Mit bogår 2015

søndag den 3. januar 2016

2016 er nu et par dage gammel, men inden jeg begynder at se frem på året der lige er startet, er det tid til at kigge tilbage. Nytåret er jo altid en god anledning til at kigge lidt på hvad der er sket det sidste års tid. Lige nu handler det selvfølgelig om bøger.

Antal læste bøger:
Igen var mit mål i 2015 at læse omkring 30 bøger, og med 32 læste bøger, så er det mål jo fint nået. Når jeg ser andre der læser over 100 bøger om året, bliver jeg vidst imponeret, for jeg ville virkeligt ikke vide hvornår jeg selv skulle finde tiden til at læse så meget. Jeg er fint tilfreds når antallet ligger omkring 30. I min verden er det stadig mange bøger og især når jeg ellers sammenligner med venner og familie.

Et af mine mål for 2015 var også at fortsætte med at læse den del på engelsk. Det er så gået mindre godt. Kun 3 bøger har I år været på engelsk. Derudover har jeg et hængeparti som jeg stadig læser på. Tilbage i Februar begyndte jeg på A Dance with Dragons af George R R Martin, men nu 10 måneder efter er jeg stadig ikke færdig. Men jeg er dog begyndt at læse rigtigt i den igen, så i løbet af den sidste uge har jeg faktisk læst små 60 sider, så der er igen håb for at jeg bliver færdig med den engang. Men jeg nåede altså at læse de første 400 sider i 2015 på engelsk, så selvom det ikke er en hel bog skal de da tælle med på en eller anden måde.

Jeg havde også en ide om at jeg skulle begynde at høre flere lydbøger i 2015, og det er faktisk gået ret godt. 15 lydbøger er det blevet til, hvilket sammenlagt er 144 timer og 20 min. Det synes jeg er helt okay, på trods af at der var en død periode for lydbøgerne mellem juli og november.

Alt i alt har jeg læst og lyttet mig igennem 11774 sider, hvilket giver en gennemsnitligt længde på 367 sider pr. bog. Lydbøgerne har i gennemsnit været en smule længere og de fysiske bøger lidt kortere.

Jeg er stadig pænt gavmild med min uddeling af stjerner, men helt ærligt, så er det bare sådan det er og jeg er glad for at læse så mange bøger som jeg synes om.


Årets korteste bog: 
Ingen tvivl her. Året korteste bog var Trolddom og Falkefjer af Helle Ryding. Det er en rigtig fin børnebog på 128 sider.

Næst korteste bog er med sine 150 sider Armageddon af Christina Bauer.

Årets længste bog:
Der var tæt kapløb om denne titel og længe så det ud som om Helgi Daner af Josefine Ottesen ville løbe med prisen med sine 537 sider, men i december kom Leoniderne af Nanna Foss på banen og fejede Helgi fra førstepladsen. Leoniderne var nemlig lige lidt længere med i alt 541 sider.


Årets bedste bøger: 
I år har jeg lyttet til mange bøger som jeg har læst før. Hele Skammerserien og de første fire bøger i Den Store Djævlekrig. Alle er bøger som jeg elsker og mange af dem har fået 5 stjerner, men eftersom det er genlæsninger, synes jeg at vi skal kigge på lidt andre bøger her.

Der er kun tre bøger - ud over genlytningerne - der har fået 5 stjerner. Og de tre bøger har alle været super gode. Den første er Helgi Daner af Josefine Ottesen og de to andre er Scent of Magic og Taste of Darkness af Maria V. Snyder.


Yndlings forsider:
Igen i år er det de blålige covers der vinder, når det kommer til de forsider jeg synes bedst om. Foruden Oprører af Louise Haiberg og Den faldne engel af Kenneth Bøgh Andersen, så er jeg også lidt mere til den lilla side i år, for jeg elsker nemlig også forsiderne på Scent of Magic af Maria V. Snyder og Leioniderne af Nanna Foss.





10 kommentarer :

  1. Hvor er det et fint indlæg (også layout-mæssigt!). Det er altid dejligt med opsummerende indlæg som disse. Det lyder som om, du har haft et godt år :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ihhh tusind tak. Det er dejligt at høre :)
      Jeg synes også altid at det er så hyggeligt her omkring årsskiftet at læse alle disse opsummeringer. Det giver et ret godt overblik.

      Slet
  2. Lyder som et dejligt bogår du har haft :) Syntes du skal være super glad og stolt af dine 32 - det giver ingen mening at sammenligne sin læsning med andre, og man får kun stress hvis man vil presse flere bøger ind end er naturligt for ens læserytme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det også helt fint med at ligge omkring 30 læste bøger om året. Især når jeg så også kigger på antallet af sider, så synes jeg at det er helt fint. Hvis jeg vil kan jeg nok også de næste år tilføje en stor bunke børnebøger - som jo fylder meget i antal, men meget lidt i sider. Jeg tror dog ikke at de kommer til at tælle med sådan rigtigt :)

      Slet
  3. Sikke et fantastisk læseår, du har haft :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har slet ikke været så dårligt endda, selvom der var perioder hvor jeg næsten ikke læste i rigtige fysiske bøger :)

      Slet
  4. Dejligt at du nåede dine mål. Jeg har læst omkring samme antal som dig og er også godt tilfreds :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er skønt. Og at ligge lige omkring 30 bøger synes jeg også er ret fint. Vi er jo trods alt oppe på 2-3 bøger om måneden :)

      Slet
  5. Jeg har slet ikke nærstuderet hvor mange stjerner jeg har givet, men jeg er ret sikker på, at jeg også er i den gavmilde ende. Til gengæld har jeg så også bare læst en helveds masse fantastiske bøger i '15, så det okay med mig!

    30 bøger synes jeg også er et pænt antal - du skal jo sætte et mål, der passer ind med dig og din hverdag og som du selv siger, så er det stadig en hel del mere, end mange jeg kender læser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også helt okay at være gavmild med stjerner. Gode bøger fortjener jo også mange stjerner, og det er da kun skønt at vi får læst så meget som vi synes er godt.

      Slet