Hjemme igen efter en vellykket sommerlejr

Så kom jeg hjem igen, eller faktisk var det i går, men jeg har haft gæster og været træt så det er først nu jeg har tid/lyst til at skrive lidt her. Jeg har været på sommerlejr med min gruppe og den super godt. Der var 35 spejdere med plus 10-12 ledere alt efter hvornår på ugen man talte. Lejren blev holdt i Thy på lejrpladsen Tandrup Tipi, som ejes af nogle blå spejdere. Den ligger lige ned til Vandet Sø, så vi havde kanoer med, og byggede tømmerflåder den ene dag. Jeg var på hike med mine juniorer, hvor vi gik 19,5km, og så tog juniorerne lige de sidste 500m for at få et 20km vandreskjold. Vi var også på udflugt der gik til Hanstholm på bunkermuseum og til en svømmehal i Thisted. Det var også en vildt god dag, og vandet i svømmehallen var rart til at få vasket alt snavset af kroppen. Som afslutning på ugen havde vi fælles Fun Farmer Family Day med rigtigt bondetema, så her var der selvfølgelig aktiviteter som normalt laves i Thy, f.eks. malke en ko og sætte hegn. Som en sidste bonus skulle der snakkes Thy-mål og man skulle have masser af halm i sko, lommer og hvor det ellers kunne være.

Jeg vil egentligt ikke fortælle en masse, for det er der nok alligevel ikke så mange der gider at høre på. Alligevel linker jeg lige til Knudens hjemmeside, hvor der er beretninger og billeder fra hver dag på lejren.

I går da jeg kom hjem var jeg godt brugt og havde fået mere sol og farve på den uge, end jeg fik på ferien i Marokko - det er alligevel godt klaret af det danske sommervejr. Jeg sad og halvdøsede, og var glad for at der blev vist Happy Feat på Kanal 5, som jeg kunne sidde og slappe af til. Sådanne film må de gerne sende hver gang jeg kommer hjem fra lejr.

Nu står den næste måned på ferie og afslapning, men kender jeg min kalender ret skal den nok sørge for at bliver fyldt hurtigt op, så der alligevel ikke er så lang tid til at slappe af som jeg tror.

De næste par dage skal jeg have styr på dagbogen fra Marokko, jeg skal ud og købe ny printer/scanner så jeg kan få kortet med i dagbogen og så skal der laves en flot fotobog med alle billederne. Nu vil jeg gå i seng og sove godt i min egen dejlige bløde seng.

Marokko - Del 3

Dag 11, (skrevet dag 12, kl. 15:06)

Turen fra Infi søen til Toubkal Basecamp

Vi stod op kl. 5:15, spiste morgenmad kl. 6 og startede dagens lidt hårde vandring kl. 6:30. Vi startede med en hård opstigning på 4½-5 timer. Der var mange sten på stien og vi skulle krydse vandløbet der løb ned gennem kløften et par gange eller ti. Den dag mødte vi mange andre vandrere og mulddyr. Det kan godt mærkes at vi er kommet tæt på Toubkal Basecamp og at stien her er en af de meget benyttede ruter mellem Ifni-søen og Toubkal. Passet, Tizi n’Ouanoums, som vi skulle krydse er det højeste pas på turen, ca. 3600 m, og stigningen fra starten af dagen er på 1100-1200 højdemeter. Alle kom godt og helt op, selvom Merete, der havde været dårlig i går, stadig var lidt små sløj. Lige inden vi nåede passet kunne vi se tilbage ud over dalen og i det fjerne sås Ifni-søen der så meget lille ud helt er oppe fra. Vejret var lidt mærkeligt og ikke helt til at finde ud af. Det skiftede hele tiden mellem sol, regn og blæst og det var svært at vurdere om regntøjet skulle på eller ej. I passet blev der taget et gruppebillede inden vi begyndte den korte nedstigning til frokosten.

Gruppebillede på turens højeste pas

Efter frokost fik jeg mig en lille lur på en stor sten uden for messeteltet, der i dagens anledning var blevet sat op til frokosten. Til sidst blev det dog lidt koldt og der kom et par enkelte dryp, så jeg kravlede ind i teltet til de andre indtil vi skulle af sted. Turen fra frokoststedet til Toubkal Basecamp var en let nedstigning på ca. 1 time. Her var teltene slået op på nogle små terrasser uden for det franske refudge. Vi kunne bruge refudgets toiletter og bade og der var da også en lille butik hvor der kan købes slik og sodavand.

Udsigt ned mod Toubkal Basecamp

Marita har fødselsdag, så om aftenen kom der en fin fødselsdagsdessert, der bestod af kartoffelmos og halve ferskner. Oveni var der placeret 3 små lys. Det var en speciel dessert, men de andre sagde at det smagte godt nok. Martin og jeg kunne slet ikke spise mere, så vi sprang den særprægede dessert over. Det var den anden fødselsdag på denne tur.

Dag 12, kl. 15:30

Fra Basecamp til toppen af Toubkal

Så kom dagen hvor Nordafrikas højeste bjerg skulle besejres. Vækning skete kl. 5:30, inden vi kl. 6:30 begav os af sted for at nå toppen. Tre personer havde valgt at springe dagens toptur over og holde hviledag nede i bacecamp. Derfor var vi 10 deltagere, Andreas og Omar og 2 drivere der begav os op af bjerget. Driverne var med som ekstra sikkerhed, og så de kunne vende om og gå ned igen hvis nogle måtte give op undervejs. Andres ville nemlig ikke have at nogen skulle gå alene, så hellere have flere lokal og bjergkendte med op.

Det var en lidt hård tur op. Der var mange sted, også ret store sten som man skulle kravle op af. Det var ikke fordi ruten var teknisk svær, men man havde da lige hænderne på stenene ind i mellem – både for at holde balancen og for at hjælpe en op. Et sted skulle vi krydse et område med sne. Der var heldigvis trådt fodspor i sneen, så det var bare at sætte fødderne de samme steder som alle andre.  Alligevel var sneen glat og Omar stod og passede på at vi ikke gled et sted hvor sneen var gledet lidt ned og fodsporene ikke var så store.

Udsigt på vej op mod toppen

Efter det første lange stykke op kunne vi se toppen. På det sted skilte stien i to – til venstre mod Toubkal og til højre mod ”lille” Toubkal. Det så ud som om toppen var rigtigt langt væk. En lille bitte trekant på toppen af et meget stort bjerg. Det viste sig ikke at være så langt igen, for da vi først begyndte at gå, så var toppen lige pludseligt foran os og vi fik flere kræfter til lige at klare det sidste stykke. Vi klarede det. Vi gjorde det. Vi har besteget Nordafrikas højeste bjerg. Vi er vandret hele vejen op på Toubkal og er nu i 4167 meters højde. Der blev taget mange billeder og udsigten blev nydt. Det er helt fantastisk at stå på toppen af et bjerg og bare kunne se langt ud over det hele fordi der ikke er noget i nærheden er der højere. Vejret var godt med solskin, så udsigten var super god, selvom det var lidt tåget ud over bjergene. Det siges at man i klart vejr kan se helt ud til havet – det kunne vi jo så ikke fordi der var lidt tåge. Det var første gang måde Marting og jeg var over 4000 m og derfor skulle vi døbes. Det foregik ved at vi fik et lille stykke brød med peanutbutter. Det var vidst mest af alt noget Andreas lige fandt på, for der findes vidst ikke sådan nogle dåbsritualer alt efter hvor højt man er kommet op.

Endelig på toppen

Vi nåede toppen på 3½ time, som vi selv synes er ret godt når den estimerede tid er 4+ timer. Efter 40 min på toppen begyndte vi at gå ned igen. Nedturen var lidt sværere teknisk og der var mange små sten der kunne glide og store ”trin” man skulle nedad. Vi gik ikke helt samme vej som vi kom op, men også her var der et stykke med sne der skulle krydses – eller nærmere så skulle vi ned af det. Her ”stod vi på støvler” hele vejen ned. Det gik hurtigt og var rigtigt sjovt. På vej ned var der også lige tid til en sneboldkamp mellem Martin, Lukas og Omar. Nedturen tog os 2 timer og 20 minutter – oprindeligt estimeret til at tage 3 timer.

På "støvler" ned over sneen

(skrevet dag 13, kl. 18:40)

Efter ankomsten til Toubkal Basecamp var der frokost og derefter afslapning resten af eftermiddagen og aftenen. Vi fik købt et vandrekort over Høje Atlas, så det var min første souvenir, og man er da nød til at have et kort med hjem når man læser til landinspektør. Mie gik ned til Peter i Around, mens resten af os blev i bacecamp og som en nat mere.

Dag 13, kl. 18:43

Den sidste vandretur tilbage til Around og Imlil

Sidstevandredag og vi fik igen lov til at sove længe, helt til 5:45. Der er sjovt som tiden bliver en helt anden når man er af sted på den måde, for der hjemme vil det at stå op før kl. 6 være næsten helt utænkeligt. Da klokken blev 7 sagde vi farvel til driverne, som vi nok ikke rigtigt ville få at se igen, for når de nåede ned med bagagen ville de tage hjem til deres familie. De fik også de drikkepenge som vi i starten af turen havde givet til Andreas. Kl. 7:15 begyndte vi nedstigningen til Around. Det skulle tage omkring 4 timer og ikke være så hårdt. Der var det heller ikke, men nedturen tog lidt længere tid på grund af et stop i en lille landsby ca. halvvejs mellem Toubkal Basecamp og Around. Landsbyen er opstået på grund af trafikken mellem de to steder. Der blev drukket friskpresset appelsinjuice og enkelte fik handlet lidt. Vi mødte Omars søn, selvom ingen af os er helt sikre på hvad han har af familie.

Det sidste stykke af vejen var næsten en hel motorvej. Stien var nogenlunde bred og det vrimlede med mennesker og muldyr. Det var godt at der ikke har været så mange mennesker på hele turen – jeg har nydt den stille natur og mennesketomme områder.

Vel nede i Around på Mr. Laschens lodge blev vi genforenet med Mie, Peter og Kirstine. Vi fik frokost og gjorde klar til at gå ned til Imlil, og jeg kom til at købe endnu et kort – denne gang et til at hænge op på væggen derhjemme. Bagagen blev læsset på en bil, hvor også Kirstine og Jette kørte med. Vi andre gik den lille times tid ned til Imlil.

Kl. 23:18

 I imlil blev vi lidt overraskede. Det var jo en stor by med mange små forretninger og spisesteder. Der var liv og mennesker alle vegne. Sidste gang vi var her, var der meget stille og vi synes ikke at vi gik ret lang tid i byen, men denne her gang synes turen ned gennem hovedgaden at være meget længere. Vi fandt vores bus, bagagen blev læsset ind og vi fandt vores pladser. Inden vi kørte skulle vi dog lige sige farvel til Omar og Mr. Laschen. Omar fik det meste af vores førstehjælpsgrej. Vi skal alligevel hjem og lave en ny førstehjælpstaske, så vi kan ligeså godt selv købe nye renseservietter og plastre.

I bussen på vej hjem ville jeg holde mig vågen til vi nåede væk fra bjergene, så jeg lige kunne få det sidste med. Den plan holdt ikke og jeg faldt i søvn efter meget kort tid. Jeg vågnede et par gange ved at de andre sagde ”storkereder” og ”kameler”. Ellers gik busturen på 1½-2 timer fint og vi ankom til Marrakech til en varme der var meget højere end i bjergene. Her fik vi nye værelser. Denne gang nr. 34 med udsigt ud over en vej og hvis man læner sig ligt ud af vinduet kan man også se Koutobia. Et dejligt varmt bad gjorde godt, og så var vi klar til at gå ud i byen igen. Vi var på apoteket for at købe ciprofroxazin, så vi selv har det til en anden god gang vi skal af sted. Der blev også købt en læbepomade til mine meget tørre læber. Herefter var vi rundt og se lidt på boder og var inde og købe lidt. Vi fandt sælgeren fra sidst og var igen inde ved ham. Her købte jeg et stykke tøj og et tørklæde. Vi blev tilbudt the og han var meget venlig, men også utroligt nærgående. Det var lige før det overskred min grænse for hvad der er i orden.

Efter en lille pause på hotellet tog vi ud at spise sammen med Aage, Lisbeth og Nete. Vi spiste på Restaurant Le Marrakchi, der var en meget fin restaurant. Her fik vi både forret, hovedret og dessert. Forretten var en meget speciel oplevelse. Vi fik pastilla med kylling. Det var kylling indbagt i noget dej og der var rigtigt meget kanal i. Det smagte vildt godt og mindede ikke om noget jeg havde prøvet før. Da vi nåede desserten kom der et par mavedansere ind og dansede for os. En lidt sjov oplevelse. Vi betalte 600 DH, så det synes jeg ikke var så galt. Efter maden gik vi en lille runde på Djema El Fna og fik set det sted hvor bomben tidligere på året sprang. Det var en cafe lige ved siden af en moske. Ham der havde opført moskeen var også ejer af cafeen og ville nu integrere den i moskeen. Der var stadig stillaser rundt om, og i oppe over kunne man se at halvdelen af cafeens skilt stadig hang der.

Mavedanser op restauranten om aftenen

Nu er vi tilbage på hotellet og lægger os snart til at sove. I nat bliver det ikke på grund af kulde og hårde sten, at det bliver svært at sove, men i stedet på grund af den helt ulidelige varme. Vi sover kun med vores lagenposer.

Dag 14 (skrevet efter hjemkomst)

Vi gik en tur over i den nye bydel af Marrakech. Det var meget anderledes end inde i Medinaen. Store bygninger og flotte hoteller. Det var sjovt at se den del af byen også. Senere tog vi en turistbus rundt, for at se lidt andet uden at skulle gå rundt. Bussen var en dobbeltdækker ”uden tag” og man kunne høre forklaringer på de ting man så på otte forskellige sprog. Vi fik f.eks. at vide at hullerne i bymuren omkring medinaen var lavet med vilje for at sørge for luftcirkulation. Vi kom forbi banegården. Den eneste togstrækning i Marokko går mellem Marrakech og Cassablanca. Det var en meget stor og flot bygning, og den virker meget overdimensioneret i forhold til hvordan banegårdsbygningerne er i Danmark. Vi så også mange andre flotte steder, f.eks. Det royale teater, kongepalasset, og den meget store vej Ave Mohammed VI. Vi tog også den anden bustur ud til de mange plantager med palmer der ligger rundt om Marrakech. Det var dog ikke så spændende, og speakeren i bussen fra 5 minutter foran der hvor vi egentligt var. På vejen kom vi forbi store hotelområder hvorfra der et par steder var meget høj musik. Der var også en golfbane der var meget grøn i forhold til det omgivende landskab. Jeg tror at der bliver brugt rigtigt meget vand på at få den til at sådan ud, og så var der ikke engang nogle mennesker derude. Det er nok for varmt midt på dagen. 

Banegården

Huller i bymuren rundt om medinaen. Medinaen er inde bagved

Om aftenen var der fælles afslutningsmiddag på hotellet hvor vi snakkede lidt om hvordan vi synes turen var gået. Jeg fik samlet mailadresser ind, så vi kunne dele billeder mm når vi kom hjem.

Dag 15 (skrevet efter hjemkomst)

Nogle af de andre havde hørt om et sted hvor der var faste priser på varerne og sammen med Lukas og Merete gik vi derhen. På vejen mødte vi en bager der gik rundt med chokoladecroissanter, kan gav en til os hver, men pludseligt ville han have helt vildt mange penge for det. Det synes vi ikke kunne være rigtigt, så det endte med at vi gav ham de 9 DH vi lige havde i lommen og gik videre. Markedet med faste priser lå i en stor bygning med en åben plads inde på midten. Det var rart at gå rundt og se på tingene der. Man kunne med det samme se prisen og sælgerne kom ikke med det samme og tog fat i en eller prøvede at sælge alt muligt som man ikke havde set på. Det var et sted med nogle meget flotte malerier, og vi overvejede at købe et, men de havde kun motiver fra Marrakech eller ørkenen og det var jo ikke lige det vi har oplevet mest af her i Marokko. Vi ville hellere have haft et fra bjergene. Vi købte en lille tagine som vi kan have stående derhjemme og minde os om turen. Det blev også til at par sutsko af læder og med runde snuder til både Martin og jeg. Mine er turkis-blå med perler foran. Da vi købte dem var både højre og venstre sko helt ens og det var lidt lige meget hvilken sko man tog på hvilken fod. Efter jeg har gået lidt med dem har de tilpasset sig min fod. 

Vi spiste frokost på KFC og brugte meget lang tid på det, for der var dejligt køligt derinde. Nu ville vi egentligt bare gerne hjem og med flyet mod Danmark, så vi satte os og ventede på hotellet. Omkring kl. 16 kørte vi fra hotellet og til lufthavnen. Vi tjekkede ind og stod i kø i lang tid for at veksle vores marokkanske dirham om til Euro – man må jo ikke tage dem med ud af landet. Sikkerhedskontrollen var delt op i mænd og kvinder, og der blev mærket efter på alle personer. Til gengæld blev der ikke sagt noget til at mange havde flasker med vand med ind.

På vej ud til flyet

Fra lufthavnene skulle vi igen selv gå ud til flyet og kunne derfor lige mærke den sidste varme fra Marokko inden vi fløj hjemad. Vi fløj kl. 19:20 og landede i Danmark kl. 00:45 dansk tid. Vi ventede på vores bagage, og fik sagt farvel til de andre efterhånden som de fandt deres bagage. Martins bagage kom aldrig frem og vi måtte derfor hen og melde at den ikke var der. De fik en masse oplysninger og hvordan tasken så ud, så de kunne sende den op til os når den dukkede op – der var nemlig ikke nogen meldinger om at den ikke skulle have været med flyet. Vi blev hentet af min farmor og kunne lige nå at sove et par timer derhjemme inden vi tog toget hjem til Nordjylland. Hvis vi skulle være taget direkte hjem med toget fra lufthavnen skulle vi vente en time i Fredericia og en time i Århus, så vi synes det var bedre at sove lidt hos min farmor inden.

Martins taske dukkede op tirsdag aften, så det fungerede jo helt fint, men det var lidt mærkeligt kun at rejse hjem med en taske. 

Et sidste farvel til Marokko

Sort Sol af Robert Muchamore

Sort Sol Org. titel: Dark Sun Serie: CHERUB 9.5 Org. serie titel: CHERUB 9.5 Robert Muchamore 107 sider People's Press Jr. - 2010 Org. udgivet i 2008

Her er en lille ekstra CHERUB bog, der blev udgivet i anledningen af Verdens Bogdag 2008. Nu er den så kommet på dansk, og kan fås gratis i Bog og Ide (måske også andre steder). Højst sandsynligt i en begrænset periode eller til der ikke er flere. Den kan desuden læses gratis på nettet her: dansk engelsk (Hvis man opretter sig som gratis medlem)

Handlingsmæssigt passer den ind mellem ”Mission 8 – Bandekrig” og ”Mission 9 – Søvngængeren”, men man behøver ikke at læse den for at kunne forstår resten af serien. Det er udelukkende tænkt som en lille ekstra hyggelig historie om agenterne.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er sidste skoledag inden ferien og fire drenge mødes til pizza og X-box for at fejre det. Men hvad den ene dreng ikke ved er at hans far udvikler atomvåbenteknologi og sælger det til terrorister. Han ved heller ikke at to af hans venner er CHERUB-agenter, der er på mission for at sabotere faderens forretning.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er begrænset hvor meget handling der kan skrives her uden at afsløre for meget. Bogen er trods alt kun på 107 sider. De andre CHERUB-bøger har haft James og Lauren som hovedpersoner, men her ser vi CHERUB med andre øjne. James og Lauren er selvfølgelig stadig med, men bare som bipersoner her i bogen.

Jeg synes at det er en hyggelig lille historie, som man nemt kommer igennem på et par timer. Når man har læst de andre bøger i serien, er det sjovt at få en historier der tager fat i nogle af James og Laurens venner. Jeg var generelt godt underholdt, mens jeg læste, og forfatteren holder samme gode stil som i de andre bøger.

Bagerst i bogen står der at vi kan glæde os til CHERUB 9, 10, 11 og 12, samt de første 3 bind af Henderson’s Boys. Dermed må man forvente at forlaget planlægger at udgive dem. Og lad os så håbe at de også tager de sidste med fra Henderson’s Boys.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: CHERUB

Bøger i serien: CHERUB (Aramov)

Marokko - Del 2

Dag 6, kl. 20:54

Dagens vandring

Dagens startede tidligere end normalt. Allerede kl. 5:15 ringede vækkeuret og vi fik pakket sammen og var klar til at spise kl. 6 og gå kl. 6:30. Foran os ventede der en længere formiddag med ca. 3 timer opad og 2 timer nedad. Vi forlod Oukaimeden i halvmørke og så solen stå op over bjergene. Udsigten blev som sædvaneligt bedre og bedre jo højere vi kom op og kulminerede i passet Tizi’n’Ouhatter (3130m) med et fantastisk view ud over en stor dal med mange bjerge i baggrunden. De to nordmænd lærte os at de i Norge kaldet det blåner når man han se flere bjergtoppe bag hinanden. Det hedder blåner fordi bjergene bliver mere og mere blå jo længere væk de er. Når man tæller blånerne skal man se i en lige linie. Marita sagde senere at hun havde set 12 blåner fra passet – helt fantastisk.

Super flot udsigt. Læg mærke til blånerne - man kunne se mange flere i virkeligheden

Herfra begyndte nedturen gennem et godt og barsk terræn. Der var mange sten, men med stavene til hjælp fandt jeg til sidst en god rytme og fik en god fart på benene. Desværre gik gruppen lidt for langsomt, så der var mange stop for at vente på plads til at gå. Det var hårdt for benene at gå det langsomme tempo og hele tiden stoppe op og vente. Den norske duo og Karin nærmest løb ned af bjerget sammen med Muhammed. Det gik dog lidt for hurtigt for mig, men Martin ville nok godt kunne følge med dem.

Frokosten blev holdt i skyggen fra en gruppe valdnøddetræer og vi fik pasta farvet med safren og linser. Pausen blev derudover brugt på afslapning og læsning. I det næsten udtørrede vandløb sad en mand og ventede på at en anden mand og en dreng kom med deres muldyr og æsel, så han kunne læsse sand i deres kurve. Æslet var ved at gå i vores køkkenkurv på rov efter lidt mad, men Martin opdagede det og så fik Omar jaget det væk.

En time op og ½ time ned, og så var vi fremme ved dagens lejr ved Labasserne. Her bor vi på en lille terrasse med et lille hus der både har ’toilet’, køkken og opholdsrum. Der er en fantastisk udsigt over landsbyen og dalen. Med ankomsten til denne landsby var det lidt som at komme tilbage til middelalderen eller sådan noget. Der var intet strøm og ingen veje hvor biler kunne køre dertil. Alt foregik som vi ville sige ”i gamle dage”.  Får og geder var på bjergene om dagen og kom hjem om aftenen for at tilbringe natten i landsbyen. På tagene af husene blev der tørret hø, og børnene sad og snakkede på kanterne af terrasserne, når de ikke lige skulle hjælpe til med noget.

Vores lejrplads ved Labasserne

Martin og jeg kravlede op til en lille smule vand og fik skyllet noget tøj op. Senere på aftenen var det vandfald meget større og senere igen var det helt væk. Vi tror at der på toppen er en mulighed for at regulere hvor meget vand der skal komme igennem, eller også har det noget at gøre med deres vandingssystem.  Aftensmaden var suppe, ris og grøntsager med ananas til dessert. Vi havde glemt at få en præsentation af vores drivere, så de kom ind efter maden og så var der navnerunde hele vejen rundt. Jeg kan ikke huske hvad de hed, men der var et par der hed Omar og et par der hed noget lignende Lassen. En af dem skulle være god til at spille musik, så vi skulle da lige have et nummer. De kom alle sammen med gryder, dunke og dåser og så blev der spillet, sunget og danset. Vældigt hyggeligt og sikke en rytme de har til bare lige at kunne spille på hvad der nu er tilgængeligt. Det kunne man godt bruge noget mere af i Danmark.

Lige inden det blev mørkt så vi landsbyen gøre klar for natten, ved at drive byens geder ned fra bjergene. Nu (21:11) vil jeg snart se på stjerner og krybe i seng, så jeg er klar til endnu en dag i morgen.

Tilføjet senere: Det var nogle flotte stjerne og det lykkedes mig at finde Karlsvognen på himlen.

Dag 7, kl. 21:40

Dagens vandring fra Labasserne til Tacheddirt

Vækning kl. 5:15 var åbenbart ikke en engangsoplevelse dagen før, hvor vi troede at det var tidligt. Det er nok nærmere den tid vi kommer til at så op de fleste dage for det var også på det tidspunkt vi startede i dag.  Kl. 6:30 startede vi dagens vandring op gennem kløften mod passet Tizi’n’Tacheddirt i ca. 3200 meters højde. Det skulle efter planen tage ca. 4 timer at gå op, men det tog lidt længere tid fordi der desværre blev gået i et meget langsomt tempo. Det var hårdt og tog på kræfterne når det kun gik fremad i sneglefart. På toppen af passet var der en overraskelse. Der sad en mand og solgte cola og chokoladebarre, godt nok til dobbelt pris af hvad vi ellers har givet for det, men det var jo også blevet transporteret helt derop. 20 DH i stedet for de normale 10 DH. Vi købte en mars og Lukas blev meget glad for både cola og snikers. Det var koldt på toppen hvor der var meget vind, så vi sad og krøb sammen bag en sten, inden vi igen gik videre nedad.

En dejlig udsigt

Det var ca. 2 timers gang ned til frokost. Vi fik lov til at gå med de hurtige og det var rart at få lidt fart på fødderne, selvom det godt nok kræver øvelse hvis man skal gå rigtigt stærkt. De tre spurtere var dog lidt for hurtige til at Merete og jeg helt kunne følge med, men det var bedre end at gå langsomt ned. Det tog os ca. 45 minutter at gå ned.

Frokosten blev holdt under en kæmpestor sten der gav god skygge. Ved siden af løb et vandløb hvor der var nogle små opdæmmede pools. Nogle var helt i, men det var iskoldt så vi nøjedes med at dyppe tæerne. Jeg havde det ikke så godt ved frokosten, frøs en del og var begyndt at få lidt ondt i hovedet. Lige inden vi skulle af sted igen kom der en lille kort regnbyge, der dog ikke nåede at gøre nogen våde. Fra frokoststedet til næste camp var der ca. 1½ time. Alt i alt har vi i dag gået 1000 meter op og derefter 1000 meter ned. På det sidste stykke af stien inden vi om ned til en vej ventede der os lidt af en uforing. Stien vil skulle gå på var væk og i stedet var der en næsten lodret klippeside på ca. 3m.. Omar og Muhammed fik hjulpet os ned af siden, så vi fik en lille ekstra klatretur for pengene. En lille gruppe gik tilbage af stien og ned et andet sted hvor det var lettere. Omar var overrasket over at stien var væk, for sidste gang han gik der var den der. Det så ud som om den er blevet fjernet eller sprunget væk i forbindelse med at bygge et vandrør ned under vejen til det vand der kommer fra bjergene.

Stenen vi holdt frokost under/i skyggen af

Da vi kom frem til ”campen” fik vi endnu en overraskelse. Vi skulle ikke sove i telt, men på et lodge i Tacheddirt som også er ejet af Mr. Laschen. Og sikke et lodge. Det første var godt og flot og alt det der, men det her var virkeligt smukt – nærmest et helt slot mellem alle de små huse i landsbyen. Udefra lignede det ikke noget særligt, men ligeså snart man kom inden for var det utroligt smuk og terrassen lå med udsigt over hele dalen. Vi sover igen i 4-mands værelser på madrasser på gulvet, men efter liggeunderlaget i teltet er det jo meget luksus. Der er også både rigtige toiletter og brusebade. Det var rart lige at blive skyllet igennem og hjalp på mit tunge hoved. Der var også mulighed for at købe chips, sodavand og chokolade.

Mig på terrassen på lodgen i Tacheddirt med de smukke bjerge i baggrunden

Kort efter vi var ankommet lød de første tordenskrald og snart stod det ned i stænger. Det var en kort voldsom byge der gjorde alting meget vådt. Det var godt at vi var kommet i tørvejr på lodgen med alt vores bagage. Terrassen var dog hurtigt tør igen, og vi kunne sætte od udenfor til the, kiks og popcorn. Aftensmaden bestod af den sædvanlige suppe, der med ekstra salt smager godt. Herefter kylling, kartofler og grøntsager inden der var frisk melon. Efter maden synes Lisbeth at vi skulle lege en leg hvor hjerne og krop skulle arbejde lidt sammen. Det resulterede i lidt sang/koordineringslege hvor vi til sidst havde både Omar, Muhammed og Mr. Laschen med.

Regn set gennem døren ud til terrassen

Det er Netes fødselsdag i dag, så i morges blev der sunget fødselsdagssang, og Marita satte et norsk flag fast på tasken. Kl. 21 havde vi fået besked på at samle os indenfor, for der ville være en overraskelse. Det viste sig at være en kage-agtig ting bestående af små kager/brød og gebisser af sukker. De smagte ikke så godt, men sjovt var det. Nu vil jeg sove for der er en hård dag i morgen og vi skal tidligt op.

Dag 8, kl. 21:15

Denne dags vandring op over et meget vindblæst pas

Kirstine har i flere dage ikke haft det så godt og har haft problemer med vejrtrækningen, særligt op opstigningerne. De næste 3 dage er der ingen mulighed for at komme væk fra ruten uden helikopter, så derfor tog hun til lægen i Marrakech i dag. Peter har heller ikke haft det helt godt og har døjet lidt med hovedpine og svimmelhed. Derfor besluttede han at tage tilbage til lodgen i Around og blive der indtil vi kommer forbi igen. Måske går han op til os ved Toubkal Basecamp for at forsøge sig med toppen, men det finder vi ud af til den tid. Det betyder at vi nu er 13 tilbage i gruppen plus vores turleder Andreas.

Da jeg skrev at vi skulle tidligt op i går, mente jeg virkeligt tidligt, tidligere end de andre dage. Allerede kl. 4:45 blev vi vækket for at være klar til afgang kl. 6. På det tidspunkt var det stadig halvmørkt og flere havde pandelamper på da vi gik af sted. Formiddagen bød på en hård vandring med 5 timers opstigning, fra 2300m til 3555m, lige omkring 1200 højdemeter. Starten på dagen gjorde den ikke mindre hård, for kort efter afgang var stien spærret af et krat vi ikke kunne komme igennem. Derfor måtte vi gå ned gennem et udtørret vandløb for bagefter at gå op over terrasserne med korn og majs. Det gjorde at dagen startede hårde end forventet, fordi vi måtte gå et stykke ned for derefter at gå op igen.  Vejret var ’køligt’ og det begyndte at smådryppe, så jeg tog jakken på. Med mit lidt skrantende helbred ville jeg ikke tage nogen chancer, så jeg beholdte jakken på selvom det ikke blev til mere vand. Den hjalp også mod den kølige vind der blev koldere efterhånden som vi kom tættere på toppen. Det var en hård optur gennem et stenet og  barskt landskab uden noget vegetation. Jo nærmere vi kom passet jo mere blæste det og nogle gange kunne et vindstød gøre det svært at stå fast på stien. Her var jeg meget glad for mine stave der fungerede godt som ekstra ben og støtte når der kom store vindstød.

Morgensolen der stille kravler op over bjergene og her giver et helt fantastisk lys

Endelig nåede vi passet Tizi Likemt, og var kommet de 1200 højdemeter op. Det blæste det utroligt meget og vinden fik sand og småsten til at flyve op i ansigtet på os. Der var et stengærde på den ene side af passet hvor vi kunne sidde bag og være i lidt læ for vinden. Her holdt vi pause, spise en lille snack-frokost (brød, sardiner og ost), tog billeder og nød udsigten. Colamanden fra i går var igen klar med sodavand og chokolade. Han havde overhalet os på vejen op, og vi fik af vide at den anden mand der fulgte med han og gik bag deres æsel var blind. Jeg ville ikke bryde mig om at gå på de stier hvis jeg ikke kunne se, men han gik sikkert fremad og har nok været vandt til at gå de steder hele livet.

Pause i passet Tizi Likemt 

Martin og jeg der prøver at stå fast i vinden

Fra passet ville der være ca. 2 timer ned til næste lejr ved Azib Likemt i 2700 meters højde. Da vi skulle af sted var det godt pakket ind i hætte, buff og briller for at undgå sand og småsten.  Nogle havde lidt svært ved at stå fast, men så tog Muhammed fat i armen på dem og nærmest løb ned af bjerget til de kom ned hvor der var knap så meget vind. Omar havde også fat i et par stykker og til sidst kom alle ned hvor det var til at gå. Landskabet startede også på denne side meget goldt og stenet. Jo længere vi kom ned jo grønnere blev der og vi holdt en lille pause ved et vandløb. På ved til lejren gik vi forbi nogle fåre- og gedehyrder der var ved at lave the over et lille bål. Lige inden vi kom frem gik vi igennem en sommerlandsby, hvor en hund gjorde meget ud af at gø af os. En flok piger og kvinder var ved at høste på en terrasse og Omar snakkede lidt med dem. De grinte af det han sagde, selvom jeg også har på fornemmelsen at de grinte af os.

Vores lejr ligger ved siden af en mindre flod, her er meget stenet og det blæser så meget at toiletteltet ikke kan stå oprejst og hele tiden lægger sig ned, selvom Martin og Andreas flere gange forsøgte at få det til at stå. Fordelt i teltene fik vi en god tiltrængt frokost med pasta, linser, salat og sardiner, inden jeg også nuppede en tiltrængt lur i messeteltet. I floden var der nogle steder hvor vandet havde samlet sig i små ’søer’ hvor det var muligt at komme helt ned under vandet. Martin var i mens jeg sov, og bagefter var jeg også selv en tur under. Vandet var iskoldt så det tog mig meget lang tid at komme helt ned under, men dejligt var det. Ved siden af lejren var der et lille udsalg, som vi kaldte nærbutikken, for der lå nemlig også en lidt større på den anden side af floden. Her købte vi lidt sodavand, kiks/vaffel.

Det kolde kolde vand

Dag 9, kl. 21:46

Dagens vandring

Vækning til normal tid kl. 5:15, morgenmad og afgang kl. 6:30 til turens længste vandredag på omkring 8 timer, men uden specielt hårde op- eller nedstigninger. Vi fulgte vandløbet op gennem dalen, hvor der var meget frodigt med græs og masser af planter. Det var behageligt og stigningen var ikke ret stejl, til gengæld skulle vandløbet krydses mange gange. Her hoppede Martin næsten ud midt i vandet og hjalp de andre over, selvom han selv fik våde støvler og strømper de steder hvor støvlen ikke var helt tæt. Efter 4 timers let opstigning nåede vi passet Tizi’n’Ououraine i 3150m, hvor der var udsigt til Toubkal.

Toubkal er bjergtoppen lige over vores hoveder

Nu var der ca. 3 timers vandring ned til landsbyen Tagounite hor vi skulle spise frokost. Landskabet virkede goldt, men der var mange små blomster og planter mellem de mange sten. Frokosten blev holdt et stykke oppe langs et vandløb, og børnene i landsbyen spurgte efter kuglepenne. Inde i landsbyen var der en lille forretning der prøvede at sælge os sodavand, og da han fandt ud af at vi ville stoppe og spise frokost sendte han en dreng efter os med en spand fyldt med cola og fanta som han kunne sælge os. Det var en meget charmerende dreng og jeg tror næsten at han fik udsolgt selvom jeg ikke købte noget i denne omgang. Der blev taget lidt billeder af ham, og han synes at det var sjovt at se billeder fra Marrakech på Lisbeths kamera.

Efter frokost var der en time ned til lejren ved byen Amsouzerte, et sted hvor flere mindre floder mødtes. På vej derned var der en lille lokal dreng der var faldet og havde slået hul i hovedet. Omar, Marita, Bogny og Merete var straks i gang med at lappe ham sammen igen med sommerfugle og forbinding omkring hovedet.

 Lejren var på campingplads hvor vi kunne sidder under halvtag ved borde og stole og spise. Der var også et toilet, men bare sådan et der kræver benmuskler når man sidder på hug.  Vi boede lige ved siden af floden, så vi var nede og skylle noget tøj op, og bade lidt. Eller det vil sige Martin var i vandet – jeg synes at det var for koldt.  Aftensmaden stod på lam, for i går var Omar sent om aftenen kommet gående med et lam og spurgt Andreas om han ville købe det for omkring 800 DH. Det ville han, så der sent op aftenen blev lammet slagtet, så vi i dag kunne få glæden af kød til aftensmad.

Nede i byen var der en større butik, efter de udsalg vi før har været forbi. De brugte et sindrigt system af vandslanger og løbende vand til at holde deres drikkevarer kolde. Her købte vi mere toiletpapir, sodavand og chips. Da vi gik tilbage kom der pludseligt to andre danskere gående og spurgte efter centrum. De havde været på Toubkal tidligere og var nu på vej videre.

En dejlig udsigt

Dag 10, kl. 17:28

Dagens vandring forbi Ifni søen

I dag fik vi lov til at sove længe - helt til kl. 5:45. Der var morgenmad kl. 6:30 og afgang kl. 7. Campingpladsen var et dejligt sted at sove, for der var græs under teltene og ingen hårde sten. I dag skulle vi forbi Ifni-søen, den eneste bjergsø i Høje Atlas. Der skulle være ca. 1 times vandring gennem de små landsbyer og derefter 1½ time op over en lille bakke før vi ville se søen.  Vi nåede dog ikke helt ud af landsbyerne før der var stop for toiletbesøg og inden vi fik set os om var der the på bordet ved den lille udskænkning. Derefter kom han også med brød og en rigtig god honning. Den var ikke blevet slynget, så der var stadig ”bikubber” i. Den smagte super godt og skulle efter sigende være en meget fin og dyr honning til ca. 600 DH pr. kg. På trods af det skulle vi kun betale 100 DH for det hele for os alle sammen. Andreas fortalte os at det var her Topas tidligere har overnattet inden campingpladsen i Amsouzerte blev etableret.

En lille butik der hvor vi fik the og honning

Jeg synes at opstigningen var lidt hård i dag. Det var varmt og mine ben føles som bly – de var i hvert fald svære at få gang i. Da vi nåede toppen kunne ve se ud over Ifni-søen. Den havde en helt fantastisk tyrkisblå farve. Der var en lille butik hvor nogle købte chokolade, inden vi fortsatte 1-1½ time mere rundt om søen til den modsatte bred. Derovre var der små butikker og ”rum” hvor der kunne slås telte op – men det var ikke her vi skulle sove, vi skulle nemlig lidt højere op for at nå lejren. Nogle var hurtigt i badetøjet og hoppede i vandet med det samme. Vi ventede til efter frokosten, der blev spist ved borde og stole i et af ”rummene”. Efter maden blæste det op og det fløj rundt med sand og alt blev helt tilsandet. Selvom det blæste skulle vi i vandet, for hvor tit har man lige chancen for at bade i en kold sø højt oppe i bjergene? Der var kommet små fine bølger på søen og den var blevet mere brun end blå inden ved kanten. Det var koldt og det tog mig lang tid at komme under, men jeg gjorde det til sidst. Det var en lang frokostpause der derudover blev brugt på kortspil og at fylde sukkerdepoterne op.

Den meget flotte Ifni sø. Farverne var så flotte blå og turkise

Kl. 15:20 var der et lille ophold i blæsevejret, så det blev besluttet at nu var det rette tidspunkt at fortsætte dagens vandring. Ve begyndte at gå den sidste time op med lejren gennem et stenet og lidt besværligt terræn at gå i. Vi gik i et udtørret flodleje hvor sten lå hulter til bulter mellem hinanden. Vejret holdt og tiden gik hurtigere end vi havde regnet med for lige pludseligt var lejren der foran os og vi kunne finde vores bagage og et telt. Vejret holdt, selvom det begyndte at dryppe lidt da vi nåede lejren. Det blev dog heller ikke til noget rigtigt regn før sent om aftenen da vi var på vej i seng i teltene. 

Kan i finde vores telte mellem alle stenene?

Videre til Del 3