Azrael – den vingeløse af Jay Amory

torsdag den 30. juni 2011



Azrael - den vingeløse
Org. titel: The Fledging of Az Gabrielson

Serie: En verden bag skyerne 1
Org. serie titel: The clouded world 1

Jay Amory

361 sider

Tellerup - 2009
Org. udgivet i 2006


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Over skyerne har Celestinerne rejst deres rige, på kæmpe søjler der står solidt plantet på jorden – de såkaldte Himmelbyer. I mange århundrede har Celestinerne levet der i fred og fordragelighed. De har udviklet vinger og lever i et samfund der på mange måder minder om vores, dog med flyvemaskiner og helikoptere i stedet for biler. Her oppe over skyerne lever drengen Azrael, der ikke er helt ligesom de andre. Han har ingen vinger, og det har altid skabt problemer for ham. Nu får han sin store chance.

Der er problemer i Celestinernes rige. Forsyningerne der kommer fra Jorden bliver mindre og der kommer færre af dem. Det bekymrer en af de mest betydningsfulde personer og hun beder derfor Azrael om at tage ned til Jorden og finde ud af hvorfor der ikke kommer flere forsyninger op til Himmelbyerne.
Azrael tager med ned til Jorden og får en overraskelse, da der dernede findes masser af mennesker der arbejder for at sende forsyninger til himlen. Men det er ikke det eneste der sker. På Jorden møder Azrael pigen Cassie og hendes familie, og sammen forsøger de at undgå en katastrofe for Himmelbyerne.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det hele starter rigtigt godt. En super ide med en verden bygget på søjler over jorden, og rigtigt spændende når den ene person uden vinger skal ned og udforske jorden. Men her falder det hele til jorden. Der går ikke mange øjeblikke efter Azrael kommer ned på Jorden til man ikke rigtigt hører så meget fra ham. Man følger i stedet jordbo-pigen Cassie der finder Azrael, og sørger for ham. Det er mest gennem hendes øjne at man opfatter jorden, og ikke ret meget fra Azraels synspunkt. Jeg havde håbet på et godt eventyr sammen med Azrael, på opdagelse på Jorden. I stedet fik jeg en lidt mere kedelig og ikke nær så spændende handling.

Hele midterstykket i bogen er ikke ret spændende eller interessant, men jeg må indrømme at jeg kom til at holde af Cassie, på trods af min skepsis. Det gør det ikke bedre at jordboernes sprog er simpelt og afstumpet, så det faktisk bliver meget irriterende at læse i længden. ”Sandhed sagt”, for at citerer et brugt udtryk i bogen.  Hen mod slutningen bliver det hele dog bedre og jeg greb mig selv i at tænke at det faktisk var en ret god bog, mens jeg vendte de sidste sider. Det skyldes kun at spændingen kom tilbage, at der var noget der bandt jorden og Himmelbyerne sammen, og at der var en lille snert af følelser, som nok har manglet lidt igennem resten af bogen.

Mit samlede indtryk er ikke super godt, som I nok har fornemmet, og jeg tror ikke at jeg vil læse videre i den serie. Den er dog heller ikke det værste, for jeg synes at der er noget godt og originalt i ideen. Det er bare ærgerligt at Jay Amory ikke formår at lade den komme helt til sin ret.

Serien ”En verden bag skyerne” (The Clouded World):
1.       Azrael – den vingeløse (The Fledging of Az Gabrielson)
2.       (The Pirates of the Relentless Desert)

Fotobøger

tirsdag den 28. juni 2011

Nu da jeg har fået ferie og lidt mere luft omkring mig, finder jeg flere og flere ting jeg gerne vil dele med jer her på bloggen. Denne gang handler det om fotobøger.

I starten af 2009 blev jeg træt af at alle mine billeder lå på computeren hvor jeg aldrig kiggede på dem. Efter digitalkameraet rigtigt fik fodfæste er det blevet meget lettere at tage mange billeder når der er noget man gerne vil forevige, men ofte ender de digitale billeder i en mappe på computeren, og der er aldrig nogen der kigger på dem.

Jeg husker tydeligt at min søster og jeg som mindre børn brugte rigtigt meget tid med at kigge i den mapper min mor lavede med billeder i. Vi kunne sidde i timevis og kigge billeder eller bare tage en enkelt mappe frem og se den igennem. Snakke om hvordan vi så ud som babyer, og senere som lidt større børn. Billeder er hyggelige og de vækker minder, der næsten ikke kan vækkes på andre måder.

Tilbage i 2009 besluttede jeg mig af overstående grunde for at mine billeder skulle ud i fysisk form. Efter en del undersøgelser af markedet for fotobøger, endte det med at jeg hentede software fra myphotobook og kreerede en fotobog for året 2008. Det blev den første i en samling der bliver ved med at udvide sig. Billederne fra mit år på efterskole fik en hel bog, og senere fik jeg også lavet bøger med billeder fra 2009 og 2010. Det er en rar måde at have sine billeder på. En måde hvorpå man kan dele dem med andre, fordi det er let at tage en bog med billeder frem, og så kan den der kigger selv bestemme hvor meget personen vil se og læse af det.

Da jeg først kom i gang med at se på billeder, syntes jeg jo også at det kunne være meget sjovt at have de billeder fra dengang jeg var barn. På mine besøg derhjemme lånte jeg min farmors negativ-skanner og fik skannet alle mine forældres negativ ind. Dem er jeg også begyndt at samle i bøger, med ca. 3 år i hver bog.

Da jeg kom hjem efter besøget hos mine forældre lå de to sidste bøger i postkassen. Det var en bog med billeder fra sidste del af 2010, og en med billeder fra de 3 første år af mit liv. Der er noget rart ved at se der færdige resultat og stå med en lækker bog i hånden.

Nu er min samling af fotobøger oppe på 6 stk, og består af:

  • Billeder 1990 - 1991 - 1992
  • Efterskole 05/06
  • Billeder 2008
  • Billeder 2009
  • Billder 2010 - 1. del
  • Billeder 2010 - 2. del.

Nogle af de fotobøger jeg har fået samlet sammen
Målet af er lave fotobøger med billeder for hele mit liv indtil nu. Lige nu arbejder jeg på at få lavet den for 2011, men der er desværre ikke så mange billeder endnu.

Det kan godt være at nogle synes det er dyrt med de fine fotobøger, men for mig gør det ikke noget, fordi jeg på den måde får så meget mere glæde af mine billeder og kan tage dem frem og se tilbage på de ting der skete og de oplevelser jeg havde i de år der er gået.

Et kig ind i en fotobog, sommerferie 2009

Et kig i en fotobog, vinter 2010 - en gåtur over limfjorden

Et kig i en fotobog - efterår 2010

Sommerferie er sådan et dejligt begreb

mandag den 27. juni 2011

Så blev det også min tur til at kunne sige "SOMMERFERIE". Efter en uge fyldt med sølvbryllupsforberedelser og et minimum af læsning til eksamen, kom dagen hvor det ikke kunne udskydes længere. Eksamen. En oplevelser der ikke blev gjort bedre at den manglende læsning. Inde til eksamen synes jeg slet ikke at det gik særligt godt. De skulle hive det hele ud af mig og flere gange var jeg ved at sige "Gi' mig 0, og så ses vi til august". Jeg troede simpelt hen ikke at det var gået ret godt. Heldigvis var det gået lidt bedre end det. Jeg endte med et 7-tal, og taget min præstation i betragtning er jeg meget tilfreds. Nu er det ikke bare for at snakke om karaktere, men jeg var bare så lettet og glad, da de sagde syv og ikke to eller fire, og var nød til at dele min lettelse med nogle andre også.

Nu står der sommerferie på skemaet. I morgen kommer de andre fra studiet hjem til mig. Vi skal grille, hygge os, fejre en veloverstået eksamen og sige god sommer. Det glæder jeg mig meget til. Det bliver godt at få en god fælles afslutning inden vi alle tager ud i den store verden på sommerferie, eller i hvert fald nogle af os.

Det leder mig videre til at jeg nu kan glæde mig rigtigt til min ferie til Marokko. Den starter på lørdag, så i ugerne efter vil der ikke ske noget her på bloggen. Til gengæld vil jeg love jer at skrive og komme med billeder når jeg kommer hjem. Min plan er at skrive dagbog på hele turen og bagefter skrive den ind i de fotobøger jeg laver. Så er både billeder og fortælling samlet i samme bog.

God ferie til alle jer andre der allerede har fået fri, og til jer der endnu venter på feriens komme. Jeg håber at I får en dejlig sommer. Vejret er i hvert fald blevet godt igen, og meget varmt.

Arnulf Ulveblod

lørdag den 25. juni 2011

Der er lidt langt mellem børgerne for mit vedkommende lige for tiden. Der er et sølvbryllup for mine forældre i morgen, som har tager meget af min tid, og så er der jo lige den eksamen der skal overståes på mandag. Men her til aften har jeg alligevel lidt at fortælle, selvom kun indirekte omhandler en bog.

Jeg har været i Frederikssund og se vikingespillet "Arnulf Ulveblod". Det er efterhånden mange år siden jeg sidst har set vikingespillet, og jeg havde næsten glemt hvor hyggeligt det var, selvom det var en kold fornøjelse her til aften. Der er et eller andet specielt over at se vikingespillene, meget hyggeligt, og jeg kan kun anbefale alle der bor eller er i nærheden af Frederikssund her i sommeren at tage ind og se det.

 
Billede fra Vikingespillet "Arnulft Ulveblod"
Det er hentet fra Vikingespillets hjemmeside

Arnulf Ulveblod er en fortsættelse af sidste års vikingespil, men det gør ikke så meget, da der lige i starten kort fortælles hvad der skete sidst. På den måde fungerer det rigtigt godt.  Arnulft har rodet sig ud i noget rigtigt skidt. Han har slået sin bror ihjel, fordi han ville gifte sig med den kvinde Arnulf elsker, eller det tror han i hvert fald. Derfor er han flygtet ud af Danmark sammen med hans norske ven høvding Toke. Han laver samtidig et blodoffer til fenrisulven, fordi han tror at alle andre guder har vendt ham ryggen. Arnulf og Toke tager sammen på et togt til England. Under et voldsomt slag bliver Arnulf efterladt i England og samles op af vomsvikingerne, der er de mest berygtede vikinger i Danmark. Sammen med dem drager han til gilde i Svend Tveskægs kongsgård. Her lykkedes det ham at afværge en blodig slåskamp og jomsvikingernes høvdig afgiver i stedet et løfte om at drage til Norge og besejre Håkon Jarl, for derefter at reagere landet. Arnulf er ikke meget for at tage med i krig, fordi hans bedste ven er Nordmand, og han vil nødigt dø, for han elsker jo en kvinde i Danmark som han gerne vil hjem til. Klare Arnulf det hele? Får han til sidst sin elskede? Og hvad er der i virkeligheden sket med hans bror? Alt det findes der svar på i vikingespillet.

Da jeg kom hjem søgte jeg lidt på stykket og fandt ud af at det er et skuespil der er skrevet og to bøger, hvor forfatteren selv har skrevet manuskriptet til skuespillet. Det er bogen "Arnulf Veulf" skrevet af forfatteren Susanne Clod Pedersen. Jeg kunne godt finde på at læse bogen, her efter jeg har set stykker, for den virker ret interessant, så mon ikke den ender med at komme med hjem fra biblioteket på et tidspunkt?

Et lille surt opstød

mandag den 20. juni 2011

Hvor jeg dog bare hader offentlige transportmidler ind i mellem. Lige som man tror at nu kører det hele, så går det galt og et minut kan betyde forskellen for om man når et tog eller ej.

Jeg tog ud på uni i morges, fik samlet vores rapport, og alt er nu klart til at blive afleveret. Jeg blev færdig derude, så det passede med at jeg kunne nå hjem, skifte bukser, smide de sidste ting i tasken, og styrte op til bussen. Men jeg kunne nu godt have sparet mig, at skynde mig, for bussen kom ikke rigtigt. Efter ca. et kvarter kom der en bus, jeg tog med, men selvfølgelig var det lige netop så sent at jeg efter en løbetur fra bussen til toget pænt kunne se på mens toget kørte fra perronen.

Det betyder at jeg lige nu er ret bitter på NT, og så gælder deres rejsegaranti ikke engang. De skriver på store fine skilte i busserne at man kan få rejsegaranti hvis bussen er skyld i at man bliver 30 min forsinket på sin rejse. Så læser man om det, og så gælder det kun hvis man tager en taxa, og højst 50 km. Det gælder slet ikke hvis man skal videre med tog hos DSB. Det forstår jeg ikke helt, for det er bussens skyld at jeg nu kommer næsten en time senere frem end regnet med.

Jeg er dog kommet med et tog, men det er regionaltoget og ikke det forventede lyntog. Det tager lige lidt længere tid, men jeg er med, og jeg har en plads, selvom jeg måtte spilde 30 kr. på at købe en ny.

Jeg håber at I har bedre oplevelser med busserne for tiden, for jeg er ret træt af dem lige nu.

Et dilemma

lørdag den 18. juni 2011

Jeg er super glad lige nu, for min opgave på uni er færdig. Den skal bare lige samles på mandag og så afleveres. Men det var slet ikke det jeg ville skrive om idag.

Jeg står lidt i et dilemma. Jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg har været bruger på siden Boggnasker i snart 4 år, og de sidste to år har der været afholdt et Boggnaskermøde midt i sommerferien, og det er her mit problem opstår. De sidste to år har været rigtigt hyggelige, og det har været sjovt at møde de andre, men jeg føler lidt at jeg i år er blevet "for gammel", eller hvad man nu siger. Mine interesser, ud over bøgerne har efterhånden ændret sig så meget fra de øvrige der tager med, fordi  jeg er flere år ældre. De yngste der skal med er vel omkring 13, et par stykker er lidt ældre nogle går i gymnasiet og så er der en enkel der "kun" er to år yngre. Når jeg er 21, så er der meget forskel, i hvert fald på mig og de yngste. Min hverdag handler om universitet, og alt hvad det indebærer, deres handler måske mere om konfirmation, eksamener fra 9. klasse eller valg af studie. Alle de ting er lang tid siden jeg har været igennem, og det føles ærligt talt som rigtigt mange år, selvom det kun er 2 år siden jeg afsluttede HTX og skulle vælge uddannelse.

Hvad skal jeg vælge? Hvordan skal jeg finde ud af hvad jeg skal?

Der er sidste svarfrist i morgen, så tiden er knap. Oven i det ved jeg faktisk heller ikke helt hvordan min kalender ser ud i august, og det kan derfor være svært at overskue om der er tid til at tage til Boggnaskermøde midt i det hele.

Det med festsange

søndag den 12. juni 2011

Festsange er en sjov størrelse. Mine forældre har snart sølvbryllup, og jeg er ved at skrive en sang fra min søster og mig (nu håber jeg ikke at de læser med her). Men min pointe er at det er ret svært at få formuleret noget der virker godt. Først og fremmest skal der findes en melodi. Det skal være en som de fleste kender og kan synge med på. Det begrænser udvalget en del. Den må heller ikke være for svær, og så skal både mig og min søster kende melodien som udgangspunkt. Jeg er ikke meget for at tage en melodi der efterhånden er godt og grundigt slidt, som f.eks. Hammer hammer fedt. Det må gerne være en melodi med lidt gang i, og så skal der være plads til at skrive lidt i de enkelte vers.

Jeg tror nok at jeg er kommet frem til noget, og jeg er da også begyndt, og har fået skrevet 1½ vers. Nu skal jeg bare have skrevet resten. Jeg har styr på sangskjuleren, den skal bare laves, når sangene er printet. Alt i alt har jeg vel styr på det. Der er bare så meget andet oven i det hele. Min far ringede den anden dag, og spurgte om jeg ikke lige kunne hjælpe med nogle grunde til hvorfor min mor skal have en rose, og selvfølgelig kunne jeg det. Hvad gør man ikke for familien?

Om 20 dage tager jeg afsted på ferie, og inden da skal jeg nå at skrive min opgave på uni færdig, jeg skal til mine forældres sølvbryllup + ordne det der er i den sammenhæng, jeg skal måske til studentergilde (hvis jeg kan nå det), jeg skal til eksamen, jeg skal dele flyers ud og hænge plakater op for universitet, jeg skal have styr på Nordisk Møde og jeg skal til lægen og vaccineres. Det er ret mange ting, og jeg synes ikke at der er lang tid til det, men det bliver godt at komme på ferie. Den har jeg glædet mig til.

Jeg håber at I indtil videre har haft en god pinseferie, for en lille ferie er det, selvom jeg ikke rigtigt har lagt mærke til nogle af de små helligdagsferier på det sidste.

Den ydmyge amulet af Sascha Christensen

torsdag den 9. juni 2011




Den Ydmyge Amulet

Serie: Humaran 1

Sascha Christensen

377 sider

Udgivet i 2009
Org. udgivet i


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Josefines faster og onkel har købt en stor gammel villa, og vil omdanne det til et hotel. Hun skal tilbringe noget tid hos dem, fordi hendes forældre er blevet forvandlet til træer. Begge hendes forældre er magikere og Josefine selv er under uddannelse på en privat skole for magi. Det er der dog visse komplikationer ved. F.eks. oplever hun flere gange at folk er direkte bange for hende, eller også tror de at alt kan løses med magi, selvom det på ingen måde er tilfældet.

Josefine flytter med sin faster og onkel ind i det gamle hus, og hun forventer en lidt kedelig sommer med hotelarbejde og opvask. Det bliver det på ingen måde. Josefine undersøger huset og finder en loftslem der er skjult med magi, et barneskelet på loftrummet over stalden og flere gamle dokumenter på loftet. Josefine vikles ind i det mysterium der er omkring huset. Der sker nemlig noget mærkeligt og hvis det ikke lykkedes at finde ud af hvad det er, kan det ødelægge hotellet.

Liam, Josefines fætter, flytter også ind på hotellet fordi hans mor er syg. I starten bliver Josefine gald for at høre det, men Liam opfører sig underligt og hun forstår ikke hvad der er blevet af den dreng hun plejede at lege med som barn.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Den ydmyge amulet er Sascha Christensens debutroman, og den vandt Orlaprisen 2010. På trods af det er jeg ikke helt overbevist. Jeg synes at historien var lang tid om at komme ordentligt i gang, og der blev brugt meget tid på det indledende arbejde med at finde ud af hvad problemet er og hvordan det skal løses. I forhold til det er udførelsen af det meget hurtigt og jeg havde en fornemmelse af ikke at få det hele med. Når det er sagt synes jeg også at historien havde sine øjeblikke. Nogle gange sad den lige i skabet og det hele fungerede.

Den ting der trækker mest op ved bogen er den fantastiske verden som forfatteren har fået bygget op. Det er en troværdig og godt fungerende verden med en spændende ide om at magien er kendt af alle, men kun bruges rigtigt af dem der har valg magien om deres levevej. Jeg tror at den verden har meget mere at byde på.

Den sidste del af bogen var rigtig god og spændende og jeg vil da klart overveje at læse næste bog, hvis jeg falder over den på et tidspunkt. Det er ikke en af de bedste bøger, men absolut værd at læse, for den har sine helt specielle øjeblikke, som har noget vigtigt at sige.

Humaran Trilogien:
1.       Den ydmyge amulet
2.       De unaturlige
3.       ??

En blandet fornøjelse

mandag den 6. juni 2011

I dag har været endnu en dag med opmåling på programmet. Det startede med at regne netop som vi stod ud af bilen og skulle til at finde instrumenterne frem. Vi iførte os regntøj og begyndte at måle. Jeg kan godt sige jer at der kom meget vand. På den korte tid de rent faktisk regnede kom der rigtigt meget og vi blev godt våde. jeg var glad for mit regntøj. Det var et held at vi kunne stå lidt i tørvej og skrive i målebogen, selvom den nu godt kan tåle vand. Det ville bare have været så ærgerligt at den blev helt gennemblødt. Efter den første opstilling forsvandt regnen og solen kæmpede sig stille og roligt gennem skyerne så der over middag var blå himmel, høj sol og 26 grader - så bliver det da ikke bedre vejr at måle i?

En dag der startede i regntøj og gummistøvler, endte med solskolede overarme og begynde soleksem. I morgen må jeg huske den solcreme fra morgenstunden, ligemeget hvad vejrudsigten siger.

Min gamle poesibog

torsdag den 2. juni 2011

Jeg kom til at tænke på min gamle poesibog, da jeg skrev om hvad jeg engang har fået at vide af en gammel lære i forrige indlæg. Selv samme lære har engang skrevet i poesibogen. Et vers som senere hen kom til at betyde ret meget for mig. Derudover ville jeg tænke på noget positivt efter at have set det om digitalt mobning.

Jeg ved ikke hvor mange de kender poesibøgerne, eller om de bliver brugt ret meget mere? Er der nogle af jer der har haft en, eller måske stadig har den og synes at det er hyggeligt at kigge tilbage på? Min poesibog  er lyserød, med en rulle papir og nogle blå blomster, sådan rigtigt piget, men sådan var det nok bare dengang. Jeg kan se at den første side jeg selv har skrevet i den er helt tilbage fra 1998, dengang jeg var 8 år. Der er blevet skrevet i den i et par år, og særligt af dem fra 2000 er der nogle der betyder rigtigt meget for mig. Det seneste årstal jeg kan finde er 2003, og jeg tror det er der fordi en veninde fra folkeskolen så den hjemme ved mig og ville skrive i den. Siden da er den ikke blevet brugt, men har altid haft sin plads på hylden. Den er efterhånden lidt slidt. Nogle af siderne er ved at falde ud, andre er klistret sammen med tape, men det er en hyggelig lille bog at sidde med. Overvejer helt at tage konceptet op igen og finde mig en ny poesibog.



Her kommer lige lidt vers, og hvorfor lige netop dem betyder noget for mig.

Den største fejl, du kan gøre i livet , 
er at være evig angst for at gøre en fejl. 
(Elbert Hubbard)

Det her skrev min matematiklære til mig da jeg gik i 3. klasse. Hun havde rigtigt nok set at jeg ikke brød mig om at lave fejl. Hendes vers i e´min poesibog hjalp mig til senere at acceptere at det er okay at lave fejl ind i mellem og at jeg ikke altid behøver at være perfekt.

Hvad hjalp det om verden for foden lå
hvad hjalp det om selv du fik guldkrone på
når hjertet dog ikke i glæde kan slå

Det her er skrevet af min Bedstefar, og jeg synes at det er et rigtigt sigende digt. Det betyder ekstra meget for mig, fordi han døde 5 måneder efter og at jeg i digtet kunne søge lidt trøst og komme igennem det, for som der står hvad hjælper det hvis hjertet ingen glæde har.

Vi går mellem stjerner og kloder
som kværner uroligt og tungt.
Vi søger et centrum i verden,
et fast arkimedisk punk

Sådan er verdens centrum,
at det må man selv ha' med.
Har man det ikke i sig
så findes det intet sted.
(Piet Hein)

Min dansklære denne gang. Det har først rigtigt fået en betydning nu, hvor jeg ser det i forhold til den uddannelse jeg er ved at tage, hvor man prøver at afbillede jorden på en ordentlig måde, og på den måde også lidt søger efter jordens fysiske centrum, så man kan lave en ordentlig geoide.
I får også lige et par andre som jeg synes godt om:

Brug livet
men misbrug det ej
Gør som soluret
tæl kun de lyse timer

***

Den lille hvide svane
på søen glider hen
gid alle dine dage
må glide hen som den

***

Hvor livet blev let at leve,
hvis alle, du mødte på din vej,
smilte til dig og hilste:
"Jeg ved noget godt om dig"

I en verden hvor alt efterhånden foregår elektronisk kunne det være en hyggelig tradition at tage op igen, og skrive små personlige digte og vers til hinanden. Ikke bare de der helt traditionelle som Roser er røde, violer er blå, men poesi der er tænkt over og skrevet med en bestemt grund til lige netop den person. Jeg overveje det ret seriøst lige nu. Må prøve at finde en egnet bog. Findes der overhovedet poesibøger derude i boghandlerne?

Digital mobning - hvad sker der lige?

Her til aften så jeg Bag Facaden: Jaget på Facebook på DR1. Et program om digital mobning, og hvordan det har udviklet sig til at være et meget stort problem. (I kan finde det her på DR NU)

Da jeg sad og så det blev jeg forarget. Forarget over hvad folk kan finde på at skrive til hinanden, og at der næsten ikke er noget der kan stoppe dem. Det er snart ligesom med "almindelig" mobning, at man skal passe på ikke at blande sig, for ikke selv at blive offeret.

Jeg har aldrig selv prøvet at blive mobbet sådan rigtigt. måske havde jeg ikke de fleste venner, eller var den mest populære, men jeg blev accepteret fordi jeg var dygtig, som min lærer engang sagde til mig.

Jeg har svært ved at kritisere andre, for dem de er eller det de gør. Mit seneste problem var i forrige projekt med et gruppemedlem, men det har jeg vidst allerede skrevet om her på bloggen. Men det at skulle sige til ham at jeg ikke synes hans arbejde var godt nok, var umådeligt svært og jeg ved ikke om jeg fik det sagt på en ordentlig måde. Det håber jeg. Men fordi jeg har svært ved at sige grimme eller sårende ting til folk i den fysiske verden er det for mig endnu sværere at skrive det direkte til personen.

Jeg kan godt følge tanken med at det er lettere at at svine folk til når man sidder bag en skærm og gemmer sig, og der ikke er noget direkte reaktion på det man skriver. Alligevel har jeg svært ved at forstå hvordan andre kan få sig selv til at skrive sådanne ting. Hvorfor er der nogen der gør det? Har de ikke nok i deres egen verden? Hvorfor skal de ødelægge livet for andre?

En ting jeg også har tænkt over er at ironi kan være en meget svær ting at opfatte over nettet eller på sms. Når det står skrevet på skrift kan det være rigtigt svært at afgøre om noget er ment for sjovt, ironisk, eller er det ramme alvor. Derfor er jeg selv meget påpasselig med at bruge ironi, når jeg skriver på nettet. Der er alt for mange gange hvor det kan tolkes forkert.

Ja spørgsmål er der nok af, men min bøn til alle jer derude er at I skal tænke over det I skriver til hinanden digitalt. Tænk over hvordan I selv ville reagere hvis I fik den besked I lige er ved at sende. Vær søde ved hinanden og gør verden til et bedre sted at være.