Januar og februar 2016

mandag den 29. februar 2016

Nytårsaften :)
Ja ja, tiden går og nu er vi pludseligt 2 måneder inde i 2016. Jeg fik aldrig skrevet om min januar, så nu får en en samlet opdatering for de sidste par måneder.

Januar startede jo med et nytår hjemme ved mine forældre. En rigtig hyggelig aften med god mad, bingo, kransekage og godt selskab.

Derefter stod den på Glukosebelastningstest i forbindelse med min graviditet. Noget som jeg havde hørt meget dårligt om, men som i bund og grund ikke var så slemt. Man drikker noget sukkervand med lidt citron i og så sætter man sig ellers til at vente i 2 timer hvorefter der tages en blodprøve. Blodprøven er for mit vedkommende altid det værste, for mine blodårer er åbenbart meget svære at finde. Ofte må de stikke flere gange og jeg ender med store blå mærker.

Ellers bød januar på forberedelser til den skiferie vi tog afsted på i starten af februar. En uges ferie i Vrådan i Norge med svigerfamilien. Super hyggeligt. Jeg har altid været på skiferie og har savnet den lidt i mine studieår hvor jeg ikke havde mulighed for at tage afsted. Normalt har jeg stået alpint, men min kærestes familie er til langgrend, så det var programmet for i år. Og med en gravid mave var det nok meget godt. Jeg kunne i hvert fald godt stå på langgrend og fik stået noget mere end forventet, hvorimod jeg nok ikke helt ville turde alpin. På alpin går det bare lidt hurtigere og man har ikke kontrol over dem der kommer bagved en, så risikoen for at falde er stor.

Skiferie

Mit nye skiundertøj og en mave i uge 32+5
Med skiferien er vi også allerede godt inde i februar og jeg har i de sidste tre uger været på arbejde. To af ugerne med udstationering på Sjælland. Jeg er vildt glad for at jeg stadig har det godt, og slet ikke har problemer med at arbejde ude. Det er dejligt at få rørt sig og gået lidt km langs jernbanen. Det største problem er næsten påklædningen og i lang tid har regnbukserne været min redning. Jeg må dog insistere på at de krymper uge for uge, og jeg tror det er godt at de nu også får en velfortjent pause.

De sidste par weekender har jeg tilbragt herhjemme og det har været skønt ikke at have kalenderen fyldt med planer. Det gjorde bl.a. plads til et par dejlige krea-projekter. Mens kæresten kastede rundt med brosten og granitskærver udenfor, omdannede jeg spisestuen til systue og gik i gang med projekt betræk til sengerand. Jeg er ikke den store syerske, men jeg er glad for resultatet. Betrækket passer og der er en fin konvolutåbning, så betrækket kan tages af og på - noget jeg dog håber ikke skal gøres for tit, for det er altså lidt besværligt at få 360 cm skumgummi ned i det betræk.

Det andet krea-projekt er en babynest. Siden jeg så den har jeg været lidt forelsket i ideen, men jeg er også for nærig til at købe den. Derfor bruger jeg hellere en masse penge på stof, bånd og fyld, for derefter at bruge tid på at sy en selv. Jeg havde købt et mønster, og forsøgte at følge vejledningen. Det gik også fint, selvom jeg opgav at lukke den på maskine og syede lukningen i hånden i stedet. Om sådan en babynest er brugbar eller ret opreklameret ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald hygget mig med at lave den :)

Sengerand og babynest

Lige nu har jeg taget hul på den sidste arbejdsuge. På fredag går jeg på barsel, og selvom det er mærkeligt at stoppe, så glæder jeg mig også. Det bliver dejligt at komme hjem og gøre de sidste ting klar, og så forberede mig på at meget nok ændre sig om en måneds tid.

Januar og februars bøger:
Jeg får stadig ikke læst vildt meget. Men jeg har dog færdiglæst en bog jeg har været i gang med i laaaang tid (9 måneder). Nemlig A Dance With Dragons, Part 1. Nu er jeg så småt gået i gang med Part 2, og så må vi se om den del vil tage mig ligeså lang tid.

Ellers har jeg læst Alexias Fortælling af Nick Clausen, mens jeg var på skiferie, og lige nu er jeg i gang med Skyggesider af Christina Bonde.

Nyt på reolen #21: Jul 2015 mm.

søndag den 21. februar 2016

Julen 2015 ligger efterhånden nogle måneder tilbage, men ikke destro mindre gemte der sig et par firkantede gaver til mig under træet. De bøger har jeg slet ikke fået vist jer endnu, så det er vist på tide. Derudover har jeg selv købt en lille smule før jul, som I da også lige skal se. 


De første to bøger er julegaver. Urværks-prinsessen af Cassandra Clare har jeg længe haft stående på ønskesedlen. Jeg har de to første bøger, men manglede denne tredje, så nu glæder jeg mig til at få afslutningen på den serie. Infernoet af James Dashner er anden bog i Maze Runner serien, og den glæder jeg mig også til at få fortsættelsen på.

Faktisk fik jeg to eksemplarer af Urværks-prinsessen. Den anden er byttet og pengene gemt til en større indkøbsordre på saxo som jeg har planer om inden for nærmeste fremtid.


Da jeg var til bogbloggertræf i Aalborg i efteråret var Carina Evytt forbi for at snakke om sine bøger. Hun havde bl.a. disse små fine monster-bøger med og allerede der forelskede jeg mig i de små uhyrer og især i tegningerne. Bøgerne er meget let læselige, men med baby på vej, kunne jeg ikke lade være med at købe dem - så er de klar når der skal læses herhjemme om nogle år.

De Små Monstre er en letlæsningsserie skrevet af Pernille Eybye og Carina Evytt og tegningerne er tegnet af Thomas Friis Pedersen (Thop). Den består af 5 bøger med titlerne: Uhyret, Du snyder, Her roder, En pige til Bob, Toms arm falder af.


Jeg husker særligt nogle meget fine troldebøger fra min egen barndom, og dem bliver jeg mindet om hver gang jeg ser Troldeliv-bøgerne - de minder nemlig en lille smule om dem. Da jeg fandt ud af at der kom en Pixi-serie med Troldeliv var jeg solgt og på Pixi-dagen sidste år fandt de vej hjem til mig.

Det er Pixi-serie nr. 125 og er skrevet af Sissel Bøe og Peter Madsen. Serien indeholder disse seks titler: Blåbærturen, En ny ven, Gemmeleg, Halen, Spisetid og Træet.

Leoniderne af Nanna Foss

søndag den 14. februar 2016



Leoniderne

Serie: Spektrum 1

Nanna Foss

541 sider

Tellerup - 2014

Hørt som lydbog hos Mofibo
Oplæser: Anja Owe
Tid: 13 timer 51 minutter

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bogens Handling (fra tellerup.dk):
Hvornår startede det egentlig?
Med den gamle dame der beskyldte os for verdens undergang?
Med drømmen om de lysende hænder?
Med kompasset der gav os brandsårene?
Eller længe før?


15-årige Emilie tegner en dreng med turkise øjne og et mystisk prismesmykke. Dagen efter får hun et chok, da drengen starter i hendes klasse.

Før Emilie får set sig om, har hun trekantede ar i håndfladerne, og hendes skolekammerater begynder at kunne uforklarlige ting.

Eller er det bare indbildning?
Grænserne mellem drøm og virkelighed viskes ud, og Emilie prøver desperat at undgå at blive en del af kaosset.

Men snart må hun indse sandheden.
Det er kun et spørgsmål om tid …

LEONIDERNE er første bind i serien SPEKTRUM, hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre
valg bindes sammen på tværs af tid.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Min mening:
Jeg ville så gerne knuselske denne serie her allerede fra første bog. Den har fået så meget ros og alle virker som om det er den fedeste bog de nogenside har læst. Desværre har jeg det ikke helt sådan. Den største grund er handlingen - eller manglen på samme.

I mine øjne er bogen her mest af alt en god og lang introduktion - og med ni bind planlagt i serien er det vel også ok? Men der sker altså ikke ret meget før til sidst i bogen. Størstedelen af bogen handler derfor mere om en gruppe venner og hvordan de takler at der kommer nye til som også skal være en del af gruppen. Det bliver lidt for hverdagsagtigt i forhold til min smag. Jeg ville gerne have set mere til tidsrejserne tidligere.

Personerne er jeg sådan set ret glad for. De er meget forskellige og det er skønt at der er så stor forskel på dem. Elsker også Alban. Han er interessant og noget man ikke ser så tit. Jeg har i hvert fald aldrig før læst en bog, med en blind person i så markant en hovedrolle.

Jeg  hørte bogen som lydbog - oplæst af Anja Owe, der også har indtalt The Selection serien. Det var lidt en udfordring for mig. Anja Owe er helt klart en fantastisk oplæser, men jeg blev ved med at se America Singer (fra The Selection) for mig, selvom det er Emilie der fortæller historien. Det var udfordrende fordi netop America var så irriterende at det tog lang tid, før jeg ikke også syntes at Emilie var irriterende. Efterhånden som jeg fik lyttet mig længere og længere ind i historien hjalp det dog, og jeg kom til at holde af Emilie. Jeg er spændt på at lytte videre i serien, for i næste bog skifter synsvinklen til Pi, så det bliver spændende om Anja Owe kan gøre så meget forskel på dem at Emilie og Pi ikke også smelter sammen.

Alt i alt en okay god dansk fantasy/sci-fi/ungdsomsroman. Jeg skal i hvert fald læse videre og bøgerne skal herhjem og stå på reolen, for nøj hvor er de flotte.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bøger i serien: The Selection