Når man møder sit forfatteridol

mandag den 23. december 2013

I lørdags da jeg så Skammerens Datter 1 og 2 på Østre Gasværk teater var jeg så heldig at Lene Kaaberbøl også var inde og se begge forestillinger. Inden første forestilling signerede hun bøger i teatrets foyer. Derefter så jeg hende ikke før hun i pausen mellem de to forestillinger gik forbi mig. Til Skammerens Datter 2 viser det sig at hun sidder på rækken lige foran os og efter forestillingen får jeg sagt hej og går en signatur i måde program og i CD'en.



Jeg får sagt at hendes bøger stadig er super gode, selvom der nu er gået over 10 år siden jeg læste bøgerne første gang. Hun kalder mig en del af Skammer-generation 1 - dem der læste bøgerne da de udkom første gang og jeg kan kun være enig med hende.

Egentligt har jeg tusind ting jeg gerne vil fortælle hende, men når jeg står foran hende bliver jeg genert og ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. Lene Kaaberbøl og skammer-bøgerne er årsagen til at jeg begyndte at læse fantasy og i dag har flere reoler stående med fantasybøger derhjemme. Hvis man kan sige at man har et forfatteridol så er Lene Kaaberbøl helt klart mit. Jeg har nu mødt hende flere gange, men alligevel står jeg hver gang og kan ikke rigtigt finde ud af hvad man skal sige til hende.

Så Lene, hvis du af en eller anden grund skulle læse med her, så skal du vide at du er en fantastisk forfatter. Du vækkede min fantasi i sin tid. Du åbnede mine øjne for en fantastisk genre og en verden af bøger jeg måske ikke havde opdaget uden dine bøger. Dine skammer-bøger er blevet genlæst utallige gange og hvis jeg mangler noget velkendt og trygt er det ofte de bøger jeg vender tilbage til.

Selv når jeg sidder her kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skal skrive. Det er fantastisk at Skammer-bøgerne har fået alt den opmærksomhed i de sidste par år, og når Skammerens Datter kommer som film til næste år vil jeg helt sikkert være at finde i biografens mørke for at få endnu et møde med Dina og alle de andre.

Lene Kaaberbøl - Foto: Katrine Emilie Andersen

Et forrygende Skammer-maraton

I lørdags var jeg i København for at se Skammer-maraton på Østre Gasværk Teater. Jeg har længe set frem til dagen og genlæst de tre sidste bøger i skammer-serien i ventetiden. Kl. lidt i tre om eftermiddagen sad jeg klar i teatersalen sammen med min søster og to fætre.

At gense Skammerens Datter 1
Jeg var jo inde og se Skammerens Datter 1 sidste år, så vi vidste godt hvad vi kunne forvente, og jeg kan med det samme sige at stykket var ligeså fantastisk denne gang som første gang. Der er lidt ændringer i forhold til sidste års opsætning. Det er f.eks. en anden der spiller fyrstesønnen Nicodemus. Denne gang er det Simon Stenspil og jeg jeg havde glæder mig meget til at se hvordan han klarede den opgave. Han spiller utroligt godt, men hans stemme er rimeligt hæs når han synger og især når han skulle holde tonerne i længere tid. Man skulle lige vænne sig til det, men ellers synes jeg at han var rigtig god i rollen som Nico.

Det var også sjovt at se stykket når man kender alle sangene.  Jeg sad tit og "sang" med inde i hovedet på mig selv. I kan læse hvad jeg skrev om 1'eren sidste år her: Skammerens Datter fungerer godt på de skrå brædder

Rosa (Sara Viktoria) og Dina (Amalie.Marie Nybroe Fjeldmose) - Foto: Robin Skjoldborg


Spisning på teatret
Efter Skammerens Datter 1 havde vi bestilt mad på teatret. Der var lidt forvirring da vi kom ud og skulle finde pladser at sidde på. Der var mange der også skulle spise der, men også en del der bare skulle ud, så det var lidt kaos. Vi fandt vores pladser på et par bænke ved bord 5. Vi havde bestilt drageburger og mens vi sad og ventede på maden kom der nogle meget jamrende dragelyde inde fra teatersalen inden den kom med et sidste suk og der blev stille. Lidt efter kom vores mad, så mon der var rigtig dragekød i burgeren?

En flot 2'er
Efter spisningen satte vi os igen til rette i teatersalen til endnu et par timers teater. Vi starter lige på og hårdt med at borgerne i Dunark hylder Drakan der lige er kommet hjem fra krig. I højlandet hvor Dinas familie har slået sig ned dukker Dinas far, Sortemesteren Sezuan, op og forstyrre freden. Hele familien, incl. Nico tager afsted midt om natten for at komme væk fra ham.

Rekvisitterne på scenen er simple. Denne gang benyttes en række kasser i forskellige størrelser. Nogle gange fungere de som hus og den lige en hele by. På et andet tidspunkt er det en byport for at at blive en en borgmur eller et bjergrigt område. Ligesom i etteren benyttes scenegulvet også en del. Døre løftes op og de mange lemme gør at folk pludseligt kan dukke op ud af ingenting.

Ud over rekvisitterne er lys også en vigtig del af forestillingen. Skammerkræfterne markeres med blåligt lys - ligesom i etteren - mens når sortemesteren Sezuan benytter Slanges gave så vises det med rødt/orange lys og lys-syner på gulvet. Jeg kunne specielt godt li' slangen på gulvet der flere gange optrådte for at jage nogen væk.

Stykket var fantastisk og jeg var fanget under hele forestillingen. Tiden var ikke eksisterende og jeg befandt mig i min egen lille skammer-tidsboble. Jeg tror det er godt at jeg ikke bor i København for så ville jeg købe mig fattig i billetter for at kunne se forestillingen igen og igen og igen og igen.

Sezuan (Kim Hammelsvang Henriksen) og Dina (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose) - Foto: Robin Skjoldborg


Teater vs. Bøger
Når tre bøger skal koges ned til en teaterforestilling på 2½ time er der nødvendigvis nogle dele der må tages ud og andre der må ændres lidt. Jeg synes at de har klaret opgaven utroligt flot. Vægten ligger på bog 3 - Slangens Gave - hvor Dina møder sin far. Generelt set følger teaterstykket bogen rigtigt fint, og så er det lykkedes at flette elementer ind fra både 2'eren og 4'eren selvom det ikke altid er de samme personer som i bøgerne der går bestemte ting. En anden ændring er Rosas rolle. I bøgerne er hun faktisk ikke specielt meget med, men i teaterstykket får hun lov at være mere med. Det sker især fordi man har brugt Rosas bror Aun til at minde Drakans og Dinas historie sammen. Derudover er flirten mellem Rosa og Davin også lidt større end i bøgerne. Generelt set er jeg godt tilfreds og jeg sad med tårer i øjnene under stykket nøjagtigt som jeg gjorde da jeg læste bøgerne.

Skal jeg give Skammerens Datter 2 stjerner, får den fuldt hus: 5 ud af 5 stjerner.


Øverst: Fyrst Arthos (Jens Andersen) og Dama Severa (Birgitte Raaberg) - Neders: Nico (Simon Stenspil (midt)) og vagter
Foto: Robin Skjoldborg

Skammerens Datter 2

Østre Gasværk teater

Spiller indtil 2. februar 2014

Varighed: 2½ time inkl. pause

Læs mere her: Østre Gasværk Teater


Fortsættelse til Månens Børn

torsdag den 19. december 2013

I går kunne I læse min anmeldelse af bogen Månens Børn her på bloggen og som jeg skriver har jeg lidt blandede følelser for den. Jeg synes dog at varulvene er virkeligt interessante og ville meget gerne læse mere om dem. Imidlertid har jeg ikke rigtigt været sikker på om bogen var tiltænkt som en serie eller blot en enkeltstående bog. Slutningen lagde lidt op til en fortsættelse, men nogle gange lader forfattere jo deres bøger ende på mystiske måder, så jeg vidste ikke helt om jeg skulle forvente en fortsættelse eller ej.

Siden jeg skrev anmeldelsen har jeg skrevet lidt frem og tilbage med Christina Bonde (forfatteren til bogen) og hun fortæller at hun pt. skriver på en efterfølger til Månens Børn som skulle komme på markedet i slutningen af 2014 hvis alt går efter planen.

Jeg synes at det lyder rigtigt spændende - også selvom jeg ikke var super glad for Månens Børn. Jeg har før oplevet at en dansk forfatter overrasker i anden bog i en serie (her tænker jeg især på Sven Damgaard Ørnstrup), og jeg håber på at det også vil ske her. Jeg ser i hvert fald frem til at læse videre.


Månens Børn af Christina Bonde

onsdag den 18. december 2013





Månens Børn

Christina Bonde

356 sider

Forlaget mellemgaard - 2013

Anmeldereksemplar fra Christina Bonde 

Da bogen kom dumpende i postkassen – pænt pakket ind som en julegave – havde jeg glemt alt om at jeg havde sagt ja til at anmelde bogen, så overraskelsen var pæn stor. Da jeg så fik åbnet pakken og så den fine signering blev glæden da kun større og jeg glædede mig til at gå i gang med bogen. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Stella har aldrig kendt sine forældre, men er vokset op sammen med sin onkel Peter. De har levet et rodløst liv og flyttet rundt fra sted til sted. Nu har Peter fået arbejde på stutteriet Hope Heste og selvom Stella er blevet 18 vælger hun at flytte med.

Stella møder falder hurtigt for den charmerende Andrew Hope, men der går ikke lang tid før hun føler sig mere tiltrukket af den mere mystiske broder Thomas. De to brødre gemme dog på en dyster hemmelig – Thomas er varulv.

Da Stella bliver gravid, og ikke ved hvem faderen, er vendes der op og ned på hendes liv. Hvis Thomas er faderen kan afkommet vise sig at være monster og derfor gør en mindre gruppe fanatikere alt hvad de kan for at forhindre Stella i at føde barnet.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg havde ikke super mange forventninger til bogen her og min mening om den på nuværende tidspunkt er også lidt blandet.

En af de første tanker der ramte mig under læsningen var at der endnu engang er tale om et trekantsdrama og en pige der ikke kan bestemme sig for hvilken fyr hun vil have. Jeg kan godt indrømme at jeg er lidt træt at netop trekantsdramaer, så jeg blev ret hurtigt skeptisk for hvad bogen ville byde mig. At der så hen imod slutningen pludselig er en tredje fyr gør det hele lige en tand værre. Når vi nu er ved de ting jeg ikke bryder mig om, så mindede Stellas graviditet mig utroligt meget om Bellas graviditet i Twilight. Pige bliver gravid med overnaturligt væsen og ingen ved hvad afkommet bliver.  

Stella er den eneste person jeg rigtigt når at få et forhold til i bogen. Jeg ved ikke hvor godt jeg kan lide hende for det meste af tiden har jeg svært ved at forstå hende. Andrew bryder jeg mig slet ikke om og Thomas kunne jeg egentligt ret godt li i starten, men så bliver han også dum. De resterende personer i bogen kommer jeg aldrig rigtig under huden på. De er som flade papfigurer. Statister i bogen, som ikke har noget specielt formål. Jeg havde det f.eks. meget svært med navnen på brødrenes forældre og blev en kende forvirret når de en sjælden gang imellem optrådte i bogen og deres navn blev nævnt som om man bare havde styr på hvem der er hvem.

Jeg kan egentligt ret godt li ideen om varulvene. De er anderledes i forhold til hvad jeg tidligere har læst og bestemt ikke de her søde varulve. Når en person skifter til ulv overtager ulven helt og aldeles og det er ulvens instinkter der råder. Når personen igen skifter tilbage kan han intet huske af hvad der skete mens han var ulv. Det er interessant og jeg ville meget gerne hører meget mere om varulvene og hvordan de holder sig skjult.

Historien er som sådan fin nok. Jeg blev i hvert fald nød til at læse videre for at vide hvad der skete for Stella, så der har forfatteren ramt rigtigt. Jeg synes dog ikke at vi når helt i mål. Så vidt jeg har forstået er det en enkeltstående bog, men jeg synes at jeg havde ret mange ubesvarede spørgsmål til sidst og jeg tror jeg ville holde rigtigt meget af at læse en efterfølger der kommer meget mere ind i hele varulve-verdenen.

Jeg kan som sagt ikke rigtigt finde ud af hvor jeg står i forhold til bogen. Jeg vakler lidt mellem 2 og 3 stjerner.  På den ene side kan jeg jo godt li’ historien, men der er bare flere ting i bogen der irriterer mig. Som I kan se øverst er jeg endt på 2 stjerner. Varulve-ide’en er god og jeg ville som sagt gerne læse mere om dem i en toer hvor der er knap så meget drenge-forvirrelse hos hovedpersonen.

Hvis der ikke skulle komme en efterfølger til denne bog, så glæder jeg mig til at se hvad Christina Bondes forfatterskab ellers kan udvikle sig til. På hendes hjemmeside skriver hun at der kommer en fantasy trilogi i 2014, og det lyder da interessant.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:

Skammerkrigen af Lene Kaaberbøl

lørdag den 14. december 2013




Skammerkrigen

Serie: Skammerens Børn 4

Lene Kaaberbøl

393 sider

Phabel - 2003


Jeg er gået i gang med at genlæse de tre sidste skammerbøger inden jeg skal i teateret i december. Skammerbøgerne betyder noget helt specielt for mig, for det var Skammerens Datter der for alvor åbnede mine øjne for fantasygenren. Derfor er min bedømmelse af bøgerne heller ikke helt objektiv og er præget af en enorm nostalgifølelse fra min side.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Dina står med lidt af dilemma og kan ikke rigtigt finde ud af hvem hun er. Er hun mors pige, selvom skammerkræfterne ikke altid virker, eller er hun i virkeligheden fars pige der med slangens gave kan få folk til at drømme. Samtidig med Dinas egen kamp begiver Nico sig ud på en noget dumdristig færd. Drakan skal stoppes og fordi Nico ikke vil blande flere ind i det tager han af sted alene. Det er hverken Dina, Davin eller Rosa særligt tilfredse med, men hvad er der at gøre når en fyrstesøn har sat sig noget i hovedet? 
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet sentimental på mine gamle dage, men bogen var lige ved at få tårerne frem i mine øjne til sidst. Den er så smuk på sin helt egen måde. Når Dina endelig finder ud af hvem hun vil være går det hele bare op i en højere enhed, og jeg endte med at sidde med en klump i halsen uden rigtigt at være i stand til at sige noget.

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive bogen ordentligt uden at spoile alt for meget. Jeg vil virkeligt gerne snakke om så mange ting, men de fleste ting foregår så sent i bogen at det ville spoile handlingen alt for meget hvis jeg bruser ud med dem her. En ting er dog sikkert – Drakan viser endnu flere af sine onde og grusomme sider. Jeg sad og krummede tæer hver gang der kom en fortælling om hvordan han havde indtaget og overvundet den ene by efter den anden. At nogen kan gøre de ting han gør.

Ligesom i de to forrige bøger er det både Dina og Davin der fortæller historien. Det fungerer sådan set fint, men det bliver to ret forskellige historier – selvom de starter og slutter samme sted – for Dina og Davin følges aldrig helt ad og der er langt mellem dem. Det leder mig frem til et lille minus jeg har opdaget ved bogen. Både forrest og bagerst findes et kort over Skay-Sagis halvøen, men jeg han faktisk ikke bruge det til ret meget i den her bog. Det ekstra – og mere detaljerede – kort der er i 1’eren og 2’eren ville helt klart også godt kunne bruges her og dog mangler der stadig en lille information. For hvor ligger havnebyen Farnes? Jeg tror jeg har regnet ud hvor den cirka må ligge, men det ville altså have været super dejligt at den by også var med på kortet.

Kampen om hvilken af de fire bøger der er min yndlings står mellem 3’eren og 4’eren og kampen er umådelig tæt. Dengang jeg læste bøgerne for første gang ville jeg ikke tøve med at sige 4’eren. I dag er jeg mere i tvivl. 3’eren er også virkelig god og jeg kan rigtigt godt li at man lærer Dinas far at kende. Handlingen kører forholdsvis gnidningsfrit lige ud af landevejen og Dina og Davin er altid ret tæt på hinanden og de begivenheder der udspiller sig. I 4’eren er handlingen splittet mere op. Dina og Davin oplever vidt forskellige ting der gør det til to ret forskellige oplevelser. Derudover så er der også en splittelse i at historien på den ene side handler om at stoppe Drakan, og på den anden handler om Dinas udvikling og hendes kamp for at finde sig selv. Selvom handlingen er mere splittet så af slutningen så fantastisk dejlig og smuk at det opvejer alt andet. Jeg kan ikke helt bestemme mig til hvilken bog jeg synes er bedst, så måske skulle jeg bare lade dem ligge på første pladsen sammen?

Det var den sidste bog i skammer-serien og nu er der heldigvis ikke lang tid til jeg skal i teateret og se begge forestillinger. Jeg glæder mig og kan næsten ikke vente længere. Jeg er så meget i skammer-stemning og er der ’en bogserie i hele verden jeg kan fangirle bare det mindste over, så må det bliver skammere-serien. Jeg er i hvert fald ikke bleg for at kalde mig selv for kæmpe fan. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Skammerens Børn


Min artikel til Rejsejulekalenderen

onsdag den 11. december 2013

Jeg har haft så travlt at jeg helt har glemt at dele min artikel hos Rejsejulekalenderen med jer. Jeg har været så heldig at artiklen kom på i søndags og således blev 2. søndag i advents kalenderlåge. Hvis I er interesserede kan den læses lige her: En rejse til toppen af Afrika
De af jer der har læst med i min dagbog her på bloggen har allerede fået historien, men artiklen sætter særligt fokus på selve bestigningen af Kilimanjaro og er helt sikkert også beskrevet på en helt anden måde især nedstigningen fra toppen er beskrevet med flere ord for netop det stykke viste sig at være den største udfordring for mig. Det at gå op var ok, men at komme ned igen var slet ikke så let.

Jeg er overvældet af den opmærksomhed artiklen allerede har fået og jeg havde på inden måde regnet med at den ville blive delt mere end 84 gange på facebook. Hvem skulle have troet det? Selvom jeg slet ikke havde regnet med det, så varmer opmærksomheden og jeg er virkeligt glad og stolt over at andre vil læse og måske kan blive inspireret af min lille fortælling.

De andre kalenderlåger med historier i Rejsejulekalenderen kan jeg bestemt også anbefale at læse. Der er lidt af hvert og mange forskellige slags rejseoplevelser.

Om morgenen på vores 5. dag på Kilimanjaro stod vi endelig på toppen, Uhuru Peak, i 5895 meters højde. Efter 4 ½ dag, 40 km og 4084 højdemeter var målet nået, og vi stod på toppen af Afrika, eller Afrikas tag, som nogle ynder at kalde det. Det var en fantastisk oplevelse, men faktisk havde jeg mest af alt lyst til at komme ned igen.

Er det allerede jul?

mandag den 2. december 2013

Sådan har jeg det lidt lige nu. Kalenderen siger december og i går var det 1. søndag i advent. Jeg er slet ikke klar til julen og føler bestemt ikke at det bør være juleaften om bare små 3 uger. Vi fandt lidt nisser frem herhjemme i går men på trods af det og et tændt kalenderlys, så har julestemningen svært ved at indfinde sig i mit stille sind. Internettet vrimler med julekonkurrencer og at deltage i dem kunne nemt være et fuldtidsarbejde her op til jul, ligesom det også er lidt af en udfordring at følge med i alt hvad der sker i blogland. Men heller ikke de mange konkurrencer eller indlæg og julede ting har ladet julestemningen finde jeg hertil. Lige nu kan jeg godt føle mig som en tilskuer til julen. Jeg håber at det hele meget snart ændre sig og at julen i hvert fald finder mit hjerte inden d. 24. december.

Selvom julen altid falder her i december er den kommet helt bag på mig i år og jeg føler mig slet ikke klar. På studiet har jeg et projekt der skal afleveret 6. januar og hvis vi skal have bare lidt juleferie, så skal alt tekst altså være skrevet inden vi holder ferie. Jeg synes vi har lidt travl og kunne ærligt talt godt bruge et par uger mere.

Selvom jeg ikke helt er klar til julen, så har jeg dog forberedt mig lidt. Jeg har nemlig skrevet et indlæg til Rejsejulekalenderen om min tur til Kilimanjaro i sommers. Jeg ved endnu ikke hvilken da det kommer på, men indtil da kan I da også læse med når andre fortæller om deres bedste rejseoplevelse.