Glædelig bagjul og godt nytår

onsdag den 28. december 2011

Nu er julen ovre og jeg har ikke været ret aktiv her på bloggen. Det skyldes at jeg har holdt helt fri, slappet af, været til julefrokost og ikke mindst så har jeg læst. Men selvom jeg ikke har været aktiv herinde så vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig glædelig bagjul.

Julen hos svigerforældrene har været super hyggelig og det tog som sædvanligt rigtigt lang tid at få åbnet alle de gaver der lå under træet. Det blev ikke til så mange af de hårde firkantede boggaver som jeg havde troet men til gengæld fik jeg en masse andre dejlige ting. Jeg blev overrasket over at få en stor sækkestol, for selvom jeg skrev den på ønskesedlen var det ikke en jeg regnede med at få. Men det bliver godt at få den hjem, for så ved jeg godt hvor jeg skal sidde og læse fremover. I må undvære billeder, men når jeg engang kommer hjem i det nye år så skal jeg nok vise lidt frem.

Jeg er netop blevet færdig med Beyond the Shadow (anmeldelse kommer senere) og netop det var mit sidste mål for læsningen i år. At blive færdig med den inden nytåret og det er jeg jo blevet. I julegave fik jeg Wise Man's Fear af Patrick Rothfuss og det er altså noget af en murstensbog. Den er stor og tung og så er der ikke mindre er 994 sider i. Det bliver den næste bog jeg skal i gang med.
Når jeg nu er inden på min læsning så kan jeg da også følge op på målet for i år: At få læst flere bøger på engelsk. Det mål er klaret for jeg har fået læst ikke mindre end 12 bøger på engelsk i år. Jeg må indrømme at jeg selv er ret stolt. Derudover har jeg kun fået læst 27 bøger i det hele, så det er ikke så meget som sidste år. Jeg vidste nok også at det ikke ville blive lige så mange og taget i betragtning at jeg har haft meget at lave på uni og sådan så synes jeg det er meget godt. Alt i alt er jeg godt tilfreds med hvad jeg har læst i 2011. Det eneste jeg kan klage over er at der hele tiden kommer så mange nye bøger (og at jeg opdager gamle) som jeg gerne vil læse. Der er simpelt hen ikke nok timer i døgnet til at nå at læse det hele.

Til sidst vil jeg bare ønske jer alle et godt nytår.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar