"Jeg husker" er en serie indlæg hvor jeg vil se på nogle af de bøger som jeg har læst for lang tid siden. Det gør jeg fordi jeg synes at de ældre bøger også bør omtales, så det hele ikke udelukkende handler om nye udgivelser. De gamle bøger er stadig gode og der er flere som bestemt er værd at læse. Derudover er en af de gode ting ved at læse, de gange man husker tilbage på en særlig god bog og mindes de oplevelser man fik da man læste den.
Dagens bog er Chokolade af Joanne Harris.
En super hyggelig bog hvor man virkeligt får den største trang til chokolade. Jeg så faktisk filmen først, og efter at have set den et par gange opdagede jeg at den var lavet over en bog og så måtte bogen jo læses. Bogen er forresten endnu bedre end filmen - men sådan er det jo som regel.
I landsbyen Lansquenet i Sydvestfrankrig må Vianne Rocher betragtes som en eksotisk fremmed. Her kommer hun, alenemor med en lille datter, og åbner en elegant chokoladebutik lige overfor landsbykirken. Præsten Fader Reynaud udnævner hende til en alvorlig fare for sin menighed og bekæmper hendes hjemmelavede slikkerier, der sælges midt i fasten.Chokolade ligger ikke inden for den type af bøger eller genre jeg normalt læser, men den er så fin at jeg ikke kan lade være med at holde af den. Som jeg skriver om den nu, vælter hele historien ind over mig og jeg husker næsten det hele. Det er skønt når en bog sætter sig så dybt i en at den huskes på en sådan måde.
Viannes butik bliver også et mødested og et fristed. Selv folkene fra flodbådene, byens udstødte fremmede, omgås hun. Og hun blander sig i sager, man traditionelt har ladet gå deres egen skæve gang. Efterhånde udvikler konflikten sig til krigslignende tilstande. Kirken mod synden - chokoladen! (saxo)
Ingen kommentarer :
Send en kommentar