Viser opslag med etiketten forfattermøde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forfattermøde. Vis alle opslag

Når man møder sit forfatteridol

mandag den 23. december 2013

I lørdags da jeg så Skammerens Datter 1 og 2 på Østre Gasværk teater var jeg så heldig at Lene Kaaberbøl også var inde og se begge forestillinger. Inden første forestilling signerede hun bøger i teatrets foyer. Derefter så jeg hende ikke før hun i pausen mellem de to forestillinger gik forbi mig. Til Skammerens Datter 2 viser det sig at hun sidder på rækken lige foran os og efter forestillingen får jeg sagt hej og går en signatur i måde program og i CD'en.



Jeg får sagt at hendes bøger stadig er super gode, selvom der nu er gået over 10 år siden jeg læste bøgerne første gang. Hun kalder mig en del af Skammer-generation 1 - dem der læste bøgerne da de udkom første gang og jeg kan kun være enig med hende.

Egentligt har jeg tusind ting jeg gerne vil fortælle hende, men når jeg står foran hende bliver jeg genert og ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. Lene Kaaberbøl og skammer-bøgerne er årsagen til at jeg begyndte at læse fantasy og i dag har flere reoler stående med fantasybøger derhjemme. Hvis man kan sige at man har et forfatteridol så er Lene Kaaberbøl helt klart mit. Jeg har nu mødt hende flere gange, men alligevel står jeg hver gang og kan ikke rigtigt finde ud af hvad man skal sige til hende.

Så Lene, hvis du af en eller anden grund skulle læse med her, så skal du vide at du er en fantastisk forfatter. Du vækkede min fantasi i sin tid. Du åbnede mine øjne for en fantastisk genre og en verden af bøger jeg måske ikke havde opdaget uden dine bøger. Dine skammer-bøger er blevet genlæst utallige gange og hvis jeg mangler noget velkendt og trygt er det ofte de bøger jeg vender tilbage til.

Selv når jeg sidder her kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skal skrive. Det er fantastisk at Skammer-bøgerne har fået alt den opmærksomhed i de sidste par år, og når Skammerens Datter kommer som film til næste år vil jeg helt sikkert være at finde i biografens mørke for at få endnu et møde med Dina og alle de andre.

Lene Kaaberbøl - Foto: Katrine Emilie Andersen

Endnu en signeret bog og et dejligt møde med Josefine Ottesen

fredag den 22. juni 2012

Så kom dagen hvor Josefine Ottesen var at finde i Salling i Aalborg, og når jeg nu ikke bor længere end en 7 km cykeltur væk skulle jeg da lige derind, og høre hvad hun havde at sige om "I vendernes vold". Det tog ikke ret lang tid, men det var spændende at høre Ottesen selv fortælle om hvordan det var i Danmark omkring 1168. Hun startede faktisk lidt før, med at der var borgerkrig i Danmark og Svend, Knud og Valdemar bekrigede hinanden. Det endte med at Valdemar, senere kendt som Valdemar den Store, vandt og fik samlet Danmark under sig. På sin ene side havde han sig fosterbror biskop Absalon der tog sig af kirken og på den anden side var Esbern Snare, der var god til krigsførelse. Når man vil have et land til at stå sammen er det godt at have en fælles fjende og det blev venderne som gennem borgerkrigen lystigt havde slået til mod de danske kyster og taget mange danskere som slaver. Det er her "I vendernes vold" starter. I venderbyen Arkona og netop slaget mod Arkona er et af de allervigtigste. Det sagdes at Arkona var uindtagelig for på tre af siderne var der store kridtklinter ned til vandet og på den fjerde side var der en enorm vold. Inden danerne kom havde venderne stables græstørv op foran den store egetræsport, men i den varme sommer hvor danerne belejrede Arkona, blev græstørvene tørre og faldt mere og mere sammen. Danerne var snedige og skød brændende pile ind i alt det her græstørv og det betød at der gik ild i det hele.

Derefter læste Josefine op fra bogen, i det kapitel hvor Arkona angribes af danerne. Det er inspirerende at høre forfatteren selv læse op af bogen, for hun ved jo lige præcis hvordan tingene er og hvordan de forskellige navne skal udtales.

Til sidst var der mulighed for at få signeret en bog, og jeg havde da taget min udgave af "I vendernes vold" med, for at få endnu en forfattersignatur i mine bøger. Det er altså ret hyggeligt med sådan noget som et godt minde og et møde med en forfatter.

Josefine Ottesen i Salling, Læg lige mærke til hvordan hendes tøj passer til den orange dug. 
Hvis I ikke kan huske min anmeldelse, hvor jeg virkeligt anbefaler bogen, så tag et kig på den her på boggnasker: I vendernes vold af Josefine Ottesen