Aiglans Garde Serie: Abaddons Arv 2 Sven Damgaard Ørnstrup 527 sider ISBN: 978-87-992-8107-7 Hexameter - 2013 |
Aiglans Garde er anden bog i serien Abaddons Arv. Første bog
er Vraggods, men læs blot videre her da der ingen spoilers er i anmeldelsen.
Odd, Erik og Marlen –
vores tre hovedpersoner – er ved at opdage og opleve den store verden. Deres
landsby er blevet brændt ned og de er rejst fra deres trygge hjemstavn. I
Martinepia er en krig under opsejling og Odd, Erik og Marlen oplever hver sin
del af den. Der er magi, aktion, kampe og tid til eftertænksomhed. Tag med Odd,
Erik og Marlen til Martinepia – det er ikke småting de oplever.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Min mening om Vraggods var ikke så positiv, og det var
derfor med blandede følelser og en vis bekymring at jeg gik i gang med Aiglans
Garde. Min bekymring blev gjort til skamme, for Aiglans Garde er mange gange
bedre end Vraggods og jeg nød at læse bogen.
Hastigheden er blevet sat op, og det klæder historien. Der
er ikke på samme måde som i etteren behov for at introducere læseren til
universet og derfor kan siderne benyttes til handling. Den første bog kan mest
af alt betragtes som en lang indledning og stod det til mig, så ville de to
bøger blive stået sammen til en, hvis de på et senere tidspunkt skal
genudgives. Jo længere bogen er, jo længere en ’indledning’ kan jeg acceptere og jo længere kan der også gå før
jeg synes at der virkeligt skal ske noget.
Både Odd, Erik og Marlen udvikler sig meget i bogen. De
oplever nye ting, får nye bekendtskaber og skal tage stilling til nye
problemstillinger. I min anmeldelse af Vraggods skrev jeg at jeg ofte oplevede
Odd, Erik og Marlen som tilskuere til bogens handling. Det er de bestemt ikke
her og det var en fornøjelse at lære dem bedre at kende.
Der er en lille hage ved bogen, der gør at den ikke får
topkarakter. Sproget. Det meste af tiden flyder det godt, men ind imellem er
bogen fyldt med gammeldags og malplacerede ord der fik mig til at gå i stå og
genlæse flere sætninger. Det er ærgerligt da det for mit vedkommende ville have
fungeret meget bedre med mere nutidige ord. F.eks. kan ’en lise’ let byttes ud med ord som lettelse eller nydelse og ’ransel’ med rygsæk, uden at det ville
ændre på historien.
Coveret er flot og fængende og dejligt simpelt. I
forbindelse med udgivelsen af Aiglans Garde har Vraggods også fået nyt cover og
det er ligeså flot og simpelt.
Alt i alt en rigtig god og overraskende fortælling, som jeg
glæder mig til at læse mere af. Har I ikke læst Vraggods, så skal I ikke tøve
med at gå i gang, men hold i mente at det ’kun’ er introen og hav Aiglans Garde
liggende klar så I kan læse den lige bagefter som var det en bog.
Målgruppen er voksne og de ældste teenagere og jeg synes det er rigtigt fint at der kommer mere dansk fantasy der henvender sig til netop den målgruppe. Ind i mellem er det rart at læse noget på dansk og det kan sagtens mærkes når historien oprindeligt er skrevet på dansk og ikke blot er en oversættelse.
Målgruppen er voksne og de ældste teenagere og jeg synes det er rigtigt fint at der kommer mere dansk fantasy der henvender sig til netop den målgruppe. Ind i mellem er det rart at læse noget på dansk og det kan sagtens mærkes når historien oprindeligt er skrevet på dansk og ikke blot er en oversættelse.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Abaddons Arv
God anmeldelse!
SvarSletMange tak :)
Slet