I år skal jeg holde jul i et sommerhus Blokhus, sammen med min mor, far, søster og min kæreste Martin. Det bliver rigtigt hyggeligt, og så ligger der jo sne over det hele. Alt tyder på at det bliver hvid jul igen i år, ligesom sidste år. Metrologerne er i hvert fald næsten sikre. De seneste par dage har snakken på universitet også været hvornår det var bedst at tage hjem, for ikke at sidde fast i alt sneen. I søndags blev der meldt om at der i Nordjylland skulle falde 28 mm nedbør på torsdag (lille juleaften), det er altså rigtigt meget sne. Nu ser der til gengæld ikke ud til at komme ret meget. Men jeg bliver hentet i sent i morgen og så skal vi op i et koldt sommerhus og have tændt op, og så kan julen rigtigt begynde.
Selvom jeg har haft travlt, har jeg stadig nået at få læst et par bøger. Længe leve overspringshandlinger. Der skulle gerne komme lidt anmeldelser, når jeg får dem skrevet. Jeg har f.eks. læst Krigeren af Josefine Ottesen og Sværdets Søstre 1 af Maya Snow. Jeg har tidligere postet anmeldelsen af Ildprøven af Lene Kaaberbøl. Efter jeg havde læst bogen sendte jeg en mail for at deltage i den konkurrence der kører på seriens hjemmeside www.vildheks.dk. Det var egentligt lidt for sjovt, for man kunne jo ligeså godt prøve. Her den anden morgen var det derfor meget overraskende at modtage en pakke fra Avilda. Til at starte med tænke jeg bare: Jeg har da ikke bestilt noget derfra? Hvorfor kommer der en pakke fra dem? og sådan noget. Men svaret var ganske enkelt fordi jeg havde vundet en signeret udgave af Ildprøven.
Hvad er der ellers sket i december? Jo, der var jo en julefrokost i starten med Fofodala (Foreningen for danske landinspektørstuderende), og så var der Martins fødselsdag. Han fik ingredienser til flødeboller og så lavede jeg dem til ham over to weekender, så nu er der også efterhånden styr på hvordan sådan nogle laves. Jeg har været ude at gå ved Gals Klint. Det var lige på det tidspunkt hvor sneen næsten var smeltet væk, men det blæste meget og var temmelig koldt. Solen skinnede og det var ellers dejligt at gå rundt og se ud over Lillebælt. Jeg har lavet karameller. Lavede en portion mere efter sidste blog, og prøvede også at lave nogle fedtfattige karameller med tutifrutti smag og så helt julerøde - det var den smag og farve jeg lige havde stående.
Lækre flødeboller |
Dejlig udsigt ved Gals Klint |
Mig med udsigt over Lillebælt |
Jeg har forresten også fået pakkekalender hele måneden. Jeg modtog en kæmpe pakke på 9 kg fra mine forældre i slutningen af november, og så fik jeg også en lille pakkekalender af Martins forældre. Men selvom jeg har åbnet pakker hver dag har det ikke hjulpet stort på julestemningen. Godt at man indimellem har haft tid til at se Absalons Hemmelighed og især Pyrus. Han er jo indbegrebet af jul. Jeg tror at julestemningen kommer frem i løbet af de næste par dage. Det er i hvert fald helt sikkert at jeg glæder mig til juleaften, og til at give de gaver videre som jeg har købt.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar