Aiglans Garde af Sven Damgaard Ørnstrup

fredag den 5. juli 2013



Aiglans Garde


Serie: Abaddons Arv 2


Sven Damgaard Ørnstrup

527 sider
ISBN: 978-87-992-8107-7

Hexameter - 2013



Aiglans Garde er anden bog i serien Abaddons Arv. Første bog er Vraggods, men læs blot videre her da der ingen spoilers er i anmeldelsen.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Odd, Erik og Marlen – vores tre hovedpersoner – er ved at opdage og opleve den store verden. Deres landsby er blevet brændt ned og de er rejst fra deres trygge hjemstavn. I Martinepia er en krig under opsejling og Odd, Erik og Marlen oplever hver sin del af den. Der er magi, aktion, kampe og tid til eftertænksomhed. Tag med Odd, Erik og Marlen til Martinepia – det er ikke småting de oplever.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening om Vraggods var ikke så positiv, og det var derfor med blandede følelser og en vis bekymring at jeg gik i gang med Aiglans Garde. Min bekymring blev gjort til skamme, for Aiglans Garde er mange gange bedre end Vraggods og jeg nød at læse bogen.

Hastigheden er blevet sat op, og det klæder historien. Der er ikke på samme måde som i etteren behov for at introducere læseren til universet og derfor kan siderne benyttes til handling. Den første bog kan mest af alt betragtes som en lang indledning og stod det til mig, så ville de to bøger blive stået sammen til en, hvis de på et senere tidspunkt skal genudgives. Jo længere bogen er, jo længere en ’indledning’ kan jeg acceptere og jo længere kan der også gå før jeg synes at der virkeligt skal ske noget.

Både Odd, Erik og Marlen udvikler sig meget i bogen. De oplever nye ting, får nye bekendtskaber og skal tage stilling til nye problemstillinger. I min anmeldelse af Vraggods skrev jeg at jeg ofte oplevede Odd, Erik og Marlen som tilskuere til bogens handling. Det er de bestemt ikke her og det var en fornøjelse at lære dem bedre at kende.

Der er en lille hage ved bogen, der gør at den ikke får topkarakter. Sproget. Det meste af tiden flyder det godt, men ind imellem er bogen fyldt med gammeldags og malplacerede ord der fik mig til at gå i stå og genlæse flere sætninger. Det er ærgerligt da det for mit vedkommende ville have fungeret meget bedre med mere nutidige ord. F.eks. kan ’en lise’ let byttes ud med ord som lettelse eller nydelse og ’ransel’ med rygsæk, uden at det ville ændre på historien.

Coveret er flot og fængende og dejligt simpelt. I forbindelse med udgivelsen af Aiglans Garde har Vraggods også fået nyt cover og det er ligeså flot og simpelt.

Alt i alt en rigtig god og overraskende fortælling, som jeg glæder mig til at læse mere af. Har I ikke læst Vraggods, så skal I ikke tøve med at gå i gang, men hold i mente at det ’kun’ er introen og hav Aiglans Garde liggende klar så I kan læse den lige bagefter som var det en bog.

Målgruppen er voksne og de ældste teenagere og jeg synes det er rigtigt fint at der kommer mere dansk fantasy der henvender sig til netop den målgruppe. Ind i mellem er det rart at læse noget på dansk og det kan sagtens mærkes når historien oprindeligt er skrevet på dansk og ikke blot er en oversættelse. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Abaddons Arv






2 kommentarer :