Så kom jeg hjem igen, eller faktisk var det i går, men jeg har haft gæster og været træt så det er først nu jeg har tid/lyst til at skrive lidt her. Jeg har været på sommerlejr med min gruppe og den super godt. Der var 35 spejdere med plus 10-12 ledere alt efter hvornår på ugen man talte. Lejren blev holdt i Thy på lejrpladsen Tandrup Tipi, som ejes af nogle blå spejdere. Den ligger lige ned til Vandet Sø, så vi havde kanoer med, og byggede tømmerflåder den ene dag. Jeg var på hike med mine juniorer, hvor vi gik 19,5km, og så tog juniorerne lige de sidste 500m for at få et 20km vandreskjold. Vi var også på udflugt der gik til Hanstholm på bunkermuseum og til en svømmehal i Thisted. Det var også en vildt god dag, og vandet i svømmehallen var rart til at få vasket alt snavset af kroppen. Som afslutning på ugen havde vi fælles Fun Farmer Family Day med rigtigt bondetema, så her var der selvfølgelig aktiviteter som normalt laves i Thy, f.eks. malke en ko og sætte hegn. Som en sidste bonus skulle der snakkes Thy-mål og man skulle have masser af halm i sko, lommer og hvor det ellers kunne være.
Jeg vil egentligt ikke fortælle en masse, for det er der nok alligevel ikke så mange der gider at høre på. Alligevel linker jeg lige til Knudens hjemmeside, hvor der er beretninger og billeder fra hver dag på lejren.
I går da jeg kom hjem var jeg godt brugt og havde fået mere sol og farve på den uge, end jeg fik på ferien i Marokko - det er alligevel godt klaret af det danske sommervejr. Jeg sad og halvdøsede, og var glad for at der blev vist Happy Feat på Kanal 5, som jeg kunne sidde og slappe af til. Sådanne film må de gerne sende hver gang jeg kommer hjem fra lejr.
Nu står den næste måned på ferie og afslapning, men kender jeg min kalender ret skal den nok sørge for at bliver fyldt hurtigt op, så der alligevel ikke er så lang tid til at slappe af som jeg tror.
De næste par dage skal jeg have styr på dagbogen fra Marokko, jeg skal ud og købe ny printer/scanner så jeg kan få kortet med i dagbogen og så skal der laves en flot fotobog med alle billederne. Nu vil jeg gå i seng og sove godt i min egen dejlige bløde seng.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar