Marokko - Del 3

Dag 11, (skrevet dag 12, kl. 15:06)

Turen fra Infi søen til Toubkal Basecamp

Vi stod op kl. 5:15, spiste morgenmad kl. 6 og startede dagens lidt hårde vandring kl. 6:30. Vi startede med en hård opstigning på 4½-5 timer. Der var mange sten på stien og vi skulle krydse vandløbet der løb ned gennem kløften et par gange eller ti. Den dag mødte vi mange andre vandrere og mulddyr. Det kan godt mærkes at vi er kommet tæt på Toubkal Basecamp og at stien her er en af de meget benyttede ruter mellem Ifni-søen og Toubkal. Passet, Tizi n’Ouanoums, som vi skulle krydse er det højeste pas på turen, ca. 3600 m, og stigningen fra starten af dagen er på 1100-1200 højdemeter. Alle kom godt og helt op, selvom Merete, der havde været dårlig i går, stadig var lidt små sløj. Lige inden vi nåede passet kunne vi se tilbage ud over dalen og i det fjerne sås Ifni-søen der så meget lille ud helt er oppe fra. Vejret var lidt mærkeligt og ikke helt til at finde ud af. Det skiftede hele tiden mellem sol, regn og blæst og det var svært at vurdere om regntøjet skulle på eller ej. I passet blev der taget et gruppebillede inden vi begyndte den korte nedstigning til frokosten.

Gruppebillede på turens højeste pas

Efter frokost fik jeg mig en lille lur på en stor sten uden for messeteltet, der i dagens anledning var blevet sat op til frokosten. Til sidst blev det dog lidt koldt og der kom et par enkelte dryp, så jeg kravlede ind i teltet til de andre indtil vi skulle af sted. Turen fra frokoststedet til Toubkal Basecamp var en let nedstigning på ca. 1 time. Her var teltene slået op på nogle små terrasser uden for det franske refudge. Vi kunne bruge refudgets toiletter og bade og der var da også en lille butik hvor der kan købes slik og sodavand.

Udsigt ned mod Toubkal Basecamp

Marita har fødselsdag, så om aftenen kom der en fin fødselsdagsdessert, der bestod af kartoffelmos og halve ferskner. Oveni var der placeret 3 små lys. Det var en speciel dessert, men de andre sagde at det smagte godt nok. Martin og jeg kunne slet ikke spise mere, så vi sprang den særprægede dessert over. Det var den anden fødselsdag på denne tur.

Dag 12, kl. 15:30

Fra Basecamp til toppen af Toubkal

Så kom dagen hvor Nordafrikas højeste bjerg skulle besejres. Vækning skete kl. 5:30, inden vi kl. 6:30 begav os af sted for at nå toppen. Tre personer havde valgt at springe dagens toptur over og holde hviledag nede i bacecamp. Derfor var vi 10 deltagere, Andreas og Omar og 2 drivere der begav os op af bjerget. Driverne var med som ekstra sikkerhed, og så de kunne vende om og gå ned igen hvis nogle måtte give op undervejs. Andres ville nemlig ikke have at nogen skulle gå alene, så hellere have flere lokal og bjergkendte med op.

Det var en lidt hård tur op. Der var mange sted, også ret store sten som man skulle kravle op af. Det var ikke fordi ruten var teknisk svær, men man havde da lige hænderne på stenene ind i mellem – både for at holde balancen og for at hjælpe en op. Et sted skulle vi krydse et område med sne. Der var heldigvis trådt fodspor i sneen, så det var bare at sætte fødderne de samme steder som alle andre.  Alligevel var sneen glat og Omar stod og passede på at vi ikke gled et sted hvor sneen var gledet lidt ned og fodsporene ikke var så store.

Udsigt på vej op mod toppen

Efter det første lange stykke op kunne vi se toppen. På det sted skilte stien i to – til venstre mod Toubkal og til højre mod ”lille” Toubkal. Det så ud som om toppen var rigtigt langt væk. En lille bitte trekant på toppen af et meget stort bjerg. Det viste sig ikke at være så langt igen, for da vi først begyndte at gå, så var toppen lige pludseligt foran os og vi fik flere kræfter til lige at klare det sidste stykke. Vi klarede det. Vi gjorde det. Vi har besteget Nordafrikas højeste bjerg. Vi er vandret hele vejen op på Toubkal og er nu i 4167 meters højde. Der blev taget mange billeder og udsigten blev nydt. Det er helt fantastisk at stå på toppen af et bjerg og bare kunne se langt ud over det hele fordi der ikke er noget i nærheden er der højere. Vejret var godt med solskin, så udsigten var super god, selvom det var lidt tåget ud over bjergene. Det siges at man i klart vejr kan se helt ud til havet – det kunne vi jo så ikke fordi der var lidt tåge. Det var første gang måde Marting og jeg var over 4000 m og derfor skulle vi døbes. Det foregik ved at vi fik et lille stykke brød med peanutbutter. Det var vidst mest af alt noget Andreas lige fandt på, for der findes vidst ikke sådan nogle dåbsritualer alt efter hvor højt man er kommet op.

Endelig på toppen

Vi nåede toppen på 3½ time, som vi selv synes er ret godt når den estimerede tid er 4+ timer. Efter 40 min på toppen begyndte vi at gå ned igen. Nedturen var lidt sværere teknisk og der var mange små sten der kunne glide og store ”trin” man skulle nedad. Vi gik ikke helt samme vej som vi kom op, men også her var der et stykke med sne der skulle krydses – eller nærmere så skulle vi ned af det. Her ”stod vi på støvler” hele vejen ned. Det gik hurtigt og var rigtigt sjovt. På vej ned var der også lige tid til en sneboldkamp mellem Martin, Lukas og Omar. Nedturen tog os 2 timer og 20 minutter – oprindeligt estimeret til at tage 3 timer.

På "støvler" ned over sneen

(skrevet dag 13, kl. 18:40)

Efter ankomsten til Toubkal Basecamp var der frokost og derefter afslapning resten af eftermiddagen og aftenen. Vi fik købt et vandrekort over Høje Atlas, så det var min første souvenir, og man er da nød til at have et kort med hjem når man læser til landinspektør. Mie gik ned til Peter i Around, mens resten af os blev i bacecamp og som en nat mere.

Dag 13, kl. 18:43

Den sidste vandretur tilbage til Around og Imlil

Sidstevandredag og vi fik igen lov til at sove længe, helt til 5:45. Der er sjovt som tiden bliver en helt anden når man er af sted på den måde, for der hjemme vil det at stå op før kl. 6 være næsten helt utænkeligt. Da klokken blev 7 sagde vi farvel til driverne, som vi nok ikke rigtigt ville få at se igen, for når de nåede ned med bagagen ville de tage hjem til deres familie. De fik også de drikkepenge som vi i starten af turen havde givet til Andreas. Kl. 7:15 begyndte vi nedstigningen til Around. Det skulle tage omkring 4 timer og ikke være så hårdt. Der var det heller ikke, men nedturen tog lidt længere tid på grund af et stop i en lille landsby ca. halvvejs mellem Toubkal Basecamp og Around. Landsbyen er opstået på grund af trafikken mellem de to steder. Der blev drukket friskpresset appelsinjuice og enkelte fik handlet lidt. Vi mødte Omars søn, selvom ingen af os er helt sikre på hvad han har af familie.

Det sidste stykke af vejen var næsten en hel motorvej. Stien var nogenlunde bred og det vrimlede med mennesker og muldyr. Det var godt at der ikke har været så mange mennesker på hele turen – jeg har nydt den stille natur og mennesketomme områder.

Vel nede i Around på Mr. Laschens lodge blev vi genforenet med Mie, Peter og Kirstine. Vi fik frokost og gjorde klar til at gå ned til Imlil, og jeg kom til at købe endnu et kort – denne gang et til at hænge op på væggen derhjemme. Bagagen blev læsset på en bil, hvor også Kirstine og Jette kørte med. Vi andre gik den lille times tid ned til Imlil.

Kl. 23:18

 I imlil blev vi lidt overraskede. Det var jo en stor by med mange små forretninger og spisesteder. Der var liv og mennesker alle vegne. Sidste gang vi var her, var der meget stille og vi synes ikke at vi gik ret lang tid i byen, men denne her gang synes turen ned gennem hovedgaden at være meget længere. Vi fandt vores bus, bagagen blev læsset ind og vi fandt vores pladser. Inden vi kørte skulle vi dog lige sige farvel til Omar og Mr. Laschen. Omar fik det meste af vores førstehjælpsgrej. Vi skal alligevel hjem og lave en ny førstehjælpstaske, så vi kan ligeså godt selv købe nye renseservietter og plastre.

I bussen på vej hjem ville jeg holde mig vågen til vi nåede væk fra bjergene, så jeg lige kunne få det sidste med. Den plan holdt ikke og jeg faldt i søvn efter meget kort tid. Jeg vågnede et par gange ved at de andre sagde ”storkereder” og ”kameler”. Ellers gik busturen på 1½-2 timer fint og vi ankom til Marrakech til en varme der var meget højere end i bjergene. Her fik vi nye værelser. Denne gang nr. 34 med udsigt ud over en vej og hvis man læner sig ligt ud af vinduet kan man også se Koutobia. Et dejligt varmt bad gjorde godt, og så var vi klar til at gå ud i byen igen. Vi var på apoteket for at købe ciprofroxazin, så vi selv har det til en anden god gang vi skal af sted. Der blev også købt en læbepomade til mine meget tørre læber. Herefter var vi rundt og se lidt på boder og var inde og købe lidt. Vi fandt sælgeren fra sidst og var igen inde ved ham. Her købte jeg et stykke tøj og et tørklæde. Vi blev tilbudt the og han var meget venlig, men også utroligt nærgående. Det var lige før det overskred min grænse for hvad der er i orden.

Efter en lille pause på hotellet tog vi ud at spise sammen med Aage, Lisbeth og Nete. Vi spiste på Restaurant Le Marrakchi, der var en meget fin restaurant. Her fik vi både forret, hovedret og dessert. Forretten var en meget speciel oplevelse. Vi fik pastilla med kylling. Det var kylling indbagt i noget dej og der var rigtigt meget kanal i. Det smagte vildt godt og mindede ikke om noget jeg havde prøvet før. Da vi nåede desserten kom der et par mavedansere ind og dansede for os. En lidt sjov oplevelse. Vi betalte 600 DH, så det synes jeg ikke var så galt. Efter maden gik vi en lille runde på Djema El Fna og fik set det sted hvor bomben tidligere på året sprang. Det var en cafe lige ved siden af en moske. Ham der havde opført moskeen var også ejer af cafeen og ville nu integrere den i moskeen. Der var stadig stillaser rundt om, og i oppe over kunne man se at halvdelen af cafeens skilt stadig hang der.

Mavedanser op restauranten om aftenen

Nu er vi tilbage på hotellet og lægger os snart til at sove. I nat bliver det ikke på grund af kulde og hårde sten, at det bliver svært at sove, men i stedet på grund af den helt ulidelige varme. Vi sover kun med vores lagenposer.

Dag 14 (skrevet efter hjemkomst)

Vi gik en tur over i den nye bydel af Marrakech. Det var meget anderledes end inde i Medinaen. Store bygninger og flotte hoteller. Det var sjovt at se den del af byen også. Senere tog vi en turistbus rundt, for at se lidt andet uden at skulle gå rundt. Bussen var en dobbeltdækker ”uden tag” og man kunne høre forklaringer på de ting man så på otte forskellige sprog. Vi fik f.eks. at vide at hullerne i bymuren omkring medinaen var lavet med vilje for at sørge for luftcirkulation. Vi kom forbi banegården. Den eneste togstrækning i Marokko går mellem Marrakech og Cassablanca. Det var en meget stor og flot bygning, og den virker meget overdimensioneret i forhold til hvordan banegårdsbygningerne er i Danmark. Vi så også mange andre flotte steder, f.eks. Det royale teater, kongepalasset, og den meget store vej Ave Mohammed VI. Vi tog også den anden bustur ud til de mange plantager med palmer der ligger rundt om Marrakech. Det var dog ikke så spændende, og speakeren i bussen fra 5 minutter foran der hvor vi egentligt var. På vejen kom vi forbi store hotelområder hvorfra der et par steder var meget høj musik. Der var også en golfbane der var meget grøn i forhold til det omgivende landskab. Jeg tror at der bliver brugt rigtigt meget vand på at få den til at sådan ud, og så var der ikke engang nogle mennesker derude. Det er nok for varmt midt på dagen. 

Banegården

Huller i bymuren rundt om medinaen. Medinaen er inde bagved

Om aftenen var der fælles afslutningsmiddag på hotellet hvor vi snakkede lidt om hvordan vi synes turen var gået. Jeg fik samlet mailadresser ind, så vi kunne dele billeder mm når vi kom hjem.

Dag 15 (skrevet efter hjemkomst)

Nogle af de andre havde hørt om et sted hvor der var faste priser på varerne og sammen med Lukas og Merete gik vi derhen. På vejen mødte vi en bager der gik rundt med chokoladecroissanter, kan gav en til os hver, men pludseligt ville han have helt vildt mange penge for det. Det synes vi ikke kunne være rigtigt, så det endte med at vi gav ham de 9 DH vi lige havde i lommen og gik videre. Markedet med faste priser lå i en stor bygning med en åben plads inde på midten. Det var rart at gå rundt og se på tingene der. Man kunne med det samme se prisen og sælgerne kom ikke med det samme og tog fat i en eller prøvede at sælge alt muligt som man ikke havde set på. Det var et sted med nogle meget flotte malerier, og vi overvejede at købe et, men de havde kun motiver fra Marrakech eller ørkenen og det var jo ikke lige det vi har oplevet mest af her i Marokko. Vi ville hellere have haft et fra bjergene. Vi købte en lille tagine som vi kan have stående derhjemme og minde os om turen. Det blev også til at par sutsko af læder og med runde snuder til både Martin og jeg. Mine er turkis-blå med perler foran. Da vi købte dem var både højre og venstre sko helt ens og det var lidt lige meget hvilken sko man tog på hvilken fod. Efter jeg har gået lidt med dem har de tilpasset sig min fod. 

Vi spiste frokost på KFC og brugte meget lang tid på det, for der var dejligt køligt derinde. Nu ville vi egentligt bare gerne hjem og med flyet mod Danmark, så vi satte os og ventede på hotellet. Omkring kl. 16 kørte vi fra hotellet og til lufthavnen. Vi tjekkede ind og stod i kø i lang tid for at veksle vores marokkanske dirham om til Euro – man må jo ikke tage dem med ud af landet. Sikkerhedskontrollen var delt op i mænd og kvinder, og der blev mærket efter på alle personer. Til gengæld blev der ikke sagt noget til at mange havde flasker med vand med ind.

På vej ud til flyet

Fra lufthavnene skulle vi igen selv gå ud til flyet og kunne derfor lige mærke den sidste varme fra Marokko inden vi fløj hjemad. Vi fløj kl. 19:20 og landede i Danmark kl. 00:45 dansk tid. Vi ventede på vores bagage, og fik sagt farvel til de andre efterhånden som de fandt deres bagage. Martins bagage kom aldrig frem og vi måtte derfor hen og melde at den ikke var der. De fik en masse oplysninger og hvordan tasken så ud, så de kunne sende den op til os når den dukkede op – der var nemlig ikke nogen meldinger om at den ikke skulle have været med flyet. Vi blev hentet af min farmor og kunne lige nå at sove et par timer derhjemme inden vi tog toget hjem til Nordjylland. Hvis vi skulle være taget direkte hjem med toget fra lufthavnen skulle vi vente en time i Fredericia og en time i Århus, så vi synes det var bedre at sove lidt hos min farmor inden.

Martins taske dukkede op tirsdag aften, så det fungerede jo helt fint, men det var lidt mærkeligt kun at rejse hjem med en taske. 

Et sidste farvel til Marokko

Marokko - Del 2

Dag 6, kl. 20:54

Dagens vandring

Dagens startede tidligere end normalt. Allerede kl. 5:15 ringede vækkeuret og vi fik pakket sammen og var klar til at spise kl. 6 og gå kl. 6:30. Foran os ventede der en længere formiddag med ca. 3 timer opad og 2 timer nedad. Vi forlod Oukaimeden i halvmørke og så solen stå op over bjergene. Udsigten blev som sædvaneligt bedre og bedre jo højere vi kom op og kulminerede i passet Tizi’n’Ouhatter (3130m) med et fantastisk view ud over en stor dal med mange bjerge i baggrunden. De to nordmænd lærte os at de i Norge kaldet det blåner når man han se flere bjergtoppe bag hinanden. Det hedder blåner fordi bjergene bliver mere og mere blå jo længere væk de er. Når man tæller blånerne skal man se i en lige linie. Marita sagde senere at hun havde set 12 blåner fra passet – helt fantastisk.

Super flot udsigt. Læg mærke til blånerne - man kunne se mange flere i virkeligheden

Herfra begyndte nedturen gennem et godt og barsk terræn. Der var mange sten, men med stavene til hjælp fandt jeg til sidst en god rytme og fik en god fart på benene. Desværre gik gruppen lidt for langsomt, så der var mange stop for at vente på plads til at gå. Det var hårdt for benene at gå det langsomme tempo og hele tiden stoppe op og vente. Den norske duo og Karin nærmest løb ned af bjerget sammen med Muhammed. Det gik dog lidt for hurtigt for mig, men Martin ville nok godt kunne følge med dem.

Frokosten blev holdt i skyggen fra en gruppe valdnøddetræer og vi fik pasta farvet med safren og linser. Pausen blev derudover brugt på afslapning og læsning. I det næsten udtørrede vandløb sad en mand og ventede på at en anden mand og en dreng kom med deres muldyr og æsel, så han kunne læsse sand i deres kurve. Æslet var ved at gå i vores køkkenkurv på rov efter lidt mad, men Martin opdagede det og så fik Omar jaget det væk.

En time op og ½ time ned, og så var vi fremme ved dagens lejr ved Labasserne. Her bor vi på en lille terrasse med et lille hus der både har ’toilet’, køkken og opholdsrum. Der er en fantastisk udsigt over landsbyen og dalen. Med ankomsten til denne landsby var det lidt som at komme tilbage til middelalderen eller sådan noget. Der var intet strøm og ingen veje hvor biler kunne køre dertil. Alt foregik som vi ville sige ”i gamle dage”.  Får og geder var på bjergene om dagen og kom hjem om aftenen for at tilbringe natten i landsbyen. På tagene af husene blev der tørret hø, og børnene sad og snakkede på kanterne af terrasserne, når de ikke lige skulle hjælpe til med noget.

Vores lejrplads ved Labasserne

Martin og jeg kravlede op til en lille smule vand og fik skyllet noget tøj op. Senere på aftenen var det vandfald meget større og senere igen var det helt væk. Vi tror at der på toppen er en mulighed for at regulere hvor meget vand der skal komme igennem, eller også har det noget at gøre med deres vandingssystem.  Aftensmaden var suppe, ris og grøntsager med ananas til dessert. Vi havde glemt at få en præsentation af vores drivere, så de kom ind efter maden og så var der navnerunde hele vejen rundt. Jeg kan ikke huske hvad de hed, men der var et par der hed Omar og et par der hed noget lignende Lassen. En af dem skulle være god til at spille musik, så vi skulle da lige have et nummer. De kom alle sammen med gryder, dunke og dåser og så blev der spillet, sunget og danset. Vældigt hyggeligt og sikke en rytme de har til bare lige at kunne spille på hvad der nu er tilgængeligt. Det kunne man godt bruge noget mere af i Danmark.

Lige inden det blev mørkt så vi landsbyen gøre klar for natten, ved at drive byens geder ned fra bjergene. Nu (21:11) vil jeg snart se på stjerner og krybe i seng, så jeg er klar til endnu en dag i morgen.

Tilføjet senere: Det var nogle flotte stjerne og det lykkedes mig at finde Karlsvognen på himlen.

Dag 7, kl. 21:40

Dagens vandring fra Labasserne til Tacheddirt

Vækning kl. 5:15 var åbenbart ikke en engangsoplevelse dagen før, hvor vi troede at det var tidligt. Det er nok nærmere den tid vi kommer til at så op de fleste dage for det var også på det tidspunkt vi startede i dag.  Kl. 6:30 startede vi dagens vandring op gennem kløften mod passet Tizi’n’Tacheddirt i ca. 3200 meters højde. Det skulle efter planen tage ca. 4 timer at gå op, men det tog lidt længere tid fordi der desværre blev gået i et meget langsomt tempo. Det var hårdt og tog på kræfterne når det kun gik fremad i sneglefart. På toppen af passet var der en overraskelse. Der sad en mand og solgte cola og chokoladebarre, godt nok til dobbelt pris af hvad vi ellers har givet for det, men det var jo også blevet transporteret helt derop. 20 DH i stedet for de normale 10 DH. Vi købte en mars og Lukas blev meget glad for både cola og snikers. Det var koldt på toppen hvor der var meget vind, så vi sad og krøb sammen bag en sten, inden vi igen gik videre nedad.

En dejlig udsigt

Det var ca. 2 timers gang ned til frokost. Vi fik lov til at gå med de hurtige og det var rart at få lidt fart på fødderne, selvom det godt nok kræver øvelse hvis man skal gå rigtigt stærkt. De tre spurtere var dog lidt for hurtige til at Merete og jeg helt kunne følge med, men det var bedre end at gå langsomt ned. Det tog os ca. 45 minutter at gå ned.

Frokosten blev holdt under en kæmpestor sten der gav god skygge. Ved siden af løb et vandløb hvor der var nogle små opdæmmede pools. Nogle var helt i, men det var iskoldt så vi nøjedes med at dyppe tæerne. Jeg havde det ikke så godt ved frokosten, frøs en del og var begyndt at få lidt ondt i hovedet. Lige inden vi skulle af sted igen kom der en lille kort regnbyge, der dog ikke nåede at gøre nogen våde. Fra frokoststedet til næste camp var der ca. 1½ time. Alt i alt har vi i dag gået 1000 meter op og derefter 1000 meter ned. På det sidste stykke af stien inden vi om ned til en vej ventede der os lidt af en uforing. Stien vil skulle gå på var væk og i stedet var der en næsten lodret klippeside på ca. 3m.. Omar og Muhammed fik hjulpet os ned af siden, så vi fik en lille ekstra klatretur for pengene. En lille gruppe gik tilbage af stien og ned et andet sted hvor det var lettere. Omar var overrasket over at stien var væk, for sidste gang han gik der var den der. Det så ud som om den er blevet fjernet eller sprunget væk i forbindelse med at bygge et vandrør ned under vejen til det vand der kommer fra bjergene.

Stenen vi holdt frokost under/i skyggen af

Da vi kom frem til ”campen” fik vi endnu en overraskelse. Vi skulle ikke sove i telt, men på et lodge i Tacheddirt som også er ejet af Mr. Laschen. Og sikke et lodge. Det første var godt og flot og alt det der, men det her var virkeligt smukt – nærmest et helt slot mellem alle de små huse i landsbyen. Udefra lignede det ikke noget særligt, men ligeså snart man kom inden for var det utroligt smuk og terrassen lå med udsigt over hele dalen. Vi sover igen i 4-mands værelser på madrasser på gulvet, men efter liggeunderlaget i teltet er det jo meget luksus. Der er også både rigtige toiletter og brusebade. Det var rart lige at blive skyllet igennem og hjalp på mit tunge hoved. Der var også mulighed for at købe chips, sodavand og chokolade.

Mig på terrassen på lodgen i Tacheddirt med de smukke bjerge i baggrunden

Kort efter vi var ankommet lød de første tordenskrald og snart stod det ned i stænger. Det var en kort voldsom byge der gjorde alting meget vådt. Det var godt at vi var kommet i tørvejr på lodgen med alt vores bagage. Terrassen var dog hurtigt tør igen, og vi kunne sætte od udenfor til the, kiks og popcorn. Aftensmaden bestod af den sædvanlige suppe, der med ekstra salt smager godt. Herefter kylling, kartofler og grøntsager inden der var frisk melon. Efter maden synes Lisbeth at vi skulle lege en leg hvor hjerne og krop skulle arbejde lidt sammen. Det resulterede i lidt sang/koordineringslege hvor vi til sidst havde både Omar, Muhammed og Mr. Laschen med.

Regn set gennem døren ud til terrassen

Det er Netes fødselsdag i dag, så i morges blev der sunget fødselsdagssang, og Marita satte et norsk flag fast på tasken. Kl. 21 havde vi fået besked på at samle os indenfor, for der ville være en overraskelse. Det viste sig at være en kage-agtig ting bestående af små kager/brød og gebisser af sukker. De smagte ikke så godt, men sjovt var det. Nu vil jeg sove for der er en hård dag i morgen og vi skal tidligt op.

Dag 8, kl. 21:15

Denne dags vandring op over et meget vindblæst pas

Kirstine har i flere dage ikke haft det så godt og har haft problemer med vejrtrækningen, særligt op opstigningerne. De næste 3 dage er der ingen mulighed for at komme væk fra ruten uden helikopter, så derfor tog hun til lægen i Marrakech i dag. Peter har heller ikke haft det helt godt og har døjet lidt med hovedpine og svimmelhed. Derfor besluttede han at tage tilbage til lodgen i Around og blive der indtil vi kommer forbi igen. Måske går han op til os ved Toubkal Basecamp for at forsøge sig med toppen, men det finder vi ud af til den tid. Det betyder at vi nu er 13 tilbage i gruppen plus vores turleder Andreas.

Da jeg skrev at vi skulle tidligt op i går, mente jeg virkeligt tidligt, tidligere end de andre dage. Allerede kl. 4:45 blev vi vækket for at være klar til afgang kl. 6. På det tidspunkt var det stadig halvmørkt og flere havde pandelamper på da vi gik af sted. Formiddagen bød på en hård vandring med 5 timers opstigning, fra 2300m til 3555m, lige omkring 1200 højdemeter. Starten på dagen gjorde den ikke mindre hård, for kort efter afgang var stien spærret af et krat vi ikke kunne komme igennem. Derfor måtte vi gå ned gennem et udtørret vandløb for bagefter at gå op over terrasserne med korn og majs. Det gjorde at dagen startede hårde end forventet, fordi vi måtte gå et stykke ned for derefter at gå op igen.  Vejret var ’køligt’ og det begyndte at smådryppe, så jeg tog jakken på. Med mit lidt skrantende helbred ville jeg ikke tage nogen chancer, så jeg beholdte jakken på selvom det ikke blev til mere vand. Den hjalp også mod den kølige vind der blev koldere efterhånden som vi kom tættere på toppen. Det var en hård optur gennem et stenet og  barskt landskab uden noget vegetation. Jo nærmere vi kom passet jo mere blæste det og nogle gange kunne et vindstød gøre det svært at stå fast på stien. Her var jeg meget glad for mine stave der fungerede godt som ekstra ben og støtte når der kom store vindstød.

Morgensolen der stille kravler op over bjergene og her giver et helt fantastisk lys

Endelig nåede vi passet Tizi Likemt, og var kommet de 1200 højdemeter op. Det blæste det utroligt meget og vinden fik sand og småsten til at flyve op i ansigtet på os. Der var et stengærde på den ene side af passet hvor vi kunne sidde bag og være i lidt læ for vinden. Her holdt vi pause, spise en lille snack-frokost (brød, sardiner og ost), tog billeder og nød udsigten. Colamanden fra i går var igen klar med sodavand og chokolade. Han havde overhalet os på vejen op, og vi fik af vide at den anden mand der fulgte med han og gik bag deres æsel var blind. Jeg ville ikke bryde mig om at gå på de stier hvis jeg ikke kunne se, men han gik sikkert fremad og har nok været vandt til at gå de steder hele livet.

Pause i passet Tizi Likemt 

Martin og jeg der prøver at stå fast i vinden

Fra passet ville der være ca. 2 timer ned til næste lejr ved Azib Likemt i 2700 meters højde. Da vi skulle af sted var det godt pakket ind i hætte, buff og briller for at undgå sand og småsten.  Nogle havde lidt svært ved at stå fast, men så tog Muhammed fat i armen på dem og nærmest løb ned af bjerget til de kom ned hvor der var knap så meget vind. Omar havde også fat i et par stykker og til sidst kom alle ned hvor det var til at gå. Landskabet startede også på denne side meget goldt og stenet. Jo længere vi kom ned jo grønnere blev der og vi holdt en lille pause ved et vandløb. På ved til lejren gik vi forbi nogle fåre- og gedehyrder der var ved at lave the over et lille bål. Lige inden vi kom frem gik vi igennem en sommerlandsby, hvor en hund gjorde meget ud af at gø af os. En flok piger og kvinder var ved at høste på en terrasse og Omar snakkede lidt med dem. De grinte af det han sagde, selvom jeg også har på fornemmelsen at de grinte af os.

Vores lejr ligger ved siden af en mindre flod, her er meget stenet og det blæser så meget at toiletteltet ikke kan stå oprejst og hele tiden lægger sig ned, selvom Martin og Andreas flere gange forsøgte at få det til at stå. Fordelt i teltene fik vi en god tiltrængt frokost med pasta, linser, salat og sardiner, inden jeg også nuppede en tiltrængt lur i messeteltet. I floden var der nogle steder hvor vandet havde samlet sig i små ’søer’ hvor det var muligt at komme helt ned under vandet. Martin var i mens jeg sov, og bagefter var jeg også selv en tur under. Vandet var iskoldt så det tog mig meget lang tid at komme helt ned under, men dejligt var det. Ved siden af lejren var der et lille udsalg, som vi kaldte nærbutikken, for der lå nemlig også en lidt større på den anden side af floden. Her købte vi lidt sodavand, kiks/vaffel.

Det kolde kolde vand

Dag 9, kl. 21:46

Dagens vandring

Vækning til normal tid kl. 5:15, morgenmad og afgang kl. 6:30 til turens længste vandredag på omkring 8 timer, men uden specielt hårde op- eller nedstigninger. Vi fulgte vandløbet op gennem dalen, hvor der var meget frodigt med græs og masser af planter. Det var behageligt og stigningen var ikke ret stejl, til gengæld skulle vandløbet krydses mange gange. Her hoppede Martin næsten ud midt i vandet og hjalp de andre over, selvom han selv fik våde støvler og strømper de steder hvor støvlen ikke var helt tæt. Efter 4 timers let opstigning nåede vi passet Tizi’n’Ououraine i 3150m, hvor der var udsigt til Toubkal.

Toubkal er bjergtoppen lige over vores hoveder

Nu var der ca. 3 timers vandring ned til landsbyen Tagounite hor vi skulle spise frokost. Landskabet virkede goldt, men der var mange små blomster og planter mellem de mange sten. Frokosten blev holdt et stykke oppe langs et vandløb, og børnene i landsbyen spurgte efter kuglepenne. Inde i landsbyen var der en lille forretning der prøvede at sælge os sodavand, og da han fandt ud af at vi ville stoppe og spise frokost sendte han en dreng efter os med en spand fyldt med cola og fanta som han kunne sælge os. Det var en meget charmerende dreng og jeg tror næsten at han fik udsolgt selvom jeg ikke købte noget i denne omgang. Der blev taget lidt billeder af ham, og han synes at det var sjovt at se billeder fra Marrakech på Lisbeths kamera.

Efter frokost var der en time ned til lejren ved byen Amsouzerte, et sted hvor flere mindre floder mødtes. På vej derned var der en lille lokal dreng der var faldet og havde slået hul i hovedet. Omar, Marita, Bogny og Merete var straks i gang med at lappe ham sammen igen med sommerfugle og forbinding omkring hovedet.

 Lejren var på campingplads hvor vi kunne sidder under halvtag ved borde og stole og spise. Der var også et toilet, men bare sådan et der kræver benmuskler når man sidder på hug.  Vi boede lige ved siden af floden, så vi var nede og skylle noget tøj op, og bade lidt. Eller det vil sige Martin var i vandet – jeg synes at det var for koldt.  Aftensmaden stod på lam, for i går var Omar sent om aftenen kommet gående med et lam og spurgt Andreas om han ville købe det for omkring 800 DH. Det ville han, så der sent op aftenen blev lammet slagtet, så vi i dag kunne få glæden af kød til aftensmad.

Nede i byen var der en større butik, efter de udsalg vi før har været forbi. De brugte et sindrigt system af vandslanger og løbende vand til at holde deres drikkevarer kolde. Her købte vi mere toiletpapir, sodavand og chips. Da vi gik tilbage kom der pludseligt to andre danskere gående og spurgte efter centrum. De havde været på Toubkal tidligere og var nu på vej videre.

En dejlig udsigt

Dag 10, kl. 17:28

Dagens vandring forbi Ifni søen

I dag fik vi lov til at sove længe - helt til kl. 5:45. Der var morgenmad kl. 6:30 og afgang kl. 7. Campingpladsen var et dejligt sted at sove, for der var græs under teltene og ingen hårde sten. I dag skulle vi forbi Ifni-søen, den eneste bjergsø i Høje Atlas. Der skulle være ca. 1 times vandring gennem de små landsbyer og derefter 1½ time op over en lille bakke før vi ville se søen.  Vi nåede dog ikke helt ud af landsbyerne før der var stop for toiletbesøg og inden vi fik set os om var der the på bordet ved den lille udskænkning. Derefter kom han også med brød og en rigtig god honning. Den var ikke blevet slynget, så der var stadig ”bikubber” i. Den smagte super godt og skulle efter sigende være en meget fin og dyr honning til ca. 600 DH pr. kg. På trods af det skulle vi kun betale 100 DH for det hele for os alle sammen. Andreas fortalte os at det var her Topas tidligere har overnattet inden campingpladsen i Amsouzerte blev etableret.

En lille butik der hvor vi fik the og honning

Jeg synes at opstigningen var lidt hård i dag. Det var varmt og mine ben føles som bly – de var i hvert fald svære at få gang i. Da vi nåede toppen kunne ve se ud over Ifni-søen. Den havde en helt fantastisk tyrkisblå farve. Der var en lille butik hvor nogle købte chokolade, inden vi fortsatte 1-1½ time mere rundt om søen til den modsatte bred. Derovre var der små butikker og ”rum” hvor der kunne slås telte op – men det var ikke her vi skulle sove, vi skulle nemlig lidt højere op for at nå lejren. Nogle var hurtigt i badetøjet og hoppede i vandet med det samme. Vi ventede til efter frokosten, der blev spist ved borde og stole i et af ”rummene”. Efter maden blæste det op og det fløj rundt med sand og alt blev helt tilsandet. Selvom det blæste skulle vi i vandet, for hvor tit har man lige chancen for at bade i en kold sø højt oppe i bjergene? Der var kommet små fine bølger på søen og den var blevet mere brun end blå inden ved kanten. Det var koldt og det tog mig lang tid at komme under, men jeg gjorde det til sidst. Det var en lang frokostpause der derudover blev brugt på kortspil og at fylde sukkerdepoterne op.

Den meget flotte Ifni sø. Farverne var så flotte blå og turkise

Kl. 15:20 var der et lille ophold i blæsevejret, så det blev besluttet at nu var det rette tidspunkt at fortsætte dagens vandring. Ve begyndte at gå den sidste time op med lejren gennem et stenet og lidt besværligt terræn at gå i. Vi gik i et udtørret flodleje hvor sten lå hulter til bulter mellem hinanden. Vejret holdt og tiden gik hurtigere end vi havde regnet med for lige pludseligt var lejren der foran os og vi kunne finde vores bagage og et telt. Vejret holdt, selvom det begyndte at dryppe lidt da vi nåede lejren. Det blev dog heller ikke til noget rigtigt regn før sent om aftenen da vi var på vej i seng i teltene. 

Kan i finde vores telte mellem alle stenene?

Videre til Del 3

Marokko - Del 1

Her er dagbogen fra sommerferien 2011. Ferien gik med Topas Travel til Høje Atlas i Marokko, hvor vi har vandret rundt i bjergene Høje Atlas, gået over flotte pas og ”besteget” Nordafrikas højeste bjerg Toubkal. Alle tidspunkter er marokansk tid med mindre anden er angivet. Jeg har prøvet at samle lidt informationer om landet, og de ting vi har set, men vil ikke stå inde for at alt er 100% rigtigt. Det er som regel min opfattelse af tingene der kommer til udtryk.

Topas Travel er et rejseselskab der har mange aktive vandreferier. Siden 2010 blev de langt sammen med Region Rejser, og har derfor også et stort udvalg af cykelferier. Turen til Høje Atlas i Marokko er lidt speciel for det er en begivenhed derfra der har givet Topas deres navn. Selskabet har eksisteret siden 1973, under navnet Safarigården. Turerne var mest af alt noget med nogle store lastbiler ned gennem Europa og Afrika, og varede flere måneder. I 1978 gik en tur til Marokko, hvor en af deltagerne/turleder på turen fandt en stor topas i Høje Atlas. Derfor skiftede selskabet navn til Topas Travel. I dag er der ingen der ved hvor topasen er, eller hvad der blev af den dengang.

Topas Travel’s hjemmeside: www.topas.dk

Marokko:
Marokko ligger i det nordlige Afrika, og har over 30 mio. indbyggere. Det er et arabisk land, men befolkningen består af en blanding af arabere og berbere. Berberne er de oprindelige indbyggere og lever i dag mest i bjergene og ørkenen, hvor de trak sig tilbage til i takt med arabernes invasion af landet. I dag er ca. 40% af befolkningen berbere. Det officielle sprog i Marokko er arabisk, men mange steder kan man begå sig på fransk. Blandt berberne findes der mange variationer af det berbiske sprog.

Marokko er et monarki med kong Muhammed VI som overhoved, men der er lige sket store reformer i landet. Den 1. juli var der nemlig valg, udstedt af kongen selv. Marokkanerne skulle stemme om, om landets premiereminister fremover skal være landets overhoved og have titel af præsident. Det betyder at kongen der før har haft den udøvende magt, vil lade magten overgå til regeringen. Kongen vil stadig have magten over militæret og være den religiøse leder. Grunden til den nye reform, har sikkert været alle de uroligheder der har været i andre nordafrikanske lande. Også i Marokko har der været oprør, men kongen er klog, og vil gerne sikre sin egen overlevelse. Derfor har han lavet reformer i landet, der skal give ham selv mindre magt, sørge for at bedre demokrati og bl.a. også gøre uligheden mellem mænd og kvinder mindre. Det var et godt valg, hvor 98% af befolkningen stemte for. Befolkningen er glade for deres konge og flere steder bliver han hyldet. Der har ikke været optøjer eller uro på grund af det, som men ellers kunne frygte, når man ser på hvordan det er gået i de øvrige lande i Nordafrika.

Tidsforskellen i forhold til Danmark (sommertid) er -1 time, og det tager ca. 4 timer og 20 min at flyve fra København til Marrakech. Ifølge den oprindelige plan skulle vi have fløjet fra København, over Paris og til Cassablanca, hvorfra vi i bus skulle kører til Marrakech. Det blev ikke nødvendigt for her i foråret er Norwegian begyndt at flyve direkte til Marrakech. Det sparede os for den del transport og ventetid.

Ned gennem Marokko løber Atlasbjergene. I nord ligger Rif-bjergene, herefter kommer Mellem Atlas, så Høje Atlas og til sidst Anti Atlas. Vi skal vandre i Høje Atlas, og det er også her Nordafrikas højeste bjerg, Toubkal, ligger.

Gruppen:
Vi rejser i en gruppe på 16 personer i alt. 12 kvinder, 3 mænd og en dreng på 14 år. Der er en stor aldersspredning, og vi er de blandt de yngste deltagere, med kun en der er yngre end os. Derfra er der et lille spring op til de næste, og vi slutter ved 60-års alderen.

Dag 1, kl. 17:22 (DK) 

Nu er ferien rigtigt begyndt. Vi sidder i flyet og er på vej til Marrakech. I går, fredag, tog vi toget fra Aalborg til Roskilde og overnattede ved mine forældre. Mor, far og Melanie kørte os til lufthavnen i dag, så vi var der ved middagstid. Efter check-in og aflevering af bagage havde vi et par timer at fordrive i lufthavnen, inden vi skulle med flyet kl. 15:10. Vi har spottet nogle i lufthavnen som vi tror vi skal af sted sammen med, men har endnu ikke rigtigt snakket med nogle. Vagabond Tours har også en vandreferie i Høje Atlas, og de rejser også med det fly, så vi er ikke sikre på om alle vi ser med vandrestøvler skal rejse med os. Vi kom godt med flyet, et Boeing 737-800W fra Norwegian, og så vores bagage komme med ombord, så vi er da sikre på at den kommer med derned. Vi blev hurtigt lidt forsinkede inden vi kom af sted, men herefter rullede vi ud til landingsbanen og lettede fra Danmark. Oppe over skyerne er der flot solskin, og lige nu er der ”hul” i skyerne, så vi kan se jorden nedenunder. Da vi fløj fra København omkring kl. 16 var temperaturen i Marrakech 42 grader. Det er meget varmt, så det bliver spændende at komme derned og se hvad og hvordan det hele er.

De første indtryk af Marokko set fra luften

Kl. 23:17

Nu er vi kommet helt til Marrakech og har mødt den gruppe vi skal være sammen med. Flyveturen herned var meget flot. Da vi nærmede os Marrakech og kom ned under skyerne bredte der sig et flot rødt landskab ud under os. Vi fik også et par ekstra rundflyvninger, så vi rigtigt kunne se landet fra oven. Sikkert nede på jorden blev i mødt af en gevaldig varme. Det var lidt som at træde ind i en sauna, bortset fra at her var saunaen overalt udenfor. Flyet var forsinket så vi landede omkring kl. 19:30 og skulle derefter igennem lidt af en kø for at få stemplet pas, inden vi kunne finde vores bagage. Vi kom igennem det og fandt vores guide Andres i ankomsthallen hvor han stod med et fint Topas-skilt. Da alle var ankommet blev vi kørt ind til Hotel Foucauld i en minibus. Hotellet ligger meget centralt i Marrakech med den store markedsplads Djema el Fna og moskeen Koutobia lige i nærheden.

Lufthavnen i Marrakech

Trafikken hernede er lidt af en oplevelse. Man kører hvor man har lyst til og hvor der nu lige er plads. Det kan godt være at der er tegnet streger på vejen til to spor, men er der mange biler kører man gerne i tre sport eller bare på kryds og tværs af hinanden. Lyskryds findes der vidst ikke så mange af. Nogle steder står der politi og guider trafikken, men heller ikke der er der helt styr på det. Der dyttes mens biler, små knallerter og hestevogne alle prøver at komme frem hurtigst muligt. Der er rigtigt mange knallerter og dem kan der åbenbart sidde rigtigt mange på. På vej fra lufthavnen til hotellet så vi en knallert med 5 personer på. Lidt vovet vil jeg mene, men sådan er det nok at køre rundt i Marrakech. Det bliver lidt spændende at skulle krydse vejen i morgen når vi skal ud i byen.

På hotellet spiste vi aftensmad sammen med de andre. Vi skal nok lige vænne os til maden hernede, der mest at alt består af kogte grønsager, kartofler, cous cous, og kylling, og en del salat. Vi fik lidt informationer om i morgen hvor vi skal på en guidet byrundtur i Medinaen og særligt i soukerne.

Hotel Foucauld er et gammelt og fint hotel, men det er lidt slidt. F.eks. er badekaret på vores badeværelse lappet med cement. Engang var det postkontor, senere herskabsvilla og i 1942 blev det til hotel og har siden været det.  Topas har brugt Hotel Foucauld siden 1978. Vi har fået værelse 39, hvor der er en almindelig seng og en lille dobbeltseng. Der er kakler på væggene og temperaturen er okay, nogle gange nærmende sig kold, på grund af airconditonen. Desværre larmer den en hel del. 

Vores Hotel De Foucauld

Dag 2, kl. 18:28

Dagen startede med morgenmad der mest af alt bestod af kage og pandekagelignende ting. Der var noget meget tørt brød, så jeg spiste i stedet et par croissanter. Der var også friskpresset appelsinjuice, som Martin drak noget af.

Kl. 9 startede byrundturen hvor en lokal guide, Hartch, viste os rundt. Prisen for rundturen var bare 25 DH. Vi startede med at gå forbi Koutobia, Marokkos ældste moske. Minereten har en søster i Rabat og en i en by i Spanien. Moskeen er kun for muslimer, så vi måtte nøjes med at nyde synet af den udefra. Herefter gik turen ind i soukerne, og her var jeg glad for at vi havde en lokal guide med for ellers vandrede vi nok stadig rundt derinde. Souken har mange små bitte kringlede veje og overalt er der små butikker der sælger alle mulige mærkelige ting. Tøj, krydderier, lamper af metal, tasker og souvenir er bare et lille udvalg af hvad der findes. Souken er løst overdækket og det betyder at der ikke er nært så varmt som udenfor den. Stort set alt der sælges bliver lavet i hånden, og vi kom forbi flere steder hvor tingene blev lavet. Eksempler er smedeting, farvet garn og sko.  Sko med runde snuder er traditionelle berbersko, mens de sko der har spidse snuder er arabiske.

En mand der sidder og laver huller i et
stykke metal til en lampe. Han skulle være
en af de bedste til det i souken til.

På rundturen blev vi gennet ind hos en tæppehandler. Han viste og fortalte en masse ting om tæpperne. Det sted vi var, var et samlingssted hvor flere forskellige kvinder lavede tæpper til, og kunne håbe på at få dem solgt. Kvinderne sidder ofte derhjemme og laver tæpperne og så bliver de solgt hos tæppehandleren og de tjener en lille smule på dem. Tæppehandleren ville helst snakke til kvinderne, for det er dem der vælger ting til hjemmet i Marokko, som han sagde. Derfor skulle vi kvinder af med skoene så vi kunne gå rundt på og mærke de forskellige tæpper.  Alle tæpperne var forskellige, fordi de laves af forskellige personer, og de var utroligt flotte. Nogle mere end andre.  Mange af tæpperne kunne også bruges på begge sider, så der både var en side til sommerbrug og en mere lodden og varm til vinterbrug. Der var rigtigt mange flotte farver og mønstre, men prisen var også godt deropad, hvor det bliver lidt for dyrt til at jeg overhovedet ville overveje at købe et. Prisen har sikkert ikke været ret meget i forholdt il hvad det koster at købe ægte tæpper i Danmark, men selvom de var flotte ville jeg ikke vide hvor jeg skulle lægge et derhjemme. Efter fremvisningen blev vi budt på mynte-the som åbenbart ofte er en del af en handel. Samtidig med var der mulighed for at handle med dem og købe netop det tæppe man var faldet for. Der var to personer er købte et tæppe med hjem.

Der blev vist mange flotte tæpper frem.

Efter tæppehandleren var vi inde på et berberapotek, hvor vi også fik en hel fortælling om alt muligt mærkeligt, der skulle være godt for det ene og det andet. Bagefter var der mulighed for at købe alle de ting apotekeren havde snakket om, og her købte i noget der skulle være godt mod hovedpine og virke afslappende og en lille stift der sku holde myg væk. Man kunne også få massage eller en lille hennatatovering.

Til sidst på rundturen var vi inde på en koranskole. Prisen for indgangen var 50 DH pr. person. Der var meget flot og masser af udskæringer i alabast og cedertræ. Engang har skolen været et sted hvor eleverne boede. Nu er den ved at blive restaureret og bagefter skal den nok bruges som almindelig dagskole.

Rundturen sluttede på en hyggelig restaurant, hvor vi alle spise frokost sammen. 3 retters menu + the for 135 DH.

Mig på Koranskolen med det flotte bassin i midten

Kl. 22:56

Efter frokost gik vi tilbage til hotellet og fik styr på penge og lidt andre ting og sager. Kl. 16 var vi et smut forbi apoteket, fordi vi var blevet rådet til at købe Biosel, et pulver mod dehydrering, og Ciprofloxacin, der er et middel med antibiotika mod diare. Desværre havde det lukket om søndagen, så vi kunne ikke købe det.

Kl. 17 var der briefing om selve vandreturen. Her fik vi de generelle regler og ting at vide. I morgen skal vi af sted kl. 10, med en taske der kan pakkes på muldyrene og en dagstursrygsæk. Der er også mulighed for at lade en taske blive på hotellet, men det har vi ikke. Vi fik udleveret et kort over området, med ruten vi skal gå indtegnet.

Koutobia-moskeen

Vi var en kort tur rundt i byen og igennem nogle af de grønne områder ved Koutoubia. Vi endte på Djema el Fna, hvor der først var en der prøvede at få os til at spise ved hans bod, og derefter en der fik mig til at prøve et sæt tøj som kvinderne i Sahara går med. Jeg blev klædt på, og han bandt tørklædet pænt om hovedet mens han blev ved med at sige at Martin skulle tage billeder. Han ville meget gerne sælge, men det var ikke planen at vi skulle købe noget. Til sidst lykkedes det os at forklare ham at vi ikke kunne købe noget, fordi vi skulle op og vandre i bjergene og derfor ikke kunne have det med os, men måske når vi kom tilbage. Han var startet på 600 DH, men lovede til sidst at jeg kunne få det for 150 hvis jeg kom igen, efter vandreturen. Det er noget jeg vil overveje.

Er det ikke fint?

Andreas gav et tilbud om at vi kunne gå med ham ud at spise, så vi var en 12 stykker der kl. 20 gik ind på en mindre lokal restaurant. Maden var god og jeg har efterhånden fået smag for cous cous. Efter maden gik vi en tur forbi Djema el Fna som vrimler med mennesker her om aftenen. Slangetæmmere, tamme aber, hennatatovører, dansere og gøglere optrådte overalt på pladsen og rundt om stod store flokke af mennesker og så på. Vi var også forbi Koutoubia for at se den med lys på. Her kom vi til at få taget et par billeder med nogle vandsælgere og måtte derefter give dem lidt for det. Man skal passe på hvem man får hjælp af eller får lov til at tage billeder af. Da vi kom tilbage til hotellet pakkede vi lidt om i vores tasker, så vi nu næsten er klar til afgang i morgen tidlig.

Dag 3, kl. 14:18

Starten af vandreturen fra Imlil til Around

I dag skulle vi rigtigt i gang og kørte fra Marrakech kl. 10. Vi kørte gennem landskabet der i starten var meget fladt og varierede mellem byggeri og dyrket arealer med diverse træer. Der var dyr, og ørkenlandskaber inden vi i det fjerne fik de første glimt af atlasbjergene. Langsomt nærmede vi os bjergene og pludselig var vi midt i dem. Vi kørte af små veje med mange hårnålesving og det gik både op og ned på vores køretur gennem bjergene. Efter 1½ time i minibus nåede vi Imlil, hvor vi blev sat af. Her var der en kort pause, hvor vi mødte vores kok Muhammed og den lokales Mr. Laschens søn Muhammed der er ved at overtage firmaet. Topas har arbejdet sammen med Mr. Laschen siden 1980 eller 1981. Fra Imlil gik vi op til Around. Det tog ca. 1 times tid, og vi gik ca. 200 højdemeter op, så vi endte i 1920 meters højde. Vi er blevet indlogeret på Mr. Laschens lodge lidt uden for Around, hvorfra der er udsigt til Toubkal. Vi fik en fin frokost og lige nu er der tid til afslapning, inden vi skal over i landsbyen og se os om.

Ja, det er så mig med landsbyen Around i baggrunden

Kl. 22:02

Det var hyggeligt at være ovre i landsbyen Around og kigge. Vi regnede med at besøget i landsbyen ville tage omkring en time, men vi var der i næsten 2 timer. Der bor ca. 1000 mennesker fordelt på ca. 170 huse. Der er mange små og kringlede gader, der nogle steder er meget stejle. Grunden til at besøget tog lidt længere tid, var at vi blev inviteret på the hos Muhammed (kok), som viste os rundt. Han viste os ind i sit hjem, hvor der både var spisestue, soveværelse med dobbeltseng, andet soverum, badeværelse, og køkken med indlagt varmt vand. I den gang vi gik igennem stod der også en vaskemaskine. De havde el, og der var flere fjernsyn, jeg tror nok vi talte en 3-4 stykker. Vi blev vist ind i et rum med ”sofa” hele vejen rundt lang vægen og et lille bord i midten. Her blev vi budt på the, og – meget overraskende – popcorn. Oven på den eksisterende bolig var Muhammed ved at bygge ud. Den del af boligen skulle mest bruges som sommerbolig, mens det eksisterende hovedsageligt skulle bruges om vinteren.

Muhammed, vores kok, og hans hus.

Ellers var vi rundt i resten af landsbyen, og så deres moske hvor der i dag blev holdt bryllup. Den begivenhed fik vi også glæde af senere om aftenen, da der kom en hel karavane at dyttende biler kørende. Det var sjovt at se hvordan Muhammed hilste på alle, og hvordan alle andre var glade, hilste og smilede til os. Børnene var søde, pænt klædt og utroligt charmerende. Landsbyen er fordoblet indbyggermæssigt i løbet af de sidste 15 år. Landsbyerne vokser her i bjergene fordi jorden er frugtbar. Folk flytter ud i bjergene og herude får beboerne stadig mange børn.

Efter rundturen i Around var der aftensmad kl 19. Kylling og kartofler blev serveret i den traditionelle tagine. Forretten var noget linsesuppe, som faktisk smagte ret godt. Vi sover i firmandsværelser på madrasser på gulvet. På drengenes værelse er der rigtige senge.

Dag 4, kl. 13:39

Dagens vandretur

Nu kan det mærkes at vi er kommet i gang med vandreturen, for vi blev vækket kl. 6, skulle pakke tasker og spise morgenmad kl. 6:30, så vi kunne gå kl. 7, og udnytte de mere kølige morgentimer. Morgenmaden bestod af noget halvtørt brød med smør eller abrikossyltetøj. Der var også kaffe til de kaffetrængende. Kirsten synes at gåturen fra Imlil til Around var meget hård og at især varmen var hård at gå i. Derfor har hun valgt at tage tilbage til Marrakech. Det betyder at vi nu er 15 der drog af sted på dagens vandring + vores turleder Andreas. Vi blev lidt forsinket i forhold til planlagt afgang, fordi Kirstens afrejse til Marrakech lige skulle planlægges. Inden afgang mødte vi vores lokale guide, Omar der skal med på hele turen og vise os vejen. Al bagagen blev lagt i en stor bunke. Her ville driverne tage det fra og pakke på muldyrene, inden de ville gå efter os til den nye lejrplads.

Fra lodgen gik vi rundt om Around og ned i en dal. Ca. 1 times vandring ned mellem træer og sted og over et vandløb. Her kunne man virkeligt se hvor frodigt der er i dalene. Efter nedturen startede vi opstigningen til turen første pas. En opstigning på ca. 2½ times vandring op af mindre stier og gennem den mindre landsby Tamatert. Passet hedder Tizi n’Tamatert og ligger i 2279 meters højde. Sikken en udsigt fra passet. Der er noget helt specielt ved at komme op til et pas og kunne se ud på begge sider til to helt forskellige dale. Der blev taget en masse billeder, og i den lille butik blev der købt fanta og cola. Martin og jeg delte en cola. Der blev pustet ud efter opstigningen og lige inden vi gik videre kom vores kok, drivere og muldyr forbi, inden de fortsatte ned på den anden side af passet, for at gøre frokosten klar. Herefter begyigennemndte vi selv nedstigningen på ca. 1½ time. Vandrestavene kom frem og gav god støtte på turen ned. Nu foregik vandringen i bagende sol, modsat opstigningen, hvor vi fik i skygge mellem træerne. Efterhånden som vi gik ned fik jeg mere og mere styr på stavene og jeg tror at de kan være gode at bruge, både når det går op og ned. På vej ned fra passet havde vi udsigt til et andet pas som vi kommer over om tre nætter. Næsten nede kom vi gennem landsbyen Tinerhourhine, som ligger lige ved et vandløb. Her var nogle piger ved at vaske tøj og de lod det tørre på de varme sten. Gennem landsbyen og videre ud til markerne på de små terrasser var der vandingskanaler, hvor der løber klart og køligt vand igennem.

Oppe ved første pas.

Nu holder vi frokostpause på nogle små terrasser fyldt med valnøddetræer, der giver en dejlig behagelig skygge. Vi var fremme ca. 12:30 og går herfra om ca. 1 time. Frokosten bestod af gule ris, en blandet salat, der var meget fint udskåret, brød og noget fisk. Herfra er der 1-1½ time op til det sted hvor vi skal slå lejr for natten.

Kl. 21:11
Fra nu af skal vi pumpe vand hver dag, for at have rent vand at drikke. Det vand vi pumper er i princippet rent, og er det som de lokale drikker, men fordi vi ikke er vandt til det renser vi det med pumper. Der sidder et keramisk filter først der tager der grove og et kulfilter indenunder. Til frokost blev pumpningen demonstreret, men der var ikke brug for ret meget vand, når der kun er 1 times tid til vandring til lejren. Normalt skal vi hver morgen have 3 liter vand med hver.

Efter frokost gik vi videre ned gennem dalen hvor der var fantastiske udsigter. Vi nåede ikke ret langt, for i landsbyen Ikkis blev vi inviteret på the. Det var hos en som Topas tidligere har overnattet ved. Her fik vi en flot demonstration af hvordan rigtig mynte-the laves i Marokko. Det skal selvfølgelig laves på de flotte sølv the-kander med den lange hals. Først kommes et par håndfulde sort the i kanden. Der hældes en lille smule varmt vand over og det skænkes op. Omar og Muhammed prøvede at bilde os ind at det var den bedste the der findes, men i virkeligheden er det ikke særligt godt, og skal bare smides ud. Herefter hældes der mere vand på, og skal der sukker i theen, kommes det også i. Her havde han kæmpe krystallignende stykker af sukker hvor der hurtigt kom to store stykker i kanden. Til sidst kommes der mynteblade i, friskplukket fra den frodige køkkenhave. Vi troede ikke at der kunne være mere i kanden, men det kunne der, og der kommer forbløffende meget the ud af de små kander. Det kan også være fordi theen drikkes af små glad og ikke de store krus vi er vandt til. Til sidst varmes theen lidt mere op, inden vi kommer til det rigtigt avancerede: Hvordan theen skænkes.  Først hældes et par glad eller tre op. De hældes alle tilbage i kanden igen. Sådan gjorde Omar et par gange. Skal theen hældes rigtigt op skal kanden løftes højt op så theen kommer ud i en tynd stråle og landet i glasset, hvad det gør godt for ved vi ikke rigtig, men flot ser det ud, og her blev kanderne løftet ekstra højt op.  Martin synes at det var noget af det bedste mynte-the vi indtil videre har fået.

Så er der the!

Vi sad på hans terrasser under et valnøddetræ der havde indbygget strøm. Vi fik at vide at det kun er 10 år siden at der blev ført strøm ud til de her landsbyer. Der var åbent ind til er rum i huset. Jeg tror at det var fordi de var ved at bygge til. Det så i hvert fald sådan ud. Her kunne vi se dem gøre klar til theen, og der sad en lille pige og legede med en lille tallerken-dims. En storesøster var også forbi flere gange og legede med den lille eller hjalp med at hente vand.

Da vi kom ind i Ikkis var det første gang vi hørte børnene spørgs efter bonbon (slik), men det var måske også vores egen skyld fordi vi havde papir fra müslibar liggende i en netlomme på siden af rygsækken. Vi snakkede med Andreas om at give ting til børn under briefingen.  Her fortalte han at Topas’ holdning er at man ikke skal give noget. Det er der flere årsager til. For det første hjælper det ikke børnene at vi giver dem slik eller kuglepenne. Tvært i mod styrker det billedet af at når der kommer rige vestlige gennem deres landsbyer bliver de overdænget med gaver. Det bedste er at støtte de lokale voksne, så de selv kan give deres børn forskellige ting og sager. Det gør Topas bl.a. ved at have lokale drivere med på turen. Jeg kan godt forstå den holdning, og mener også at det er den rigtige måde at gøre det på. På den måde hjælper man lokalsamfundet mere, end ved at give børnene småting ind i mellem.

Efter et hyggeligt thebesøg gik vi det sidste stykke til Amskere i 1600 meters højde hvor der skulle slås lejr. Vi måtte ud på en lille ”omvej” fordi stien var spærret af vand der kom løbende ned oppefra. Det første os ind over en lille mark og op på kanten af en vandingskanal. Det viste sig at det var vand fra et læk i denne kanal der havde spærret stien for os. Da vi nåede frem havde driverne allerede stået lejr og sat vores telte op for os. 9 små telte og 2 store. Det ene store er madteltet, hvor maden bliver lavet, det andet er messeteltet, hvor vi spiser og opholder os om eftermiddagen og aftenen. De telte vi skal sove i er Wolf Camper telte, og selvom vi kun skal sove to personer i hvert telt er der 4-personer telte med. Det betyder at der er rigtig god plads i teltet til både at ligge og have bagagen stående. Det var en lille lejrplads, så teltene stod tæt. Der var masser af valnøddetræer der gav god skygge for solen. Igennem lejrens øverste del, løb en lille vandkanal, og på den anden side at den stod toiletteltet. Et lille telt med et hul i jorden. Når vi bor så mange sammen kan er det bedst at samle alle vores efterladenskaber samme sted, for selvom toiletpapir nedbrydes i naturen, så pynter det altså heller ikke.

Landsbyen Ikkis

Kort efter ankomst til lejren blev der serveret the og kiks – en ”tradition” som blev gentaget næsten hver dag. Der var tid til afslapning, Der blev kigget på kort og snakket og vi fik skyllet lidt tøj op ved en nærliggende kilde. Inden der var aftensmad skulle vi lige have pumpet vand, og her fik vi rigtigt set hvordan det gøres. Det var ikke så slemt. Topas har fået nye pumper, så de skrækhistorier som nogle havde hørt om at det var vildt hårdt og tog meget lang tid at pumpe vand, holdt slet ikke. Med de to pumper tog det lige omkring 20-30 min at pumpe de ca. 40 liter vand der skulle til. Aftensmaden blev serveret kl. 19 og bestod af suppe til forret, spaghetti og noget grønsags-noget til hovedret og frugt fra dåse til dessert. Efter lidt hyggesnak om aftenen gik folk tidligt i seng for at være klar til morgendagens vandring.

Dag 5, kl. 17:48

Dagens rute

Dagen startede kl. 5:45, tasker blev pakket, telte blev lagt ned og pakket i poser, selvom det ikke var strengt nødvendigt og driverne ville have gjort det efter vi var gået. Men Martin kan godt lide selv at pakke alting sammen, så vores telt blev pakket ned, og så fik Andreas en hjælpende hånd til hans – der er bare lidt lettere når man er to til at lægge det sammen. Kl. 6:30 var der morgenmad der bestod af noget meget tynd grød, og brød med syltetøj eller smøreost (noget lign. Den Leende Ko).

Vi gik af sted gennem landsbyen og videre opad og opad og opad. Planen var ca. 3 timer opad inden frokost. Mit drikkesystem har i et par dage været en smule utæt, men nu var der kommet så meget hul i det at vandet var løbet ud i tasken og vi måtte derfor lave et kort stop for at vende det på hovedet. Vi fortsatte opad, rundt langs bjerget og i zigzag bevægede vi os højere og højere op. Nogle steder var der ikke meget plads til at på før jorden hældede nedad og blev til stejle bjergsider. Jo højere vi kom op, jo mere udsigt fik vi. Vi gik over et mindre pas, Tizi’n’Tiratene, og folod hermed N’lmenanedalen. I passet holdt vi hvil i skyggen fra et enkeltstående træ. I den næste dal var der mange af de træer der stod spredt ud over det hele og solen var efterhånden kommet godt frem, så det næsten var for varmt at gå. Vi nåede frem til frokoststedet, hvor messeteltet var sat op for at give lidt skygge. Frokostpausen startede med afslapning og for nogle et mindre bad i et vandløb. Vi tømte min taste for at få de ting der var blevet våde tørre igen. Det var utroligt flot med udsigt ud over en dal hvor der efter sigende engang skulle have været kobberminer. Frokosten bestod af pasta, salat og sardiner i tomat, for ikke at forglemme the’en.

Flotte røde bjerge

Efter frokost og en kort nedstigning fortsatte turen opad i endnu 2 timer. Det var en lidt hård opstigning, men man blev belønnet med en udsigt der bare blev bedre og bedre og man kunne se længere og længere. Det sidste stykke op til dagens højeste pas var et smalt stykke med mange små sten. Passet ligger ca. i 2780 meters højde, og det betyder at vi er gået ca. 900 meter op siden vi startede. Fra passet kunne vi se vores lejrplads i Oukaimeden i 2600 meters højde. Det tog ikke lang tid at gå ned til teltene, der stod på grønt græs. Der er mere plads end på forrige lejrplads, men ingen træer der kan give skygge. Det er nu heller ikke nødvendigt lige nu, for det er overskyet og er begyndt at småregne.

Udsigt over Oukaimeden

Oukaimeden er Marokkos eneste skisportssted, og som et sådan var der både hotel og små butikker. Det betød mulighed for at få et bad for 15 DH og købe lidt forskelligt drikkelse og snacks.

Aften (skrevet på dag 6)

Der kom ikke mere end et par smådryp regn, og det var dejligt at blive skyllet igennem af vandet i bruseren. Aftensmaden var suppe og så noget med 3 c’er – gæt selv, og nej det er ikke chili con carne. Derimod kan man kalde det for chicken cous cous. Efter maden og theen gik vi op og købte en fanta og lidt chokolade så vi havde lidt med i rygsækken til næste dag.

Videre til Del 2