Den Fredløse af C. Evytt

mandag den 12. januar 2015





Den Fredløse

C. Evytt

640 sider

Tellerup - 2014

Anmeldereksempler fra Tellerup
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
”Virker frøken Anna ikke lidt trist i år?” spurgte Rham henkastet og fulgte pigen med øjnene da hun krydsede gårdspladsen og slog sig ned på køkkentrappen.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Når historien er eviggyldig,
bliver sted og tid ligegyldig.

Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.

Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd imellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.

Men samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand fra fremmedhadet.

Snart må de begge indse at selv en drøm har sin pris, og deres forhold får så vidtrækkende konsekvenser at det trækker spor, ikke kun i Anna og Rhams liv, men i hele landsdelen det følgende årti.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Bogen lød god og har tilmed et virkeligt smukt ydre hvor der er kælet for detaljerne, så den minder lidt om en gammel læderindbunden bog. De to ting fik løftet mine forventninger til bogen godt opad. Og heldigvis kan bogen bære dem. Jeg blev hurtigt fanget af bogens stemning og de to hovedpersoner Anna og Rham.

Både Anna og Rham passer ikke rigtigt ind og onde rygter gør det endnu sværere for dem. De drømmer om frihed og at kunne gøre som de vil, men verden omkring dem har allerede sat dem i bås og den plads er ikke sådan at bryde ud af. Anna og Rham reagerer ret forskelligt. Hvor den ene bliver oprørsk og vild, bøjer den anden nakken for at finde sin plads i samfundet. Det virker dog ikke helt for nogen af dem.

Bogen strækker sig over en lang tidsperiode på omkring 10 år, så personerne gennemgår selvfølgelig en stor udvikling og det kan være svært at sammenligne Anna og Rahm fra side 1 med den Anna og den Rahm man møder på side 600. Selvom man indimellem hopper en del år frem og selvom de udvikler sig meget, synes jeg hele tiden at man kan kende dem og de bliver ikke helt fremmede. Jeg forstod begge parter og følte med dem begge.

Med enhjørningen som eneste fantasyelement er der ikke meget fantasy over denne historiske fantasyroman, men det betyder slet intet – for den er fremragende helt som den er. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne den en smule med bøgerne i Josefine Ottesens serie Danerriget. Ikke fordi de minder ret meget om hinanden, men fordi begge er gode fortællinger der kan gøre en fantasy-læser som mig tilfreds selvom de stort set ikke indeholder nogle fantasy-elementer.

Alt i alt har Carina Evytt skrevet en super god bog som jeg virkeligt har nydt at læse. Jeg er sikker på at både Anna og Rham vil forblive i mine tanker lidt endnu. De har i hvert fald gjort indtryk. 

4 kommentarer :

  1. Den vil jeg glæde mig til at læse :)

    SvarSlet
  2. Kunne ikke være mere enig!!:) elsker den!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa, den er så godt. Dejligt at der også er andre der synes om den.

      Slet