Juli 2015

søndag den 2. august 2015

Juli betød ferie for mit vedkommende, men inden ferien tog jeg lige et par gode måledage i København i super lækkert og varmt vejr. Jeg nåede i hvert fald at blive ret solskoldet på armene, fordi jeg ikke husker at solcreme er en god ide når sommeren kommer.

Jeg har holdt 2 ugers ferie og brugt alt hvad der findes af ferie og feriefridage på arbejdet. Alt hvad jeg ellers vil holde fri i år bliver på egen regning - lykken ved at være nyuddannet og ikke have optjent ferie endnu :)

Ferien blev brugt herhjemme på gården på skønne Fyn og kan på mange måder betegnes lidt som en arbejdsferie. Der er i hvert fald blevet knoklet med en masse forskellige småprojekter. Her er lidt af hvad vi har nået:

  • Slibe og male 6 døre på begge sider.
  • Sætte ny bagdør op og skifte lås i terrassedøren.
  • Sætte en ny reol op og pakke nogle af flyttekasserne ud fra da vi flyttede sidste år.
  • Bygget en kant rundt om brusekabinen på badeværelset så vi ikke længere har vand ud over hele gulvet når vi har været i bad. 
  • Sat det lille viktualierum i stand med nyt gips på vægge og lofter, en masse maling og en ny reol. 

Ud over de meget praktiske ting, så mærker jeg også for alvor nu at vi er flyttet til en dejlig gammel have. Der har nemlig været masser af bær der skulle plukkes. Det endte med at blive til knap 1 kg hindbær, 2 kg jordbær, 9 kg ribs og 11 kg solbær. Det tager sin tid at plukke, men nøj hvor jeg elsker at jeg bare kan gå i haven og finde den slags ting. I slutningen af ferien gik vi også i krig med vores kirsebærtræ. Martin klatrede op og skar nogle af de øverste grene af (det er et meget stort træ), og i løbet af den dag endte vi med 17 kg kirsebær. Det var vildt mange.


Når man nu har så mange lækre bær i haven skal de selvfølgelig også bruges til noget så jeg er så småt begyndt at kaste mig ud i saftkogning og syltning. Det blev til solbærmarmelade, ribssyltetøj, solbær-ribssyltetøj, ribsrele, ribssaft, kirsebærsaft og solbærsaft. Jeg er lidt stolt over at det lykkedes så godt med det hele. Næste skridt er at lære at spise det :)


Ferien har ikke kun stået på arbejde. Vi fik også tid til et par overnatninger under åben himmel. Jeg har købt ny hængekøje og den skulle selvfølgelig afprøves. Den første nat frøs jeg og havde svært ved at sove i min normale sovepose. Derfor fandt jeg den store dunpose frem der burde kunne gå ned til omkring -20 grader. Da jeg først havde den med ude, kunne jeg holder varmen og fik en dejlig nats søvn i hængekøjen. Snak lige om en kold sommer. Jeg er godt nok kuldskær, men jeg synes ikke at det plejer at være så slemt.

Selvom ferien 'bare' har været hjemme ser det ud til at bloggen også har holdt ferie. det er i hvert fald ikke meget jeg har fået skrevet den sidste måneds tid. Jeg vil forsøge at få lidt flere indlæg op i den kommende tid.



Julis Bøger:
Jeg kan også mærke på mængden af læste bøger at jeg har haft ferie. På lydbogsfronten har det nemlig næsten stået stille og jeg har kun lyttet til det jeg manglede i Ondskabens Engel af Kenneth Bøgh Andersen - ret præcist 4 timer.

Til gengæld har jeg fået læst mange flere fysiske bøger end jeg plejer - hele 4 stk. Scent of Magic og Taste of Darkness af Maria V. Snyder, var fantastiske og afsluttede en trilogi som jeg startede på for 2-3 år siden. Genkommeren af Lene Kaaberbøl er sidste bog i Vildhekseserien og det var dejlig let læsning. Derudover er jeg igen kommet up to date med CHERUB serien og har læst Ensom Ulv af Robert Mucharmore.

Ud over det jeg nåede at læse færdigt så er jeg også begyndt på Skorpionbjerget af John Flanagan. Det er 5. bog i serien Våbenbrødre, og jeg nyder virkeligt at være tilbage sammen med mandskabet på Hejren. De drenge (og den pige) er skønne.

7 kommentarer :

  1. Åååårh kirsebær! ♥
    Vores kirsebærtræ fik desværre bladlus i år, og det opdagede vi for sent, så ingen kirsebær til os :-(
    Til gengæld giver vores stikkelsbærbuske virkelig meget i år, så jeg plukker og plukker (og får en del rifter, argh!).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. øv hvor ærgerligt med kirsebærene :(
      Men dejligt at der er andet i haven der giver godt. Hvad bruger man stikkelsbær til? Tror nok at vi har en lille busk, men den står virkeligt dumt, så jeg skal finde ud af om den bare skal op, eller om jeg skal flytte den. Lige nu har jeg bare ingen anelse om hvad man kan lave med stikkelsbær.

      Slet
    2. Jeg har lavet lidt forskelligt indtil videre - stikkelsbærsaft, stikkelsbærmarmelade og stikkelsbærdessert - og så håber jeg også på at lave en stikkelsbærkage på et tidspunkt.

      Du kan få lidt inspiration her:
      http://piskeriset.dk/stikkelsbaersaft/
      http://piskeriset.dk/stikkelsbaermarmelade/
      http://piskeriset.dk/stikkelsbaergrod/
      http://piskeriset.dk/staerk-blommechutney-og-surtsyltede-stikkelsbaer/

      Slet
    3. Tusind tak. Det vil jeg kigge nærmere på :)

      Slet
  2. Jeg er bare så uendelig misundelig på din have! Det ser virkelig lækkert ud :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også dejlig. Elsker at det er en gammel have hvor der allerede er mange af de ting jeg gerne vil have.

      Slet
  3. Åh alle de bær! Hvor er det altså bare lækkert! jeg ville ønske jeg havde en have!

    SvarSlet