Ja, hvad er der nu lige med dem. Hvert år er jeg sikker på at jeg på den ene eller anden måde får diskuteret hvordan det nu lige er med de der hveder og hvornår de skal spises. I dag spiser vi dem jo ofte torsdag aften, altså dagen før Store Bededag, men hvorfor nu det? Jo ser I, der er der faktisk ikke rigtigt nogen der ved. Et sted skrives der at folk begyndte at spise dem om torsdagen fordi hvederne smagte så godt at de hellere ville spise dem mens de var lune, sprøde og friske. Det kan da også sagtens være grunden, men det tager lidt af betydningen fra hvederne. Store Bededag har jo i lang tid været en helligdag og på den dag skulle ingen arbejde. Det galt også for bagerne, og for at folket ikke skulle undvære brød om fredagen bagte de hveder om torsdagen som folk selv kunne varme. At vi så spiser dem torsdag aften i dag er ærligt talt lidt misvisende og ikke helt rigtigt. Det burde jo være i morgen, så bagerne stadig kan holde fri ligesom så mange andre.
Jeg ved ikke hvorfor men dette emne skal diskuteres hvert år, og hvert år bringer aviser og nyhedssider artikler om grunden til de varme hveder. Hvorfor "glemmer" folk hvorfor vi spiser hveder? Det er jo de færreste der glemmer hvorfor vi holder jul eller påske eller tænder Sankt Hans bål i d. 23 juni? Højtider og helligdage kan være noget mærkeligt noget, mens selvom det i dag ikke er helt forståeligt hvorfor hvederne bliver spist torsdag aften, er det en tradition som er svær at gøre noget ved, og de smager for øvrigt ret lækkert. Hvis jeg har tid vil jeg bage nogle selv til næste år, nu hvor jeg har fået en rigtig ovn at bage i.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar