Viser opslag med etiketten Rosinante&Co. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rosinante&Co. Vis alle opslag

Labyrinten af James Dashner

torsdag den 2. oktober 2014



Labyrinten

Serie: Maze Runner 1

James Dashner

381 sider

Høst & Søn - 2014
Org. udgivet i 2009

Anmeldereksempler fra 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
Han rejste sig op og begyndte sit nye liv omgivet af koldt mørke og stillestående, støvet luft.
Metal skrabede mod metal. Gulvet gav et skælvende ryk under ham.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Fra bogens bagside:

Træd ind i labyrinten, hvor kun den stærkeste overlever - og den hurtigste undslipper.

Da Thomas vågner, kan han ikke huske andet end sit navn. Han er omringet af fremmede - drenge, som heller ikke kan huske noget fra før. Hver måned kommer der en ny til Lysningen. Ingen ved hvorfra. På den anden side af de høje stenmure, der omgiver det lille samfund, er der en uendelig og altid foranderlig labyrint. Den er drengenes eneste vej ud, men ingen er nogensinde kommet levende igennem den.

Om natten lukker porten drengene inde. Og fjenderne ude...
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Denne bog skal være glad for at der først gives stjerner når bogens sidste side er vendt. Den første halvdel sagde mig ikke ret meget. Jeg var ret ligeglad med karaktererne og havde svært ved at følge dem i deres iver efter at kommer ud til en verden som jeg som læser intet kendskab har til.

Den anden halvdel blev meget bedre, men det skyldes på ingen måde karaktererne. Dem var jeg stort set stadig ligeglad med. Det var derimod det at løse selve labyrinten der interesserede mig. Gåden, puslespillet, hvem der står bag og hvorfor de er fanget i labyrinten. Det var disse spørgsmål der fyldte mig mest.

Thomas var en ok hovedperson, jeg kom bare aldrig helt ind på livet af ham. Det skyldes måske at han ikke selv kunne huske noget, men ja, jeg var ret ligeglad med om han overlevede eller ej. De andre drenge i labyrinten er generelt set en grå udflydende masse som man ikke kender ret meget til. Der er nogle enkelte vi hører om, men mange af dem er faktisk ikke ret behagelige at være sammen med. Det er egentligt kun Chuck som jeg kom til at holde meget af.

Det er helt klart labyrint-mysteriet der bærer denne bog igennem. Jeg vil vide hvorfor de drenge havnede der. Hvis det er et eksperiment, hvad går det så ud på? Og hvorfor udføres det? Det er også grunden til at jeg har lyst til at læse videre. Hvad der sket med Thomas og hans venner betyder egentligt ikke så meget for mig. Jeg vil bare gerne vide hvordan den verden det hele foregår i ser ud og hvorfor den er blevet sådan.

Jeg ender på en god middel 3’er. Labyrinten er spændende, men jeg mangler at knytte tættere bånd til personerne i boget, således at jeg bekymrer mig for om de overlever eller ej, og ikke som nu hvor jeg er lidt ligeglad med dem.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Prequels:


Nyt på reolen #12: Fra skønne forlag

fredag den 5. september 2014

I den sidste tid er der kommet dejlige nye og skønne bøger hjem til mig sendt fra søde forlag. Jeg bliver så glad hver gang jeg får lov til at anmelde en bog for en forfatter eller et forlag, så tusind tak til jer. Denne gang har jeg fået disse fire skønheder:



  • I hunt killers (Jasper Dent 1) af Barry Lyga - Fra Rosinate & Co. Jeg troede egentligt kun at jeg ville modtage Maze Runner, men så lå der en bog mere i pakken. I hunt killers har jeg ikke hørt ret meget om og var egentligt ikke en bog jeg som sådan havde tænkt mig at læse, men nu må vi se. Jeg vil i hvert fald gøre et forsøg. Bogen udkommer på Høst & Søn d. 12. september.
  • Labyrinten (Maze Runner 1) af James Dashner - Ligeledes fra Rosinante & Co og denne bog er en jeg har glædet mig meget til. Det bliver spændende om den kan leve op til forventningerne. Bogen udkommer også den 12. september på Høst & Søn
  • Pigen fra Fenmarken (Aiñafablen 1) af Mikkel Wendelboe - Tilsendt af Skriveforlaget. Dansk fantasy som lyder interessant. Bogen udkommer 25. september.
  • Slaverne fra Socorro (Våbenbrødre 4) Af John Flanagan - Fra Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Jeg elsker John Flanagans bøger, så der gik ikke lang tid fra bogen kom til jeg begyndte at læse. Bogen udkom 29. august. 

Cirinos fortælling af Nick Clausen

tirsdag den 20. maj 2014




Cirinos fortælling

Serie: Skrifternes fra Safirhavet 1

Nick Clausen

276 sider

Høst & Søn - 2014

Anmeldereksemplar fra 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
Mit navn er Cirino.
Det betyder sollys eller solskin. Jeg kan ikke længere huske hvilket. Min moder fortalte mig det da jeg var lille. Hun sagde, at jeg fik navnet, fordi det bringer held. Jeg tror ikke på held. Det er snart to år siden, jeg har set min moder.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens handling:
Cirino og hans bror er safirdykkere og leder efter skjulte safirer i det blå hav. En dag hvor de er langt væk hjemmefra overrasker en gruppe sørøvere dem. Cirino søger for at hans lillebror slipper uskadt væk. Selv må han drage med sørøverne.

Vi møder Cirino 2 år efter han er blevet kidnappet og solgt som slave. Han folk er kendt for udholdenhed og kampstyrke, men på trods af det er Cirino ligeved at acceptere sin skæbne som slave. Under et byggearbejde får Cirino et tegn fra guderne. Han beslutter sig for at flygte, men hans flugt mislykkes og hans ejer får nu øjnene op for Cirinos skjulte kampfærdigheder.  Han sender Cirino ind i arenaen for at kæmpe med kæmpeøgler og magtfulde krigere. Hvis Cirino vinder det hele, får han et liv i luksus, men det eneste han ønsker er sin frihed. 
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg har længe glædet mig til at læse Cirinos fortælling og jeg blev bestemt ikke skuffet. Nick Clausen leverer en skøn historie med paralleller til vores egen historie. Stormagten i Cirinos verden der langsomt erobrer flere og flere lande får mig til at tænke på Romerriget og Cirinos kampe i arenaen der tydeligt er inspireret af datidens tyrefægtning. Jeg synes det fungerede super godt.

Selvom der er disse paralleller til vores verden er det ikke dem der fylder mest i historien. Det er derimod Cirino og hans udvikling der virkeligt betyder noget. Jeg beundrer hans mod og retfærdighedssans. Jeg synes han er en herlig person, med et godt hjerte og et klogt hoved.

Jeg elsker bogens start og hvordan vi lærer Cirinos historie at kende. Hans bortførelse opleves gennem en af hans utallige drømme. Selvom det kun er i dette korte øjeblik at vi møder hans lillebror så føles han ægte og det er let at forstå hvad det er Cirino længes hjem efter.

Bogen handler også rigtigt meget om venskaber. Og det er utroligt interessant. Cirinos medslaver udvikler sig i løbet af bogen, og deres venskab vokser på trods af de svære vilkår de har for venskab. Foruden Cirinos medslaver optræder en kvinde også med en vigtig rolle. Jeg vil ikke afsløre for meget, men hun har også sin egen dagsorden der skal passes ind og måske begynder kærligheden at spire. Og den er absolut kun en spæd spire for kærligheden fylder ikke meget. Den passer dog utroligt godt ind i slutningen af bogen.

Jeg er imponeret og nød hele historien og kan på det kraftigste anbefale den. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kortet:
Kort spiller jo en stor rolle i nogle fantasybøger og jeg bliver simpelt hen nød til at sige lidt om kortet i Cirinos fortælling.


Kortet virker på en gang dejligt velkendt og alligevel fremmedartet. Cirinos verden minder mig om et omvendt og fortegnet Europa. Land er blevet til vand og vand er blevet til land. Mod nord har vi det Nordiske Indhav der minder mig om Danmark og i særdeleshed Jylland. Nede ved Tarabin ligger en lille og forkrøblet udgave af Italien. Frankrig og Spanien er skrumpet og hedder nu den Bunisiansje Fjord, mens Jarasia-bugten minder mig om England.

Jeg kan ikke sige om Europa har været inspiration til Cirinos verden, men jeg elsker det og kan sidde og udforske kortet eller blot beundre det i lang tid. Når kortet derudover er så anvendeligt i løbet af historien, så elsker jeg det endnu mere. En ting er at have et kort med, noget andet er at udforme det på en måde, så det ret faktisk kan bruges som hjælp og vejledning til hvor vi befinder os i løbet af historien. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Paladin profetien af Mark Frost

torsdag den 15. maj 2014



Paladin profetien

Serie: Paladin profetien 1

Mark Frost

486 sider

Høst & Søn - 2013
Org. udgivet i 2012

Anmeldereksemplar fra 


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
Betydningen af et velorganiseret hoved.
Wills dag begyndte altid med disse ord, allerede inden han åbnede øjnene. Når han åbnede dem, mødte hans blik de selvsamme ord på et banner i den modsatte ende af værelset:
#1: BETYDNINGEN AF ET VELORGANISERET HOVED.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Fra bogens bagside:
”Den sorte bil. Indhyllet i udstødning, motoren i tomgang, lige foran ham. Will kunne ikke se nogen bag det mørke glas, men han vidste, at der sad en derinde og kiggede på ham. Will fokuserede, lydene forsvandt. Tiden gik i stå.
En marimbalyd brød stilheden. Endnu en sms fra far. LØB, WILL.”

Da Will ved et uheld klarer sig unaturligt godt i en prøve, bliver han tilbudt et stipendium til en eksklusiv kostskole, hvor intet er som det ser ud. Sammen med sine værelseskammerater opdager han skjulte sider af sig selv, der har forbindelser til en urgammel profeti. Forfulgt af både løgne og fjender vikles Will ind i en livsfarlig kamp om verdensherredømmet…
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg har længe haft lyst til at læse Paladin-profetien. Stort set alle anmeldelser jeg har set af bogen har rost den til skyerne og flere gange er den beskrevet som actionspækket. Jeg er til dels enig. I hvert fald når det kommer til sidste halvdel af bogen.

I første halvdel synes jeg ikke at den er så actionspækket og super spændende at det var svært at lægge bogen fra sig. Det handler mere om en dreng der kommer på kostskole og lige skal finde sig til rette med det. Bevares, så sker der da en del mystiske ting og plottet bygges op. Ledetråde lægges ud og man begynder at fornemme historien, men det var altså ikke helt som jeg havde håbet.

Alt det ændrede sig i anden halvdel. Skolens særlige teknologi og hele mystikken omkring paladin-profetien er utroligt spændende. Sjovt nok var noget af det jeg fandt mest spændende en noget virtuel gåde-løsning.  Den passage kostede en del af min nattesøvn. Der er også en vis portion humor blandet ind i historien og det gør den sjov at læse. Flere gange sad jeg og smilte for mig selv, når jeg læste særligt underholdende passager.

Wills regler fra hans far er godt integreret i bogen og er helt sikkert også en af de store styrker ved bogen. Samtidig er mange af reglerne utroligt fornuftige og jeg kunne da godt bruge et par stykker af dem i mit eget liv. F.eks. disse regler:
#17: BEGYND HVER DAG MED AT SIGE, AT DET ER GODT AT VÆRE I LIVE. SELVOM DET IKKE FØLES SÅDAN, ER DER STØRRE CHANCE FOR, AT DU FÅR DET SÅDAN, HVIS DU SIGER DET – HØJT.
 #34: OPFØR DIG, SOM OM DET ER DIG, DER BESTEMMER, SÅ TROR FOLK PÅ DIG.
 #51: DET ENESTE, DU IKKE HAR RÅD TIL AT MISTE, ER HÅBET
Hvis jeg skulle give stjerner lige da jeg vendte den sidste side og var færdig med bogen ville jeg nok have givet 5 stjerner, men jeg må lige huske på første halvdel af bogen, så derfor ender jeg på sammenlagt 4 stjerner til første bog i Paladin-profetien. Bogen kan bestemt anbefales og er om ikke andet også sjov læsning. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Nyt på reolen #8: Fødselsdag mm.

lørdag den 3. maj 2014

I sidste måned skete der det at jeg fyldte endnu et år. Sådan en begivenhed fører tit lidt gaver med sig og i år var ingen undtagelse. Blandt disse gaver var de her skønne bøger:


Det enkle liv- skridt på vejen mod selvforsyning af Frank Erichsen
Det enkle liv - flere skridt på vejen mod selvforsyning af Frank Erichsen

Det er Bonderøvens to bøger om selvforsyning. Jeg så dem hos et vennepar for noget tid siden og forelskede mig specielt i den sidste bog der har et kapitel og bær. Efter min kæreste og jeg har købt denne her nedlagte går er jeg begyndt at drømme om en dejlig bærhave med alverdens lækre bær. Derfor var det helt oplagt at vi ønskede os disse bøger.

Som en ekstra fødselsdagsgave der blot ankom dagen efter dagen, fik jeg denne bog:


Paladin-profetien af Mark Frost 

Bøgen er modtaget til anmeldelse af forlaget Høst & Søn / Rosinante&Co. Da de skrev og spurgte og jeg ville anmelde bøger var jeg ikke i tvivl om at den første måtte være Paladin-profetien. Den anden bog i serien er lige udkommet, men jeg har siden denne første bog udkom haft lyst til at læse den. Jeg er også så småt begyndt på den og det virker lovende.

Da følgende bog dumpede ned i postkassen i går, slog mit hjerte en lille saltomortale af bare begejstring. Jeg har glædet mig så meget til at læse denne bog og var slet ikke forberedt på at jeg fik den tilsendt, så det var en dejlig behagelig overraskelse. Når der så oven i købet også ligger en fin lilla kuvert med et brev der starter med "Kære Kathrine....", så blev jeg ekstra glad.


Cirinos fortælling af Nick Clausen

Cirinos fortælling udkom i går, så den her helt frisk. Det er faktisk ikke fordi jeg har den store ide om hvad bogen præcis handler om, men siden Ordkraft sidste år, hvor Nick Clausen fortalte om bogen har jeg haft sindsygt meget lyst til at læse den. Jeg tror også bare at jeg vil kaste mig ud i læseoplevelsen uden at læse ret meget mere om den. Det eneste jeg ved er at det er noget med en safir-fisker.

Bogen er forresten også et anmeldereksemplar fra Høst & Søn / Rosinante&Co. Tusind tusind tak for begge bøger. Jeg glæder mig til at få dem læst og anmeldt.