De faldne engles by af Cassandra Clare

tirsdag den 19. juni 2012



De Faldne Engles By
Org. titel: City of Fallen Angels

Serie: Dødens Instrumenter 4
Org. serie titel: The Mortal Instruments 4

Cassandra Clare


375 sider


Borgen - 2011
Org. udgivet i 2011


For at undgå spoilers, læs først bøgerne: Dæmonernes By, Den Tavse By & Englens By.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den store krig er forbi og man skulle tro at alt var i skønneste orden for Clary og hendes familie og venner. Det er bare ikke tilfældet. Skyggejærgere findes myrdet rundt om i New York - på de underjordiskes territorier - og det skaber selvsagt spændinger mellem skyggejægerne og de underjordiske.

Simon, der nu er vampyr, dagslyser og forbandet med Kains-mærket har også sine problemer at slås med. Han forsøger at leve et almindeligt liv, men det er ikke let at undertrykke den del af ham der er vampyr. Det gør det ikke nemmere at han har to smukke kærester, der ikke kender noget til hinanden. Derudover prøver flere magtfulde personer at danne alliancer med ham, på grund af hans evner og Simon har lidt svært ved at finde rundt i det hele.

Clary og Jace er endelig sammen som kærester, men det går ikke helt gnidningsfrit. Jace trækker sig længere og længere væk fra Clary, og vil ikke sige hvorfor. Clary er fortvivlet og i et desperat forsøg på at få Jace tilbage som han var før, sender hun ham ned til de tavse brødre. Det starter en kædereaktion der i sidste ende kan betyde at hun mister alt, hvad hun elsker. Det indebærer både Jace og Simon.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har læst og nydt de tre første bøger i serien og dem synes jeg ret godt om. Egentligt havde jeg set serien som afsluttet efter bog 3, så derfor var det med en vis spænding at jeg åbnede fjerde bog. Desværre lever den ikke op til de foregående og jeg kom aldrig rigtigt til at holde af bogen.

På den positive side, er der at Simon får lov til at spille en meget større rolle. Fordi han er vampyr får man et større indtryk af de underjordiskes verden. Det er spændende da det mest at alt før har handlet om skyggejægerne.

Hvad der derimod ikke fungere så godt er forholdet mellem Clary og Jace. Jeg er ærligt talt lidt træt af at høre at de elsker hinanden så højt, men ikke rigtigt kan være helt sammen. Det har næsten været den samme historie igennem hele serien og nu bliver det lidt for meget. Clary er lidt for meget pigen der kun tænker på om hun nu også er god nok til den kæreste hun har. Om noget af min skepsis skyldes at jeg er ved at ”vokse” fra de her typiske ungdomsbøger ved jeg ikke, men sådanne kærlighedsproblemer siger mig ikke noget.

Der foregår rigtigt mange ting i bogen og synsvinklen skifter hele tiden. Det er med til at øge spændingen, men medvirker også til at skabe forvirring omkring plottet. Til at starte med virker det som om der kører to eller 3 handlingsforløb ved siden af hinanden, og først til allersidst kædes de sammen.

Jeg klarede mig gennem bogen på grund af passagerne med Simon – det er ham der bærer historien og ham man glæder sig til at høre mere om.

Hvis man har læst de andre bøger i serien, og særligt hvis man holder af Simon, så kan det være en ide at læse bogen. Serien fungerer ellers fint som en trilogi og hvis man er glad og tilfreds med det, er det ikke absolut nødvendigt at læse fjerde bog.

Hvis man derimod er helt vild med serien og universet, så er der mere at komme efter. Seks bøger er det blevet til i alt i Dødens Instrumenter.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Dødens Instrumenter


Ingen kommentarer :

Send en kommentar