Paladin profetien af Mark Frost

torsdag den 15. maj 2014



Paladin profetien

Serie: Paladin profetien 1

Mark Frost

486 sider

Høst & Søn - 2013
Org. udgivet i 2012

Anmeldereksemplar fra 


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens begyndelse:
Betydningen af et velorganiseret hoved.
Wills dag begyndte altid med disse ord, allerede inden han åbnede øjnene. Når han åbnede dem, mødte hans blik de selvsamme ord på et banner i den modsatte ende af værelset:
#1: BETYDNINGEN AF ET VELORGANISERET HOVED.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Fra bogens bagside:
”Den sorte bil. Indhyllet i udstødning, motoren i tomgang, lige foran ham. Will kunne ikke se nogen bag det mørke glas, men han vidste, at der sad en derinde og kiggede på ham. Will fokuserede, lydene forsvandt. Tiden gik i stå.
En marimbalyd brød stilheden. Endnu en sms fra far. LØB, WILL.”

Da Will ved et uheld klarer sig unaturligt godt i en prøve, bliver han tilbudt et stipendium til en eksklusiv kostskole, hvor intet er som det ser ud. Sammen med sine værelseskammerater opdager han skjulte sider af sig selv, der har forbindelser til en urgammel profeti. Forfulgt af både løgne og fjender vikles Will ind i en livsfarlig kamp om verdensherredømmet…
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg har længe haft lyst til at læse Paladin-profetien. Stort set alle anmeldelser jeg har set af bogen har rost den til skyerne og flere gange er den beskrevet som actionspækket. Jeg er til dels enig. I hvert fald når det kommer til sidste halvdel af bogen.

I første halvdel synes jeg ikke at den er så actionspækket og super spændende at det var svært at lægge bogen fra sig. Det handler mere om en dreng der kommer på kostskole og lige skal finde sig til rette med det. Bevares, så sker der da en del mystiske ting og plottet bygges op. Ledetråde lægges ud og man begynder at fornemme historien, men det var altså ikke helt som jeg havde håbet.

Alt det ændrede sig i anden halvdel. Skolens særlige teknologi og hele mystikken omkring paladin-profetien er utroligt spændende. Sjovt nok var noget af det jeg fandt mest spændende en noget virtuel gåde-løsning.  Den passage kostede en del af min nattesøvn. Der er også en vis portion humor blandet ind i historien og det gør den sjov at læse. Flere gange sad jeg og smilte for mig selv, når jeg læste særligt underholdende passager.

Wills regler fra hans far er godt integreret i bogen og er helt sikkert også en af de store styrker ved bogen. Samtidig er mange af reglerne utroligt fornuftige og jeg kunne da godt bruge et par stykker af dem i mit eget liv. F.eks. disse regler:
#17: BEGYND HVER DAG MED AT SIGE, AT DET ER GODT AT VÆRE I LIVE. SELVOM DET IKKE FØLES SÅDAN, ER DER STØRRE CHANCE FOR, AT DU FÅR DET SÅDAN, HVIS DU SIGER DET – HØJT.
 #34: OPFØR DIG, SOM OM DET ER DIG, DER BESTEMMER, SÅ TROR FOLK PÅ DIG.
 #51: DET ENESTE, DU IKKE HAR RÅD TIL AT MISTE, ER HÅBET
Hvis jeg skulle give stjerner lige da jeg vendte den sidste side og var færdig med bogen ville jeg nok have givet 5 stjerner, men jeg må lige huske på første halvdel af bogen, så derfor ender jeg på sammenlagt 4 stjerner til første bog i Paladin-profetien. Bogen kan bestemt anbefales og er om ikke andet også sjov læsning. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien:


Ingen kommentarer :

Send en kommentar