Skammertegnet af Lene Kaaberbøl

mandag den 25. november 2013




Skammertegnet

Serie: Skammerens Børn 2

Lene Kaaberbøl

290 sider

Forum - 2003
Org. udgivet i 2001


Jeg er gået i gang med at genlæse de tre sidste skammerbøger inden jeg skal i teateret i december. Skammerbøgerne betyder noget helt specielt for mig, for det var Skammerens Datter der for alvor åbnede mine øjne for fantasygenren. Derfor er min bedømmelse af bøgerne heller ikke helt objektiv og er præget af en enorm nostalgifølelse fra min side. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Dina og hendes familie er flygtet op i højlandet hvor de har slået sig ned hos Kensie-klanen. Nede i lavlandet render Drakan rundt og kalder sig selv for Dragefyrste. Han spreder skamløshed omkring sig som en sygdom. Ikke engang i højlandet kan de blive fri for Drakan og hans håndlangere. Dina og hendes mor bliver udsat for et bagholdsangreb, og Davin (Dinas storebror) rider hovedkulds ud for at udfordre angriberne. Dina tvinges til at bruge sine skammerkræfter i Dragens tjeneste og Davin må indse at ikke alt kan løses med sværd og våben.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I Skammerens Datter handlede historien om Dina. I Skammertegnet får Davin også lov at komme med og være en del af begivenhederne. Han har faktisk fået lov til at fortæller ca. halvdelen af kapitlerne. Jeg kan huske at jeg den første gang jeg læste bogen synes det var lidt mærkeligt. Davin var jo ikke rigtigt en man kendte fra første bog. Efter at have vænnet mig til det, blev det ok og i dag er jeg ret godt tilfreds med også at få hans side af historien. Davin – ’manden’ i hjemmet – måtte i forrige bog sidde hjemme og vente på sin mor og søster uden at kunne gøre noget. Det er han fast besluttet på aldrig må ske igen. Han vil lære at forsvare sig selv og sin familie så han kan redde dem hvis der skulle ske noget. Davin er en dreng der er i fuld gang med at udvikle sig til en mand. Han ved bare ikke helt hvordan det skal ske, så han fumler noget rundt i det og tager nogle meget dumme beslutninger indimellem. Man kan dog mærke at han gør det hele af god vilje og har en stor kærlighed til måde sin mor og søstre. Bogen handler selvfølgelig også om Dina, men det er mest Davins udvikling der er fokus på.

Jeg har tidligere givet bogen her 5 stjerner, men som jeg sad og læste den, blev jeg klar over at den egentligt er den svageste af de fire bøger i serien. Det er den med mindst substans i og Dinas historie træder lidt i baggrunden. Misforstå mig ikke, for jeg synes stadig at den er super god, men sammenlignet med de andre bøger, så giver jeg ”kun” fire stjerner denne gang. Jeg kan sagtens se hvorfor Davins historie også er vigtig. Vi er nød til at kende ham for at han også får en betydning i de to næste bøger, men det er nu hos Dina mit hjerte ligger.

Selvom det nu er fjerde gang jeg læser bogen, så var der mange små detaljer jeg slet ikke kunne huske. Jeg kan de store hovedtræk i alle bøgerne, men jeg havde f.eks. glemt alt om den lille dreng Tavis, der betyder så meget for hvorfor Dina gør som hun gør.

Bogen er ved at have nogle år på bagen, men hvis I endnu ikke har læst den kan jeg bestemt anbefale jer at gå i gang. Det er ikke stort og detaljeret fantasy på samme måde som f.eks. George R. R. Martin eller Brandon Sanderson skriver det. Det er simpel fantasy, helt nede på jorden og med dejlige, gode, og ”skjulte” moraler omkring skam og det at bruge skammerkrafter mod andre. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Skammerens Børn


2 kommentarer :

  1. Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har læst serien, selvom jeg kun har hørt godt om den. Jeg frygter måske, at jeg ikke ville synes om den, fordi jeg ikke er vokset op med den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg godt, og jeg er jo nok slet ikke den rigtige at spørge til råds når det kommer til det, fordi jeg netop altid har haft de bøger. Jeg kan dog sige at min mor læste dem, da jeg opfordrede hende til det og hun synes også godt om dem. Men måske handler det om ikke at have for høje forventninger hvis man går i gang med en bog der egentligt er henvent til en lidt yngre målgruppe. Det skal også siges at bøgeren 'vokser' gennem serien og bliver lidt mere avancerede for hvert bind.

      Slet