Mange tak til Gyldendal fordi jeg måtte få, læse og
anmelde bogen – det har været en fornøjelse. Se deres side om Hobbitten, hvor der kan læses meget mere om bogen, filmen og Ringenes Herre generelt.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bilbo Sækker er en
ganske almindelig og velanset hobbit. Han bor i sit hobbithul neden for højen
og gør meget ud af at passe diverse te- og spisetider – hobbitter elsker mad. En
dag da han sidder uden foran og ryger pibe, dukker troldmanden Gandalf op og
dagen efter er hans hobbithul fyldt med 13 dværge. Det bliver starten på et
eventyr som Bilbo slet ikke kan forestille sig. Snart finder han sig selv på en
rejse til det ensomme bjerg hvor de skal overvinde den frygtelige drage Smagd
for at genvinde dværgenes stjålne skat. Men det er ikke nogen let rejse, for
undervejs skal de finde Det Sidste Hjemlige Hus hos elverne, gennem
tågebjergene hvor bjergtroldene husere og gennem Dysterskoven. Foruden alt det
en masse andet som der slet ikke er plads til i anmeldelsen her. En ting er
sikkert, det bliver ikke den samme hobbit der vender hjem igen – hvis han
overhovedet kommer hjem igen.
For omkring 8 år siden læste jeg Hobbitten for første
gang – jeg husker den som god, men nu hvor jeg har læst bogen igen går det op
for mig hvor lidt jeg egentligt husker af historien fra dengang. Jeg husker selvfølgelig
Gollum, for hvem gør ikke det? Men derudover var det meste af historien ny for
mig igen og det gjorde slet ikke noget at genlæse bogen.
Fortælleren er en jeg fortæller men som sådan ikke en del
af historien. Det er en fortæller der fortæller os historien, ligesom hvis man
sad en aften og fik fortalt en historie. Jeg kunne sagtens forestille mig at
det er en ældre bedstefar, for ja i mit hoved er det en mand, der sidder i sin
lænestol og fortæller historien til en ivrig flok børnebørn. Det fungerer godt
og jeg kan li’ den måde historien bliver fortalt på. At man ikke får alting at
vide hele tiden, men alligevel får de dele af historien med som Bilbo ikke
direkte oplever.
Jeg nød at læse bogen, men det var den sidste tredjedel
der gjorde dele hele værd at læse. Først er de bare på rejse, og der er
egentligt meget langt til det ensomme bjerg. Der sker da lidt ting ind i
mellem, men det virker mest som en lang rejse. Det er først ved bjerget og da
dragen kom at jeg synes det bliver rigtigt spændende. Jeg har givet 3 stjerner, men den kunne måske
godt komme op på 3½ eller 4 for den sidste del.
Jeg kom lige til at tænke på at der faktisk ikke rigtigt
optræder nogen karakterer af hunkøn. På den måde kan det godt mærkes at bogen
er 75 år gammel og derfor skrevet i en anden tid. Bortset fra det, så synes jeg
ikke at der er noget der tyder på at bogen er så gammel. Den kunne lige så godt
være skrevet inden for de sidste par år. Derfor stor ros til Tolkien der har
formået at skrive en historie der holder i så mange år. Det kan måske også
generelt have noget med fantasygenren at gøre, men stadig så tager jeg hatten
af for hr. Tolkien.
Den 12. december kommer den første del af filmatiseringen
af bogen, der som bekendt bliver delt i tre film. Da jeg læste og var kommet
ca. 1/3 gennem bogen overvejede jeg kraftigt hvordan den 3. del kan blive til
en hel film. Der skal virkeligt noget kunstnerisk frihed til at få det til at
lykkedes. Jeg glæder mig til at se hvordan det er gået, selvom jeg stadig er
lidt skeptisk med hensyn til at der bliver filmet så mange film.
Til sidst skal der blot lyde en opfordring til alle til
at gå i gang med Hobbitten, hvis I ikke allerede har læst den. Bogen er ved at
blive en klassiker og bestemt ikke noget som man må snyde sig selv for. For mit
eget vedkommende håber jeg at genlæsningen kan åbne dørene til Ringenes Herre
og at jeg så får læst de bøger også. Held og lykke til alle de giver sig i kast
med Hobbitten.
Gyldendal har genudgivet bogen i 2 udgaver. Den første
der paperback udgaven med filmforsiden (som vist her), den anden er en fin
jubilæums-hardback-udgave, med lidt ekstra forord foruden tegninger og kort
tegnet af Tolkien selv. Lige netop kort kunne jeg godt savne i paperback
udgaven, for jeg synes at et kort over fantasy-verdenen er en essentiel del af
en fantasyfortælling og bør være at finde i enhver bog – lige meget om det er
en dyr eller billig udgave.
Paperback udgaven koster omkring 150,-
Jubilæumsudgaven koster omkring 300,-
(Normalpriser fra Saxo)
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hobbitten og Ringenes Herre
Ingen kommentarer :
Send en kommentar