de skal. Spindene får mere kraft, jo flere detaljer vi giver dem.

– Kan du vise os et eksempel på et simpelt klintespind?

– Jeg må altså ikke vise vores klintespind til nogen. Men du kan få lov til at mærke virkningen. Jeg kan tegne et spind på din pande, så du falder i søvn …

Der er kommet et farligt glimt i hendes øjne. Hun gnider lynhurtigt to fingerspidser mod hinanden og løfter hånden op mod mit ansigt. Jeg værger for mig og takker høfligt nej. Hun smiler drillende, og jeg stiller hende hurtigt mit næste spørgsmål.

– Du er 97 år, og I klintemøer er så godt som udødelige. Hvornår betragtes man som voksen?

– Når Gullveigs lys … altså månen … begynder at lyse ud af vores øjne, er det tegn på, at vi er parate til at blive præstinder. Vi bliver voksne den nat, vi gennemgår prøven i brønden hos Undinen. Også selvom vi ikke består prøven. Kan du se, at månen lyser ud af mine øjne lige nu?

Serpina ser direkte på mig med de lysende øjne. Hun er ligesom ikke helt rolig, før jeg nikker og siger, at jeg godt kan se månerne.

– Hvordan er det at vide, at man lever evigt når alle andre uden for klinten med tiden dør?

– Jeg synes, det er lidt synd for mennesker, at de lever så kort og ikke kan nå at gøre alt det, de drømmer om, før de bliver gamle og rynkede og Rames kalder på dem. Jeg har set hele slægter dø ud og forsvinde. Mit folk vil altid eksistere, vi var her, og vi er her, og vi vil altid være her. Min far siger, at vi er som klinten og stenene og jorden og bjergene og havene, de er her også, når vi træder ind i nye århundreder. Jeg kan rejse ud og se verden, og jeg kan komme tilbage og rejse ud igen, lige så tit jeg vil. Hvis bare min far giver mig lov …

– Hvad er dit bedste minde om din far, Mithram? 

Serpina lægger nakken tilbage og smiler op til himlen. Det er ved at blive helt lyst nu, og jeg kan se på hende, at hun tænker på noget rart.

– Jeg elsker, når det bare er ham og mig, der rider ud sammen. Det gør vi ikke så tit, fordi vi er så mange. Engang viste han mig, hvor en af hans ulve lå med et kuld nyfødte hvalpe. En af hvalpene var min Varar. Min far gav mig lov til at prøve at opdrage hende og vise ham, om jeg kunne få en god og lydig ulv ud af hende. Det øjeblik har jeg gemt i min hjerte lige siden. Varar er helt min ulv nu … ja, altså … så meget min som en rigtig ulv kan blive …

– Hvad er din største drøm? 

Igen ser Serpina drømmende op mod himlen mellem grenene, før hun svarer.

– At rejse ud og se verden sammen med min far, jeg vil så gerne have ham til at vise mig Enhjørningernes Dal. Men jeg ønsker mig allermest, at vi finder troldmanden og Slangen og slår dem ihjel. Jeg har tit forestillet mig, hvordan det bliver … min far støder sit sværd i troldmanden, og jeg hugger hovedet af Slangen!

Hun drejer hovedet med et ryk og ser på mig med et dræberblik, så jeg med ét bliver alt for opmærksom på den sortklædte kriger, der vogter på os fra den anden side af gravstenen. Jeg kan godt selv høre, at min stemme ryster lidt, da jeg stiller mit næste spørgsmål.

– Hvordan ville en perfekt dag være for dig? 

Serpina ler løssluppent, så det klinger ud over hele kirkegården.

– Det er en dag, der begynder tidligt om morgenen. Når min far har opdaget, at der er fremmede krigsskibe på vej mod kysten, så bliver han hjemme på klinten og laver en meget tæt tåge til dem. Jeg er med ham, når han rider langs med skrænten og blæser i hornet for at lægge tågen rigtig godt til rette. Imens skibene forvilder sig ind i tågen … det kan sagtens tage hele dagen … laver min far konkurrencer med os alle sammen. Vi rider om kap, skyder på alle mulige mål med bue og pil, og hvis det skal være helt perfekt, står vi andre og ser på, at min far og Bjørka og svendene fægter for sjov. Bagefter rider jeg en lang tur langs stranden på Løvinden. Jeg har Varar med. Om eftermiddagen rider vi jagt. Og om aftenen holder vi en ceremoni for Undinen eller måske ligefrem for Gullveig, og bagefter er der festmiddag i Klintesalen. Min far fører an i kædedansen gennem hele borgen, og når Gullveig er på sit højeste, rider vi alle sammen ud til skrænten og ser på, at min far kalder uvejr ned over alle de fjendtlige skibe og slår dem i stykker mod revene. Mig og mine søstre undersøger alle de døde krigere og udvælger de bedste til min far. Vi finder på navne til dem. Silvia elsker blomsternavne. Det synes jeg, er lidt fjollet. Jeg kan bedre lide dyrenavne … Bjørn, Wolf, Varg, Ursus og den slags ...

Det lader virkelig til, at hun synes, det er en ære for fjendens krigere at dø og blive svende for hendes far. Jeg trænger til at skifte emne. Heldigvis har jeg forberedt tre spørgsmål mere.

– Hvordan har du det med at dit navn betyder slange, ligesom navnet på jeres fjende?

– Det har jeg det fint med! Undinen valgte det til mig, allerede før jeg blev født. Hun ville kun give det til én, der var modig nok. Jeg håber, det også betyder, at jeg en dag finder Slangen og dræber den!

Serpina slår iltert med nakken og lægger højre hånd på sværdskæftet. Fra den anden side af gravstenen griner hendes væbner grumt. Jeg er oprigtigt glad for, at det ikke er mig, der er Slangen.

– Serpina, hvordan ser det ud med kærligheden? Drømmer du nogensinde om at få en kæreste? 

Hun spærrer øjnene op og griner. Stemningen letter.

– En kæreste?! Jeg er Klintekongens datter. Hvem skulle det være? Ingen mand må se på mig uden at min far hugger hovedet af ham. Men jeg er altså også ligeglad med mænd. Jeg vil være præstinde, tjene Undinen og Gullveig, og ride ud sammen med mine søstre. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi blev flere. Et større folk. Måske har min far tænkt det samme. Og hvis nu den helt rigtige mand kom til klinten … en som min far bryder sig om …

Vi bliver afbrudt af Eleonora, der råber.

– Serpina, nu må du komme. Vi er nødt til at ride hjem!

Jeg når lige at stille hende det sidste spørgsmål, idet hun rejser sig.

 Hvad kan vi forvente os af din historie i Ulvepige og Månebarn?

Serpina ser uforstående på mig og spørger:

– Hvem er Ulvepige og Månebarn?

Nu kalder hendes søster igen.

– Serpina, vi skal hjem … inden Bjørka begynder at undre sig … kom nu!

– Ja, ja, jeg kommer nu!

Serpina ser efter sine søstre og vender sig igen mod mig.

– Jeg er nødt til følges med dem. Jeg må ikke ride hjem herfra alene. Min far bliver rasende.

Jeg rækker hånden frem og vil sige tak. Men hun forstår det vist ikke. Hun lægger hånden mod hjertet, smiler og vender sig væk. Hendes klintemare træder ud fra træernes skygge. Jeg anede ikke, at den var der. Men den har åbenbart hele tiden stået musestille lige ved siden af hende. Jeg kan høre, at søstrene råber og griner til hinanden, da de rider ud fra kirkegården sammen med deres væbnere. Mon det er mig, der har leveret underholdningen? Uden for kirkegårdsmuren venter min ledsager, forfatteren, for at følge mig tilbage til min egen verden.
----------------------------------------------------------------------------------------------

Det var interviewet og jeg får altså ret meget lyst til at møde Serpina selv og snakke med hende. Jeg er også helt vildt nysgerrig efter hvordan klintespindene ser ud, men det skal man nok ikke spørge for meget ind til med mindre man vil have sig en god lang lur.

Husk også at se de ukendte tekster hos Boglabyrinten i dag.

I morgen er der mere spændende blog tour. Ses vi?

Blog Tour #3: Anmeldelse - Serpina

søndag den 19. maj 2013



Helle Ryding Blog Tour
Morganas Kilder og Klintespind

Dag 3
Anmeldelser af "Serpina" på alle blogs

Frk. Hyms - Boglabyrinten - Læsehestens blog
Sus' bogblog - Bøger på Tværs



ß Stil spørgsmål direkte til Helle Ryding à
ß Klik på de grønne bannere à





Serpina


Serie: Klintespind 1


Helle Ryding

414 sider
ISBN:  978-87-170-4190-5

Nyt Nordisk Forlag - 2011



---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogen handler kort fortalt om pigen Serpina Mithramsdatter. Hun er datter af Klintekongen Mithram der lever i klinten på Sorias kyst. Vi møder Serpina lige inden hun skal indvies som præstinde hos Undinden. Kort tid efter begynder der at ske mystiske ting. Fremmede mænd sniger sig rundt på klinten og Serpina får en brændende lyst til at finde ud af hvem de er og hvorfor de er der. Det viser sig at blive et farligt spil der bl.a. indblandet klintekongens største fjende, Slangen.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg læste Serpina første gang lige da den udkom og skrev anmeldelsen her: Serpina af Helle Ryding
Senere læste jeg bogen igen inden jeg lavede dette interview med Helle Ryding: Interview med Helle Ryding

Jeg har derfor grundet mangel på tid valgt ikke at læse bogen for tredje gang. Derudover synes jeg ikke at det giver mening at skrive endnu en anmeldelse af bogen for sidste gang roste jeg den til skyerne og jeg kan stadig rigtigt godt li' den. En trejde gennemlæsning vil ikke ændre på det, så her får I lige et par citater fra min tidligere anmeldelse af bogen.

"Der er en ting der gør Helle Rydings bøger helt unikke. Hun skaber fantastiske fantasyverdener og eventyr bygget på danske og nordiske sagn, myter og gamle historier. ... ... Jeg synes at det er fedt at der kan skabes så god og spændende fantasy ud fra vores egen historie og vores egne mytologiske skabninger."

"Serpina er en bog der rammer utroligt mange følelser. Man føler kærligheden mellem klintemøerne og følger også deres forskellige kampe og hemmeligheder. Man føler Mitrams helt utrolige vrede, når han kalder uvejret ind over kysten. Og man føler den store palette af følelser som Serpina må gå igennem for at finde frem til sandheden."


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Klintespind

Helle Ryding Blog Tour

tirsdag den 7. maj 2013

Den 17. til 26. maj afholdes der blog tour for Helle Rydings to serier; Morganas Kilder og Klintespind. Det er Sabina og Michelle der i samarbejde med Heller Ryding og  Nyt Nordisk Forlag har fået stablet det hele på benene, så vi om 10 dages tid er klar til en ordentlig blog tour men masser af spændende indhold. 

Blog Touren afholdes i forbindelse med udgivelsen af de sidste to bind i serien Klintespind. Det er bøgerne Ulvepige og Månebarn der begge udkommer 24. maj og fortsætter den historie der begyndte i bogen Serpina.

Glæd jer, for der vil komme masser af spændende ting; anmeldelser, interviews, konkurrencer, nye ukendte tekster og meget mere. 

Ud over mig selv deltager følgende bloggere:
Sabina - Frk. Hyms
Michelle - Boglabyrinten
Sus - Sus' bogblog

Klintespind bliver en trilogi

onsdag den 6. marts 2013

I mandags skrev Helle Ryding på sin hjemmeside at hendes serie Klintespind bliver en trilogi. Den første bog Serpina udkom i efteråret 2011, og anden bog Ulvepige var egentligt planlagt til udgivelse i 2012 som det afsluttende bind. Hovedpersonen Serpina er dog ikke til at styre helt og hun kræver sin plads, så derfor er Klintespind nu blevet til en trilogi hvor bogen Månebarn vil være sidste bog.

Samtidig er coveret til Ulvepige blevet ændret lidt og jeg synes ret godt om det. Jeg kan godt li at edderkommen er kommet på coveret i stedet for det røde øje, det virkede lidt malplaceret. Coveret til Månebarn viste Helle Ryding også og det er og rigtigt fint og meget roligt. Jeg kan godt li' at pigen med øjnene, edderkoppen, klinten og månen går igen på alle covers. Det skaber en god sammenhæng. Dog må jeg sige at coveret til Ulvepige stikker lidt ud i forhold til de andre ved at bruge der varme orange farver hvor de to andre er blålige og kølige. Coveret til Serpina er stadig min favorit lige nu.

De to sidste bøger, Ulvepige og Månebarn, udkommer desuden 24. maj 2013, så der er ikke så lang tid til mere.

Serpina af Helle Ryding

fredag den 14. oktober 2011




Serpina

Serie: Klintespind 1

Helle Ryding

414 sider

Nyt Nordisk Forlag - 2011


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra Boggnasker.dk, og derfor kan anmeldelsen læses her: Serpina af Helle Ryding
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Bøger i serien: Klintespind