Serie: Krigeren 1. På den yderste ø 2. Bag borgens mure 3. Over åbent vand Josefine Ottesen 285, 286 og 300 sider Høst og Søn - 2005 Org. udgivet i 2001, 2002, 2003 |
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Odd er som lille skyllet i land på Berkanas ø, og bliver holdt som træl af Berkanas gydje. Han holder sig ofte for sig selv og har ikke rigtigt noget med de andre på øen at gøre. Hemmeligt drømmer han om at bliver kriger i kongens hird, men hvordan skal det kunne lade sig gøre når man bare er en simpel træl? På et tidspunkt beslutter gydjen at ofre Odd til havet, så han kan betale det tilbage, fra dengang han skyllede i land på øen. Det lykkedes for Odd at slippe væk og han gemmer sig i rørskoven en tid, indtil han heller ikke kan være der længere. Han drømmer stadig om et liv som kriger i kongens hird, men vejen dertil er ikke let, når man ikke har noget ordentligt navn eller slægt. Rejsen mod målet er lang, hård, blodig og fuld af intriger.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg har aldrig læst Krigeren før, fordi jeg på et tidspunkt har fået den opfattelse af det var en af de der rigtige børnebøger som Josefine har skrevet. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi jeg har forvekslet den med Krigerprinsessen, eller om det bare er mig der har fået den forkerte opfattelse. Under alle omstændigheder var jeg til en forfatteraften med Ottesen, og her fandt jeg ud af at det nok ville være en okay bog at gå i gang med. Og jeg er ikke blevet skuffet.
Det er absolut en bog der lægger sig på niveau med andre af hendes bøger som f.eks. Historien om Mira og Det Døde Land. Jeg synes at Josefine har en helt speciel måde at skrive på der både får en til at hade og elske hovedpersonen. Og samtidig er historien jo også god.
En af de ting der ofte er kendetegnet ved Ottesens bøger er at man kommer langt omkring i hendes verdener. Det er bøger hvor der sker meget i løbet af de sider man læser. Det gælder også for denne her bog. På Odds rejse mod målet kommer man vidt omkring i Fladhavet og de omgivende riger, både mod syd, nord og øst.
Ser man på centrale pointer, er det tydelige budskab at man skal lære at stole på sit hjerte og følge sit indre. Ikke bare følge med strømmen og lade andre bestemme over sig, når ens hjerte siger at det er forkert. Det er ikke nok at stræbe efter ære og anseelse, hvis man ikke tør se sig selv i øjnene. Det er for mig en meget vigtig ting, og jeg kom virkelig til at tænke over det da jeg læste bogen. Det er nemlig også en af de ting jeg godt kan lide ved Ottesens bøger. Man kan læse dem og læse en god historie, eller man kan læse dem og se de bagvedliggende tanker og de budskaber bogen prøver at sende. Det gør at bøgerne henvender sig til en bred målgruppe og kan læses af både børn og voksne.
Jeg er meget glad for at jeg endelig fik taget mig sammen til at læse bøgerne.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Krigeren
Ingen kommentarer :
Send en kommentar