Viser opslag med etiketten Musikteaterforestilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Musikteaterforestilling. Vis alle opslag

Et forrygende Skammer-maraton

mandag den 23. december 2013

I lørdags var jeg i København for at se Skammer-maraton på Østre Gasværk Teater. Jeg har længe set frem til dagen og genlæst de tre sidste bøger i skammer-serien i ventetiden. Kl. lidt i tre om eftermiddagen sad jeg klar i teatersalen sammen med min søster og to fætre.

At gense Skammerens Datter 1
Jeg var jo inde og se Skammerens Datter 1 sidste år, så vi vidste godt hvad vi kunne forvente, og jeg kan med det samme sige at stykket var ligeså fantastisk denne gang som første gang. Der er lidt ændringer i forhold til sidste års opsætning. Det er f.eks. en anden der spiller fyrstesønnen Nicodemus. Denne gang er det Simon Stenspil og jeg jeg havde glæder mig meget til at se hvordan han klarede den opgave. Han spiller utroligt godt, men hans stemme er rimeligt hæs når han synger og især når han skulle holde tonerne i længere tid. Man skulle lige vænne sig til det, men ellers synes jeg at han var rigtig god i rollen som Nico.

Det var også sjovt at se stykket når man kender alle sangene.  Jeg sad tit og "sang" med inde i hovedet på mig selv. I kan læse hvad jeg skrev om 1'eren sidste år her: Skammerens Datter fungerer godt på de skrå brædder

Rosa (Sara Viktoria) og Dina (Amalie.Marie Nybroe Fjeldmose) - Foto: Robin Skjoldborg


Spisning på teatret
Efter Skammerens Datter 1 havde vi bestilt mad på teatret. Der var lidt forvirring da vi kom ud og skulle finde pladser at sidde på. Der var mange der også skulle spise der, men også en del der bare skulle ud, så det var lidt kaos. Vi fandt vores pladser på et par bænke ved bord 5. Vi havde bestilt drageburger og mens vi sad og ventede på maden kom der nogle meget jamrende dragelyde inde fra teatersalen inden den kom med et sidste suk og der blev stille. Lidt efter kom vores mad, så mon der var rigtig dragekød i burgeren?

En flot 2'er
Efter spisningen satte vi os igen til rette i teatersalen til endnu et par timers teater. Vi starter lige på og hårdt med at borgerne i Dunark hylder Drakan der lige er kommet hjem fra krig. I højlandet hvor Dinas familie har slået sig ned dukker Dinas far, Sortemesteren Sezuan, op og forstyrre freden. Hele familien, incl. Nico tager afsted midt om natten for at komme væk fra ham.

Rekvisitterne på scenen er simple. Denne gang benyttes en række kasser i forskellige størrelser. Nogle gange fungere de som hus og den lige en hele by. På et andet tidspunkt er det en byport for at at blive en en borgmur eller et bjergrigt område. Ligesom i etteren benyttes scenegulvet også en del. Døre løftes op og de mange lemme gør at folk pludseligt kan dukke op ud af ingenting.

Ud over rekvisitterne er lys også en vigtig del af forestillingen. Skammerkræfterne markeres med blåligt lys - ligesom i etteren - mens når sortemesteren Sezuan benytter Slanges gave så vises det med rødt/orange lys og lys-syner på gulvet. Jeg kunne specielt godt li' slangen på gulvet der flere gange optrådte for at jage nogen væk.

Stykket var fantastisk og jeg var fanget under hele forestillingen. Tiden var ikke eksisterende og jeg befandt mig i min egen lille skammer-tidsboble. Jeg tror det er godt at jeg ikke bor i København for så ville jeg købe mig fattig i billetter for at kunne se forestillingen igen og igen og igen og igen.

Sezuan (Kim Hammelsvang Henriksen) og Dina (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose) - Foto: Robin Skjoldborg


Teater vs. Bøger
Når tre bøger skal koges ned til en teaterforestilling på 2½ time er der nødvendigvis nogle dele der må tages ud og andre der må ændres lidt. Jeg synes at de har klaret opgaven utroligt flot. Vægten ligger på bog 3 - Slangens Gave - hvor Dina møder sin far. Generelt set følger teaterstykket bogen rigtigt fint, og så er det lykkedes at flette elementer ind fra både 2'eren og 4'eren selvom det ikke altid er de samme personer som i bøgerne der går bestemte ting. En anden ændring er Rosas rolle. I bøgerne er hun faktisk ikke specielt meget med, men i teaterstykket får hun lov at være mere med. Det sker især fordi man har brugt Rosas bror Aun til at minde Drakans og Dinas historie sammen. Derudover er flirten mellem Rosa og Davin også lidt større end i bøgerne. Generelt set er jeg godt tilfreds og jeg sad med tårer i øjnene under stykket nøjagtigt som jeg gjorde da jeg læste bøgerne.

Skal jeg give Skammerens Datter 2 stjerner, får den fuldt hus: 5 ud af 5 stjerner.


Øverst: Fyrst Arthos (Jens Andersen) og Dama Severa (Birgitte Raaberg) - Neders: Nico (Simon Stenspil (midt)) og vagter
Foto: Robin Skjoldborg

Skammerens Datter 2

Østre Gasværk teater

Spiller indtil 2. februar 2014

Varighed: 2½ time inkl. pause

Læs mere her: Østre Gasværk Teater


Skammerens Datter 2 på Østre Gasværk

torsdag den 8. november 2012

I min omtale af musikteaterforestillingen "Skammerens Datter" fortalte jeg at Østre Gasværk planlægger at spille fortsættelsen næste år. Nu er de selv ude på facebook og bekræfter det, så den er altså godt nok. Skammerens Datter 2 vil spille i efteråret 2013 på Østre Gasværk.


Da jeg hørte det i teatret, tænkte jeg på det som om det var anden bog i serien, Skammertegnet, der skulle spilles og at de måske ville spille alle de resterende tre bøger over de næste tre år, men sådan bliver det (desværre) ikke.

Lene Kaaberbøl skriver de tre sidste bøger om til en historie hvor Dinas endelige opgør med med Drakan og dragen orden vil finde sted. Det lyder okay, men jeg er alligevel lidt bange for hvad der kan ske, og så kommer der jo til at mange en hel del. Jeg havde lige glædet mig til at se Sezaun på de skrå brædder. Jeg tror han kunne gøre det godt der, og jeg ville have elsket at høre ham spille fløjte. Den drøm må jeg hellere lade være med at tænke for meget over, for jeg tror ikke at der er plads til ham i en Skammerens Datter 2 på Østre Gasværk.

Billetsalget er allerede starten, men kun i en meget kort periode. Østre Gasværk skriver selv på facebook at premieren vil ligge før og sidste spilledag vil være efter. De fleste forestillinger i den uge de er til salg i nu er også allerede udsolgt.

Om det bliver de samme skuespillere er heller ikke helt på plads endnu, men dog skriver Østre Gasværk at Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose igen vil spille Dina. Det er godt, for det ville være meget mærkeligt hvis stykkets store hovedrolle skulle spilles af en anden. Jeg håber og at dem der spiller Rosa, Nico, Drakan og Melusina skal være med næste år. Det er dem jeg mener er de øvrige nøglepersoner og de ville være svære at udskifte.

Selvom det kun bliver en forestilling mere, så er jeg super glad, og jeg skal helt sikkert i teateret næste år for at se afslutningen på historien - også selvom slutningen bliver en del anderledes end bogen.

Der kan ses en lille smule mere her: Billetbillet.dk - Skammerens Datter 2

 - Selvom det meste der er afsløret om forestillingen står på Østre Gasværks facebookside: Gasværket (Facebook)

Skammerens Datter fungerer godt på de skrå brædder

mandag den 5. november 2012

Skammeren Melussina (Nastja Arcel). Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)

I lørdags var jeg igen i teateret – denne gang for at se Skammerens Datter på Østre Gasværk teater. Stykket er baseret på Lene Kaaberbøls roman af samme navn (læs min anmeldelse af bogen). Nu er bogen blevet levende på de skrå brædder og det fungerer rigtigt godt.

Det var med stor spænding at jeg sætte sig til rette på min plads og ventede på at lyset skulle slukke og forestillingen begynde. Forestillingen starter med at vise og fortælle hvad en skammer er, og det fungerer godt at vise det på den måde. I bogen lærer men det stille og roligt, men her i teaterstykket er man nød til at vide hvad den skammer er fra starten.  I et inferno af farvet lys fornemmer man hvad det vil sige at se en skammer i øjnene, og jeg må da indrømme at jeg selv sad og krympede mig under flere af de scener hvor skammerkrafterne bliver brugt.

I bogen møder man først Nico, i fangekælderen sammen med Dina, men her i teaterstykket formår de på en god måde at introducere ham før. Man møder ham mens han fester i kroen og drikker sig fra sans og samling. Det er også her Rosa introduceres i teaterstykket. I bogen kommer hun jo først med meget sent, med det er rigtigt godt at hun bliver tydelig i teaterstykket så tidligt.

Bortset fra de små ændringer med introduktioner o.lign. så følger teaterstykket bogen rigtigt godt.

Scenografien er fantastisk. Det er utroligt hvad man kan få ud af det gulv. Der er masser af lemme og luger der kan åbnes og lukkes og som ofte bruges som ind- eller udgang fra scenen. Døre kan løftes op fra gulvet og rum formes med firkanter af lys. Det hele er super simpelt, men meget sigende og man er ikke i tvivl om hvad der er hvad og hvornår man er hvor.

Der var fra starten, da forestillingen blev annonceret, lovet en rigtig drage, og det må man sige at man får. Dragen er virkeligt godt lavet og forestillingen går hen og blive en anelse uhyggelig med dragen på scenen.

Alt i alt var det en helt fantastisk oplevelse. Det var fantastisk at se min yndlingshistorie blive levende på den måde, og jeg kan kun anbefale at man tager ind og ser en af de sidste forestillinger – der er stadig nogle ledige billetter.


Skammerens Datter, Dina (Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose).
Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)
Rosa (Sara Viktoria Bjerregaard Christensen).
Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)
Nico & Dina (Simon Mathew og Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose).
Foto: Robin Skjoldborg (Østre Gasværk Teater)

PS. Jeg ved ikke hvor meget det er ude i offentligheden, for jeg kan ikke finde noget om det på nettet, men da forestillingen sluttede, blev det fortalt at de vil opføre fortsættelsen, Skammertegnet, til næste efterår ligeledes på Østre Gasværk. Det var en utrolig god nyhed og jeg blev hurtigt enig med de andre om at vi da igen må i teateret næste år.