Min gamle poesibog

Jeg kom til at tænke på min gamle poesibog, da jeg skrev om hvad jeg engang har fået at vide af en gammel lære i forrige indlæg. Selv samme lære har engang skrevet i poesibogen. Et vers som senere hen kom til at betyde ret meget for mig. Derudover ville jeg tænke på noget positivt efter at have set det om digitalt mobning.

Jeg ved ikke hvor mange de kender poesibøgerne, eller om de bliver brugt ret meget mere? Er der nogle af jer der har haft en, eller måske stadig har den og synes at det er hyggeligt at kigge tilbage på? Min poesibog  er lyserød, med en rulle papir og nogle blå blomster, sådan rigtigt piget, men sådan var det nok bare dengang. Jeg kan se at den første side jeg selv har skrevet i den er helt tilbage fra 1998, dengang jeg var 8 år. Der er blevet skrevet i den i et par år, og særligt af dem fra 2000 er der nogle der betyder rigtigt meget for mig. Det seneste årstal jeg kan finde er 2003, og jeg tror det er der fordi en veninde fra folkeskolen så den hjemme ved mig og ville skrive i den. Siden da er den ikke blevet brugt, men har altid haft sin plads på hylden. Den er efterhånden lidt slidt. Nogle af siderne er ved at falde ud, andre er klistret sammen med tape, men det er en hyggelig lille bog at sidde med. Overvejer helt at tage konceptet op igen og finde mig en ny poesibog.

Her kommer lige lidt vers, og hvorfor lige netop dem betyder noget for mig.

Den største fejl, du kan gøre i livet , 

er at være evig angst for at gøre en fejl. 

(Elbert Hubbard)

Det her skrev min matematiklære til mig da jeg gik i 3. klasse. Hun havde rigtigt nok set at jeg ikke brød mig om at lave fejl. Hendes vers i e´min poesibog hjalp mig til senere at acceptere at det er okay at lave fejl ind i mellem og at jeg ikke altid behøver at være perfekt.

Hvad hjalp det om verden for foden lå

hvad hjalp det om selv du fik guldkrone på

når hjertet dog ikke i glæde kan slå

Det her er skrevet af min Bedstefar, og jeg synes at det er et rigtigt sigende digt. Det betyder ekstra meget for mig, fordi han døde 5 måneder efter og at jeg i digtet kunne søge lidt trøst og komme igennem det, for som der står hvad hjælper det hvis hjertet ingen glæde har.

Vi går mellem stjerner og kloder

som kværner uroligt og tungt.

Vi søger et centrum i verden,

et fast arkimedisk punk

Sådan er verdens centrum,

at det må man selv ha' med.

Har man det ikke i sig

så findes det intet sted.

(Piet Hein)

Min dansklære denne gang. Det har først rigtigt fået en betydning nu, hvor jeg ser det i forhold til den uddannelse jeg er ved at tage, hvor man prøver at afbillede jorden på en ordentlig måde, og på den måde også lidt søger efter jordens fysiske centrum, så man kan lave en ordentlig geoide.

I får også lige et par andre som jeg synes godt om:

Brug livet

men misbrug det ej

Gør som soluret

tæl kun de lyse timer

***

Den lille hvide svane

på søen glider hen

gid alle dine dage

må glide hen som den

***

Hvor livet blev let at leve,

hvis alle, du mødte på din vej,

smilte til dig og hilste:

"Jeg ved noget godt om dig"

I en verden hvor alt efterhånden foregår elektronisk kunne det være en hyggelig tradition at tage op igen, og skrive små personlige digte og vers til hinanden. Ikke bare de der helt traditionelle som Roser er røde, violer er blå, men poesi der er tænkt over og skrevet med en bestemt grund til lige netop den person. Jeg overveje det ret seriøst lige nu. Må prøve at finde en egnet bog. Findes der overhovedet poesibøger derude i boghandlerne?