Viser opslag med etiketten Østre Gasværk Teater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Østre Gasværk Teater. Vis alle opslag

Skammerens Datter på Odense Teater

søndag den 14. december 2014


Egentligt er det her vel ved at være en gammel nyhed, men jeg synes alligevel at jeg vil dele den med jer. Som I nok har bemærket er jeg lidt af en skammer-fan og jeg venter utålmodigt på filmen der kommer næste år. For noget tid siden sad jeg og søgte lidt rundt på nettet og faldt helt tilfældigt over Odense Teaters hjemmeside. Det viser sig at de spiller Skammerens Datter fra d. 20. december 2014 og indtil d. 7. marts 2015. Kan I forestille jer hvor glad jeg blev? Jep, rigtigt meget.

Østre Gasværk spillede jo Skammerens Datter 1 forrige år og en 2'er sidste år, men nu har Odense Teater fået lov at skabe sin version af forestillingen. Jeg har bestilt billetter og det er nok også på dette punkt at det er lidt sent jeg skriver om dette her. Der er nemlig ikke så forfærdeligt mange billetter tilbage. Så hvis I ligesom jeg er vild med Skammerens Datter så er det måske nu I skal sikre jer billetter. 

Min kæreste mente dog at det var lidt fjollet at ville se stykket igen når jeg nu havde set det et par gange på Østre Gasværk, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker den historie og jeg kan faktisk godt li at gå i teatret, og når det nu er så tæt på, så kan man da ikke gøre andet end at tage afsted. Når man er under 25 år kan man desuden få billetter til særlig ungdomspris og så bliver det ikke så dyrt for en aften i teatret.

Jeg skal dog først i teateret d. 27. februar. Vi kunne ikke lige finde en dag der passede før, mest af alt fordi de i løbet af januar kun spiller om lørdagen. Men jeg glæder mig rigtigt meget til at se forestillingen. Samtidig er jeg også lidt nervøs, Mine forventninger er jo tårnhøje efter forestillingerne på Østre Gasværk, så jeg er spændt på om Odense Teater kan levere noget der er lige så godt. 

I kan læse mere om forestillingen her: Odense Teater - Skammerens Datter

Er I også lige så tossede med Skammerens Datter og skal I også i teateret?

Når man møder sit forfatteridol

mandag den 23. december 2013

I lørdags da jeg så Skammerens Datter 1 og 2 på Østre Gasværk teater var jeg så heldig at Lene Kaaberbøl også var inde og se begge forestillinger. Inden første forestilling signerede hun bøger i teatrets foyer. Derefter så jeg hende ikke før hun i pausen mellem de to forestillinger gik forbi mig. Til Skammerens Datter 2 viser det sig at hun sidder på rækken lige foran os og efter forestillingen får jeg sagt hej og går en signatur i måde program og i CD'en.



Jeg får sagt at hendes bøger stadig er super gode, selvom der nu er gået over 10 år siden jeg læste bøgerne første gang. Hun kalder mig en del af Skammer-generation 1 - dem der læste bøgerne da de udkom første gang og jeg kan kun være enig med hende.

Egentligt har jeg tusind ting jeg gerne vil fortælle hende, men når jeg står foran hende bliver jeg genert og ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. Lene Kaaberbøl og skammer-bøgerne er årsagen til at jeg begyndte at læse fantasy og i dag har flere reoler stående med fantasybøger derhjemme. Hvis man kan sige at man har et forfatteridol så er Lene Kaaberbøl helt klart mit. Jeg har nu mødt hende flere gange, men alligevel står jeg hver gang og kan ikke rigtigt finde ud af hvad man skal sige til hende.

Så Lene, hvis du af en eller anden grund skulle læse med her, så skal du vide at du er en fantastisk forfatter. Du vækkede min fantasi i sin tid. Du åbnede mine øjne for en fantastisk genre og en verden af bøger jeg måske ikke havde opdaget uden dine bøger. Dine skammer-bøger er blevet genlæst utallige gange og hvis jeg mangler noget velkendt og trygt er det ofte de bøger jeg vender tilbage til.

Selv når jeg sidder her kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skal skrive. Det er fantastisk at Skammer-bøgerne har fået alt den opmærksomhed i de sidste par år, og når Skammerens Datter kommer som film til næste år vil jeg helt sikkert være at finde i biografens mørke for at få endnu et møde med Dina og alle de andre.

Lene Kaaberbøl - Foto: Katrine Emilie Andersen

Et forrygende Skammer-maraton

I lørdags var jeg i København for at se Skammer-maraton på Østre Gasværk Teater. Jeg har længe set frem til dagen og genlæst de tre sidste bøger i skammer-serien i ventetiden. Kl. lidt i tre om eftermiddagen sad jeg klar i teatersalen sammen med min søster og to fætre.

At gense Skammerens Datter 1
Jeg var jo inde og se Skammerens Datter 1 sidste år, så vi vidste godt hvad vi kunne forvente, og jeg kan med det samme sige at stykket var ligeså fantastisk denne gang som første gang. Der er lidt ændringer i forhold til sidste års opsætning. Det er f.eks. en anden der spiller fyrstesønnen Nicodemus. Denne gang er det Simon Stenspil og jeg jeg havde glæder mig meget til at se hvordan han klarede den opgave. Han spiller utroligt godt, men hans stemme er rimeligt hæs når han synger og især når han skulle holde tonerne i længere tid. Man skulle lige vænne sig til det, men ellers synes jeg at han var rigtig god i rollen som Nico.

Det var også sjovt at se stykket når man kender alle sangene.  Jeg sad tit og "sang" med inde i hovedet på mig selv. I kan læse hvad jeg skrev om 1'eren sidste år her: Skammerens Datter fungerer godt på de skrå brædder

Rosa (Sara Viktoria) og Dina (Amalie.Marie Nybroe Fjeldmose) - Foto: Robin Skjoldborg


Spisning på teatret
Efter Skammerens Datter 1 havde vi bestilt mad på teatret. Der var lidt forvirring da vi kom ud og skulle finde pladser at sidde på. Der var mange der også skulle spise der, men også en del der bare skulle ud, så det var lidt kaos. Vi fandt vores pladser på et par bænke ved bord 5. Vi havde bestilt drageburger og mens vi sad og ventede på maden kom der nogle meget jamrende dragelyde inde fra teatersalen inden den kom med et sidste suk og der blev stille. Lidt efter kom vores mad, så mon der var rigtig dragekød i burgeren?

En flot 2'er
Efter spisningen satte vi os igen til rette i teatersalen til endnu et par timers teater. Vi starter lige på og hårdt med at borgerne i Dunark hylder Drakan der lige er kommet hjem fra krig. I højlandet hvor Dinas familie har slået sig ned dukker Dinas far, Sortemesteren Sezuan, op og forstyrre freden. Hele familien, incl. Nico tager afsted midt om natten for at komme væk fra ham.

Rekvisitterne på scenen er simple. Denne gang benyttes en række kasser i forskellige størrelser. Nogle gange fungere de som hus og den lige en hele by. På et andet tidspunkt er det en byport for at at blive en en borgmur eller et bjergrigt område. Ligesom i etteren benyttes scenegulvet også en del. Døre løftes op og de mange lemme gør at folk pludseligt kan dukke op ud af ingenting.

Ud over rekvisitterne er lys også en vigtig del af forestillingen. Skammerkræfterne markeres med blåligt lys - ligesom i etteren - mens når sortemesteren Sezuan benytter Slanges gave så vises det med rødt/orange lys og lys-syner på gulvet. Jeg kunne specielt godt li' slangen på gulvet der flere gange optrådte for at jage nogen væk.

Stykket var fantastisk og jeg var fanget under hele forestillingen. Tiden var ikke eksisterende og jeg befandt mig i min egen lille skammer-tidsboble. Jeg tror det er godt at jeg ikke bor i København for så ville jeg købe mig fattig i billetter for at kunne se forestillingen igen og igen og igen og igen.

Sezuan (Kim Hammelsvang Henriksen) og Dina (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose) - Foto: Robin Skjoldborg


Teater vs. Bøger
Når tre bøger skal koges ned til en teaterforestilling på 2½ time er der nødvendigvis nogle dele der må tages ud og andre der må ændres lidt. Jeg synes at de har klaret opgaven utroligt flot. Vægten ligger på bog 3 - Slangens Gave - hvor Dina møder sin far. Generelt set følger teaterstykket bogen rigtigt fint, og så er det lykkedes at flette elementer ind fra både 2'eren og 4'eren selvom det ikke altid er de samme personer som i bøgerne der går bestemte ting. En anden ændring er Rosas rolle. I bøgerne er hun faktisk ikke specielt meget med, men i teaterstykket får hun lov at være mere med. Det sker især fordi man har brugt Rosas bror Aun til at minde Drakans og Dinas historie sammen. Derudover er flirten mellem Rosa og Davin også lidt større end i bøgerne. Generelt set er jeg godt tilfreds og jeg sad med tårer i øjnene under stykket nøjagtigt som jeg gjorde da jeg læste bøgerne.

Skal jeg give Skammerens Datter 2 stjerner, får den fuldt hus: 5 ud af 5 stjerner.


Øverst: Fyrst Arthos (Jens Andersen) og Dama Severa (Birgitte Raaberg) - Neders: Nico (Simon Stenspil (midt)) og vagter
Foto: Robin Skjoldborg

Skammerens Datter 2

Østre Gasværk teater

Spiller indtil 2. februar 2014

Varighed: 2½ time inkl. pause

Læs mere her: Østre Gasværk Teater


Sneak Peak på Skammerens Datter 2

onsdag den 25. september 2013

Her i efteråret opfører Østre Gavsværk Teater Skammerens Datter 2. Sidste år spillede de 1'eren og følger nu op med en 2'er der samler de sidste tre bøger til en samlet forestilling. Da jeg sidste år hørte at de ville lave en toer, blev jeg utroligt glad, men samtidig også lidt trist da det viste sig at de ville samle de sidste 3 bøger i én forestilling. Jeg kunne nemlig ikke helt forestille mig at der blev plads til Dinas far Sezaun og jeg ville elske at se ham og hans sortemester-fløjte. 3. bog i skammer-serien handler i høj grad om Sezaun og historien er lidt et sidespor når det kommer til at bekæmpe Drakan. Derfor troede jeg ikke at der var plads til ham. De seneste videoer fra Østre Gasværk Teater har dog ændret en del.

Den seneste video er sangen "Hvorfor lige nu?", og ja I kan jo selv hører hvorfor jeg kommer til at tænke på Dinas far, Sezaun, når jeg hører den:



Den anden video der blev lagt op for noget der efterhånden er lang tid siden er en video der fortæller lidt om hvordan søslangen bliver skabt. Søslangen er også med til at underbygge at Sezaun alligevel kommer med for det er i tredje bog at Dina konfronteres med søslangen Ormen.



Jeg glæder mig helt vildt til at se teaterstykket selvom jeg skal vente indtil 21. december. Til gengæld får jeg lov til at opleve hele historien på én gang. Jeg skal nemlig se Skammerens Datter 1 først for derefter at se Skammerens Datter 2.

Er der nogen af jer der skal se stykket? Og glæder I jer ligeså meget som mig?

Nyt om Skammerens Datter på Østre Gasværk

fredag den 29. marts 2013

Jeg har tidligere skrevet om at Østre Gasværk teater spiller Skammerens Datter 2 til efteråret. Hvad jeg ikke har skrevet før er at de samtidig laver en genopsætning af Skammerens Datter 1, så der er mulighed for at se eller gense den første inden man skal se den anden.

Grunden til at jeg skriver om dette netop nu er at billetterne blev sat til salg i går. Det betyder at der nu er mulighed for at sikre sig en plads til forestillingerne.

Skammerens Datter 1 spiller fra 7. november til 29. december 2013.
Skammerens Datter 2 spiller fra 29. oktober til 29. december 2013.
Billetter kan købes på gasvaerket.dk

Jeg har planer om at gense Skammerens Datter 1 inden jeg samme dag vil se Skammerens Datter 2. Desværre bliver det først ret sent i spilleperioden at jeg kommer til at se stykkerne da det hele skal passe sammen med hvornår det er muligt at tage helt til København.


----------------------------------------------------------------------------------------------
Østre Gasværk Teater skriver om Skammerens Datter 2: 
"SKAMMERENS DATTER har taget landet med storm. 53.000 store børn og voksne så første del af Lene Kaaberbøls roman-hit få fantasifuldt liv i Østre Gasværks stemningsfulde scene.

NU kommer fortsættelsen, alle har ventet på: Dinas endelige opgør med Drakan og dragens orden!

SKAMMERENS DATTER 2 - det endelige opgør samler de sidste tre bøger i Lene Kaaberbøls Skammer-serie.

Tag med hele familien på sidste del af Skammerens Datters eventyr og giv jer hen til fantasiens dragende univers.

Mere gys og fryd, et gigantisk søuhyre og nye gribende sange med nordiske ur-toner. Endnu en magisk teateroplevelse med holdet fra Skammerens Datter 1 både på og bag scenen.

Gå ikke glip af det endelige opgør i SKAMMERENS DATTER 2!"
----------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg glæder mig vildt meget og kunne slet ikke lade være med at hoppe og og ned af glæde i går da jeg så at billetsalget var startet. Det bliver spændende at se hvordan de for de tre sidste bøger kogt sammen til en forestilling og så er jeg ret spændt på det gigantiske søuhyre. Jeg mindes ikke at der er sådan et i bøgerne - i hvert fald ikke et der har den store betydning. Men spændende bliver det.

Er der andre end mig der har planer om at skulle ind og se det ene eller andet stykke til efteråret?

Skammerens Datter fungerer godt på de skrå brædder

mandag den 5. november 2012

Skammeren Melussina (Nastja Arcel). Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)

I lørdags var jeg igen i teateret – denne gang for at se Skammerens Datter på Østre Gasværk teater. Stykket er baseret på Lene Kaaberbøls roman af samme navn (læs min anmeldelse af bogen). Nu er bogen blevet levende på de skrå brædder og det fungerer rigtigt godt.

Det var med stor spænding at jeg sætte sig til rette på min plads og ventede på at lyset skulle slukke og forestillingen begynde. Forestillingen starter med at vise og fortælle hvad en skammer er, og det fungerer godt at vise det på den måde. I bogen lærer men det stille og roligt, men her i teaterstykket er man nød til at vide hvad den skammer er fra starten.  I et inferno af farvet lys fornemmer man hvad det vil sige at se en skammer i øjnene, og jeg må da indrømme at jeg selv sad og krympede mig under flere af de scener hvor skammerkrafterne bliver brugt.

I bogen møder man først Nico, i fangekælderen sammen med Dina, men her i teaterstykket formår de på en god måde at introducere ham før. Man møder ham mens han fester i kroen og drikker sig fra sans og samling. Det er også her Rosa introduceres i teaterstykket. I bogen kommer hun jo først med meget sent, med det er rigtigt godt at hun bliver tydelig i teaterstykket så tidligt.

Bortset fra de små ændringer med introduktioner o.lign. så følger teaterstykket bogen rigtigt godt.

Scenografien er fantastisk. Det er utroligt hvad man kan få ud af det gulv. Der er masser af lemme og luger der kan åbnes og lukkes og som ofte bruges som ind- eller udgang fra scenen. Døre kan løftes op fra gulvet og rum formes med firkanter af lys. Det hele er super simpelt, men meget sigende og man er ikke i tvivl om hvad der er hvad og hvornår man er hvor.

Der var fra starten, da forestillingen blev annonceret, lovet en rigtig drage, og det må man sige at man får. Dragen er virkeligt godt lavet og forestillingen går hen og blive en anelse uhyggelig med dragen på scenen.

Alt i alt var det en helt fantastisk oplevelse. Det var fantastisk at se min yndlingshistorie blive levende på den måde, og jeg kan kun anbefale at man tager ind og ser en af de sidste forestillinger – der er stadig nogle ledige billetter.


Skammerens Datter, Dina (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose).
Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)
Rosa (Sara Viktoria Bjerregaard Christensen).
Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)
Nico & Dina (Simon Mathew og Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose).
Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)

PS. Jeg ved ikke hvor meget det er ude i offentligheden, for jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men da forestillingen sluttede, blev det fortalt at de vil opføre fortsættelsen, Skammertegnet, til næste efterår ligeledes på Østre Gasværk. Det var en utrolig god nyhed og jeg blev hurtigt enig med de andre om at vi da igen må i teateret næste år.