Stålhjerte af Brandon Sanderson

Stålhjerte Original titel: Stealheart Serie: Reckoners 1 Brandon Sanderson 374 sider DreamLitt - 2015 Originalt udgivet i 2013 Anmeldereksemplar fra DreamLitt

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:

"Jeg har set Stålhjerte bløde. 

Det skete for ti år siden, da jeg var otte. Min far og jeg befandt os i Unionsbanken på Adams Street. Vi brugte de gamle gadenavne dengang før annekteringen."

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
I en nær fremtid har nogle mennesker fået særlige evner. De er forvandlet til episke, som styrer verden med hård hand. De tidligere Chicago er henlagt i evigt mørke og regeres hensynsløst af en af de mest magtfulde episke i verden, Stålhjerte.

En lille gruppe frihedskæmpere nægter dog at underlægge sig de episkes styre og forsøger at udkæmpe en næsten umulig kamp mod overmagten. Da den unge David slutter sig til "Fortropperne" ændres magtbalancen, for David bærer på en hemmelighed, der kan være med til at styrte Stålhjertes regime.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:

Jeg har haft ret svært ved at finde ud af hvad jeg synes om denne bog. Brandon Sanderson er en af mine yndlingsforfattere, men indtil nu har jeg kun læst hans fantasy-bøger og der skaber han helt utrolige historier. Derfor havde jeg også kæmpe forventninger til denne bog, selvom det er dystopisk sci-fi. Jeg fik aldrig den storslåede fortælling jeg havde håbet på, så på den måde skuffer bogen lidt. Men hvis jeg glemmer mine forventninger og kiggere mere på genren og historien, så synes jeg faktisk ret godt om bogen.

Verdensopbygningen sidder som sædvanligt lige i skabet. Når vi nu har med en dystopisk bog at gøre bygger den selvsagt på vores verden og vi kender derfor verdenen som den så ud før - derfor er det jo heller ikke en helt ny verden vi præsenteres for. Når det er sagt, så gør Brandon det fantastisk. Jeg synes at det er troværdigt. Ideen med onde superhelte der har overtaget magten synes jeg er fed. Vi er vandt til at superhelte er gode, men her har det hele taget overhånd og det er tydeligt at se at magt ikke altid er en god ting.

Bogen er fyldt med action og der sker hele tiden noget. Fede våben og kampe er der rigelige og gode beskrivelser af. På mange måder er det her lidt af en drengerøvsbog.

Persongalleriet er også ret fint. David er okay, men er måske nogle gange lidt for fokuseret på hævn og hvordan han nu skal håndtere en pige han synes godt om. Megan er ret sej, omend en smule tilbageholdende. Jeg ville meget gerne vide mere om hende. Proff er helt klart min yndlingskarakter her i bogen. Han er lidt af et mysterium, og jeg elsker at forsøge at finde ud af hvem han er. Cody er den sjove fætter der altid kommer med skøre kommentarer og kan give en et smil på læben med alt sin snak om forfædrene.

Det der gør at historien ender med at fungerer ret godt for mig er klart slutningen. Uden at sige for meget, så fletter slutningen en masse tråde sammen og åbner op for et hav af nye. Det er også særligt i slutningen af bogen at jeg mærker de særligt gode Sanderson-vibrationer når han viser hvor dygtig han er til at sætte en historie sammen og kun komme med de absolut mest nødvendige ledetråde inden han slutter af med et brag af en finale. Jeg elsker hvordan man ser hele fortællingen med helt andre øjne når man har vendt sidste side. Det gør at jeg faktisk vildt gerne vil genlæse bogen igen, for at lægge mærke til alt det jeg nu ved.

Skulle jeg vurdere bogen på en særlig Brandon-Sanderson-epicness skala ville jeg ende på 2-3 stjerner, for jeg har læst andet som jeg synes er meget bedre og ja må nok indrømme at hans fantasybøger gør større indtryk på mig. Når det er sagt, så synes jeg også at jeg bør vurdere bogen efter sin genre og her er jeg ret begejstret. Det er en god dystopisk sci-fi, og derfor ender jeg på 4 stjerner.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:

Filmen Skammerens Datter

Da jeg i weekenden var til Fantasyfestival benyttede jeg chancen for at komme ind og se en tidlig forpræmiere på Skammerens Datter. Jeg betragter den bog som en af mine absolut yndlinge, og derfor var jeg også ret spændt på filmen. Der er noget specielt ved at se sin yndlingsbog blive vækket til live på det store lærred.

Filmen har præmiere d. 26. marts og er produceret af Nepenthe Film.

Først vil jeg gerne advarer mod SPOILERS, for jeg kan vidst ikke rigtigt fortælle hvad jeg synes om filmen uden at spoile handlingen, så hvis I ikke allerede kender handlingen, så er det på eget ansvar at I læser videre. Derudover er jeg slet ikke vandt til at anmelde film, så dette er blot mine tanker om transformeringen fra bog til film.

Hvis jeg starter med det positive, så er filmen en rigtig flot film, så jeg alt i alt nød at se. Naturen er flot og de har fået placeret Dunark flot helt ude på kanten af en stor klippe. Dragerne var også ret godt lavet, omend de måske miner lidt for meget om store firben (jeg ved godt at det er sådan de beskrives i bogen, men mit eget billede af dem var mindre firbensagtigt). Derudover var de en lille smule for hurtige. I mit hoved var dragerne i hvert fald ret langsomme.

Generelt er der rigtigt mange ændringer mellem bogen og filmen, også lidt for mange og nogle meget unødvendige af slagsen. Filmen spiller ret meget på stemning og følelser og ind i mellem er det lidt småt med dialogen. Det synes jeg især var tydeligt og meget ærgerligt på det tidspunkt hvor Dina møder Nico. Hun ser han i øjnene - som en meget professionel skammer - og derefter oplever man som seer ikke mere kontakt mellem de to, før de tilsyneladende er vildt gode venner. Jeg savner at der blev brugt lidt tid på at få deres venskab bygget op. Det er trods alt noget af det bærende igennem hele fortællingen og de næste bøger.

Derudover bryder jeg mig ikke om at de har gjort Dinas evner større end de er. Hun er en lille pige der lige har fået sine skammerkræfter og alligevel lykkedes det faktisk for hende at skamme Drakan (noget der slet slet slet ikke er muligt i bøgerne). De har også ladet Dina stå for scenen hvor hun får hele Dunarks befolkning til at se sig selv. I bogen er det hendes mor, der udelukkende med stemmen får alle folk til at skamme sig, og jeg bryder mig ikke om det det i filmen fremstår som om Dina bare kan det hele.

Selvom der er mange ændringer og at jeg ikke kan eller vil komme ind på dem alle, så er der især to scener jeg mangler i filmen. Den første er den hvor Dina får Skammertegnet og bliver sin mors lærling. Der er godt nok noget i filmen, men jeg mangler hele lærlinge-forholdet og så sker det bare på et helt forkert tidspunk - efter Dina er kommet til Dunark. Skammertegnet er desuden også helt forkert. hvordan kan man på en rund emaljeplade med en blå eller sort ring malet på, til i stedet at være to flade metalringe i en snor?

Den anden scene jeg mangler er sidst i filmen. Efter Dina og co. er flygtet fra Dunark tager de direkte op til højlandet. Jeg savnede virkeligt scenen hvor de kommer tilbage og ser at Lindehuset er brændt ned. I den forbindelse (eller faktisk er det først i filmen), så synes jeg heller ikke at filmen gør ret meget for at fortælle at der faktisk er nogle folk i deres landsby Birkene der synes om Skammeren og hendes familie. Det virker mest af alt som om de er hadet af alle.

Selvom filmen er flot og at den i bund og grund fortæller historien, så er den ikke helt den rigtige Skammerens Datter for mig. Jeg er imponeret over filmens udtryk og stemning, men samtidig skuffet pga. de mange ændringer. Og sådan vil det nok altid være når en elsket bog bliver filmatiseret - forventningerne kan slet ikke efterleves.

Skal I ind og se filmen?


Alle billeder er lånt fra Kino.dk

Fantasyfestival i Esbjerg 2015

Nu har i sikkert læst en masse om fantasyfestivallen fra alle dem der er meget hurtigere end mig til at få skrevet om sådan noget. Men altså jeg var også med og gjorde en weekend ud af det med overnatning på vandrehjemmet.

Jeg havde planlagt at skulle med toget, men da jeg blev sat af på Odense Banegård kom politi og brandvæsen kørende forbi os og alle tavler på stationen bekendtgjorde at togene ikke kørte pga. personpåkørsel - sikke en irriterende start på dagen. Nå, men jeg indså hurtigt at jeg nok ikke ville komme til Esbjerg til starten af festivallen med toget, så det endte med at jeg tog bilen. En tilfældighed der senere viste sig at være helt okay, fordi det betød knap så meget slæben på vejen hjem.

Jeg kom altså frem til Esbjerg - også i ret god tid :) - og så var det ellers ned og snuse rundt for at se hvad der var i messeområdet. Messen var egentligt hurtigt set. Der var enkelte forlag der solgte ud af deres titler, men så var der også forlag der kun havde en udstilling med deres bøger. Det synes jeg er lidt mærkeligt, for sådan en festival er da et oplagt sted at sælge bøger. Jeg blev  også ret skuffet over at man ikke kunne købe bøger af alle de forfattere der holdt oplæg.

Det første forfatteroplæg jeg var inde ved var med Ida-Marie Rendtorff. Jeg har hørt hendes serie om Dalia Dragehvisker på lydbog og vil også rigtigt gerne læse hendes sci-fi serie Kloden Under Vand.  Det var et rigtigt fint oplæg og bagefter var der mulighed for at få en signering inden hun satte sig ned i messeområdet. Jeg var oppe og hører hende om det slet ikke var muligt at købe hendes bøger på messen, og da hun ikke rigtigt selv vidst det, tilbød hun at jeg kunne købe en af hendes udgaver. Det gjorde jeg, og gik glad derfra med den samlede udgave af Dalia Dragehvisker indeholdende en fin signatur.


Derefter var jeg inde og høre Lene Dybdahl. Jeg har kun læst den første bog i serien Den Gyldne Nøgle, men var ret interesseret i om hendes nye bog Den Sorte Paraply var noget for mig.  Også her var det et fint oplæg hvor forfatteren var i samtale med en bibliotekar og til sidste med plads til spørgsmål fra publikum.

Derefter mødte jeg Irene som jeg derefter gik rundt sammen med. Det var rigtigt hyggeligt at finde en anden at snakke med og opleve festivallen sammen med.

Jeg fik også mødt og talt med Christina Bonde, inden jeg hentede et par bøger der skulle signeres. Derefter var det med at stille sig op i køen og vente på at det blev min tur til at stå foran først Kenneth Bøgh Andersen med bogen Slaget i Caïssa og derefter Haidi Wigger Klaris, hvor jeg havde taget hendes debutroman Skyggernes Bog med. Inden jeg forlod Festivalområdet nåede jeg også at sige hej til Louise Haiberg. Jeg fik signeret min udgave af Udvalgt og så havde hun Revolution (3. bog i serien) med til mig fra Tellerup, med et sødt lille kort og personlig hilsen.

Sidst på eftermiddagen ofrede jeg oplægget med Kenneth Bøgh Andersen til fordel for forpræmieren på filmen Skammerens Datter. Min oplevelse af filmen vil jeg skrive et særskilt indlæg om, for ellers bliver dette alt for langt.

Det helt store trækplaster for festivallen var helt klart Tamora Pierce. Hele lørdagen var der en enorm kø til at få bøger signeret af hende. Hun blev endda sidende længere end planlagt og fortsætte igen efter hendes oplæg. Det tager jeg hatten af for, at man vil sine fans så meget at man fortsætter i så lang tid. Men pga. køen om lørdagen sørgede jeg for at være i god tid søndag. Tellerup havde annonceret at Tamora Pierce ville starte tidligere med signeringen, så det første jeg gjorde da jeg kom var at stille mig i kø. Derfor endte jeg forrest i køen og fik en dejlig snak med Haidi Wigger Klaris, mens vi stod og ventede. Jeg synes det er så svært at stå over for store forfattere hvis bøger man elsker og min tunge slog lidt knuder inden jeg helt fik fremstammet mit navn og måden hvorpå det staves.

Fordi jeg var heldig at være først i køen hos Tamora, så kunne jeg også nå op til oplægget med Josefine Ottesen. Jeg synes simpelt hen at hun er så god til at fortælle, så jeg elsker at høre hende hver gang jeg kan komme til det. Denne gang snakkede hun meget om Helgi Daner og hele projektet med at gøre det til en familieroman. Efter oplægget gik jeg ned og fik signeret min egen udgave af Helgi Daner.

Messe-området var set og Tellerups stand var ved at være ret tømt for bøger, så jeg satte mig op og ventede på oplægget med Tamora Pierce sammen med Irene, Iben og Sabina. Sammen gik vi ind til oplægget og det var lidt af en oplevelse. Hun startede med at læse op af hendes kommende bog, og derefter var der mulighed for publikum kunne stille spørgsmål. Det var ret fedt og hun havde mange gode historier at fortælle. Hendes mand var også med, og stod på sidelinjen og gav små indput hele tiden. Det var ret underholdende og deres forhold virker bare så fint. Jeg er super glad for at jeg fik muligheden for at opleve hende.

Det sidste forfatteroplæg var med Helle Ryding, og det kunne jeg da også lige høre inden jeg kørte hjem. Inden oplægget fik jeg en hyggelig lille snak med hende og det glæder mig at hun kunne huske mig :) Selvom jeg har læst alle hendes bøger og kender Klintespind-serien ret godt, så var det stadig lidt hyggeligt at høre nogle af tingene igen.

Jeg kom hjem med i alt 15 bøger - nogle flere end jeg havde regnet med. Hjemmefra havde jeg planer om at købe Tamora Pierces serie om Alanna, så da Tellerup havde 3 sampak for 200, måtte jeg finde to pakker mere. Da jeg gerne ville have Udvalgt af Louise Haiberg med hjem, men ikke rigtigt synes der var andre bøger i det tidbud jeg også ville have, slog jeg mig sammen med Irene og vi købte (måske de sidste) to eksemplarer af Udvalgt for 300 kr. Jeg havde hele lørdagen gået og overvejet om jeg skulle købe den pakke som Bøger og Papir have med serien Den Magiske Tyv for en flad halvtredser. Jeg mente at jeg havde treeren derhjemme, men at de to første manglede, og det har egentligt irriteret mig. Derfor endte jeg søndag med at købe de tre bøger. Da jeg så kom hjem viste det sig at det kun var første bog jeg manglede, men hva' pokker - til den pris har det ikke skadet ret meget.

Samlet set kom jeg hjem med 15 nye bøger:

• Alanna af Tamora Pierce (Løvindens Sang 1)
• I Gudindernes Hånd af Tamora Pierce (Løvindens Sang 2)
• Kvinden der Ridder som en Mand af Tamora Pierce (Løvindens Sang 3)
• Den Springende Løvinde af Tamora Pierce (Løvindens Sang 4)
• Tessia af Trudi Canavan (Magikerens Lærling 1)
• Invasionen af Trudi Canavan (Magikerens Lærling 2)
• Opdagelsen af Trudi Canavan (Magikerens Lærling 3)
• Jeg er Nummer Fire af Pittacus Lore (Arven fra Lorien 1)
• De seks Grader af Pittacus Lore (Arven fra Lorien 2)
• Den Magiske Tyv af Sarah Prineas (Den Magiske Tyv 1)
• Den Magiske Tyv: Fortabt af Sarah Prineas (Den Magiske Tyv 2)
• Den Magiske Tyv: Fundet af Sarah Prineas (Den Magiske Tyv 3)
• Udvalgt af Louise Haiberg (Dæmondræberen 2)
• Revolution af Louise Haiberg (Dæmondræberen 3) - anmeldereksemplar fra Tellerup
• Dalia Dragehvisker af Ida-Marie Rendtorff  (samlet udgave) - købt af forfatteren selv :)

Festivallen alt i alt:
Alt i alt havde jeg et par ret gode dage. Det var en fin festival, lidt lille når man som jeg ikke gik på oplevelse blandt børne- og rollespilsaktiviteterne. Tamora Pierce var jo klart trækplasteret, men jeg tror ikke at nogen havde regnet med at der ville være så meget kø til hendes signering, for køen kunne godt være arrangeret lidt bedre. Som det var fyldte køen det meste af messeområdet og gjorde det svært at  bevæge sig rundt. En løsning med køen helt ude langs væggene (eller vinduerne), bagved standene ville nok have fungeret bedre. Derudover synes jeg at det var ærgerligt at bibliotekets stand var gemt væk oppe ved oplægs-salene. Det var selvfølgelig fint at der også var noget der, men den kom bare til at være ret meget alene.

Afholdes der endnu en fantasyfestival, så vil jeg helt klart gerne med igen.

Snebarnet af Eowyn Ivey

Snebarnet Original titel: The Snow Child Eowyn Ivey 448 sider AV forlaget Den Grimme Ælling - 2014 originalt udgivet i 2011 Hørt som lydbog på ereolens app Varighed: 12 timer & 2 min Oplæser: Bent Otto Hansen

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:

"Mabel havde vidst, at der ville være stille. Det var trods alt det, der var meningen. Ingen spædbørn, der pludrede eller klynkede. Ingen nabobørn, der legede og råbte på gaden. Ingen dappen af små fødder på trappetrin, der var
slidt glatte af generationer. Ingen støj af legesager, der blev trukket hen over køkkengulvet. Alle disse lyde, der mindede hende om nederlaget og sorgen, blev ladt tilbage og erstattet med stilhed."

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens handling (fra goodreads):
Alaska, 1920: Det midaldrende ægtepar Mabel og Jack har slået sig ned i Alaska med et ønske om at skabe sig en ny og anderledes tilværelse, men livet i ødemarken er hårdt, og samtidig tynges de af savnet af det barn, de aldrig har fået. I et anfald af kådhed på årets første vinterdag bygger de et lille barn af sneen. Næste dag er snebarnet forsvundet, men de får et glimt af en lille, lyshåret pige, der løber mellem træerne. Den lille pige kalder sig Faina og er på uforklarlig vis i stand til at overleve i den barske natur. Ganske langsomt vinder Mabel og Jack pigens tillid og kommer med tiden til at betragte hende som deres egen datter. I sit stille sind forestiller Mabel sig, at Faina er født af sne og is og kommet til dem som svar på deres ønsker og længsler, og selv da hun bliver klar over, at Fainas baggrund er langt mere håndgribelig og smertefuld, kan hun ikke slippe tanken om snebarnet, der bliver bragt til live på årets første vinternat. Men intet er helt, hvad det giver indtryk af, og sandheden om Faina vil forandre dem for altid.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:

Snebarnet er en smuk, fin og skrøbelig fortælling. Meget anderledes i forhold til det jeg plejer at læse. Tempoet er langsomt, og faktisk en hel del langsommere end jeg er vandt til, men det passer godt til fortællingen.

Det var faktisk lidt af et sats da jeg gav mig til at lytte til Snebarnet. Bogen havde da fået gode omtaler, men den virkede måske ikke helt som noget jeg ville læse. Alligevel gav jeg den en chance, og jeg tror at lydbogen var et godt valg. Havde jeg læst en som almindelig bog var jeg nok aldrig blevet færdig, men Bent Otto Hansens stemme ledte mig hele vejen igennem historien og jeg fandt den umålelig smuk.

Man mærker tydeligt stemningen i Alaska. Fornemmer den barske natur og da den første sne fald kunne jeg næsten hører sneen knirke under mine egne fødder. Fortællingen om Mable, Jack og Faina er facinerende og man ved aldrig helt hvad der er virkeligt og hvad der ikke er - og det synes jeg er en af bogens styrker.

Snebarnet er en historie der egner sig til vinteren. Jeg kan forestille mig at den fungerer godt når sneen ligger tungt uden for vinduet, men for mig har den også fungeret i år, hvor vinteren har været mild. Snebarnet gav mig til billede af den vinter og sne jeg savnede herhjemme, og på den måde har jeg alligevel oplevet vinteren i år :)

Nyt på reolen #16: Fine bogæsker og bøger

Februar har været sød ved mig og min bogreol. Tre nye bøger har fundet vej til hylderne.

Djævlens Lærling af Kenneth Bøgh Andersen har jeg vundet på Facebooksiden Den Store Djævlekrig. Selvom jeg har læst serien, så har jeg længe ønsket at de også stod på reolen, og nu har jeg en ekstra god undskyldning for at ønske mig de tre ændre og den femte bog når den kommer til efteråret.

Stålhjerte af Brandon Sanderson er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. Brandon Sanderson er en af mine yndlingsforfattere, og med Stålhjerte er det første gang han udkommer på dansk. Jeg glæder mig til at læse den, man er samtidig spændt på hvordan det er at læse en af hans sci-fi-romaner og så hvordan det bliver at læse ham på dansk. Det er jeg jo slet ikke vandt til :)

Skyggernes Bog af H.W. Klaris er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup. Bogen ser fin ud, men jeg ved faktisk ikke ret meget om den. Andet end at jeg glæder mig til at læse den

Ud over disse tre bøger har tre andre bøger også fundet vejen hjem til mig. Der er tale om tre bog-æsker med the. Ja, jeg drikker faktisk ikke the, men æskerne er så fine, så jeg blev nød til at eje dem. Det var Louise Haiberg der gjorde opmærksom på dem på twitter og fortalte at de kunne fås på Nybo planteskole, og da jeg samme uge skulle arbejde mellem Nivå og Snekkersten var jeg lige i nærheden og kom til at køre ind forbi og tage disse tre skønheder med hjem.

Det er Basilur Tea books. De findes i 2 formater og i 2 serie. Den ene er Winter books (de store på mine billeder) og her er der 5 forskellige "bøger". Den anden serie er Love Story (den lille på mit billede) og her er der 3 forskellige. Begge serier fås både som store og små. Er i selv interesseret kan i se dem her, og det ser ud som om der arbejdes på en dansk side også.

Skammerens Datter på Odense Teater

Jep, jeg har været inde at se Skammerens Datter i teatret - igen. Jeg elsker den historie og søger for at få den fortalt hver gang jeg har muligheden. Men jeg er en meget kritisk tilskuer når det kommer til den historie. Jeg kan fortællingen udenad, jeg har læst den første bog 5 gange og de efterfølgende mellem 3 og 4 gange. Jeg har set forestillingen 2 gange på Østre Gasværk teater og hørt musikken et utal af gange så jeg nu kan synge med på hver eneste sang. Derfor var jeg også spændt på om Odense Teater kunne levere en god forestilling af min elskede historie.

Jeg var spændt på hvordan det var lykkedes dem at transformere forestillingen fra Østre Gasværks rå scene til en mere almindelig en af slagsen, men lige på det punkt havde jeg slet ikke behøvet at være nervøs. Odense Teater har bygget en fantastisk scene op. Den er skrå og bygget i flere niveauer, der er lemme og sektioner der kan dreje rundt og tekniker-balkonerne langs begge sider benyttes smukt som en del af scenen. Jeg må indrømme at jeg blev imponeret. Ikke mindst over skuespillerne der med lethed bevæger sig rundt på den skrå scene. Det må ikke være helt let.

Mellusina (Dinas mor) mens hun afhører en mistænkt tyv (Foto: Emilia Therese)

Jeg tror at de fleste efterhånden har hørt om Skammerens Datter, men kort fortalt handler den om Dina, hvis mor er Skammer. Hun kan se ind i folk, se deres skam og alt det dårlige (og gode) som de har gjort. Ofte tilkaldes en skammer hvis en forbrydelse skal opklares. Dina har arvet sin mors evner, og som 11-årig er det lidt af en udfordring. Det er ikke let at få venner, for ingen almindelige menesker bryder sig om at se hende i øjnene. En dag er der  bud fra Dunark (hovedstaden) og Dinas mor må drage afsted for at hjælpe med at opklare et mord. Der går dog ikke lang tid før Dina også hentes til Dunark af Drakan, men han har ikke helt rent mel i posen, og så er der jo også lige hans drager.

Drakan og Dina (Foto: Emilia Therese)

Forestillingen begyndte allerede mens publikum bevægede sig ind i salen og fandt sine pladser. Scenen var omdannet til en markedsplads og inden man helt vidste af det var forestillingen begyndt. Jeg synes at det var en super måde at komme igang på. Man blev grebet af stemningen med det sammen og det var ret hyggeligt. På samme måde havde Odense Teater en fantastisk måde at starte forestillingen på igen efter pausen. Som publikum følte man sig ligepludseligt som en del af forestillingen og på en måde også som almindelig borger i Dunark.

Som den kræsne tilskuer jeg var lagde jeg mærke til alle små ændringer i forhold til Østre Gasværks opsætning. Jeg opdagede når enkelte ord i sangtekster var ændret eller en scene virkede lidt anderledes. Jeg lagde også mærke til kostumerne, der især for Skidenstads vedkommende virkede mere usle og uhumske. De var på en eller anden måde lidt mere Skidenstadsfolk. Særligt Rosa lagde jeg mærke til. Klædt i laser og med tydelige blå mærker i ansigtet var lige en anelse mere skræmmende end den Rosa jeg så i København. Skuespilleren Sofie Topp-Duus gjorde det nu også ret godt jeg er særligt vild med hendes ansigtsudtryk der var tydelige selvom man ikke sad helt nede på 1. række.

Rosa. (Foto: Emilia Therese)

Dina var heller ikke helt som jeg forestillede mig, men hun havde heldigvis et mere stridt og uregerligt hår som passede bedre til Dina. Den karakter der skilte sig mest ud fra mit eget billede af personen var Nico. I mit hoved er Nico mørkhåret med løst og tjavset har, men her var han lyshåret med det hele samlet i en hestehale. Helt forkert. Men på trods af at karaktererne ikke ligner mine egne billeder, så gør Nana Christine Morks og Nicklas Søderberg Lundstrøm det rigtigt godt på scenen.

En festende Nico. (Foto: Emilia Therese)

En ting jeg var særligt imponeret af var deres måde at involvere dragen i stykket på. Første gang Dina og Drakan skal igennem dragegården sad jeg og kiggede rundt og prøvede at regne ud hvor dragen var, eller om den overhovedet var med, for jeg kunne ikke finde noget sted hvor den kunne komme ind på scenen. Jeg kunne have sparet mig mine bekymringer, for ligesom jeg troede at der ingen drage var, dukkede der et ekstra stykke scene op bagved det jeg troede var bagvæggen. Dagen var inde bag tremmer og når Dina også bevægede sig rundt derinde føltes det virkeligt som om hun var i dragegården. Jeg elsker den løsning. At dragen så også senere kunne komme ud og indtage mere af scenen var endnu en overraskelse.

Alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg synes at Odense Teater er lykkedes rigtigt godt med gøre Skammerens Datter til deres forestilling og de fremfører en version der sagtens kan leve op til opsætningen på Østre Gasværk. Hvis Odense Teater beslutter sig for også at spille Skammerens Datter 2, så er jeg helt klart at finde blandt publikum.

Skammerens Datter spilles på Odense Teater, Sukkerkogeriet, fra d. 20. december 2014 til 7. marts 2015. Derudover er der ekstra forestillinger fra 9. til 14. marts. Desværre ser det dog ud som om alt er udsolgt. 

Februar 2015

Februar har været en dejlig måned.

Den har stået på den første skiferie i mange år, og selvom det kun var en skiferie af en halv uges varighed, så var det fantastisk at være afsted igen. Vi var i Tjekkiet i byen Spindleruv Mlyn, hvor jeg tidligere har været rigtigt mange gange, så det var hyggeligt at komme tilbage til et velkendt område. Vejret var vi ikke super heldige med. Vi havde tre skidage og de to første var det pænt dårligt vejr med sne og blæst. Ja den første dag startede stoleliften i det ene skiområde med at være lukket og den anden dag sluttede vi af med finregn der satte sig som isslag på brillerne, så vi hele tiden måtte stoppe og skrabe isen væk for at kunne se noget igen. Heldigvis havde vi så helt perfekt skivejr den sidste dag. Pæn blå himmel og meget sol. På liftstationerne så vi temperaturen angivet som op til 15 grader - i solen selvfølgelig - men det var super lækkert og vi havde allesammen fået alt for meget tøj på efter de to første og kolde dage.

I februar er foråret også rigtigt kommet, selvom kalenderen mente at det stadig var vinter. Jeg elsker vores gamle have og at gå på opdagelse for at finde ud af hvad der kommer op af jorden. Lige nu er haven fyldt med vintergækker og erantis og nogle steder er krokos også ved at komme op. Andre steder er der masser af grønne skud og jeg glæder mig til at se hvad der kommer frem. Alle de vintergækker og erantis fik mig til at mindes Ronja Røverdatter og anemone-sagen. Selvom der ikke er anemoner i have lige nu, så er den sang bare indbegrebet af forår i mit hoved og jeg hørte den og de andre røversange en hele eftermiddag.

Jeg sluttede februar af med en tur i teatret; Skammerens Datter opsat af Odense teater på Sukkerkogeriet. Det er første gang jeg ser teater i Odense, så jeg var ret spændt på det hele. Ydermere var jeg spændt på om Odense Teater kunne fremføre Skammerens Datter ligeså godt som Østre Gasværk. Heldigvis blev jeg ikke skuffet, men jeg vil skrive meget mere om den oplevelse i et særkilt indlæg. 

Billedet er lånt fra Odense Teater, fotograf Emilie Therese

Februars Bøger:
Jeg fik læst Armageddon (Christina Bauer) færdig og lyttet til de sidste 11 timer af Snebarnet (Eowyn Ivey) på lydbog, anmeldelse følger senere. Derudover er jeg begyndt at læse A Dance With Dragons af George. R. R. Martin

Har I også haft en dejlig februar?