Her til aften så jeg Bag Facaden: Jaget på Facebook på DR1. Et program om digital mobning, og hvordan det har udviklet sig til at være et meget stort problem. (I kan finde det her på DR NU)
Da jeg sad og så det blev jeg forarget. Forarget over hvad folk kan finde på at skrive til hinanden, og at der næsten ikke er noget der kan stoppe dem. Det er snart ligesom med "almindelig" mobning, at man skal passe på ikke at blande sig, for ikke selv at blive offeret.
Jeg har aldrig selv prøvet at blive mobbet sådan rigtigt. måske havde jeg ikke de fleste venner, eller var den mest populære, men jeg blev accepteret fordi jeg var dygtig, som min lærer engang sagde til mig.
Jeg har svært ved at kritisere andre, for dem de er eller det de gør. Mit seneste problem var i forrige projekt med et gruppemedlem, men det har jeg vidst allerede skrevet om her på bloggen. Men det at skulle sige til ham at jeg ikke synes hans arbejde var godt nok, var umådeligt svært og jeg ved ikke om jeg fik det sagt på en ordentlig måde. Det håber jeg. Men fordi jeg har svært ved at sige grimme eller sårende ting til folk i den fysiske verden er det for mig endnu sværere at skrive det direkte til personen.
Jeg kan godt følge tanken med at det er lettere at at svine folk til når man sidder bag en skærm og gemmer sig, og der ikke er noget direkte reaktion på det man skriver. Alligevel har jeg svært ved at forstå hvordan andre kan få sig selv til at skrive sådanne ting. Hvorfor er der nogen der gør det? Har de ikke nok i deres egen verden? Hvorfor skal de ødelægge livet for andre?
En ting jeg også har tænkt over er at ironi kan være en meget svær ting at opfatte over nettet eller på sms. Når det står skrevet på skrift kan det være rigtigt svært at afgøre om noget er ment for sjovt, ironisk, eller er det ramme alvor. Derfor er jeg selv meget påpasselig med at bruge ironi, når jeg skriver på nettet. Der er alt for mange gange hvor det kan tolkes forkert.
Ja spørgsmål er der nok af, men min bøn til alle jer derude er at I skal tænke over det I skriver til hinanden digitalt. Tænk over hvordan I selv ville reagere hvis I fik den besked I lige er ved at sende. Vær søde ved hinanden og gør verden til et bedre sted at være.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar