The Sunshine Blogger Award

søndag den 29. november 2015

Efter starten på denne uge hvor jeg har trasket rundt i sneen på Sjælland, der besværliggjorde mit arbejde en del, kunne jeg godt bruge lidt solskin, og så er det jo heldigt at Frk. Hyms for længe siden har nomineret mig til The Sunshine Blogger Award.

"The idea of the Sunshine Blogger Award is that you nominate bloggers who put a little sunshine in you day, who are positive, creative and inspiring."

The rules:
1. Answer the 11 questions from the blogger who nominated you
2. Nominate some wonderful bloggers and write 11 questions for them to answer.



1. Hvilken fiktiv verden vil du helst bo i?
Ingen?? Jeg har det ret godt lige her hvor jeg er. Jeg læser for at opleve noget andet og drømme mig væk til fremmede verdener, men når det er sagt så er mange af de verdener altså ikke nogen jeg har specielt meget lyst til at leve i. Mange er plaget af krig eller er en dystopisk fremstilling af vores verden og det er ikke så opmuntrende.

Dog kunne jeg godt se mig selv bog i Auraluen (Skyggens lærling af John Flanagan). Det virker som et dejligt sted det meste af tiden.

2. Hvilken fiktiv person vil du helst date?
Uhhh, den er svær. Jeg forelsker mig sjældent i fiktive karakterer. For mig er de fiktive og jeg har de fint med at de findes i bogen og har ikke det store behov for at møde dem i virkeligheden. Skulle jeg alligevel vælge en, må det nok være Tano fra Skammerkrigen. Her da jeg sidst genlæste bøgerne gik det endnu engang op for mig hvor fantastisk den dreng er.

3. Hvilken fiktiv person vil du helst være?
Jeg lever mig ind i rollen som de personer jeg læser om, mens jeg læser, men det er sjældent at de bliver hos mig og jeg har lyst til at bytte plads med dem. Mange af dem bliver jo udsat for alverdens prøvelser.

4. Hvilken af dine bøger er dit kæreste eje?
Det må være serien om Skammerens Børn. De er alle fire signeret og så betyder serien bare helt enormt meget for mig. Det var dem der kickstartede mit læseeventyr med fantasy. Før jeg læste dem, anede jeg ikke at der fantes en så fantastisk genre som fantasy.

5. Er der en bog, du nægter at læse og hvorfor?
Der er mange. Mest af alt fordi de ikke interesserer mig.
Det kan dog også ændre sig hvilke bøger jeg nægter at læse. Engang nægtede jeg at læse Harry Potter - indtil jeg smuglyttede når min søster fik den læst højt og derfor selv måtte læse den for at få hele historien med.

6. Hvilken bog glæder du dig helt uvirkeligt meget til at få fingrene i?
Den tredje bog i Kingkiller Chronicle serien af Patrick Rothfuss. Jeg elsker de første bøger - desværre er der endnu ingen dato for hvornår den tredje bog udkommer. Måske er der stadig flere år til. Rothfuss er en langsom skriver.

7. Læser du tegneserier og i så fald kan du anbefale nogle stykker?
Nej, det er desværre ret begrænset. Jeg læste Bamse - verden stærkeste bjørn og W.I.T.C.H som barn, men det er længe siden jeg ellers har læst tegneserier.

8. Hvilken bog anbefaler du allermest?
Mistborn af Brandon Sanderson. Den serie er fantastisk.

9. Har du nogensinde ment at filmen var bedre end bogen?
Nej, men jeg er heller ikke så god til film - og så ser jeg for det meste også kun filmatiseringer af bøger som jeg synes er gode. Jeg har dog set Divergent, til trods for at jeg endnu ikke har læst bogen, så indtil videre, så kan man vel sige at jeg synes filmen er bedre, eftersom jeg endnu ikke har samlet bogen op, og helt ærligt nok heller ikke kommer til det i lang tid.

10. Har du nogensinde fået negative kommentarer omkring at din læsning eller blogging?
Ikke så vidt jeg husker. Og er det sket så er jeg god til at fortrænge den slagt negative minder. Det gør ikke noget godt at blive ved at huske på dem :)

11. Dømmer du bøger på coveret?
Altid! Hvordan kan man undgå det? Det er coveret der i første omgang skal sælge bogen. Finder jeg coveret interessant læser jeg mere om bogen. Undtagelsen skal være hvis jeg får anbefalet en bog mange gange eller hører om den på anden vis. Jeg kan også godt læse en bog med et cover jeg ikke bryder mig om, det er bare ikke ret sandsynligt at jeg nogensinde vil opdage bogen, fordi jeg altid vil springe den over.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har ingen anelse om hvem der før er blevet tagget, men eftersom jeg nu stiller nye spørgsmål kunne det være hyggeligt at se svarene fra disse dejlige bloggere:

Buchs Books
Bachs Bøger
Boghjørnet
Den Lille Bogblog

Hvis der er andre der har lyst til at svare på spørgsmålene skal i være hjertens velkomne.

De 11 nye spørgsmål:
1. Hvilken serie/fiktiv verden så du gerne at der kom flere bøger om?
2. Læser du helt tynde eller tykke bøger?
3. Hvilken fiktiv person minder mest om dig selv?
4. Hvilken fiktiv skole vil du gerne gå på? (det kan også være et mester/lærlinge forhold)
5. Er der en bog fra din barndom som du er særligt glad for?
6. Læser du helst på dansk eller engelsk?
7. Hvilken bog har du genlæst flest gange eller er der en bog du for nyligt har læst som du ved at du vil genlæse på et senere tidspunkt?
8. Hvad er den yndlings første sætning i en bog?
9. Lytter du til lydbøger? og har du en bog du særligt kan anbefale i lydbogsformatet?
10. Hvilken bog ønsker du dig særligt for tiden?
11. Står der noget på din bogreol der ikke er bøger? Hvad?

Overlevernes by af Lise Bidstrup

onsdag den 25. november 2015



Overlevernes By

Serie: Urban serien 3

Lise Bidstrup

290 sider

Høst & Søn - 2015

Anmeldereksemplar fra

Idolernes By er tredje del af Lise Bidstrups Urban serie, men bøgerne er selvstændige og kan derfor læses uafhængigt af hinanden. Personer og univers hænger ikke sammen. Til gengæld handler bøgerne om forskellige samfundstendenser.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
Da jeg første gang slog øjnene op, burde jeg måske have lukket dem igen.
Alt svævede. Jeg svævede. Mine fødder kunne ikke finde jorden, jeg kunne ikke engang orientere mig om, hvad der var op eller ned. Det mest bemærkelsesværdige var alle bogstaverne og tankerne. Jeg svævede i et mørkt rum, et uendeligt rum, og omkring mig dryssede bogstaver og tanker ned mod mig, hen mod mig og ind mod mig.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Samfundet, som vi kender det, er brudt sammen, og det er nu alles kamp mod alle i håbet om at overleve og få del i de få ressourcer, der er tilbage. Alle er som udgangspunkt en fjende. Vi følger vennerne Malte, Thea og Vitus i deres kamp for overlevelse og i deres håb om at finde et sted, hvor det ikke er kapitalismen, der sætter dagsordenen.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg har tidligere nydt at læse både Spillets by og Idolernes by og derfor var det med glæde at jeg gik i gang med Overlevernes by. Lise Bidstrup skriver godt og leverer en god historie, der omend er ret skræmmende på nogle punkter.

Overlevernes by adskiller sig fra de andre to bøger, ved at være meget tæt på virkeligheden. Vi befinder os i Danmark. Et fremtidigt Danmark, hvor et økonomisk kollaps har ødelagt verdenen. I Danmark nåede vi at lukke grænserne og der hersker en form for fred, men meget er ødelagt og folk lever i fattigdom. Det er et Danmark der ligger langt fra det vi kender, men alligevel er det her med lukkede grænser en meget nærværende tanke, med alt hvad der sker lige for tiden.

Mange af de dystopier jeg tidligere har læst, foregår i en fremtidig verden der så forskellig fra vores at det er svært at finde lighederne. Ydermere foregår mange af dem i USA eller England og der er derfor en naturlig distance til det der sker i bogen. Det er der ikke her. Vi er i et ødelagt Danmark. Byerne hedder stadig det sammen og på vores rejse med Malte og Thea gennem Danmark oplever vi hvordan alting er faldet fra hinanden og det skræmmer mig lidt.

Bortset fra at bogen er yderst realistisk (af en dystopisk fremtidsverden at være), så er historien også god og velfortalt. Jeg kan godt li' Malte og Thea. Jo de slipper ofte ret let igennem problemerne og deres vej igennem Danmark og Europa er overraskende let og uproblematisk, men jeg var fanget af historien og havde svært ved at lægge den fra mig.

Den eneste anke jeg har ved bogen er slutningen. Jeg kunne snildt have undværet det sidste kapitel. Det var helt unødvendigt for mig mens jeg læste bogen og gjorde at jeg sluttede med en lidt flad fornemmelse. Omvendt kan jeg godt se at forfatteren har brug for at forklare nogle ting og set i bakspejlet hænger første og sidste kapitel også ret fint sammen. Jeg ville dog ønske at Maltes "vejviser" havde haft en lidt anden form.

Men alt i alt er det en dejlig bog. Tankevækkende og meget relevant lige for tiden, med snakken om flygtninge og lukkede grænser.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Trolddom og Falkefjer af Helle Ryding

torsdag den 12. november 2015




Trolddom og Falkefjer


Helle Ryding
Illustreret af Lars Fabel

128 sider

Nyt Nordisk Forlag - 2015

Anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
" >> Se, der kommer pigen med falken! << 
>> Hold hende væk fra jeres huse, hun er forbandet! <<
>> Falken er besat af en ond ånd. <<
>> Det er hendes døde kæreste. Jeg har hørt, at hun dræbte ham! << 
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Silja er på flugt. Hun er anklaget for at have myrdet den rige Ridder Regnars søn, den flotte og populære Egill.

Men Silja har ikke myrdet Egill. Egill er blevet forhekset af en ond troldkvinde og forvandlet til en falk. Nu følges han med Silja, som flakker ensomt rundt på Egills hest.

Alle steder er folk bange for at tale med hende. De har hørt rygter om, at Silja er en heks, og at falken er hendes døde forlovede. Og de jager Silja og falken væk med sten og hunde.

Men Silja er ikke nogen heks, hun er bare en fattig tjenestepige fra Ridder Regnars borg. Og hun holder af Egill og vil forfærdeligt gerne hjælpe ham. Men hun har hårdt brug for at finde nogen, som ved, hvordan man kan få ophævet den trolddom, der har gjort ham til falk.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Det er ikke så tit jeg læser bøger der er beregnet for børn (8-11 år), men Helle Ryding er en af mine danske yndlingsforfattere, så jeg var virkeligt nysgerrig efter at se hvad hun nu har skrevet. Og jeg kan love jer for at det er godt. Helle Ryding skriver dejligt let og selvom bogen er kort, så rummer den en hel historie med både skurk, mysterier, sjove troldmænd, og et lille gnist af kærlighed som er flettet så nænsomt ind i handlingen at man næsten ikke opdager det.

Bogen er fyldt med skønne tegninger, der gør rigtigt meget for bogens stemning. Silja er en fin hovedperson og Egill gør det godt som falk. Men den person jeg holder aller mest af i bogen er altså den ene af de to troldmænd som Silja møder. Sigurd Falkevinge er ret fantastisk og jeg elsker at læse om ham og den måde han langsomt vinder Siljas tillid.

Jeg kan på alle måde anbefale bogen her. Jeg kunne let forestille mig den som højtlæsningsbog for de lidt mindre eller som almindelig fritidslæsning for de 8-11 årige. Udover at jeg tror den fungerer til børn, så er den også helt fint til voksne. Jeg nød i hvert fald historien. Jeg synes det er vigtigt at børnebøger også kan nydes af voksne, så her rammer denne i hvert fald plet.


Oktober 2015

søndag den 8. november 2015

Tiden går sørme hurtigt og jeg nåede næsten ikke at opdage at oktober blev til november. Men det er ikke destro mindre sket og kalenderen fortæller mig at det allerede er d. 8. november. Men hvad er oktober så gået med?

Jo, jeg har været til bryllupsreception for en kollega. Presset en meget stor mængde æbler til most, så vi nu har ca. 40 liter liggende i fryseren. Vi måtte sågar tænde den store fryser i garagen for at få plads til måde most og bær fra tidligere på året. Jeg har været i Eventyrteatret og set Fugl Føniks og jeg har været til et par familiefødselsdagen. Sidst men ikke mindst har jeg været på den skøn forlænget weekend med kæresten i Silkeborg. Så nu har jeg været på Himmelbjerget og gået en masse rundt i skovene omkring Silkeborg. Efteråret er nu en virkelig smuk årstid med fantastiske farver i naturen.