Overlevernes by af Lise Bidstrup

onsdag den 25. november 2015



Overlevernes By

Serie: Urban serien 3

Lise Bidstrup

290 sider

Høst & Søn - 2015

Anmeldereksemplar fra

Idolernes By er tredje del af Lise Bidstrups Urban serie, men bøgerne er selvstændige og kan derfor læses uafhængigt af hinanden. Personer og univers hænger ikke sammen. Til gengæld handler bøgerne om forskellige samfundstendenser.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
Da jeg første gang slog øjnene op, burde jeg måske have lukket dem igen.
Alt svævede. Jeg svævede. Mine fødder kunne ikke finde jorden, jeg kunne ikke engang orientere mig om, hvad der var op eller ned. Det mest bemærkelsesværdige var alle bogstaverne og tankerne. Jeg svævede i et mørkt rum, et uendeligt rum, og omkring mig dryssede bogstaver og tanker ned mod mig, hen mod mig og ind mod mig.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens bagside:
Samfundet, som vi kender det, er brudt sammen, og det er nu alles kamp mod alle i håbet om at overleve og få del i de få ressourcer, der er tilbage. Alle er som udgangspunkt en fjende. Vi følger vennerne Malte, Thea og Vitus i deres kamp for overlevelse og i deres håb om at finde et sted, hvor det ikke er kapitalismen, der sætter dagsordenen.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg har tidligere nydt at læse både Spillets by og Idolernes by og derfor var det med glæde at jeg gik i gang med Overlevernes by. Lise Bidstrup skriver godt og leverer en god historie, der omend er ret skræmmende på nogle punkter.

Overlevernes by adskiller sig fra de andre to bøger, ved at være meget tæt på virkeligheden. Vi befinder os i Danmark. Et fremtidigt Danmark, hvor et økonomisk kollaps har ødelagt verdenen. I Danmark nåede vi at lukke grænserne og der hersker en form for fred, men meget er ødelagt og folk lever i fattigdom. Det er et Danmark der ligger langt fra det vi kender, men alligevel er det her med lukkede grænser en meget nærværende tanke, med alt hvad der sker lige for tiden.

Mange af de dystopier jeg tidligere har læst, foregår i en fremtidig verden der så forskellig fra vores at det er svært at finde lighederne. Ydermere foregår mange af dem i USA eller England og der er derfor en naturlig distance til det der sker i bogen. Det er der ikke her. Vi er i et ødelagt Danmark. Byerne hedder stadig det sammen og på vores rejse med Malte og Thea gennem Danmark oplever vi hvordan alting er faldet fra hinanden og det skræmmer mig lidt.

Bortset fra at bogen er yderst realistisk (af en dystopisk fremtidsverden at være), så er historien også god og velfortalt. Jeg kan godt li' Malte og Thea. Jo de slipper ofte ret let igennem problemerne og deres vej igennem Danmark og Europa er overraskende let og uproblematisk, men jeg var fanget af historien og havde svært ved at lægge den fra mig.

Den eneste anke jeg har ved bogen er slutningen. Jeg kunne snildt have undværet det sidste kapitel. Det var helt unødvendigt for mig mens jeg læste bogen og gjorde at jeg sluttede med en lidt flad fornemmelse. Omvendt kan jeg godt se at forfatteren har brug for at forklare nogle ting og set i bakspejlet hænger første og sidste kapitel også ret fint sammen. Jeg ville dog ønske at Maltes "vejviser" havde haft en lidt anden form.

Men alt i alt er det en dejlig bog. Tankevækkende og meget relevant lige for tiden, med snakken om flygtninge og lukkede grænser.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Ingen kommentarer :

Send en kommentar