Dette vil ske på bloggen

mandag den 21. januar 2013

Jeg har gået og tænkt lidt over hvad der skal ske på bloggen. Jeg vil gerne have nogle faste emner jeg kan tage fat i, men det må samtidig ikke være så fast så de skal komme på bestemte dage eller tidspunkter. Det her er lidt om hvad bloggen vil komme til at indeholde.

Anmeldelser
Jeg fortsætter selvfølgelig med at anmelde de bøger jeg læser. Anmeldelserne kommer på når jeg har læst en ny bog og skrevet anmeldelsen. Anmeldelserne kan derfor komme ret uregelmæssigt alt efter hvilken bog jeg læser og hvor meget tid jeg har til at læse.

Maps in Books
Jeg er fascineret af kort. Jeg synes det er spændende at se hvordan man på forskellig vis kan gengive hvordan et området ser ud. Måden hvorpå kortet er laver gør meget for udtrykket, men egentligt skal der ikke ret meget til før noget blive genkendeligt. Et par enkelte streger, lidt signaturer og måske et par ord og så ved man ligesom hvad der foregår. At jeg er glad for kort i al almindelighed er ingen hemmelighed, og derfor så er jeg også ekstra glad når jeg læser en bog hvor der er et kort over den verden den foregår i. Den slags forekommer mest i fantasy-bøger hvor der er opfundet en ny verden. Jeg synes at kort i sådanne bøger er rigtigt gode til at give en som læser muligheden for at følge med i hvor personerne i bogen bevæger sig hen og hvad der er omkring dem.

Under kategorien Maps in Books vil jeg vise og kommentere kort fra forskellige bøger. Det vil blive ret u-videnskabeligt og bare min mening om hvordan kortet er og om jeg synes det er et godt eller ej.

Læsevaner
Jeg har gennem det seneste år set rigtigt mange spørgsmål om læsevaner mange forskellige steder på nettet. Det kunne være meget sjovt at svare på nogle af dem, så derfor vil jeg i indlæg besvare et eller flere spørgsmål om læsevaner. På den måde kan I finde ud af hvordan jeg læser, og måske opdager jeg også noget nyt om mig selv - hvem ved?

Top Ti-lister
Sidste år forsøgte jeg at deltage i  "Broke and the Bookish's" Top Ten Tuesday, men jeg faldt lidt af på det igen, og har derfor valgt at stoppe helt. Jeg synes at det blev for tit at lave top ti lister og at jeg ofte kom til at gentage mig selv. Jeg synes at top ti lister er sjove og derfor vil jeg også lave nogle ind i mellem, hvis jeg får lyst og hvis jeg finder et godt emne. Emnerne kan selvfølgelig godt være de samme som i Top Ten Tuesday, for det er begrænset hvor mange nye der kan findes på, men fra nu af vil de komme på min egen opfordring og med emner jeg selv synes er sjove i netop det øjeblik hvor jeg laver listen.

Inspiration
Under overskriften "Inspiration" vil jeg fortælle om bøger som jeg finder interessante. Det kan være nye udgivelser, men det kan også være 'gamle' bøger som jeg gerne vil læse. En god blanding af det hele. Jeg synes at det er vigtigt ikke kun at se på den nye litteratur. Der findes mange guldgrubber blandt bøger der har et par år eller mere på bagen.

Forberedelse til Kilimanjaro
Til sommer skal jeg til Kilimanjaro og i den forbindelse er der lidt forberedelse. Noget af det vil jeg dele med jer her på bloggen. Jeg er faktisk allerede begyndt lidt med det indlæg hvor jeg fortalte om det træningsprogram jeg har fået lagt.

Alt det andet
Ud over indlæggene med faste titler, så vil jeg stadig skrive om alt det der falder mig ind. Det kan både handle om bøger, men det kan også "bare" være om ting der sker i mit liv eller ting som jeg synes er spændende.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar