Så er sommeren snart slut

onsdag den 31. august 2011

Det er årets sidste sommerdag - i hvert fald hvis man spørger kalenderen - og det betyder også at sommerferien snart er slut. På fredag går det hele i gang igen og jeg glæder mig. Det bliver rart at komme i gang og få nye udfordringer og lære om GPS og fotogrametri. I fredags kom vores studievejledning og i går kom skemaet også, så nu er jeg efterhånden helt klar. Studiebøgerne skal købes, men det sker først når jeg er helt sikker på hvilke bøger vi skal bruge.

Jeg nyder mine sidste dage af sommerferien med at slappe af på sofaen med gode bøger, lave fotobog fra vores ferie i Marokko, høre musik fra eventyrteatret og tage til og planlægge spejdermøder for mine juniorer. Jeg har besøgt mine forældre, oplevet et kæmpe uvejr med lyn og torden, hilst på gamle spejdervenner fra Tune og kørt i tog.

Ser man på min oversigt over hvilke bøger jeg har læst er det let at se at jeg har haft ferie, fri eller bare ikke så travlt i Januar og August. Det er i hvert fald de måneder der er blevet læst flest bøger i. Ser jeg generelt på det er de 20 bøger jeg har læst ikke ret meget. Sidste år på denne tid havde jeg læst omkring 35, men alligevel er jeg godt tilfreds. Jeg har fået læst mange flere bøger på engelsk og det tager mig lidt længere tid at læse de bøger og så er der noget der tyder på at jeg har haft mere at se til på studiet end sidste år, og det er jo et eller andet sted meget godt.

Det har været lidt mærkeligt her i de sidste uger at følge med i hvordan alle er startet i gymnasiet efter sommerferien. Så sidder man herhjemme og føler af at ens sommerferie er virkeligt virkeligt lang og flere gange har jeg bare ønsket at komme igang igen. Jeg kan jo godt forstå at universitetet har en lang sommerferie, for der er ikke nogen andre ferier i løbet af året, men alligevel kan den godt virke alt for lang nogen gange. Ind i mellem, eller faktisk ret tit, savner jeg en vinterferie. En uge i januar eller februar hvor man var sikker på ikke at have eksamener eller kurser og hvor der var mulighed for at tage på skiferie. Jeg har nok måttet indse at der som studerende der tager sin skolegang alvorligt ikke rigtigt er plads til at tage afsted på ski. Derfor er skiferierne lagt på hylden, men jeg savner dem. Det at suse ned at bakkerne er noget jeg savner  og meget gerne ville gøre snart igen.

Det var en sludder om lidt af hvert, og inden jeg slutter af vil jeg lige nå at vende årets store planlægningsopgave for mig. Nordisk Møde, hvor landinspektørstuderende fra Norge, Sverige og Finland i år kommer til Aalborg og skal være her en lille uges tid. Der er lidt problemer med planlægningen herfra for mødet er kommet i konflikt med både RUS-kurser og eksamener. Det skal vi snart have styr på. Jeg tror på at det bliver godt og jeg glæder mig til at få besøg af de andre.

Vildt vejr

lørdag den 27. august 2011

Det er godt nok lidt af et hver der er her i Tune på Sjælland. I morges vågnede jeg sådan rigtigt ved et mega tordenbrag, der lød som om det var lige ved siden af. Min søster råbte derefter "Mor, mor, prøv lige at kom. Kom nu mor", og så var jeg jo nød til at stå helt ud af sengen for at se hvad der foregik. Hun havde stået inde i stuen og kigget ud på lynene da der var slået et ned lige ude foran og hun så lysglimt og gnistre. Ret vildt siger jeg bare. Mor sagde også at himlen havde været helt gul lige inden det begyndte af tordne. Vi sad så lidt og kiggede på lyn der for hen over himlen og lysglimt der kom hele tiden.

Vores fjernsyn virker ikke, så signalet er nok gået på hele nettet i Tune. I dag må vi så klare os med nyhedsopdateringer på nettet og DR hvis vi vil se lidt fjernsyn og følge med i hvordan uvejret udvikler sig.

Det lykkedes mig at falde i søvn igen i et par timer, og omkring kl. 10 da vi sad og spiste morgenmad startede der et ordentligt tordenvej igen. Med brag og bulder meget tæt på, sad vi nede i køkkenet. Pludseligt går strømmen og vi sidder i mørke. Heldigvis kunne vi bare tænde på hfi relæet. Strømmen gik en gang mere lidt senere, da jeg stod oven på, så det lagde jeg ikke mærke til. Fra stuevinduerne så vi at der var røg ude over markerne. Først troede vi at lynet var slået ned i en mast, men da vi fik fat i en kikkert viste det sig at være en vindmølle. Det var faktisk ret meget ild i den, taget i betragtning at det regnede voldsomt. Vingerne begyndte at falde af og på et tidspunkt så vi blå blink der kørte hen imod den. Det ryger stadig væk fra møllen - selvom der ikke er flere flammer at se. Regnen er stilnet af igen, men ind i mellem kommer lynene meget tæt på, så der kommer nogle helt gevaldige brag. --> Det fik jeg vidst sagt lidt for hurtigt, det er nemlig lige begyndt at regne meget kraftigt igen, så uvejret er nok ikke helt ovre.

Nu vil jeg se lidt mere på regn, lyn og torden og så vil jeg finde ud af hvad jeg skal resten af dagen.



Spy Glass by Maria V. Snyder

mandag den 22. august 2011




Spy Glass

Serie: Glass / Opal Cowan 1

Maria V. Snyder

535 sider

Mira Books - 2010


For at undgå spoilers, læs først bøgerne: Storm Glass & Sea Glass.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Opal har mistet sin magi, eller det vil sige at hun selv har frataget sig sine evner samtidig med at hun redede alle andre under opgøret i Hubal. Hun savner magien og har mistet al lyst til at arbejde med glas. Det glas der før lyste og sang til hende er nu koldt og stille. Hun er også blevet immun overfor magi, men hun ved ikke hvordan hun skal takle det eller hvem der skal have det at vide.

Opal får et tip om at noget af hendes blod højest sandsynligt er gemt, og at hun måske kan genvinde sin magi med blodmagi. Derfor drager hun af sted til Fulgur på sin egen hemmelige mission for at få sine kræfter tilbage. Undervejs får hun nok at se til, ved at hjælpe andre og ved selv at lære de mest grundlæggende spion-egenskaber. Hun har også et lille kærlighedproblem hun skal have styr på. Elsker hun sin kæreste Kade eller er det i virkeligheden Devlen, som lige nu er i fængsel og som tidligere torturerede hende?

Genvinder Opal sin magi eller er den tabt for evigt og vil hun få ro på sit kærlighedsliv?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Spy Glass er en helt fantastik afslutning på Glass-serien om Opal Cowan. Der er masser af fart over feltet og mange bolde i luften på en gang. Alle trådene og tidligere spørgsmål bliver samlet op, og jeg var godt tilfreds da jeg vendte den sidste side.

Første halvdel af bogen handler mest af alt om Opal egen mission for at finde sit blod. Det er en spændende og udfordrende tid for hende, og jeg kan især godt lide at Valek igen kommer med i historien og spiller en ret stor rolle. Han er en herlig karakter der ikke er helt til at finde ud af. Fantastiske evner, utrolig kærlig, men også til tider meget ufølsom og kold.

Der er rigtigt meget om Opals tanker omkring det at have mistet sin magi. Hvad gør man når man har mistet noget der var så stor en del af en? Hvad skal udfylde det tomme hul det har efterladt inden i hende? Hvem er hun egentlig og hvad er det der definere en som person? Alle de tanker fylder meget, men de er også utroligt spændende at følge med i, for der er jo noget rigtigt i alt det med at finde sig selv.

Jeg nævner i handlingen at Opal har en del problemer med sit kærlighedsliv, for jeg synes at det spiller en vigtig rolle, ikke mindst i processen med at finde sig selv. Det er slet ikke sådan at kærligheden fylder side op og side ned og alting bliver meget romantisk og lyserødt – faktisk slet ikke. Selvom kærligheden fylder, er der fart over feltet og Opals kærlighedsproblemer går heller ikke helt stille for sig.

Der er som sagt rigtigt mange bolde i luften og begivenhederne snor sig ind og ud mellem hinanden og pludseligt sker der noget helt uventet. Jeg havde svært ved at forudse hvad der skulle ske, og gættede kun sammenhængene nogle få sætninger før Opal selv. De sidste tråde samles op og Snyder husker endda at fortælle det navn hestene har givet Opal, på en sjov og overraskende måde.

Alt i alt kan jeg kun anbefale Glass-serien, for det er en serie med gang i der gjorde det svært for mig at lægge bøgerne fra mig.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Opal Cowan

Formørkelse af Stephenie Meyer



Formørkelse
Org. titel: Eclipse

Serie: Twilight 3
Org. serie titel: Twilight 3

Stephenie Meyer

684 sider

Udgivet på dansk i 2009
Org. udgivet i 2007



For at undgå spoilers læs først bøgerne: Tusmørke & Nymåne.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra Boggnasker.dk, og derfor kan anmeldelsen læses her: Formørkelse af Stephenie Meyer
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Bøger i serien: Twilight




Litterært verdenskort

søndag den 21. august 2011

Jeg faldt lige over Monas indlæg på "Bogklubben mener" om hendes litterære verdenskort og blev lidt nysgerrig på hvordan mit eget egentligt ser ud. I ved jo godt at jeg har en lille svaghed for kort, og når man så blander kort og bøger, så er det da en helt fantastisk blanding.

Mit litterære verdenskort viser hvor forfatteren er født eller bor, alt efter hvad jeg lige kunne finde, og synes passede bedst. Har de f.eks. kun boet få år der hvor de er født har jeg valgt et sted hvor de har boet længere og højest sandsynligt har et større tilhørsforhold til. Jeg har også valgt at farve markeringerne blå for mandlige forfattere og pink for kvindelige forfattere.

Mit Litterære Verdenskort - oversigt
Jeg var godt klar over at mine valg af forfattere ikke spænder ret bredt ud i den store verden. Jeg er mest af alt fokuseret på forfattere i Danmark, England og USA. Derudover har der sneget sig et par stykker ind fra Australien og Norge og en enkelt fra Japan, Chile, Island, Tyskland, Frankrig og Spanien. Det er ikke spor overraskende at billedet ser sådan ud, det er trods alt de engelsk-sprogede forfattere der er mest fokus på og hvoraf flest bøger finder vej til Danmark.

Hvis jeg skal udvide mit litterære verdenskort bør jeg nok læse bøger af Sydamerikanske, Afrikanske eller Asiatiske forfattere. Jeg vil ikke bestræbe mig på at finde forfattere fra de dele af verdenen, da jeg har større fokus på den gode historie, selvom det har været sjovt at se hvordan kortet ser ud.

Mit Litterære Verdenskort - Danmark og England
Mit Litterære Verdenskort - USA
Man kunne også lavet kortet over de steder bøgerne foregår, men da de fleste af de bøger jeg læser er fantasy og foregår i opdigtende verdener giver det ikke rigtigt mening.



Sea Glass by Maria V. Snyder

onsdag den 17. august 2011



Sea Glass

Serie: Glass / Opal Cowan 2

Maria V. Snyder

472 sider

Mira Books - 2010


For at undgå spoilers, læs først bogen: Storm Glass.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Opal nyopdagede evner for at kunne sjæle andre magikers magi gør hende til en trussel mod Sitia. Hun ignorer Rådets direkte ordre om at vende hjem, og fortsætter i stedet sin eftersøgning efter Ulrick. Manden som hun måske stadig længes efter for hun er sikker på at Devlen, hendes fange, har byttet sjæl med Ulrick, og nu vil hun have dem byttet tilbage igen. Det bliver en lang og sej kamp for Opal. Ingen tror på hende og hun har ingen beviser for sine påstande, så Opal er ikke sikker på hvem hun skal stole på i det avancerede spil om penge, magt og trangen til at få ret.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Maria V. Snyder forstår virkeligt at fortælle en historie der bliver mere og mere detaljeret og udbreder sig til flere og flere aspekter efterhånden som man kommer ind i bogen. Et simpelt plot og et ønske om at bytte to sjæle tilbage udvikler sig til avanceret spil med mange elementer og Snyder jonglere fint med dem alle sammen. Jeg er imponeret over hvordan hun får sammensat historien, så den på ingen måde virker rodet, og at man gang på gang bliver overrasket over den drejning historien tager. Nogle ting havde jeg nok regnet ud, men jeg var aldrig helt sikker, for jeg var også i tvivl om hvem Opal kunne stole på. Jeg blev ved med både i denne her og den foregående bog at fortælle mig selv hvilke personer Opal i hvert fald ikke skulle stole på, og mine tvivl omkring Ulrick skulle vise sig ikke at være helt hen i vejret.

Opal er, som jeg også skrev i min anmeldelse af Storm Glass, en dejlig hovedperson, der lige har den selvrefleksion der får en til at føle sig som hende. Hun udvikler sig meget gennem bogen her, og den ”nye” Opal holder jeg mindst lige så meget af som den ”gamle”. Hun er blevet hårdere, og lader ikke længere alle andre skubbe rundt med hende. Det er en dejlig udvikling at se.

Jeg har fundet ud af at en af de ting jeg holder rigtigt meget af ved både Glass- og Study-serien er at de begge omhandler unge kvinder tæt på min egen alder, der er midt i det at blive voksen og står over for mange af de svære valg som det indebære – lidt ligesom mig selv – om end deres indeholder en lidt større grad af alvorlighed og fare. Det er rart at læse om og det er let for mig at sætte mig i deres sted, så et eller andet sted er jeg glad for at jeg først har fundet bøgerne nu, hvor jeg har den alder jeg har.

Maria V. Snyder bliver ved med at overraske mig, så jeg glæder mig til at læse Spy Glass, den sidste bog i serien.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Opal Cowan

Storm Glass by Maria V. Snyder

søndag den 14. august 2011




Storm Glass

Serie: Glass / Opal Cowan 1

Maria V. Snyder

504 sider

Mira Books - 2009


Læs evt. først Maria V. Snyders Study-serie, der foregår i samme univers, men før begivenhederne i Storm Glass.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Opal er ved at lære om sine magiske kræfter, desværre er der ikke rigtigt noget der virker for hende. Det eneste hun kan er at puste magi ind i hendes gladfigurer, så de kan bruges til at sende beskeder rundt mellem magikere. Hun er fortvivlet over ikke at kunne få andet til at virke, men da der opstår et problem med stormdansernes gladbeholdere er det hende der sendes af sted. Stormdanserne fylder glasbeholderne med energi fra stormene ved havet, så de ikke forsager ødelæggelse på land. Glasbeholderne er blevet skrøbelige, går i stykker og dræber derved stormdanserne. Opal tilkaldes derfor for at finde årsagen til det svage glas. Det bliver en opgave hvor hun kæmper med sin egen tro på sig selv, bliver venner med stormdanseren Kade og opdager nye sider af sin magi, men det bliver også en opgave hvor hun må kæmpe mod mistro, forfølgere og kidnappere. Nogle er ude efter Opals kræfter, men hvem er de og hvad skal de bruge hende til?
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Man lærer hurtigt Opal at kende og efter kort tid læser man hele bogen som om man er hende. Man oplever tingene fra Opals synspunkt, mærker hendes følelser og er med på første række når hun ikke rigtigt tror på sine egne kræfter. Opal er en skøn hovedperson, ikke en af dem der er fulde af selvtillid og ikke tror på at nogen er bedre end dem, faktisk er hun lige omvendt. Man følger både hendes op og nedture, og ved hvilke ting hun er stolt af og hvilke hun helst vil glemme. Opal er en person som jeg straks begyndte at holde af.

Selvom jeg nu har snakket meget om magi, glas, troen på sig selv, forfølgelse og kidnapninger, så er der også plads til en lille smule kærlighed og romantik i bogen. Det bliver ikke til meget for Opal er stadig bange for at knytte for stærke og tætte bånd til andre efter at hendes søster Tula døde. Gennem bogen bliver hun mere og mere bevidst og den del af sig selv, og tillader kærligheden at finde vej til hendes hjerte.

Serien om Opal Cowan foregår i samme univers som Maria V. Snyders serie om Yelena Zaltana. Vi befinder os 4-5 år efter begivenhederne i Fire Study, og derfor er flere personer og begivenheder i universet allerede kendte. Det var rart at få et gensyn med Yelena og Opals verden, for den er virkeligt godt fundet på og opbygget. Jeg vil anbefale alle nye læsere af Maria V. Snyder at starte med Study-serien, for der sker nemlig masser af ting som der refereres til her i Storm Glass. Mange af tingene har også stor betydning for hvordan deres verden ser ud og hvordan den har ændret sig en lille smule siden sidste gang.

På forsiden af bogen står der ”In the eye of the storm, you can only trust yourself…” og det er i sandhed sagt. Gennem hele bogen har jeg ikke følt mig helt tryg ved mange af de andre karakterer. Selvom Opal troede på dem, var der altid et eller andet der nagede mig, noget jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Jeg skal endnu ikke kunne sige om mine mistanker er begrundede, for der er to bøger endnu og der kan nå at ske mange ting for Opal og de andre.

Derudover synes jeg at forsiden er helt fantastisk og det var faktisk Glass-serien her der vækkede min interesse for Maria V. Snyders bøger. Bestemt ikke noget jeg fortryder for de fire bøger jeg har læst har alle været originale og helt utrolige.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: Opal Cowan

Manglende optag på Landinspektør

torsdag den 11. august 2011

Det er noget tid siden at tallene fra KOT om optagelse på de videregående uddannelser kom frem, faktisk er det hele 11 dage siden, og det var ikke gode nyheder for mit studie til Landinspektør. Der er kun optaget 10 studerende i Aalborg og 10 studerende i Ballerup. Det er en meget lille gruppe. Vi var få da vi startede 18 på min årgang, nu er vi 11 tilbage. Man skal jo altid regne med at der højest sandsynligt vil falde lidt fra på det første år. Men 10 er godt nok ikke ret meget. Derfor laver jeg nu et kæmpe råb om hjælp til alle der snart skal starte på universitetet eller kender nogen der skal det. Tag et kig på blivlandinspektør.nu og find ud af om det er noget for jer eller i kender nogen der kan være interesserede. Det er en spændende og bred uddannelse med både planlægning, og opmåling.

Jeg ved godt at de fleste der er bidt af bøger måske ikke deler min interesse for kort og opmåling, men lige nu prøver jeg at gøre noget for at udbrede kendskabet til uddannelsen, for jeg tror i bund og grund at det manglende optag skyldes at ingen kender uddannelsen eller ved hvad det er når de hører ordet Landinspektør. 


The Resistance by Gemma Malley

tirsdag den 9. august 2011




The Resistance

Serie: The Declaration 2

Gemma Malley

323 sider

Udgivet i 2008



For at undgå spoilers, læs først bogen: The Declaration.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Vi befinder os i England i året 2140, hvor kampen mod alderdom er vundet. Mennesker kan nu leve for evigt takket være stoffet Longevity, der er udviklet gennem forskning i stamceller og så gør at menneskets organer fornyer sig selv hele tiden. Ikke alle er for evigt liv, og midt i den kamp befinder Peter sig.

Peter og Anna er blevet Lovlige, de er ikke længere Overskud og behøver ikke at flygte fra Autoriteten mere. Desværre kommer der nu et øget pres på dem, for at få dem til at underskrive Forfatningen, der giver dem ret til at tage Longevity, mod at de aldrig vil sætte børn i verden. Peter finder sig selv mit i kampen mod evigt liv, og endda mod hans egen familie. Han står overfor en udfordring der vil teste hans grænser og udfordre hans loyalitet overfor Anna. Kan Longevity i virkeligheden være smukt og godt for menneskeheden eller er det som Peter altid har troet noget der ikke burde findes?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

The Resistance er en dystopi og fortæller om en meget skræmmende og foruroligende fremtid for jorden. Gemma Mallay fortæller historien levende og det er let at sætte sig ind i både Peter og Annas følelser omkring det samfund de lever i. Et samfund befolket af gamle mennesker og et sted hvor børn ikke er tilladt. De voksne er ligefremme bange for ungdommen, og kan ikke se hvad nyt liv skal gøre godt for.

Det er en foruroligende tanke at jorden kan blive sådan hvis vi fortsætter med at forske i stamceller og at det på et tidspunkt lykkedes at finde formen på evigt liv. Bogen her er et skrækscenarie på hvad der sker hvis livet bliver evigt. Det bliver kedeligt og uden mening, når man ved at der ikke er nogen ende.

Det er svært at give The Resistance den omtale den fortjener. Det er en god og velskrevet dystopisk ungdomsroman der fanger lige fra første kapitel. Det er spændende denne gang at se flere af begivenhederne fra Peters synspunkt, selvom jeg ind i mellem savner Annas dagbog, som meget blev fortalt gennem i den første bog.

Alt jeg nu kan gøre er at anbefale hele serien til alle. Den er fantastisk og tankevækkende.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: The Declaration

Bedste overraskelse i dag

fredag den 5. august 2011

Mine bøger er kommet. Ja jeg snakker om de bøger jeg bestilte i søndags og først regnede med kom på mandag. Der kom en flink postmand og afleverede den 5,25 kg tunge pakke med min nye bøger. Straks blev de pakket ud og der blev flyttet rundt på bøger i reolen så de kunne være der. Det er allesammen bøger på engelsk som jeg glæder mig meget til at læse. Her for tiden har jeg næsten mere lyst til at læse på engelsk, så det er rart igen at have et udvalg på hylden at vælge imellem.


Første del af pakken var lidt af et impulskøb og jeg ved faktisk ikke rigtigt om det er noget for mig, men serien "A Song of Ice and Fire" bliver ofte omtalt som helt fantastisk fantasy og et must read, så nu skal de prøves. Det her er en box med 'The Story So Far' - de fire første bid i serien.

1. A Game of Thrones by Georges R. R. Martin 
2. A Clash of Kings by Georges R. R. Martin
3. A Storm of Swords - 1: Steel and Snow by George R. R. Martin
3. A Storm of Swords - 2: Blood and Gold by George R. R. Martin
4. A Feast for Crows by George R. R. Martin


Anden del er en serie som jeg har villet have i det sidste halve år og egentligt grunden til at jeg købte nye bøger. Maria V. Snyders Glass-serie har jeg bare ventet på at kunne læse siden jeg læse hendes Study-serie.

1. Storm Glass by Maria V. Snyder
2. Sea Glass  by Maria V. Snyder
3. Spy Glass  by Maria V. Snyder


Den sidste del af pakken er Brent Weeks "The Night Angel" triologi, som jeg læste en god anmeldelse af og besluttede mig for at dem skulle jeg læse. Jeg er kørt død i alle de bøger og serie om vampyrer der er i omløb for tiden, så det her lød som noget i en helt anden boldgade og lige noget at det jeg har brug for nu.

1. The Way of Shadows by Brent Weeks
2. Shadow's Edge by Brent Weeks
3. Beyond the Shadows by Brent Weeks


Se hvor fint de står på reolen - nu skal der læses.

Tusmørke af Stephenie Meyer

torsdag den 4. august 2011



Tusmørke
Org. titel: Twilight

Serie: Twilight 1
Org. serie titel: Twilight 1

Stephenie Meyer

498 sider

Udgivet i 2009
Org. udgivet i 2005


----------------------------------------------------------------------------------------------
Bogen er modtaget som anmelder-eksemplar fra Boggnasker.dk, og derfor kan anmeldelsen læses her: Tusmørke af Stephenie Meyer
----------------------------------------------------------------------------------------------


Bøger i serien: Twilight



Generalen af Robert Muchamore

onsdag den 3. august 2011



Generalen
Org. titel: The General

Serie: CHERUB 10
Org. serie titel: CHERUB 10

Robert Muchamore

293 sider

People'sPress Jr. - 2011
Org. udgivet i 2008

For at undgå spoilers, læs først bøgerne: Ilddåb, Narkobaronen, Arizona Max, Dødsstødet, Dommedagskulten, Dyregalskab, Faldne Engle, Bandekrig & Søvngængeren.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Vi er nu nået til den tiende bog i serien om James Adams der er agent i CHERUB. Han er på mission for at stoppe lederen af anarkistorganisationen SAG, der er mistænkt for at ville starte terrorhandlinger. Missionen lykkes ikke helt som ventet, og samtidig er der knas i James forhold til Dana, så da han kommer hjem har han brug for en opløftning og en succes. Han lillesøster Lauren overtaler James til at tage med på den største træningsøvelse nogensinde. Det foregår i ørkenen lidt uden for Las Vegas, og er et stort wargame, med en hel bataljon amerikanske soldater og en lille gruppe af briter. Børnene fra CHERUB skal give soldaterne en ny udfordring og vise dem en anden måde at kæmpe på, når det gælder urban krigsførelse.

Der er kampe, spænding, spil i Las Vegas og en rigtig gorillakrigsførelse. En god blanding der giver endnu et indblik i hvad der sker i CHERUB og hvad de kan præstere.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er lidt tid siden jeg læste sidste bog, og det er rart at være tilbage i selskab med CHERUB. Jeg er begyndt at holde rigtigt meget af de karakterer der er med, selvom jeg stadig indimellem synes at det er lidt urealistisk hvad børnene kan. Ser man bort fra det, er det en god og velfortalt historie, og jeg føler mig godt underholdt.

Der er nogle meget levende personligheder og jeg undre mig meget over at jeg faktisk synes om James. Han er øretæveindbydende, komme altid ud i ballede, er lidt for pigeglad og tror at alle vil have ham og træffer tit dårlige beslutningen. Alligevel holder jeg har ham, for jeg kan mærke at nedenunder den hårde skal er han god nok og vil det rigtige. Han er intelligent bekymre sig om sine venner, selvom han har svært ved at styre sit temperament når han bliver vred. De andre karakterer er også gode og jeg holder særligt at Lauren og Kerry, der er et par seje tøser.

Ideen om den enorme træningsøvelse i urban krigsførelse er i bund og grund god nok, og historien fungere, men der mangler lidt. Når der skydes med kalk og maling er der aldrig nogen rigtig fare for at dø eller komme til skade. Det betyder at jeg ikke sad og holdt vejret som jeg har gjort i nogle af de tidligere bøger, fordi jeg var bekymret for om de nu alle sammen ville overleve missionen. Muchamore er godt selv klar over det, og der er flere bemærkninger om at de måske er lidt modigere og tager lidt flere chancer, netop fordi det værste der kan ske er at man bliver dækket af maling.

Samtidig med træningsøvelsen udspiller der sig et lille drama på CHERUBS campusområde og i marken. Der er knas i kærlighedslivet for flere af bogens personer og det er lidt underholdende og interessant at se hvordan de reagere forskelligt på det. Det er især sjovt at følge James, der for første gang rigtigt bliver droppet. Hvad skal man som dreng gøre når pigerne ikke længere vil have en og man har fået skabt sig et dårligt ry, på grund af utroskab på missioner? Læs med og find ud af hvad James gør i den situation.

Robert Muchamore har med CHERUB skabt en god og underholdende serie. Den er til dels realistisk, idet jeg sagtens kan forestille mig de miljøer missionerne foregår i, og at skurkene er helt almindelige personer, hvor det somme tider kan være svært at se hvad de gør galt. Det eneste jeg har at udsætte på realiteten er at det er nogle meget dygtige og handlekraftige teenagere der er med, og at de på den måde virker lidt for gamle i forhold til deres alder. Det gør dog ikke så meget, for resten er godt og fungerer.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: CHERUB





Bøger i serien: CHERUB (Aramov)