|
Pressebillede fra Eventyrteatret. |
I lørdags blev det endelig dagen hvor jeg skulle i Eventyrteatret og se årets store efterårsmusical. Det er gået hen og blevet en fast tradition, og for 19. gang var det med spænding at jeg satte mig til rette foran scenen.
Det specielle ved Eventyrteatret er at det kun er børn og unge der medvirker. Hvert efterår opsættes en stor og velskrevet musical, med underholdende dialoger, ørehængende musik og fantastiske kostumer. I år stod der Valhal på programmet, for efter mange år med eventyr har de kastet sig over mytologien.
Spændende handling
Kort fortalt handler stykket om at verden skal reddes fra Ragnarok. Grid er en menneskepige der bor i en landsby i Midgård. Hun mistede sin mor som spæd og nu vil hendes far endnu engang drage ud for at kæmpe mod jætterne. Det vil Grid ikke have for hun ved at hun ikke vil se ham igen.
I Valhal kommer en jætte forbi med en såret svartalf. Han er blevet såret af de frygtelige valravne, som er en blanding af et menneske, et rovdyr og en ravn. Valravnen er ved at samle en hær for at angribe Asgård. For at forhindre det, må fem udvalgte drage ud for at stoppe valravnen.
Undervejs holder Odins ravne Hugin og Munin øje med hvad der sker, og det gør de på deres helt egen og lidt skøre måde.
Endnu et mesterstykke
Endnu gang sad jeg tilbage efter forestillingen med en følelse af tilfredshed. Det er et rigtigt godt stykke. De unge skuespillere kan virkeligt deres kram og det er fantastisk at høre dem synge og se dem danse på scenen.
I Valhal møder vi rigtigt mange forskellige væsener og personer, og de når alle sammen langt ud over scenekanten. En lille ekstra fed detalje er at der under nogle sange står skuespillere nede på gangene blandt publikum. Det gør stykket mere nærværende og som publikum føler man sig pludselig som en del af det hele. Jeg blev lidt overrasket da en af de store valravne pludseligt stod lige ved siden af mig og min søster. Det var næsten ligesom dengang hvor et spøgelse pustede mig i nakken under stykket Prinsessen på ærten i 1999.
Eventyrteatrets børn starter også med at sætte stemningen til forestillingen allerede fra man ankommer til glassalen. Udenfor går vikinger og møer rundt blandt gæsterne og man fornemmer hurtigt hvad der skal til at ske. Paraden, som de kaldes er også klar i pausen og da pausen sluttede gjorde de opmærksomme på det med en lille sang. Super lækkert og overraskende.
Spiller på hele følelsesregistret
Sangene og stemningen i stykket kommer omkring rigtigt mange følelser. Man mærker hadet til guderne og Grids sorg og savn. Sangene "Drømme" og "Tiden læger alle sår" gav mig en klump i halsen. På den anden side er der den meget hyggelige del, hvor skjalden Brage synger en sang om jætten Jokul, og der hvor historien om Fenrisulven fortælles. Den fortælles som en rigtig folkevise og der virker rigtigt godt at man kan høre de nordiske toner i musikken og sangene. Når man snakker om nordiske toner er det også værd at nævne sangene med de flotte valravne. De sætter en uhyggelig og mystisk stemning med lyden af ægte nordiske urtoner. På et sprog man ikke helt forstår, skabes en fornemmelse af at valravnene er noget gammelt og ukendt og det fungerer rigtigt godt.
De skøre indslag
Som sædvanligt er der også nogle rigtigt sjove episoder i Eventyrteatrets forestillinger og i år blev de leveret af ravnene Hugin og Munin, samt to vikinger der også var rigtigt underholdende. Derudover var valkyrierne noget der kunne få alle til at trække på smilebåndet. Sangen "Vokaler og konsonanter" kommer også ind på noget meget rigtigt og det er virkeligt underholdende at se og høre på.
Alt i alt
Et fantastisk stykke som kun kan anbefales til alle - både børn og voksne. Når I det ikke i år er jeg ikke bleg for at anbefale deres efterårsforestilling til næste år, så sæt allerede nu kryds i kalenderen i efterårsferien.
Praktisk info
Forestillingen Valhal spiller i Glassalen i Tivoli (København) indtil d. 21. oktober og der skulle stadig være billetter tilbage. Billetten giver desuden indgang til tivoli, der er flot pyntet med tusinder af græskar.
Webside:
http://eventyrteatret.dk/
Facebook:
http://www.facebook.com/Eventyrteatret?fref=ts
|
Pressebillede fra Eventyrteatret. |
|
Pressebillede fra Eventyrteatret. |
|
Pressebillede fra Eventyrteatret. |